Stilfærdige omsorgssvigt

Liva er 10 år og går i specialskole. Hver dag sendes hun hjem til sine forældre, hvor hun er overladt til sig selv. Forældrene er optaget af indbyrdes skænderier og konflikter med andre uden for familien. Liva affinder sig med forholdene.

I skolen er hun også nem. Hun gør, hvad der bliver sagt. Men hun har ingen venner, er bagud i skolefagene, og i de to år, hun nu har gået i specialskole, synes lærerne, at hun er blevet mere og mere grå at se på. Lærerne er bekymrede, og skolen har flere gange gjort socialforvaltningen i kommunen opmærksom på problemerne, men endnu er der ikke sket noget.

Liva er udsat for omsorgssvigt. Men det er et svigt af den stilfærdige slags, som vi ikke hører om i medierne.

Et andet barn, som vi ikke hører om, er Aksel. Han er ni år, bor i plejefamilie og går i specialskole. Hver anden weekend er han hjemme hos sin mor fra lørdag til søndag. Ligesom Liva er han overladt til det, han selv kan finde på, mens han er vidne til moderens hyppige og voldsomme konflikter med skiftende kærester. I ugen efter samvær skaber han konflikter med alle omkring sig. Derefter går der en uge, hvor han er, som før han var hjemme. Så skal han hjem igen, og historien gentager sig.

Aksel udvikler sig ikke. Plejeforældrene har flere gange gjort sagsbehandleren i kommunen opmærksom på problemet, men hun svarer, at Aksel må lære at leve med den mor, han har. Ja, moderen ændrer sig næppe. Men det er i strid med servicelovens § 71 om samvær til barnets bedste at sende ham hjem til omsorgssvigt.

Lovkrav om lige muligheder

Liva og Aksel repræsenterer et ukendt antal børn i Danmark, som er udsat for et omsorgssvigt, der ikke trækker overskrifter. Svigtet er i begge børns tilfælde alvorligt nok til, at man må forvente, at de bliver skadet for livet med risiko for at ende på overførselsindkomst og selv få børn, der kommer til at mangle omsorg.

Ifølge serviceloven skal kommunerne sikre, at alle udsatte børn og unge »kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende«. Kravet om at ’sikre samme muligheder’ er ambitiøst og dyrt at opfylde, men sådan står der servicelovens § 46. Senest har socialminister Annette Vilhelmsen (SF) understreget det i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens sociale 2020-mål.

Der er især to grunde til, at der findes børn som Liva og Aksel, en økonomisk og en faglig.

Aktuelt er kommunerne ganske vist så gode til at styre økonomien, at de underforbruger. Det almindelige er ellers, at økonomien er presset. Og hvad gør man, hvis der ikke er råd til at leve op til servicelovens krav? Kommunerne forsøger at få tingene til at glide. De giver Liva lidt af det, hun behøver (specialskolegang), men undlader at anbringe hende uden for hjemmet. De sender Aksel hjem til sin mor, så hun er nogenlunde tilfreds, frem for at vurdere, hvordan samværet må begrænses og støttes for at være til hans bedste.

’Det går jo nok’

Den faglige grund til, at der findes mange som Liva og Aksel er, at kommunerne er tilbøjelige til at undervurdere omfanget af svigtede børns udviklingsproblemer. Man forestiller sig så at sige, at når Liva får særlig tilrettelagt undervisning og noget omsorg i skoletiden, så går det nok. Og man forestiller sig, at når Aksel bor i plejefamilie, og hans samvær med sin mor er begrænset til et enkelt døgn hver anden uge, så kan det næppe skade ham.

Erfaringer viser, at disse forestillinger ikke er realistiske. Selv den mest velegnede skole kan ikke støtte et barns udvikling tilstrækkeligt, når barnet, som Liva, bor i et svigtende miljø. Ligeledes viser erfaringer, at selv en meget beskeden kontakt med det svigtende miljø, som Aksels, kan være nok til at hindre udvikling.

Jo mere omkostningsbevidst socialforvaltningen må være, desto mere vil dens arbejde dreje sig om at administrere lovregler og styre økonomi. De børn, det handler om, fylder mindre i billedet, og derved bidrager omkostningsbevidstheden til undervurderingen af børnenes udviklingsproblemer. Det sparer udgifter – i hvert fald på kort sigt.

Sagsbehandlere uden støtte

Foruden omkostningsbevidsthed skyldes undervurderingen af børnenes udviklingsproblemer blandt andet også, at sagsbehandlerne er alene om opgaven. Man kan ikke forvente, at de alene kan vurdere børns psykosociale udvikling, ligesom de ikke alene kan vurdere borgernes legemlige sygdomme.

Indtil for omkring 10 år siden kunne sagsbehandlerne i langt højere grad trække på psykologisk bistand til psykosociale vurderinger. Det kan de i princippet stadig. Faktisk udsendte Socialministeriet som noget helt nyt i 2011 en god vejledning vedrørende psykologisk undersøgelse af forældres omsorgsmuligheder. Men psykologisk bistand til sagsbehandlerne er en udgift for kommunerne, og den fører ofte til mere omfattende foranstaltninger, dvs. til flere udgifter.

Hvis lovgivningen skal tages alvorligt, er der grund til at spørge, hvad kommunerne kan gøre for at leve op til servicelovens krav om lige muligheder uanset prisen. En tidlig indsats er væsentlig, det har både socialminister Annette Vilhelmsen og hendes forgængere fremhævet. Omsorgssvigt begynder typisk ved et barns fødsel, og de begyndende skadevirkninger kan konstateres kort efter. Alligevel er det almindeligt, at der kan gå otte til 14 år med utilstrækkelige indsatser eller slet ingen.

Desuden taler man næsten ikke om indsatsens art, selv om den er afgørende for, om det, man gør, overhovedet hjælper.

Tid til forståelse

Hvis kommunerne vil gøre det bedre, er en af de ting, de kan gøre, at fremme realistiske vurderinger af børnenes vanskeligheder. Det kan ske ved at give sagsbehandlerne mere tid og bedre muligheder for bistand, der kan hjælpe til en bedre forståelse af børnene på baggrund af deres egen og forældres livshistorie samt adfærdsmønstre hos forældrene. Det adskiller sig fra aktuel praksis, hvor sagsbehandleren meget ofte kun beskriver barnets og forældrenes umiddelbare vanskeligheder uden at søge at forstå dem.

Når beskrivelsen står alene, bliver det ikke tydeligt, at barnets vanskeligheder altovervejende har baggrund i forældrenes svigt, som igen har baggrund i, at forældrene som børn selv manglede omsorg. Man får ikke fat i, at forældrene sjældent selv ser problemerne og ikke ønsker forandringer, sådan som Lisbeth Zornig Andersen har anskueliggjort det for mange med sin personlige beretning. Det bidrager til utilstrækkelige foranstaltninger.

Kommunerne kan desuden styrke indsatsen ved at erkende, at der er en grundlæggende forskel på normale og svigtede børn. Et barn, der får omsorg, udvikler tillid til andre, mens et barn, der mangler omsorg, udvikler mistillid. Mistilliden betyder, at barnet afviser almindelig pædagogik, fordi det opfatter den som en kritik på linje med kritikken fra svigtende forældre. Barnets opførsel – som for eksempel at bryde ind i andres leg og ødelægge den – må forstås som meningsfuld på baggrund af omsorgssvigt. Først når det sker, kan barnet begynde at ændre sig i positiv retning.

Lars Rasborg er cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. Kronikken formulerer perspektiver for kommunernes arbejde med udsatte børn på baggrund af hans bog ’Miljøterapi i gruppe og organisation’, som udkom i august på Akademisk Forlag