Kronik

Muslimske kvinder bliver da tvangsgift med deres fætre

I hvert fald hvis man skal tro de danske medier. Selv når de bringer rosende historier om muslimske kvinder med succes, ender de med at reproducere stereotype forestillinger om, at kvinder, der bekender sig til islam, er undertrykte, tvangsgifte og fanatisk religiøse
De danske dagblade tegner et stereotypt billede af muslimske kvinder, mener dagens kronikør.

Jakob Dall

5. december 2013

Når muslimske kvinder finder vej til danske avisspalter, optræder de stort set altid i negative historier.

Det viser en undersøgelse af ca. 1.600 journalistiske artikler fra BT, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske og Information fra 1999 til 2013, som jeg lavede i forbindelse med mit speciale på Syddansk Universitet.

Aviserne skriver primært om kvinderne i forbindelse med tvangsægteskaber, æresdrab, social kontrol og genopdragelsesrejser. Vi hører meget sjældent om almindelige muslimer eller om muslimske kvinder med en velfungerende hverdag.

Og selv, hvis medierne endelig skriver om ikkeundertrykte muslimske kvinder, sker det på en stereotyp måde. Et eksempel er en historie om den første indvandrer i Folketinget, Lone Yalcinkaya, som BT skrev i august 2000 under overskriften »Jeg er en almindelig grådansker«. Her lyder beskrivelsen af Yalcinkayas hjem:

»I stuen i lejligheden i Søborg hænger en van Gogh-plakat og tegninger af Mickey Mouse. Her er hverken bedetæpper eller arabiske korancitater som i så mange nydanske hjem. Hun ejer ikke et traditionelt tyrkisk slør. ’Jeg er muslim, som de fleste danskere er kristne,’ siger hun. Af hensyn til sine forældre vil hun ikke afsløre, hvilke islamiske påbud hun kan finde på at overtræde … «

Man får det indtryk, at journalistens nærmest undrer sig over, at en muslimsk kvinde kan være politiker, gå uden slør, leve uden korancitater på væggene og være kulturmuslim.

Stærk og usædvanlig

Jyllands-Posten fortsætter stilen:

»Fra stuen kribler kvinderne febrilsk hovedtørklæderne anstændigt på, da de hører, at to mænd fra Morgenavisen Jyllands-Posten står i entreen ... Kvinderne smiler og giver gerne hånd til goddag trods deres tydelige muslimske identitet.« (»Eman har køkkentjansen«, Jyllands-Posten, den 21. november 2009).

Man sidder tilbage med det indtryk, at ’de’ normalt ikke giver hånd, fordi de er muslimer, men at der trods alt er undtagelser her.

Og i artiklen »Tanken bag tørklædet« (Jyllands-Posten, den 25. maj 2008) laver journalisten mellemrubrikken ’Moderne og muslim’. Læseren efterlades med et indtryk af, at det er exceptionelt, hvis man både kan være muslim og moderne på samme tid. Der ligger implicit, at så må de øvrige muslimer være umoderne.

Lignende eksempler findes hos Information:

»Türkan Isik er en selvstændig og stærk mor ... I 1993 blev Türkan gift. Og hverken med en fætter eller onkel. Derimod en ung mand, som hun holdt af.« (»Türkan tier ikke«, Information, 29. november 2004).

Man sidder tilbage med det indtryk, at ’de’ normalt gifter sig inden for slægten. Türkan Isik er en undtagelse.

Billedet går igen i artiklen »Lige nu er kærligheden til medicinstudiet størst« fra Politiken (den 12. marts 2010):

»De (tre muslimske kvindelige medicinstuderende, red.) er tillidsfulde. De har ikke journalistparanoia, de er ikke bange for, at nogen fra indvandrermiljøet skal blive vrede over det, de siger.«

Artiklerne tegner dermed et billede af kvinderne som undtagelser. Som læser sidder man tilbage med et indtryk af, at flertallet af muslimske kvinder er traditionelle og undertrykte.

Medierne ender med andre ord med at bekræfte en række negative stereotype forestillinger om muslimske kvinder, selv når de bringer historier, som taler varmt og rosende om hovedpersonen.

Glemmer kildekritikken

Et andet problem i mediernes omtale af muslimske kvinder er, at journalisterne hverken forholder sig kritisk til kilder eller fakta. Dermed bryder de med bud nummer et i enhver journalistisk lærebog.

Et eksempel er artiklen »Kvinder selv ude om voldtægt«, som blev bragt i BT. Den handler om, at et muslimsk overhoved, mufti Shahid Mehdi, udtaler, at kvinder uden tørklæde selv er ude om det, hvis de bliver voldtaget.

Ifølge artiklen er mufti »den højeste position, man kan opnå inden for islam, og derfor lytter muslimer, når Mehdi åbner munden«. Mehdi er endvidere »en af de øverste religiøse ledere i det muslimske miljø i København« ifølge BT. Derudover får vi oplyst, at han giver koranundervisning i tre moskeer i København.

Som læser står man efter BT’s artikel tilbage med et indtryk af, at Mehdi er en yderst indflydelsesrig, muslimsk lærd, og at han virkelig har magt over muslimerne i Danmark. Det ser sort ud for de muslimske kvinder, når en af de øverste religiøse ledere i det muslimske miljø i København har sådan et kvindesyn.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at en søgning på hans navn i avisdatabasen Infomedia ikke viser noget om ham – ud over artiklerne i forbindelse med hans udtalelser om kvinder uden tørklæde. Hvis han er en så højtstående person i det muslimske miljø i Danmark, hvorfor har ingen journalister så nævnt ham før? Infomedia indsamler trods alt indhold fra samtlige landsdækkende aviser.

En måned efter Mehdis udtalelser kan BT afsløre, at muftien slet ikke er mufti. I samme artikel kommer det frem, at der slet ikke findes muftier i Danmark, og at Kirkeministeriet oplyser, at Mehdi end ikke er blandt de 23 godkendte imamer i Danmark.

Ved ukritisk at videregive Mehdis udtalelser og fremstille ham som »en af de øverste religiøse ledere i det muslimske miljø i København« uden at have undersøgt sagen, giver avisen læseren et forkert indtryk, og sagen bidrager til fordomme om muslimer.

Journalisten kunne let have fundet frem til Mehdis sande status i det muslimske miljø ved for eksempel at ringe lidt rundt til danske muslimer for at spørge til deres mening om Mehdis udtalelse. Havde han gjort det, havde han opdaget, at manden hverken er mufti, imam eller kendt i de muslimske miljøer og dermed formentlig ikke taler på vegne af særlig mange. Men ved at skrive, at Mehdi underviser i tre moskeer i København, at han har »den højeste position«, og derfor lytter muslimer, »når Mehdi åbner munden«, giver BT læseren et indtryk af, at Danmarks muslimer alle er religiøse og blindt følger deres overhoved fra moskeen. Men ifølge en undersøgelse, som Jyllands-Posten bragte en artikel om lige efter Mehdis udtalelse, er det imidlertid kun 10.000 muslimer, svarende til 5,5 procent af Danmarks muslimer, som kommer til fredagsbønnen i moskeerne (Jyllands-Posten, 5. december 2004).

Almindelig samfundsborger

At der findes kvindeundertrykkelse blandt visse segmenter af de danske muslimer, kan ikke benægtes. I undersøgelsen Ung i 2011, hvori 3.000 unge indvandrere og efterkommere af indvandrere mellem 15 og 20 år deltog, angiver ni ud af 10 nydanske piger, at de er underkastet social kontrol, hvad angår parforhold, seksualitet og køn.

Den kendsgerning ændrer dog ikke ved, at man må stille kritiske spørgsmål til måden, mange journalister beskriver muslimske kvinder på. For alt for ofte ender de – som det fremgår af ovenstående – med at bekræfte stereotyper, generaliserende forestillinger og med at opdele i ’os’ og ’dem’.

En løsning kunne være, at medierne bevidst tilstræbte en anderledes fremstilling af muslimske kvinder med andre historier end dem, som handler om islam og tørklæder. Her kunne kvinderne komme til orde i deres egenskab af almindelige borgere i Danmark, som har en mening om almindelige ting, i stedet for blot at komme på banen, når artiklerne handler om deres religion. Et oplagt sted at begynde kunne være ved at inddrage mennesker med muslimsk baggrund i artikler eller voxpopundersøgelser, der handler om almindelige samfundsforhold som for eksempel miljø, skat eller trafikforhold.

 

Deniz Serinci er journalist og ba i historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Hanne Ribens
  • lars abildgaard
  • Lars Hansen
  • Lars Nordli Bundsgaard
  • Simon Olmo Larsen
  • Bente Simonsen
  • Karsten Aaen
  • Maiken Guttorm
  • Jens Hvolbæk
  • Niels Mosbak
  • Tom Paamand
  • Lise Lotte Rahbek
  • Palle Pendul
Viggo Okholm, Hanne Ribens, lars abildgaard, Lars Hansen, Lars Nordli Bundsgaard, Simon Olmo Larsen, Bente Simonsen, Karsten Aaen, Maiken Guttorm, Jens Hvolbæk, Niels Mosbak, Tom Paamand, Lise Lotte Rahbek og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan da ikke være overrasket over den journalistiske linie, hvis man har lidt omløb i hovedet.
Radioavisen starter hver morgen uden at sige god morgen, med at slå en masse ihjel rundt omkring. Forsiderne har som hovedregel meget dramatiske historier om død og ødelæggelse. Sådan har det været lige siden Gutenbergs tid.
Negative historier om muslimske kvinder er ikke fordi de er muslimske, men fordi behovet for historier fra det 'virkelige' liv ikke kan mættes.
Alle negative historier fra det virkelige liv, incest,drab, der præger nyhedsudsendelsene og aviser er en gåde, men lur mig, de har foretaget masser af undersøgelser af, hvad vi vil høre om morgenen, når vi gør os klar til dagen. Så hæv niveauet i søgning efter årsager til negativ omtale af muslimske kvinder.
Det er en generel hævning af det sociale og moralske niveau blandt 'virkelige' danskere.
Alle drab og lignende kunne gerne samles på side 3 og kun undtagelsesvis være de bærende historier i radio og TV.

Journalistik er desværre tit at beskæftige med ekstremerne, ikke det normale. Et eksempel er pressens dækning af Rusland. Her handler det stort set aldrig om de 90%, af den Russiske befolkning der levet et, "normalt" liv.

Torsten Jacobsen

Mediernes sensationalisme og tendens til altid at søge 'konflikten' i enhver historie, som derefter pga manglende tid og plads fremstilles som om at virkeligheden er enten 'sort' eller 'hvid', stiller store krav til den enkelte medieforbrugers evne til refleksion og omtanke. Desværre peger megen forskning på, at vi som art er dårligt udstyret til at indfri disse krav, kognitivt set.

Med andre ord spiller medierne en så altafgørende rolle for den enkeltes opfattelse og forståelse af virkeligheden, at den slet ikke kan overvurderes. Desværre er medierne selv, efter min mening, slet ikke opmærksom på hvor effektfuld deres påvirkning er, og dermed i sidste ende ikke deres opgave voksen.

Men hvad - som de altid siger i 'Presselogen' på TV2 News om søndagen: vi giver bare folk hvad de vil have...

Mit bedste råd er at skære ned på forbruget af medierne, ikke mindst nyhedsmedierne. Virkeligheden er en meget bedre rettesnor, hvis man vil forstå det samfund man lever i.
Man kan endda være så heldig at møde et menneske man fatter sympati for...et menneske med tanker, føleleser, drømme og motiver, som så forøvrigt også er muslim.

En fin lille artikel om at slukke for nyhederne:

http://www.theguardian.com/media/2013/apr/12/news-is-bad-rolf-dobelli

Poul Eriksen, Brian Pietersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

"I undersøgelsen Ung i 2011, hvori 3.000 unge indvandrere og efterkommere af indvandrere mellem 15 og 20 år deltog, angiver ni ud af 10 nydanske piger, at de er underkastet social kontrol, hvad angår parforhold, seksualitet og køn."

Se, det er jo interessant, ikke sandt. Men handler det om religion eller handler det mere om traditioner og kultur? Jeg vil vove den påstand at også danske forældre underkaster deres 15-22 årige piger social kontrol ift. parforhold, seksualitet og køn. Ikke direkte som nogle muslimske forældre gør det, men de fleste danske forældre ser nok deres døtre blive eller være kærester med unge mænd fra rockermiljøet, eller være/blive kærester med unge mænd som forældre udtrykker mishag eller misbilligelse overfor - altså indirekte.

----

Ift. artiklens budskab er jeg sådan set enig; de fire piger bag Det Slører Stadig (DR 2012) er dog beskrevet som netop værende fire piger som også har en mening om andet end integration. (Og jeg mener faktisk at det var dem, der satte gang i debatten om muslimerne, kristne, humor og integration, ikke Yahya Hassan og hans digtsamling). Også ift. Ikram Sarwar, den københavnske politiker, mener jeg der er fremgang at spore, ikke en journalist hæftede sig ved hans baggrund, men omtalte ham som de ville gøre enhver anden politiker i Danmark.

Brian Pietersen

men historier fra det virkelige liv..er bedre end positiv psykologi hvor man ikke kan tåle kritik...og dermed får et dårligt psykisk miljø... hvor tingene ikke løses...
fordi sandheden ikke må komme frem.... :-)

Torsten Jacobsen

Med andre ord spiller medierne en så altafgørende rolle for den enkeltes opfattelse og forståelse af virkeligheden, at den slet ikke kan overvurderes. Desværre er medierne selv, efter min mening, slet ikke opmærksom på hvor effektfuld deres påvirkning er, og dermed i sidste ende ikke deres opgave voksen.

Problemet er jo en anelse mere nuanceret. Ihvertfald i indvandrerspørgsmålet. I mange år havde man tradition for at holde integrationsspørgsmål næsten helt væk fra den offentlige debat herhjemme, eller som minimum - som man i endnu højere grad stadigt gør i Sverige - holde ihvertfald de negative historier ude af medierne. Det har bare ikke den ønskede effekt:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/svenskere-er-mere-indvandrerfjendske-...

Så hvis medierne stopper med at beskæftige sig med problemer, eller begynder at skønmale situationen ved udelukkende at bringe positive historier, så har det ingen anden effekt end at folk mister tilliden til medierne. Ikke at problemet går væk. Så medierne har kun en afgørende rolle, hvis det de siger også matcher det folk selv oplever. På både godt og ondt.

Savner man tandløse Teletubbies-reportager, bør man begynde at holde en svensk avis.

Skal PK-formlen for journalistik implementeres i praksis, imødeser man nogle sindsoprivende spændende artikler i stil med: "X stod op, tog tøj på, kørte på arbejde, tog hjem igen og gik i seng.".

Hvorfor er rød stue altid leveringsdygtig i disse patetiske forsøg på begrænsning af ytrings- og pressefriheden?

Torsten Jacobsen

Thomas Krogh

Selvfølgelig skal medierne også beskæftige sig med problemer, og selvfølgelig skal der ikke udelukkende bringes positive historier. Men vi kan vel hurtigt blive enige om, at der bringes langt flere negative end positive historier i nyhedsmedierne? Vi kan formentlig også blive enige om at medierne, formentlig pga manglende tid, plads og indsigt, ofte fremstiller en meget kompleks virkelighed på en meget forsimplet måde?

Dét er i sig selv et problem, og problemet forstærkes hvis man medregner at almen menneskelig kognition fungerer på en måde, der desværre ikke altid gør os i stand til at gennemskue at nyhedsstrømmen er en repræsentation af en meget lille del af virkeligheden, og ikke lig virkeligheden selv.

Som et eksempel på dette kan nævnes hvad man kalder 'negativity bias': Vi mennesker lægger ganske enkelt mere mærke til negative frem for positive begivenheder (der er selvfølgelig store individuelle forskelle).

Når medierne fokuserer ensidigt på de negative tildragelser her i livet, og vi som medieforbrugere samtidig er mere opmærksomme på de negative frem for de positive reportager og artikler, så sker der altså en ret alvorlig skævvridning af vores virkelighedsopfattelse. Læg hertil forskellige 'attribution bias', som på forskellig vis gør at (selv)refleksion og omtanke ikke ligger først for, når vi i en travl hverdag skal forholde os til vores omverden.

Vi udsættes altså dagligt for et forsimplet, hårdt beskåret og overvejende negativt billede af vores omverden og vores medmennesker, som vi derefter selv yderligere forvansker pga en kognitionsstruktur der ikke er indrettet til et hæsblæsende medie- og massesamfund, men som er udviklet og tilpasset til et liv i små grupper. Et liv hvor truslen fra både naturen og andre små grupper var vedvarende og overhængende.

Derfor er det efter min mening bedre at slukke for Tv-avisen og dens rapporter om f.eks. problemer med integration af immigranter fra andre lande. I stedet for kan man gå ud i virkeligheden og integrere sig med den.

http://en.wikipedia.org/wiki/Negativity_bias
http://en.wikipedia.org/wiki/Attribution_bias

Torsten

Selvfølgelig skal medierne også beskæftige sig med problemer, og selvfølgelig skal der ikke udelukkende bringes positive historier. Men vi kan vel hurtigt blive enige om, at der bringes langt flere negative end positive historier i nyhedsmedierne? Vi kan formentlig også blive enige om at medierne, formentlig pga manglende tid, plads og indsigt, ofte fremstiller en meget kompleks virkelighed på en meget forsimplet måde?

Enig i begge dele. Men jeg set det nu ikke nødvendigvis som en skævvridning, alt den stund at medierne - ihvertfald principielt - bør være dem der holder magten og "samfundsordenen" i ørerne og derfor hvis primære opgave er at grave problemerne frem. Frem for at være - meget groft sagt - "propagandaoutlets" for polering af virkeligheden.

Optimalt vil der derfor, naturligt, være langt flere negative end positive historier. Sålænge pressen udfylder sin rolle.

Som jeg diskuteret i et par andre tråde, så er jeg også af den opfattelse at man ikke opnår ret meget ved at prøve at balancere et billede, eller nedtone problemer, de steder hvor der vitterligt er problemer. Her tænker jeg især mine egne erfaringer med Nordgårdsskolen i Gellerup som jeg fulgte på ret tæt hold, hvor der var et - uden tvivl velment - forsøg fra politisk side og til en vis grad med medieopbakning, på at undgå at være alt for negativ om udviklingen på skolen, og på at finde de solstrålehistorier der selvfølgelig også var derude.

Det strandede bare på at virkeligheden var værre - langt værre - end de billeder man prøvede at give af forholdene derude, og at de stærke familier man håbede på kunne være med til at vende eller "bære" skolen, havde oplevelser der slet ikke svarede til skønmaleriet. Et af mine vennepar tog deres datter ud som den 3. eller 4. sidste etniske dansker og kort efter var det en ren indvandrerskole. Selv de mest ihærdigt tolerante overfor det multietniske samfund fik altså nok både af forholdene og af det mismatch der var mellem det officielle billede og realiteterne i klassen og skolegården.

Og der er jeg ret sikker på at havde man for alvor taget fat på problemerne - og diskuteret dem åbent - adskillige år før man "turde", så kunne man måske have fået en anden udvikling.

Det er også derfor jeg ser Yahya Hassan som så væsentlig. Fordi han endeligt siger noget af det - om end unægteligt på en provokerende facon - som ellers kun DF har sagt. Og måske kan åbne op for en debat som går længere og dybere end den der har været før. Og som IMHO er det eneste der kan styrke integrationen på længere sigt.

Torsten Jacobsen

Thomas Krogh

Vi er ikke uenige. Jeg tror bestemt ikke der kommer noget godt ud af at lave skønmalerier af virkeligheden. Der er i sig selv heller ikke noget problem i at pressen agerer vagthund, og trækker problemer frem i lyset.

Man skal bare ikke være blind for den effekt, som denne massive strøm af 'problemer' har på vores virkelighedsopfattelse. Personligt har jeg skruet ned for nyhedsforbruget, og henter desuden lidt tilskud fra medier der specialiserer sig i at rapportere om de mange positive hændelser der gudskelov også finder sted dagligt. F.eks. www.goodnewnetwork.org.

@ Karsten Aaen

"Jeg vil vove den påstand at også danske forældre underkaster deres 15-22 årige piger social kontrol ift. parforhold, seksualitet og køn."

Karsten, du forsøger at sammenstille begreberne indoktrinering og social kontrol med en forælders almindelig håb om, at ens børn vælger en vej igennem livet, som er til dets eget bedste.
Netop ordet "håb" er central her, for det betyder jo, at barnet netop selv vælger sin livsbane og at forælderen i sidste ende blot kan håbe på, at barnets opdragelse har gjort, at det f.eks. ikke vælger at hænge ud i et rockermiljø.
Men, når alt kommer til alt, så vælger barnet jo selv og det er jo den helt afgørende forskel på en rigtig mange muslimske piger en og dansk pige.

Det store problem er ikke de få mennesker der slår alle over en kam og helt og holdent lader sig styre af fordomme, bl.a. orkestreret af DF.
Det store problem er at rigtig mange har travlt med at fornægte at der er reelle problemer.

Det største problem er dog at eksponenter for ovenstående grupperinger dominerer debatten.
Politikere og "behandlere" fra ovenstående grupperinger har INTET at bidrage med, når det kommer til løsning af de reelle problemer.

Det er jo en historie, der sælger, og jeg tror nu slet ikke, at danske medier har en skjult agenda, der har det som mål at sværte muslimer.
Desuden ved de fleste mennesker også, at det ikke er alle muslimer, der lever et liv som burhøns.

Problemet ved denne skævvridning er nu engang den, at Fru. Jensen på Lars Tyndskids mark, der udelukkende har stiftet bekendtskab med muslimer gennem medierne, formentlig ikke får hele spektret med i gråtoneskalaen, der gennem årene har vist sig at være større end mange af os havde forestillet sig.

Personligt synes jeg, at danske muslimske kvinder skal tænke på, hvad der er mest hensigtsmæssigt for dem - uddannelse, job og personlig udvikling i et land med muligheder. I mellemtiden kan højrefløjen stege i deres egen vrede og forskruet verdensbillede, indtil de en dag indser potentialet i disse mennesker.