Kommentar

Sygeligt normal – og hva’ så?

Ny og bedre viden giver os redskaber til at hjælpe dem, der mistrives psykisk i den moderne verden. Alligevel står flere danskere uden for arbejdsmarkedet som følge af psykisk sygdom end nogen anden sygdom. Det burde inspirere til kollektiv kamp
31. december 2013

Jeg læste med stor interesse serien »Sygeligt normal« i Information for en måneds tid siden. Der var mange spændende input og vinkler på det, jeg mener, der er vor tids helt store debat: Hvordan man som menneske kan trives, også psykisk, i den moderne verden.

En vigtig erkendelse, vi må gøre os, er, at samlebetegnelsen ’psykisk sygdom’ i virkeligheden ikke beskriver ret meget. Spændvidden er så stor, at det ville svare til at have en samlet betegnelse for så forskellige lidelser som en slem forkølelse og kræft. Samtidig er det vigtigt at fremhæve, at vi hele tiden får ny og bedre viden, der tvinger os til at se på de enkelte sygdomme og hele det mentale område med nye øjne.

Ny viden byder os at gøre op med gamle opfattelser. Vi ved nu, at en svær og langvarig depression kan være ligeså ødelæggende for funktionsniveauet som skizofreni, hvis man ikke får den behandling, man har brug for. Og skizofreni er ikke nødvendigvis en kronisk lidelse, hvis man får hjælp i tide.

Den nye viden er afgørende, for den giver os nye redskaber til at opspore risikogrupper og til at forebygge, behandle og rehabilitere. En mere detaljeret viden vil forhåbentlig betyde, at mennesker med psykiske diagnoser oplever mere forståelse fra både behandlingssystemet og fra familie, venner og kolleger.

Bredt fokus

Vores hjælp til psykisk sårbare medborgere skal handle om hele mennesket og hele livet. Derfor er jeg uenig i kritikken fra Anne Lindhardt, der i Informations serie problematiserede, at arbejdet i regeringens psykiatriudvalg har haft et meget bredt blik ved, at de sundhedsfaglige specialister i udvalget blev flankeret af brugerrepræsentanter, social-, beskæftigelses- og uddannelsesfolk.

Det brede fokus var ganske tilsigtet fra regeringens side. Før udvalget gik i gang, havde vi nemlig ikke et samlet overblik over de indsatser – på tværs af skoler, jobcentre, bosteder og behandlingspsykiatrien – der findes i vores samfund for borgere med sindslidelser. Det har vi nu.

Det samlede billede er vigtigt. Vi skal huske, at de samfundsmæssige rammer kan være udløsende for, om man bliver syg. Og rummeligheden på bl.a. arbejdsmarkedet og skolerne – dér hvor livet leves – er afgørende for, hvordan man lever med eller kommer sig ovenpå sin sygdom. Det brede blik er vigtigt for den enkeltes muligheder, men også for samfundets og lægevidenskabens forståelse af sygdomme. Ved at se på det hele menneske bliver vi i stand til at afkronificere nogle af de sygdomme, vi ellers tidligere betragtede som livslange følgesvende.

Hvor er fagbevægelsen?

I den sammenhæng mener jeg, at filosof Rasmus Johnsen i Information ramte hovedet på sømmet med sin pointe om individualiseringen af problemer, der tidligere blev løst kollektivt. Engang var det naturligt, at problemet med overarbejde eller dårligt arbejdsmiljø blev ordnet ved at gå til fagforeningerne. Men på et eller andet tidspunkt er det i stedet blevet et individuelt problem. Den kollektive strategi er blevet afløst af, at vi går til lægen og får en lægeattest, som vi så kan bruge til at trække en streg i sandet og sige stop over for arbejdsgiveren.

Men når sindslidelser er den primære årsag til langtidssygemeldinger, hvorfor er kampen for et ordentligt psykisk arbejdsmiljø så ikke vor tids store emne for fagbevægelsen, sammen med kampen mod social dumping? Og hvorfor er arbejdsgiverne ikke langt mere optaget af, at deres medarbejdere ikke bliver syge af at passe deres arbejde?

Langt flere danskere står uden for arbejdsmarkedet som følge af psykisk sygdom end nogen anden sygdom – det burde være en kollektiv kamp af de helt store for alle aktører i vores samfund at gøre noget ved det. Så hvorfor sker det ikke? Hvorfor står vi typisk tilbage med krav om individuelle og reaktive løsninger så som kravet om at udvide gruppen af tilskudsberettigede til psykolog? Var det ikke endnu bedre at forebygge strukturelt? Og hvordan kommer vi videre ud af det spor, regeringen har lagt med ligestilling af det fysiske og psykiske arbejdsmiljø i arbejdsmiljølovgivningen?

Det er en diskussion, hvor vi har brug for flere konkrete bud. Og det kunne jo passende være i disse spalter, at landets filosoffer, sociologer, brugere, pårørende, sundhedsfaglige og andre med indsigt og udsyn dykkede videre ned i debatten om, hvad vores moderne samfund gør ved os som mennesker, og hvordan vi nyudvikler de kollektive strukturer, som er i skred. Den debat er vigtig.

Astrid Krag er forebyggelses- og sundhedsminister (SF)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Og hvorfor er arbejdsgiverne ikke langt mere optaget af, at deres medarbejdere ikke bliver syge af at passe deres arbejde?

Hahahahahahahahahahahahaha.. *hikst*
, Astrid Krag,
fordi der står 10 andre på spring og gerne vil have jobbet, uanset om så arbejdet nedbryder medarbejderen fysisk eller psykisk.
Og det uanset om det er en privat eller en offentlig arbejdsplads.
Fordi, Astrid Krag, din regering har gjort folk så skidebange for at blive arbejdsløse med jeres reformer, nedskæringer, mistænkeliggørelse og kontrolhelvede, at folk ikke længere protesterer kollektivt imod urimeligheder på arbejdsmarkedet.
Fagforeningerne (med FOA som undtagelse) er reduceret til at forhandle detaljer i overenskomster.
Medarbejderne går hellere for længe med lidelser, som burde være taget alvorligt og være behandlet.

I er lykkedes af helvede til, Astrid Krag.
Tillykke.

Ps. Afkronificering er ikke et ord.
Det er en politisk vedtægt.

Vivi Rindom, Kjeld Hansen, Jens Overgaard Bjerre, David Zennaro, Rasmus Kongshøj, Lars A. Bruun, Peter Andersen, Dennis Berg, Torsten Jacobsen, Kalle Nielsen, Karsten Aaen, Brian Pietersen, Steffen Gliese og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Afkronificering - my bare foot!
Har hun mon selv opfundet den eller planket den fra Inger Støjberg?

Tilgiv dem Herre. De aner ikke, hvad de foretager sig, når de bliver ministre og får ansvar for at 'vækste' os ud af 'problematikkerne' med at få ligningen til at gå op og 'sparke udfordringerne til hjørne', før de rammer fru Thorning i nakken :o)

Torsten Jacobsen

Velmenende mundsvejr af fortvivlende proportioner.

Det er en smuk tanke at ville se på 'det hele menneske'. Rummelighed er vist også et af de svære ord, som Kragh prøver kræfter med, uden helt at gøre sig klart hvad begrebet betyder.

Kapitalismen og erhvervslivet interesserer sig ikke for hele mennesker. Kun for produktive mennesker. Og rummelighed er altså ikke foreneligt med profitmaksimering.

Det vidste Astrid Kraghs forgængere i SF godt. Astrid Kragh ved det sikkert også godt, inderst inde. Men man bliver jo ikke minister med ansvar for forebyggelse og sundhed, hvis man sådan lader sine intuitioner og mavefornemmelser stå i vejen for en pragmatisk tilslutning til det nuværende, sygdomsfremkaldende samfunds altdominerende doktrin: økonomisk vækst.

Måske skulle Astrid Kragh overveje om ikke eksplosionen i psykiske lidelser i virkeligheden er et grundlæggende sundhedstegn. Et tegn på at mennesket ikke kan formes i det uendelige, og uden mislyde udelukkende fungere som små hjul i vækst- og produktionsmaskineriet.

Det er ikke æblerne der er noget galt med. Det er tønden, som er rådden. Kom tilbage til den erkendelse, Astrid Kragh. Kom tilbage til os. Så kommer du også til at sove bedre om natten...

Kjeld Hansen, Jens Overgaard Bjerre, David Zennaro, Rasmus Kongshøj, Morten Balling og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

"og hvordan vi nyudvikler de kollektive strukturer, som er i skred."
- jamen så lad os da bare opfinde ilden igen, samtidig.

Lars A. Bruun

@Astrid Krag

Se her hvad jeg tidligere har sendt til dig og psykiatriudvalget, og siden fået bragt i LAP bladet nr. 1 2013:

Åbent brev til Astrid Krag: http://www.lap-kbh-omegn.dk/178454111

Jeg ser frem til at få feedback på det. Også gerne feedback sendt til LAP bladet.

Du skriver: "Langt flere danskere står uden for arbejdsmarkedet som følge af psykisk sygdom end nogen anden sygdom"

Mon ikke det også går den anden vej? Det må være meget stressende at være ekskluderet fra at arbejde, og så blive bebrejdet at man "er doven" eller "lever af andre penge", samt blive udsat for alle mulig absurde krav og kontrolforanstaltninger.

" Var det ikke endnu bedre at forebygge strukturelt?" Skriver du også.
I mit åbne brev til dig (se linket ovenfor) beskriver jeg nogle af de strukturelle forhold, jeg mener er med til at gøre mange psykisk syge, og hvad jeg mener der bør gøres.

Her er lidt yderligere betragtninger om psykiatrien:

Psykiaterne tvangsbehandler "farlige" psykisk syge, men når behandlingen har så alvorlige konsekvenser(øget dødelighed), hvem er det så der er farlige?

Hvad med alle dem der ikke umiddelbart dør af medicinen, men går i årevis med ulidelige bivirkninger, som ødelægger livskvaliteten, og som forhindrer dem i at komme sig, så de evt. kan arbejde eller bare leve et aktivt liv?

Hvad med alle dem der går glip af behandling for fysiske sygdomme, fordi man stirrer sig blind på at deres problemer kun kan skyldes deres psykiske sygdom?

Psykiatrien spilder vores allesammens ressourcer.

Og om kontanthjælpsreformen:

Kontanthjælpsreformen skal få flere i arbejde eller uddannelse.
Måske virker det for nogle. Hvad med de andre virkninger den kan få?:

Mere kriminalitet, mere prostitution, flere psykisk syge, flere selvmord.

Har politikerne slet ikke tanke for at det kan være konsekvenserne af at flere stilles i en håbløs situation?

Godt nytår fra Lars Arredondo Bruun,
medlem af LAP, Landsforeningen Af Psykiatribrugere www.lap.dk

Blog - www.lap-kbh-omegn.dk
www.lap-kbh-omegn.dk
Blog - www.lap-kbh-omegn.dk

Søren Hansen

Sundhedsministeren bliver nødt til grundigt at sætte sig fagligt ind i psykiatri. Ellers vil hun famle videre i blinde og ikke være i stand til at vurdere de råd hun får fra fagfolk. Ikke alle fagfolk er lige dygtige bare fordi de lyder overbevisende - de må kunne dokumentere deres råd med andet end bare deres uddannelse eller erhverv.

Fx nytter det ikke at sundhedsministeren prøver at tale for noget der minder om konfliktløsning mellem 2 grupper af fagfolk med hver sin holdning til at hjælpe mennesker med en bestemt psykiatrisk diagnose - det gjorde hun med ADHDbehandling i efteråret, på trods af der er stærk videnskabelig faglig dokumentation for ADHDmedicin har gavnlig effekt.

Sundhedsministeren må væk fra sine fordomme om at medicin altid er dårligt. og det skal begrænses mest muligt. Hun hører dette mange steder fra fx cochraine instituttet, de praktiserende lægers formand osv, og igen og igen er det ikke fra eksperter i det konkrete område - nej det er læger der kører deres generelle modstand mod brug af medicin ud over et tilfældigt område der er oppe i tiden som fx medicinering af ADHD eller Borrelia.

Når ministeren svarer på §20 spørgsmål om fx kritik af de danske retningslinier for behandling af borrelia, beder hun de læger, der har udarbejdet retningslinierne , svare på, om retningslinierne er gode nok - og lægerne underkender selvfølgelig ikke sig selv, og så sker der ingen faglig udvikling på området. Dette på trods af, at lægerne hverken kan dokumentere eller sandsynliggøre at deres holdning til borreliabehandling er fornuftig, og at der er meget der tyder på at en længerevarende antibiotikabehandling nogle gange kan være nødvendig, hvis man skal blive rask og ikke ende som invalid.

Astrid Kragh:

Har du på nogen måde fantasi til at forestille dig, hvordan det er at gå ned med stress og depressioner og som konsekvens deraf miste sin familie, sit arbejde, sit hjem og til sidst sin værdighed på en sagsbehandlers kontor der opfordre til at melde sig rask og ellers ingen anden hjælp har at tilbyde?

Efter 35 år på arbejdsmarkedet og ydet over 4.000.000 kr. i skat og afgifter, mistet alt pga. psykisk overlast på arbejdsplads og nu kun udsigt til at rådne op på kontanthjælp, bundet på arme og ben af det offentliges overmagt.

Det er den cocktail af afmagt du som en socialistisk minister er ansvarlig for.

- Vi er verdens lykkeligste folk siges det. Men du skal fandeme ikke tillade dig at blive syg og få brug for hjælp i det smørklats helvede af et land.