Kommentar

Skatteforargelse

Så længe kapitalen kan bevæge sig frit, kan politikerne ikke dæmme op for skatteunddragelsen – hverken den lovlige eller den ulovlige. De må nøjes med at lade sig forarge
2. december 2013

For et par år siden indgik Danmark en aftale med Liechtenstein om udveksling af oplysninger, men DR’s udsendelser om skatteunddragelse viser, at den ikke har virket. Og havde den virket, er der jo mange andre skatteparadiser at ty til. Nu har skatteminister Holger K. Nielsen (SF) nedsat en taskforce, der skal gøre op med uvæsenet. Vil det lykkes denne gang? Det er der intet, der tyder på.

Det grundlæggende problem er, at kapitalen frit kan bevæge sig, hvorhen den vil. Derfor er dens veje uransagelige, også for skattemyndighederne, der kun ved et tilfælde falder over ulovligheder.

For 30-40 år siden var ka-pitalen under demokratisk kontrol. Ville man udføre valuta, skulle man pænt spørge om lov hos Nationalbanken eller en minister, og man fik nej, hvis formålet ikke var fornuftigt.

Spekulative kapitaloverførsler – uanset om de blev foretaget af skattemæssige årsager eller ej – blev ikke anset for samfundsgavnlige.

Kapitalkontrollen betød, at velfærdsstatens finansiering ikke sivede ud af landet.

Lovlig skatteunddragelse

Men i 1986 fik vi Det Indre Marked, der deregulerede kapitalen og dermed afmægtiggjorde politikerne. Rigmændene i DR’s udsendelser er kun en lille del af problemet. De har måske handlet ulovligt, men de store penge ligger i den lovlige skatteunddragelse. Hvert andet år hører vi om, at en række multinationale selskaber ikke betaler skat i Danmark. Det skal de ellers gøre, hvis de tjener penge her i landet, så det er selvfølgelig mærkeligt, at de ikke lukker biksen, når den tilsyneladende er så uprofitabel. Samtidig er det standard, at kapitalfonde holder til i skatteparadiser, og gad vide, hvorfor Danske Bank har en afdeling i mikroskopiske Luxembourg snarere end i store europæiske lande? Alt dette er lovligt, fordi man har råd til dygtige revisorer og skatteadvokater.

Pengene forsvinder også fra statskassen, fordi de virksomheder og fonde, der vælger at betale skat, kan glæde sig over stedse faldende skattesatser. I de kapitalistiske lande (OECD) er beskatningen af kapital og de riges indtægter faldet – generelt er selskabsskatten faldet fra godt 45 pct. i 1981 til 30 pct. i 2007, mens topskatten er faldet fra godt 65 pct. til 47-48 pct.; derimod er momsen og skatten for en gennemsnitlig lønmodtager steget lidt.

Ulige kamp

Forargelsen over skatteunddragelse og anden spekulation vender tilbage med samme regelmæssighed som efterårsstorme. Da finanskrisen var på sit højdepunkt i 2008/09, og skeletterne væltede ud af bankernes pengeskabe, talte politikerne meget højt om, at nu skulle der sættes en stopper for spekulationen. Der skete dog ikke noget, især ikke i Europa. Men for to år siden erklærede Tyskland og Fran-krig, at nu skulle der indføres en Tobin-skat (finansiel transaktionsskat), men desværre lykkedes det banklobbyen at få provenuet fra skatten reduceret fra 30 til tre mia. euro. Dette ’10 til 1’-forhold er formentlig et dækkende kvantitativt udtryk for magtforholdet mellem demokratisk valgte politikere og finanskapitalen. Det seneste, jeg hørte, var, at skatten helt er opgivet.

Så er der kravet til bankerne om at opbygge en reserve, så de ikke så let blæser omkuld og påfører skatteyderne tab (de store banker såsom Danske Bank er jo garanteret redning). Her er der faktisk lavet en europæisk aftale, der skærper kravene, men bankerne ønsker naturligvis at udlåne så meget som muligt, for det er sådan, de tjener penge. De nye regler er da også hullede som en si. Bankerne kan langt hen ad vejen selv vurdere, hvor risikable hvilke aktiver er, og dermed hvor stor en reserve, der skal sættes til side; og hvis det alligevel bliver for snærende, kan de blot flytte pengene over i den helt uregulerede skyggebank.

Binder man kapitalens venstre fod, sparker den højre blot mere energisk. Eneste løsning er derfor fuldstændig kontrol med kapitalen i alle dens former.

Men er der overhovedet interesse for at tæmme kapitalen? Ikke hos Bjarne Corydon (S), der er tilhænger af konkurrencestaten. Den indebærer, at selskaber og banker ikke må hæmmes af regler og kontrol, for så taber de til de udenlandske virksomheder, der er mere frie. I stedet skal statsmagten understøtte konkurrenceevnen, hvilket kræver lavere omkostninger. De store poster er her reallønnen, som regeringens politik da også har sørget for er svagt faldende, og erhvervsbeskatningen, der som bekendt også er sænket.

Corydon står for den faktiske politik. Den har skyggesider, som det overlades til Holger K. Nielsen at forarges over. Han er Sisyfos, og Corydon sørger for jævnligt at puffe stenen ned i dalen.

Anders Lundkvist er politisk økonom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Aaen
  • lars abildgaard
  • Kim Øverup
  • Torben K L Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Holger Nielsen
  • Niels Mosbak
  • Jens Høybye
  • Niels Engelsted
  • Grethe Preisler
Karsten Aaen, lars abildgaard, Kim Øverup, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Holger Nielsen, Niels Mosbak, Jens Høybye, Niels Engelsted og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så kan det vist ikke siges mere klart, ærligt, tydeligt og letfatteligt.
Hvorfor er vi så få, der reagerer?
Tak til Anders Lundkvist for et indlæg, der - for mig at se - er intet mindre end fremragende og dybt, dybt væsentligt.

Kim Øverup, Torben K L Jensen, Grethe Preisler og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ja, Arne Thomsen, det har du ret i.

Blot trist, at Anders Lundkvist ikke er medlem af det 'ekspertpanel', finansminister Bjarne Corydon og økonomi-, indenrigs- og vicestatsminister Margrethe Vestager 'lytter til'.

Hvem vor nominelle statsminister rådfører sig med, har jeg opgivet af finde ud af. Hun virker mere og mere forfjamsket, for hver gang hun åbner munden og svarer på de spørgsmål, medierne stiller på vælgernes vegne.

Børge Rahbech Jensen

ved ikke, om nyhedsmedierne overhovedet stiller spørgsmål på vælgernes vegne. Jeg synes snarere, de stiller spørgsmål på egne el. Folketingets oppositions vegne.

Forargelsen giver bedst mening med den forudsætning, at hver enkelt borger ejer en andel af statskassen, hvorved den til enhver tid siddende danske regering forvalter en del af hver enkelt danskers personlige formue. Hvis statskassen defineres som statens kasse, er det i realiteten den lovgivende magts interesser, nyhedsmedierne varetager med fx. DRs udsendelser om skatteunddragelse. I så fald er nyhedsmedierne i realiteten magthavernes vagthunde. Det ændres strengt taget ikke af historien om Lars Løkke Rasmusssens rejser på GGGIs regning, som også er en historie om tab for statskassen.

Sjovt nok er de penge, kunder betaler for varer og ydelser, ikke 'andres penge', nok fordi penge antages at være betaling for udført arbejde, og betaling af skatter og afgifter antages at være overførsel af en andel af en personlig formue fra en konto til en anden, uden ejerforholdet ændres.

Mange virksomheder betaler i øvrigt selskabsskat, men de omtales sjældent, med mindre der kan rejses tvivl om, hvorvidt de betaler nok. Det fortælles knap, at de fortrinsvis betaler skat af overskud og altså ikke af de indkomster, der bruges til omkostninger og anskaffelse af maskiner, hjælpemidler etc. til produktionen. Der fortælles heller ikke meget om de brancher, som lever af levering af ydelser til andre brancher, og har haft stor vækst siden 2006. Reklamebranchen fylder ellers meget i form af radio- og tv-reklamer, tryksager og telefonsælgere.

Ved at registrere alle penge i Dansk valuta, så man ved hvor den er henne, vil man ret hurtigt kunne stoppe transaktioner der kommer fra narko og andet.
Vi kan simpelthen kræve at alle registrere de penge de har i Danske kroner, da de ellers ugyldiggøres.

Det er fuldstændig korrekt, at beskatningen af kapital ikke har fulgt med tiden, som Anders Lundkvist pointerer, men konklusionen om, at kapital kontrol er vejen frem, er en fejl konklusion.

Kapital kontrol som økonomisk politik ses primært i lande udenfor de vestlige lande, for eksempel i Venezuela og Argentina. Knappest mønster eksempler for økonomisk politik.

Hvad man skal gøre er, at flytte beskatningen fra selskaber til personskatten og ligestille al kapital indkomst for personer med lønindkomst. For hvor det måske er muligt, at flytte et selskab til et skattely, så er det trods alt de færreste, som ønsker at bo i et skattely.

En fjernelse af selskabsskatten er derfor svaret på, at komme international skattespekulation til livs, ikke det modsatte, og venstrefløjens hårdnakket modstand mod en fjernelse af selskabsskatten er kun til gavn for de store og multinationale selskaber.

Svaret er altså, at afskaffe selskabsskatten.

Se i øvrigt min kommentar i Information om emnet den 19. august:

Venstrefløjen burde gå til kamp mod selskabsskatten

http://www.information.dk/469388