International kommentar

Nelson Mandela var mere end en spydspids - han var forandringens mand

Den sydafrikanske præsident, der blev stemplet som terrorist, blev mere end blot en historisk person – han var en forandringens mand; ikke bare en i rækken, skriver den afrikansk-amerikanske borgerrettighedsaktivist Jesse Jackson
7. december 2013

Præsident Nelson Mandela var i sandhed en forandrende kraft i Sydafrikas – og verdens – historie. Mit hjerte synker ved nyheden om hans bortgang, men jeg finder trøst i visheden om, hvor fuldendt et liv han levede, og hvor stort og blivende et aftryk han satte på den verden, han nu har forladt.

Talemåden ’modgang styrker karakteren, karakteren nærer troen, og når det gælder, vil troen ikke svigte’ har aldrig givet så meget mening som i historien om Mandela. På trods af 25 år og otte måneders fængsling på Robben Island mistede Mandela aldrig troen på, at det sydafrikanske folk kunne vinde sin frihed. Modgang styrker karakteren.

Mandela var en forandringens person; at sige, at han var en ’historisk person’, ville ikke gøre ham tilstrækkelig ære. Nogle mennesker går gennem historien som de første, der gør dit eller dat – de er intet andet end figurer i en række.

At være en der forandrer er at have visionen for en anden retning og evnerne til at føre den vision ud i livet. At besidde forandringens kraft er at have modet til at følge sine overbevisninger, til at yde ofre, til at risikere liv og lemmer, til at sætte alt på spil.

Endelig fri

Jeg husker, da jeg sammen med Oliver Tambo (sydafrikansk antiapartheidaktivist og central ANC-skikkelse, 1917-1993, red.) og en kæmpe menneskemængde protesterede mod apartheid på Trafalgar Square i november 1985.

Senere mødte jeg den britiske premierminister Thatcher for at fordømme Storbritanniens økonomiske, politiske og militære støtte til apartheidregimet. Vi må ikke glemme, at Storbritannien, USA og samtlige vestlige magter kaldte Mandela for en terrorist og trofast bakkede op om apartheidregimet – de stod på den forkerte side i historien. Jeg opfordrede Thatcher til at støtte kravet om Mandelas løsladelse og satte kurs mod Sydafrika. Mit hjerte var nær bristet af begejstring den dag, Mandela endelig blev løsladt fra Victor Verster Fængsel. Det var den 11. februar 1990.

Da nyheden om hans snarlige løsladelse slap ud, begyndte hushjælpene landet over at danse og hamre løs på gryder og pander, de begyndte at græde og de begyndte at demonstrere. Når det gælder, vil troen ikke svigte.

Jeg mødte Mandela og Winnie på rådhuset, og da vi senere fik lejlighed til at tale sammen på hotellet, takkede han mig. Han huskede at have hørt om min tale til Demokraternes konvent i 1984 (kendt som The Rainbow Speech, red.). Selv fra sin fængselscelle var han stærkt opmærksom på verden udenfor, på ebbe og flod i verdens gang. Tre år senere havde jeg som medlem af den officielle amerikanske delegation æren af at deltage i fejringen af Nelson Mandelas indsættelse i præsidentembedet. Han var blevet præsident for det nye, frie Sydafrika.

Stærke bånd

Vi smedede stærke blivende bånd. Vi modtog ham i vores hjem og i The Rainbow Coalitions hovedkvarter i Chicago. Vi mødtes adskillige gange i Sydafrika – sidste gang i 2010, hvor vi talte om boksning og sport, om politik, og byttede baseballkasketter.

Mandela var en kæmpe, der besad et aldrig svigtende intellektuelt mod og en grundlæggende moralsk autoritet. Han valgte forsoning frem for gengældelse. Han forandrede historiens gang. Men både Sydafrika og USA har stadig en hel del, som står tilbage at forandre.

Nelson Mandela er ikke forsvundet, han vil altid forblive hos os. Han vil altid udgøre en højere barre. En vi må stræbe efter. Han har i sandhed skabt et nyt Sydafrika – en skønhed opstået af asken.

Han har forladt denne jord, men han stiger op i himlen, og hans velformulerede opråb om frihed og lighed kan stadig høres gennem blæst og regn. Det hviler i hjertet hos mennesker over hele verden.

Jesse Jackson er baptistpræst, medlem af Demokraterne og central i USA’s borgerrettighedsbevægelse. Han er blandt andet medstifter af The Rainbow Coalition/PUSH (People United to Save Humanity).

Oversat af Nina Trige Andersen.

© Guardian og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu