International kommentar

Spionerne tvinges til selvransagelse

Selv efterretnings-tjenesterne er ved at indse, at deres nye metoder ikke er holdbare uden en demokratisk debat om, hvor grænserne for deres beføjelser skal gå
Debat
9. december 2013

For turister er Cheltenham en charmerende kurby i det sydvestlige grevskab Cotswolds. De beundrer dens smukke byhuse med deres 1800-tals Regency-facader og besøger dens væddeløbsbane. Få ved, at byen hovedsagelig er bygget op om én aktivitet: spionage.

GHCQ, den britiske efterretningstjeneste, ser ud til at være forbandet dygtig til sit arbejde. Dens 6.400 medarbejdere tæller mange højt begavede computer-ingeniører og arbejder utrætteligt for at udvikle nye metoder til indsamle stadig flere data om hundredvis af millioner af mennesker.

Men hvad nogle finder tryghedsskabende, finder andre truende. Og hvad GCHQ’s medarbejdere angår, er de nu også selv kommet under intens overvågning. Det bryder de sig ikke om. De ønsker, at det skal stoppe. Deres højtstående venner i politik, retsvæsen og medier er enige.

Vi lever i dag i overvågningens guldalder. De mobiltelefoner, vi bærer rundt på, giver oplysninger om vores færden, søgeord, tilbøjeligheder, helbred, hensigter, vennekreds, e-mailkorrespondance, sms’er.

GCHQ er sammen med amerikanske NSA absolut førende inden for denne vældige dataindsamling. På fem år har tjenesten øget sin adgang til de såkaldte metadata med 7.000 procent, fremgår det af dokumenter lækket af den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden. I samme tidsrum er størrelsen af ​det ​materiale, man analyserer, forøget med 3.000 procent.

GCHQ er blevet beskyldt for stort set ikke at være andet end NSA’s Cheltenham-filial. Det er nok at stramme den, men kilder i det britiske udenrigsministerium, Whitehall, medgiver, at der er et tæt samarbejde og foregår deling af data mellem de to agenturer. Og en GCHQ-jurist i Cheltenham peger på, at den britiske tjeneste har særlig attraktionsværdi for USA: »Tilsynet med os er meget mere lemfældigt end det, vores amerikanske kolleger er underkastet.«

I dag befinder GCHQ og NSA sig i toppen af efterretningstjenesternes hieraki, og en stadig mere grel asymmetri er vokset frem: De ved potentielt næsten alt om os, mens vi stort set intet ved om dem.

Det rejser tre spørgsmål. For det første: Kan det være rigtigt, at disse tjenester skal beherske alle civile og kommercielle former kommunikationsplatforme med henblik på at indsamle, lagre og analysere oplysninger om hele befolkninger?

For det andet: Kan det være rigtigt, at vi andre, dvs. offentligheden, er henvist til at vide så lidt om, hvem de er, og hvad de gør? Skal vi bare acceptere dette dramatiske tab af privatlivsbeskyttelse uden offentlig og demokratisk debat, indsigt eller samtykke?

Endelig: Er denne nye infrastruktur holdbar?

Spionernes ansvar

Alle er enige om, at vi har brug for efterretningstjenester, og at deres virke i al væsentlig grad må foregå i det skjulte. Men teknologien i dag er så invasiv, at presserende spørgsmål melder sig om, hvilken form for ansvar det er muligt at gøre gældende over for de talentfulde it-ingeniører i Cheltenham eller Fort Meade.

Det traditionelle svar har været hemmelige domstole og hemmelige udvalg. Men det svar afføder nye spørgsmål. Får de indviede få hele sandheden? Stiller de selv de rigtige spørgsmål? Forstår de det fulde potentiale af de nye teknologier? Hvor omfattende og grundig en kontrol kan gennemføres via hemmelige bureaukratier og processer? Er kontrollanterne tilstrækkeligt rustede til at forstå hensynet til privatlivsbeskyttelse? Hvor meget viden deler de med andre folkevalgte lovgivere, der må have krav på en vis indsigt for at godkende nye overvågningsbeføjelser?

Vi ved f.eks., at USA’s kongres ikke altid blev orienteret fuldt ud om, hvad NSA var i gang med. Der er også sat spørgsmålstegn ved, om USA’s hemmelige efterretningsdomstol, FISC, er tilstrækkeligt uafhængig.

I Storbritannien er de parlamentarikere i Westminster, som godkendte udvidede beføjelser til dataindsamling, blevet rasende over oplysninger, der blev holdt skjult for dem og først kom frem i lyset med The Guardians afsløringer.

Selv spioner vil debatten

Stort set alle erklærer sig nu enige i behovet for en offentlig debat om disse spørgsmål. Og ’alle’ omfatter her USA’s præsident, lovgivere, ambassadører, akademikere, teknologivirksomheder, kryptologer, journalister, advokater, tilsynsmyndigheder – ja, selv spionerne.

Efterretningstjenesterne er altså tvunget til selvransagelse. De må spørge sig selv, hvordan deres overvågningsprogrammer kan være forsvarlige uden denne debat – og uden noget meningsfuldt samtykke fra de personer, hvis data de indsamler.

Efter Manning og Snowden står det også klart, at efterretningstjenesterne næppe kan holde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv, hvis bare en medarbejder får skrupler og føler for at lække dem. Ingeniører og analytikere må også indse, at loven ikke nødvendigvis forholder sig til de nye teknologier, de udvikler og anvender.

Endelig er der mediernes rolle i alt dette. Debatten om tjenesterne og deres ansvar ville ikke have været mulig uden whistleblowere, men heller ikke uden medier. En tidligere NSA-chefjurist, Stewart Baker, har præciseret, hvordan USA’s forfatning stiller sig i forhold til pressen i sådanne sager: »Snowden overtrådte loven, men de journalister, han videregav sine hemmeligheder til, nyder rettens beskyttelse.«

I USA er ikke en eneste journalist blevet retsforfulgt for læk. Hverken The New York Times eller Washington Post er blevet kritiseret for at forfølge en historie, der så klart har offentlighedens interesse.

Anderledes i Storbritannien. Her kan staten true med at lukke debatten, beslaglægge dokumenter, ringe til politiet, misbruge terrorlovgivning og endda sætte et parlamentarisk udvalg til at undersøge den avis, der har kastet lys over institutioner, der trives bedst i mørke.

Alan Rusbridger er chefredaktør for The Guardian.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her