Kronik

Stilfærdige omsorgssvigt

Mange børn omsorgssvigtes gennem hele deres barndom, uden at kommunerne tager affære. Mangel på ressourcer og en tendens til at undervurdere børnenes problemer er den handlingslammende cocktail
Selv den mest velegnede skole kan ikke støtte et barns udvikling tilstrækkeligt, når barnet bor i et svigtende miljø. Arkiv

Robert Mc

17. december 2013

Liva er 10 år og går i specialskole. Hver dag sendes hun hjem til sine forældre, hvor hun er overladt til sig selv. Forældrene er optaget af indbyrdes skænderier og konflikter med andre uden for familien. Liva affinder sig med forholdene.

I skolen er hun også nem. Hun gør, hvad der bliver sagt. Men hun har ingen venner, er bagud i skolefagene, og i de to år, hun nu har gået i specialskole, synes lærerne, at hun er blevet mere og mere grå at se på. Lærerne er bekymrede, og skolen har flere gange gjort socialforvaltningen i kommunen opmærksom på problemerne, men endnu er der ikke sket noget.

Liva er udsat for omsorgssvigt. Men det er et svigt af den stilfærdige slags, som vi ikke hører om i medierne.

Et andet barn, som vi ikke hører om, er Aksel. Han er ni år, bor i plejefamilie og går i specialskole. Hver anden weekend er han hjemme hos sin mor fra lørdag til søndag. Ligesom Liva er han overladt til det, han selv kan finde på, mens han er vidne til moderens hyppige og voldsomme konflikter med skiftende kærester. I ugen efter samvær skaber han konflikter med alle omkring sig. Derefter går der en uge, hvor han er, som før han var hjemme. Så skal han hjem igen, og historien gentager sig.

Aksel udvikler sig ikke. Plejeforældrene har flere gange gjort sagsbehandleren i kommunen opmærksom på problemet, men hun svarer, at Aksel må lære at leve med den mor, han har. Ja, moderen ændrer sig næppe. Men det er i strid med servicelovens § 71 om samvær til barnets bedste at sende ham hjem til omsorgssvigt.

Lovkrav om lige muligheder

Liva og Aksel repræsenterer et ukendt antal børn i Danmark, som er udsat for et omsorgssvigt, der ikke trækker overskrifter. Svigtet er i begge børns tilfælde alvorligt nok til, at man må forvente, at de bliver skadet for livet med risiko for at ende på overførselsindkomst og selv få børn, der kommer til at mangle omsorg.

Ifølge serviceloven skal kommunerne sikre, at alle udsatte børn og unge »kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende«. Kravet om at ’sikre samme muligheder’ er ambitiøst og dyrt at opfylde, men sådan står der servicelovens § 46. Senest har socialminister Annette Vilhelmsen (SF) understreget det i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens sociale 2020-mål.

Der er især to grunde til, at der findes børn som Liva og Aksel, en økonomisk og en faglig.

Aktuelt er kommunerne ganske vist så gode til at styre økonomien, at de underforbruger. Det almindelige er ellers, at økonomien er presset. Og hvad gør man, hvis der ikke er råd til at leve op til servicelovens krav? Kommunerne forsøger at få tingene til at glide. De giver Liva lidt af det, hun behøver (specialskolegang), men undlader at anbringe hende uden for hjemmet. De sender Aksel hjem til sin mor, så hun er nogenlunde tilfreds, frem for at vurdere, hvordan samværet må begrænses og støttes for at være til hans bedste.

’Det går jo nok’

Den faglige grund til, at der findes mange som Liva og Aksel er, at kommunerne er tilbøjelige til at undervurdere omfanget af svigtede børns udviklingsproblemer. Man forestiller sig så at sige, at når Liva får særlig tilrettelagt undervisning og noget omsorg i skoletiden, så går det nok. Og man forestiller sig, at når Aksel bor i plejefamilie, og hans samvær med sin mor er begrænset til et enkelt døgn hver anden uge, så kan det næppe skade ham.

Erfaringer viser, at disse forestillinger ikke er realistiske. Selv den mest velegnede skole kan ikke støtte et barns udvikling tilstrækkeligt, når barnet, som Liva, bor i et svigtende miljø. Ligeledes viser erfaringer, at selv en meget beskeden kontakt med det svigtende miljø, som Aksels, kan være nok til at hindre udvikling.

Jo mere omkostningsbevidst socialforvaltningen må være, desto mere vil dens arbejde dreje sig om at administrere lovregler og styre økonomi. De børn, det handler om, fylder mindre i billedet, og derved bidrager omkostningsbevidstheden til undervurderingen af børnenes udviklingsproblemer. Det sparer udgifter – i hvert fald på kort sigt.

Sagsbehandlere uden støtte

Foruden omkostningsbevidsthed skyldes undervurderingen af børnenes udviklingsproblemer blandt andet også, at sagsbehandlerne er alene om opgaven. Man kan ikke forvente, at de alene kan vurdere børns psykosociale udvikling, ligesom de ikke alene kan vurdere borgernes legemlige sygdomme.

Indtil for omkring 10 år siden kunne sagsbehandlerne i langt højere grad trække på psykologisk bistand til psykosociale vurderinger. Det kan de i princippet stadig. Faktisk udsendte Socialministeriet som noget helt nyt i 2011 en god vejledning vedrørende psykologisk undersøgelse af forældres omsorgsmuligheder. Men psykologisk bistand til sagsbehandlerne er en udgift for kommunerne, og den fører ofte til mere omfattende foranstaltninger, dvs. til flere udgifter.

Hvis lovgivningen skal tages alvorligt, er der grund til at spørge, hvad kommunerne kan gøre for at leve op til servicelovens krav om lige muligheder uanset prisen. En tidlig indsats er væsentlig, det har både socialminister Annette Vilhelmsen og hendes forgængere fremhævet. Omsorgssvigt begynder typisk ved et barns fødsel, og de begyndende skadevirkninger kan konstateres kort efter. Alligevel er det almindeligt, at der kan gå otte til 14 år med utilstrækkelige indsatser eller slet ingen.

Desuden taler man næsten ikke om indsatsens art, selv om den er afgørende for, om det, man gør, overhovedet hjælper.

Tid til forståelse

Hvis kommunerne vil gøre det bedre, er en af de ting, de kan gøre, at fremme realistiske vurderinger af børnenes vanskeligheder. Det kan ske ved at give sagsbehandlerne mere tid og bedre muligheder for bistand, der kan hjælpe til en bedre forståelse af børnene på baggrund af deres egen og forældres livshistorie samt adfærdsmønstre hos forældrene. Det adskiller sig fra aktuel praksis, hvor sagsbehandleren meget ofte kun beskriver barnets og forældrenes umiddelbare vanskeligheder uden at søge at forstå dem.

Når beskrivelsen står alene, bliver det ikke tydeligt, at barnets vanskeligheder altovervejende har baggrund i forældrenes svigt, som igen har baggrund i, at forældrene som børn selv manglede omsorg. Man får ikke fat i, at forældrene sjældent selv ser problemerne og ikke ønsker forandringer, sådan som Lisbeth Zornig Andersen har anskueliggjort det for mange med sin personlige beretning. Det bidrager til utilstrækkelige foranstaltninger.

Kommunerne kan desuden styrke indsatsen ved at erkende, at der er en grundlæggende forskel på normale og svigtede børn. Et barn, der får omsorg, udvikler tillid til andre, mens et barn, der mangler omsorg, udvikler mistillid. Mistilliden betyder, at barnet afviser almindelig pædagogik, fordi det opfatter den som en kritik på linje med kritikken fra svigtende forældre. Barnets opførsel – som for eksempel at bryde ind i andres leg og ødelægge den – må forstås som meningsfuld på baggrund af omsorgssvigt. Først når det sker, kan barnet begynde at ændre sig i positiv retning.

Lars Rasborg er cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. Kronikken formulerer perspektiver for kommunernes arbejde med udsatte børn på baggrund af hans bog ’Miljøterapi i gruppe og organisation’, som udkom i august på Akademisk Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Torben Kjeldsen
  • Niels Mosbak
  • randi christiansen
  • Tom Paamand
  • Lone Christensen
Pia Qu, Torben Kjeldsen, Niels Mosbak, randi christiansen, Tom Paamand og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Kongshøj

Ja, det er utroligt hvad der ikke er råd til herhjemme, når man tænker på hvad der ellers er råd til.

Susanne Riis, Steffen Gliese, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek, Merete von Eyben, Thorbjørn Thiesen, Peter Andersen, Vibeke Rasmussen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Er tidens nøgleord ikke:
" ... de fleste ... "

- De fleste børn udsættes ikke for omsorgssvigt
- De fleste pensionister er ikke fattige
- De fleste kvinder udsættes ikke for vold
- De fleste børn udsættes ikke for overgreb
- De fleste unge er ikke på kontanthjælp
- De fleste er ikke hjemløse
- De fleste ikke ledige
- De fleste ryger ikke ud af a-kassen
- ...

Selvom det er en mindretalsregering er det en regering for de fleste.

Susanne Riis, HC Grau Nielsen, Claus Nielsen, Steffen Gliese, Carsten Mortensen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Flemming Hørdum Gertsen

Det forkerte afsæt til at redde de omsorgssvigtet børn….

Mødet med socialforvaltningen når det handler om omsorgssvigtet børn, kan være meget træg og til tider hovedrystende for os der arbejder med det - og Lars Rasborg har da fat i den lange ende. En socialrådgiver jeg selv har haft snakken med sagde "En gang i mellem har vi også brug for et spark i røven".

Som pædagog kunne jeg dog godt tænke mig, at fokus blev flyttet ned på både os som professionelle og os som borgere i dette land - for i bund og grund handler det om, hvor godt informeret socialforvaltningen er informeret. Derfor bliver der også nu sat fokus på, at vi som individer skal være bedre til at underrette til kommunalforvaltningen, hvis vi bliver gjort opmærksom på forhold for børn der ikke er i orden. Hvis det er fokus fra flere "observanter" bliver problematikkerne og dets omfang mere håndgribeligt.

Mads Kjærgård

Kunne man ikke få en definition på omsorgssvigt? Synes det jævnfør artiklen virker som et meget omfattende begreb efterhånden. At barnet fx ikke har nogen venner, kan jo være meget vanskeligt for forældrene at gøre noget ved! At barnet er bagefter med sine opgaver, det kan jo også være vanskeligt, måske har forældrene ikke de nødvendige kundskaber eller midler til at betale for privatlærer? Jeg tænker også, at der i en skole med flere og flere i klasserne og en udpræget konkurrence mentalitet med mobning til følge kan være tale om omsorgssvigt? Der må jo være noget mere i det end som så. "Hun sendes hjem til forældre og er overladt til sig selv". Jamen kommunerne lukker jo rask væk SFOer og Klubberne bliver jo også mere og mere beskåret og det kan da hænde, at forældrene skal arbejde? Nøglebørn var da meget almindeligt i 70erne uden at der var tale om omsorgssvigt?
"Nå men hvad forstand har bønder på agurkesalat"?

Susanne Riis, Claus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

For øvrigt forbløffede nok med regeringens målsætning om at alle udsatte børn skal have lige vilkår som deres jævnaldrene! Man regner med fra kommunernes og fagfolkside side, ja så vidt jeg kan læse mig til, at den nye kontanthjælpsreform vil ramme børn af udsatte massivt!

Det er ikke (kun) regeringens målsætning. Det er, hvad der står i serviceloven, § 46, hvor ordene er "samme muligheder", som det også fremgår af kronikken.

Henrik Danstrup

Send flere penge er også standardsvaret her - kunne det tænkes, at en omstrukturering og effektivisering (herunder at smide uduelige sgasbehandlere ud) kunne gøre det bedre ?

Man burde naturligvis privatisere området.

Det fungerer jo ikke - trods utallige lovændringer og administrative tiltag, som hver gang øser mere papir ud over området.

Private firmaer kan være målrettede specifikke typer af borgere, og de kan prøve med samarbejde og venlighed først. De skal selvfølgelig administrere i henhold til loven, og et statsligt organ skal kontrollere at det finder sted. Der skal være tilfredshedsundersøgelser. Og borgerne skal gerne kunne klage til en uvildig instans. Det skal også være langt nemmere at gå til domstolene, helst særlige forvaltningsdomstole. De kan erstatte urskoven af klage- og ankenævn, som er skabt for at undgå at borgeren går til domstolene.

Denne model kan udstrækkes til praktisk talt al offentlig service, og den vil være bedre for borgerne og for samfundet, og måske også lidt billigere.

Desværre snakker man kun om privatisering i forbindelse med besparelser, men de to ting er ikke nødvendigvis synonyme.

I mange lande er det NGO'er, kirkesamfund eller selvejende institutioner som tager sig af der grove, og de gør det godt. Det handler ikke om profitskabelse. I Tyskland er sundhedssystemet mangestrenget - der findes offentlige, halvoffentlige, selvejende og privatkapitalistiske sygehuse. Og sygekasserne, der er halvoffentlige, betaler, men står samtidig for at rådgive patienten og koordinere det hele.

Det kan kun blive bedre for borgeren - så man skulle se at komme i gang.

Det bedste ved det hele er at hvis den private service svigter, så lukker den af sig selv, for så bliver kontrakten i hvert fald ikke fornyet. Det sker IKKE med kommunen som leverandør.

Desværre er der ingen fantasi i Danmark, ingen interesse for udenlandske forhold, for vi er jo bedst i verden, ikke sandt? Der er heller ingen vilje til forandring, for de offentligt ansatte bestemmer.

Dorte Sørensen

Hvad med at indfører en forældre prøve før der tænkes på at få børn.
Den skal naturligvis gælde ALLE borgere i landet.

Henrik Danstrup

@Sørensen
En lille julespøg ??

Må Gud forbyde, at nogen offentlig myndighed skulle være overdommer for, om man kan få børn - hvilke objektive kriterier skulle gælde ??