Nå, der går nok et købebarn

Måske er min lille datters største traume ikke, at hun natten efter sin fødsel blev puttet med et tæppe i en plasticpose og lagt helt alene på trappen til en kontorbygning. Måske bliver hendes største udfordring i stedet den stigmatisering af adoptivfamilier, som offentligheden har dyrket så ensidigt det seneste år
Kronikøren mener, det er en fornærmelse mod hendes og andre medadoptanters forældreevner, når der ensidigt fokuseres negativt på adoption. En etiopisk kvinde med barn i slumkvarteret Mathare i Addis Ababa i Etiopien.

Kronikøren mener, det er en fornærmelse mod hendes og andre medadoptanters forældreevner, når der ensidigt fokuseres negativt på adoption. En etiopisk kvinde med barn i slumkvarteret Mathare i Addis Ababa i Etiopien.

Meng Chenguang
19. december 2013

Jeg er adoptivmor til en pige fra Etiopien. Nu har jeg fået nok. Ikke mindst på mit treårige barns vegne. Jeg skriver især til jer, Maja Lee Langvad og Malin Schmidt, fordi I stod bag den seneste adoptionsartikel (Information, den 10. december). Endnu en artikel med generaliseringer og forudsigelser om min families følelsesliv.

Mit opråb er dog også til jer, der skriver den samme type enøjede artikler i blandt andet Politiken, dig, Katrine W. Kjærs, som bag dit kamera forblev tilskuer til Mashos families sammenbrud, og ikke mindst til alle jer, der efterfølgende har fyldt Facebook, middagsselskaber og netaviser med jeres ytringer og antagelser om adoption.

Hensigten med dette indlæg er på ingen måde at anfægte, at adoptionsområdet har bidraget med nogle triste aktuelle sager; at området bør undersøges og reguleres; at verdens goder kunne fordeles anderledes; eller at adopterede har oplevet et helt unikt tab og har behov for et stort tilknytningsarbejde.

Mit ærinde er heller ikke at sætte spørgsmålstegn ved Majas Lee Langvads frustrationer eller måden at bearbejde dem på.

Men det gør mig indigneret og ked af det, at I, Maja og Malin, tillader jer at gøre Majas oplevelser af ensomhed, påtvungen taknemmelighed og vrede til alle adopterede børns historie. Med få linjer har I generaliseret Majas kommende bog til at gælde alle i en bestemt gruppe i samfundet.

Til at være fortællingen om mit barns fortid, fremtid, motivation og følelser. Det er en fornærmelse mod mine og en stor del af mine medadoptanters forældreevner. Mod mine og min mands evner til at tale med vores barn og arbejde med tilknytning, traumer, håb og identitet. I er med til alt for skarpt at definere, hvad læserne kan mene om mit barn og min i øvrigt meget synlige familieform. Dermed er I indirekte med til at forme de muligheder, mit barn har for at leve en anden historie end Majas. Paradoksalt i øvrigt, fordi Maja netop er så vred over at være blevet »påtvunget« en bestemt identitet.

Godt klædt på

Adoptionsområdet er ikke længere, som da Maja Lee Langvad blev sat af flyet i Kastrup.

I dag henter man altså ikke sit barn i lufthavnen, men oftest – og heldigvis for det – tilbringer man mange uger i afgiverlandet. Man klædes på med kurser og litteratur, og i dag ved forældrene langt mere om tilknytning, omsorgssvigt og kropsterapi. Der er også langt flere familieformer og hudfarver på villavejen og i børnehaven, end da Maja var barn. Og der findes kompetent vejledning på området. Alt det udelader artiklen fra den 10. december.

Hvorfor har der i denne strøm af adoptionskritiske medieindslag ikke været interesse for vejledningen hos terapeuter og psykologer, der har specialviden om adoptivfamilier? Den medvirker ellers til, at mange familier føler sig godt klædt på til at rumme netop den angst og de tab, vores børn tumler med. Familier med almindelige glædesfyldte liv med legeaftaler, bilferier, forsvundne vanter og pasning hos morfar.

Jeg ved, der desværre er en Masho og en Amy. Men de færreste adopterede er narret fra ulykkelige forældre af griske agenter. De er i stedet blev efterladt på en trappesten den dag, de blev født. Bl.a. fordi Etiopien også er et samfund med ofte meget konservative holdninger til graviditet uden for ægteskab.

Helt særligt og helt almindeligt

Mange etiopiske børns største potentielle traume er måske den ensidige mediedækning og generalisering, der har været på området.

De er små mennesker, der vokser op en dag og møder en omverden, der nu ikke kan frigøre sig fra tanken om, at alle etiopiske børn er tyvstjålne, købte, vrede og utilpassede samt pressede ud i taknemmelighedsgæld.

Taknemmelighedsrelationen – og forstillelsen – mellem børn og forældre, som Maja Lee Langvad refererer til, er i øvrigt ikke unik for adopterede. Den florerer i mange familier: ’Jeg kunne have valgt at få en abort!’, ’Vi bliver sammen for børnenes skyld!’, og hvad med: ’Du skal ære din far og mor’? Måske er fællesskabet med ikkeadopterede større, end Maja Lee Langvad tror?

Som adoptivforældre færdes vi ofte i grænselandet mellem det helt særlige og det ganske almindelige.

Vi ved, at vores barns historie er helt særlig, og vi ønsker samtidig, at barnet kan få lov at spejle sig i det almenmenneskelige. Det særlige og almindelige, som er hendes og vores historie. Vi bilder os ikke ind, at hun altid er vores. Men hun får mulighed for at være det. Hvilket føles sværere, når offentligheden konstant lurer på, om vi opfylder dommedagsprofetierne. Det er som en dødvægt af negative forventninger oveni alt det, som vi da godt ved er svært.

Belæres jeg om, at »børn bare er så fleksible«, eller »det er hun da for længst kommet sig over«, er jeg den adopteredes beskyttende mor, der beretter om kroppen, som husker, og om den iboende længsel.

Omvendt er jeg på vagt, når omverdenen leder efter særlige tegn på, at min datter har tilbragt sine første syv måneder på et børnehjem og vil gøre den tid til altings årsag og begrænsning i vores daglige samliv. Jeg glædes, når børnehavens dygtige voksne har øje for den treåriges almindelige handlinger frem for kun adoptivbarnets. Når de bare ser et barn, der både er almindeligt og særligt.

Traumatiseret eller bare tre år

På et uddannelsessted var jeg engang til foredrag med en velmenende underviser. Fokus var at klæde ansatte i institutioner på til kontakten med adoptivfamilier – ikke adopterede, der havde det svært, men adoptivfamilier defineret som en gruppe, der de facto har det svært. Tænk, hvis man anlagde samme stigmatiserende og kategoriserende tilgang til samtlige skilsmissefamilier eller donorbørn.

Undervejs i foredraget fik jeg den fornemmelse, at en række pædagoger nu var klar til gå hjem til deres børnehaver og behandle adopterede med tilhørende familier som rådne æg i stedet for at give børnene den støtte netop de havde brug. Ved min side sad en sukkende sygeplejestuderende med mørk hud:

»Min fætter og jeg er adopterede,« sagde hun.

»Jeg kan ikke genkende det. Du gør os sygelige!«

Foredragsholderen ville ikke tage imod kommentaren.

Tvivlen om, hvorvidt det er den hysteriske treårige eller den forladte adopterede, der smider sin tallerken på gulvet, kommer ofte. Vil hun en dag råbe, at hun hader os, fordi hun er adopteret, eller fordi hun er teenager? Det vil hun sikkert. Måske hun vil rejse til Etiopien og være stolt af at være både dansk og afrikansk. Og være i stand til at rumme at vi er de taknemmelige.

Tvivlen er et vilkår. Det er vores synlighed som netop adoptivfamilie også. Især hvis det gulv, den treårige smider sig på, er gulvet ved chokoladen i Netto. Så er det, jeg har lyst til at stille mig op i indkøbsvognen og råbe:

»Jeg har fod på det her. Og nej, jeg har ikke købt hende. Hun har det skide godt for det meste. Hun er et helt almindeligt adopteret barn, der elsker sin børnehave!«

Den lyst har mange forældre nok, hvis unger får et hysterisk anfald i fuld offentlighed. Forskellen er bare, at jeg er sikker på, at de andre kunder har set udsendelsen om Masho og læst aviserne.

 

Christina B. Larsen er adoptivmor, uddannet lærer og journalist og arbejder som freelancer i den socialpædagogiske og den kommunikative branche

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu