Læsetid 6 min.

Når man ikke gider mere medister

Jeg troede egentlig, at jeg ville være god til julefrokoster. Alligevel må jeg hvert år i december snige mig udenom med et ansigt, der minder Morten Bødskovs. Jeg må erkende, at jeg ikke er ven med mine kolleger. Og jeg ikke er kollegial med min familie
Bunke-julefrokost i Odense Kongrescenter: Massefesten rammer ikke alle deltagere lige præcist.

Bunke-julefrokost i Odense Kongrescenter: Massefesten rammer ikke alle deltagere lige præcist.

Martin Dam Kristensen
16. december 2013

Når december hanker op i støttestrømperne, tager arbejdspladser, foreninger og andre selskaber de røde plastikhjerter frem fra skabene og afholder kåde, højtbelagte julefrokoster, som har floreret, siden Ruder Konge kun var en dråbe på spidsen af sin fars diller. Enhver flommefed pæredansker dyrker julefrokost som et mantra, der er nemmere at forholde sig til end Gud, konge og fædreland.

Julefrokosterne skal ryste os sammen og gøre os stærke, så vi kan klare endnu et år på arbejdsmarkedet. Før i tiden var abefesterne overladt til familierne, men de er for længst holdt op med at hælde fadøl ned i slyngelstuerne og parcelhusene, for strukturen brød sammen. Og familien opløste sig selv. I tårer. Og i snaps.

Arbejdspladsen har overtaget familiens sammenhænge. Man er kollegial og går rundt med drillenissens venskabshjerter og deler flittigt ud af noget, der kan minde om kortvarig samvittighed, når forstanden ryger ud, og promillerne stiger. Cheferne er glade for den slags. Før i tiden var der Gud. Nu er der altid kun en chef i fodenden af dobbeltsengen, hvor man for det meste sover alene, fordi ingen har tid til at være sammen om noget længere.

Tid er der på ingen måde nok af. Men samtid er der rigeligt af. Den er til gengæld samspilsramt og går til terapi i mørke kælderlokaler, hvor kvinder, der hedder Lone og mænd, der hedder Egon, går til billard og lerdueskydning i tilstødende lokaler hver tirsdag, torsdag og hver anden lørdag.

Pingvinlækker buffet

Julefrokostens ansigter er mange. Det samme er munde, der skal mættes. Og hænder, der skal berøres af remoulade.

Og det, der i rigelige mængder smides på lunke fade og med temperaturer, der generelt minder om kejserpingvinernes, er rødspætter, sild og italiensk salat, der står på lange rækker i en udstilling, der går under danskernes gradbøjning af det store sprog: Buffet, kalder vi det.

Buffet giver muligheder. Man vælger selv, så at sige. Det er ligesom at leve livet. Der er en, der er heldig – eller står på det rette sted, når mørbradbøffen er varm og lige lavet – og så er der alle os andre, som ikke får andet end tørt rugbrød, smør og det, der minder om noget, der kan mætte fire villaveje i tre måneder. Det æder vi så selv på en aften. Vi trøstespiser ikke. For det er ikke en sygdom at hygge sig. Det er blot en dansk tradition, der skal få os til at føle, vi er noget værd. Den værdi er det nok så som så med. Det er det egentlig altid, når man taler om mennesker og penge i samme åndedrag.

Men arbejdspladsen har overtaget familien. Og man sidder med refleksflammende rygsæk og gumler lystigt på sin kollegas rejemad, for der ikke er det, man ikke deler den aften. Når man ikke længere har kærester, børn, løsslupne kerneindustrifamilier, hunde og kanariefugle, har man i det mindste et arbejde, hvor man nogenlunde kan genkende sit eget spejlbillede i de matterede ruder på fællestoiletterne, der er sat i, fordi man ikke vil begrænse medarbejderne. Det med køn er så stereotypt. Nej, her går vi med røde kjoler om mandagen og blå kedeldragter hele fredagen. Og vi tisser alle sammen siddende. Det sidste blev besluttet under kåde, overvægtige klapsalver til julefrokosten forrige år, da drillenissen havde været på spil i onkel Jørgens underbukser, og Ulla fra personaleafdelingen var blevet våd over det hele, fordi hun havde væltet rundt i tis og det, der muligvis var værre, da hun var faldet i tønden, hvor Jørgen havde gjort, som Gud havde sagt, han skulle, og Ulla var røget ind på noget, der mindede om den lukkede, da hun måtte skræve over Susie Møller og Anton fra knallertudlejningen, som lå og hyggede sig foran indgangen til paradisets have – eller lokummet. Det er nok, som man tager det. Men de to steder minder om hinanden. Det er steder for lort.

Julefrokoster er ikke for begyndere.

Alle skal i hegnet

Decembermørkets byer stinker af hjemmebrygget snaps, dårlig samvittighed og folk, der på hver sin måde er underlagt en form for hierarki, hvor en bestemmer over nogle andre. Det er sådan, man genkender sin fest i garderobekøen. Cheferne galer med struber, der minder om noget af det, Hanne-Vibeke Holst kan kaste op i en kronik, når hun flår i køkkenskriverne og beder dem opføre sig, som havde de en nogenlunde moral i jakkelommen.

Det sidste er svært i december, for når nissen krøller sammen i underbukserne, ryger den gennemsigtige væske ned, og promillerne stiger til noget, der minder om den åbne afdeling i det, der i gamle dage var Gyngemosen, men som nu har spredt sig til hver en kongelig flække af det danske rige. For sjov, sjov fest skal der være. Og i hegnet skal alle ende. Med let adspredte numsehuller og udsigt til gennemhøvlede røvbaldegardiner, selvfølgelig.

Min erfaring med julefrokoster er ikke af de gode. Indrømmet. Jeg har heller aldrig haft et rigtigt arbejde eller været medlem af andre foreninger end de politiske partiers, hvor det med at drikke sig rødglødende ikke er forbeholdt december alene. Men hver gang jeg alligevel er troppet op med en mølædt leopard bag øret og en halvlunken kirsebærvin, er det gået galt. Ikke nok med, at propperne er sprunget – det kan mine også snildt på andre tidspunkter af året – men fornuften er i den grad skrællet af bananen, så mænd af alle afarter har stået i kø til toiletterne og kopirummet for at se elefanterne danse på gennemsigtige glassandaler.

Det er ikke mig, der har danset. Det har mændene i alle former for af- og udklædninger selv klaret. Og det har ikke været et kønt syn. Det er det sjældent, at det er det, når mænd tror, at de bevæger sig.

Laver snigeren

Jeg troede egentlig, jeg ville være god til julefrokostens præmisser. Jeg kan bedst lide selv at bestemme, hvad jeg spiser. Og jeg elsker snaps. Alligevel sker det hvert år i december, at jeg med et ansigt, der minder Morten Bødskovs, må snige mig udenom. Jeg er ikke ven med mine kolleger. Og jeg er ikke kollegial med min familie. Jeg har faktisk ingen steder at placere mine hænder, og når munden har ædt fire stykker med peberpate og syltede ting, der minder om noget grønt, har jeg nået en mæthedsgrænse. Jeg er heller ikke så god til at være flink længere. Det er kommet med alderen. Jeg gider ikke være flink længere.

Og det der med at gå en tur i kopirummet med Medister Henning er noget, man kunne dengang, man var ung og utaknemmelig. Nu har jeg set så meget medister efterhånden.

Jeg skal ikke gøre mig hellig. Det er jeg på ingen måde. Men jeg fungerer ikke i sociale sammenhænge, hvor samlingspunktet kun hedder snaps. Snaps er noget, jeg drikker med manden og katten. Og ikke noget jeg deler med hverken såkaldte kolleger eller underlødige medlemmer af det, der i tidernes morgen gik under betegnelsen familie.

Nu ved ingen, hvor den er længere. Familien. Det forlyder, at den er set vandrende hvileløst rundt ude på Amager Fælled.

Mens vi venter på de sociale myndigheder, er det arbejdspladsen, der tager over. Men et fællesskab, der tilsyneladende ikke kan andet end at skabe sig.

 

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, billedkunstner og dramatiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
    Erik Pørtner Jensen
Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer