International kommentar

Tunesien plages af Yahya Hassan-typer og radikaliserede islamister

Tre år efter Jasminrevolutionen er den demokratiske transition gået helt i stå i det første arabiske forårsland. En langvarig og destabiliserende politisk krise kan kaste landet ud i kaos og bane vej for autoritære kræfters genkomst
Debat
21. december 2013

Festlighederne finder ikke sted. Lederne møder ikke op. Folket vil ikke fejre. Der er ingen glade miner. Kun knurrende, skulende fattige mennesker i forarmede Sidi Bouzid, hvor Tunesien skulle have fejret treåret for sin Jasminrevolution. Det var her, bysbarnet Mohamed Bouazizi brændte sig selv i protest med politichikane og elendige levevilkår – den legendariske gnist til Det Arabiske Forår. Der skulle have været pressekonference og politikertaler. Den heltemodige martyrs minde skulle have været højtideligholdt. Men alt blev aflyst. Hvem ville også udsætte sig for det, der overgik præsident Moncef Marzouki ved toårsjubilæet: at blive jaget bort med skældsord og byger af rådne tomater?

To små ekstremistpartier har slået boder op – Hizb-ut-Tahrir og kommunistpartiet Hamma Hammami – men heller ikke de kan animere indbyggerne: Ingen tager imod deres pamfletter. Vreden og aggressiviteten lurer hos horderne af unge mænd, der hænger ud i gader og på cafeer. Der er ingen job at få i Sidi Bouzid. Hen under eftermiddagen henligger den centrale plads med det store billede af den ikoniske Bouazizi øde. Her er ingen jasminer.

På vej ud af spøgelsesbyen spørger jeg taxichaufføren: »Er I da ikke stolte af jeres martyr?« Han ser på mig med sørgmodige øjne. »Han tog sit liv forgæves. Vi er stadig overladt til os selv. Vi kan kun sætte vores lid til Allah.«

Og Allah – eller i al fald gudfrygtige partier – var netop, hvad mange tunesere satte deres lid til ved landets demokratiske valg i 2011. 40 pct. af stemmerne fik de islamistiske partier. Håbet var, at der under islams banner kunne skabes fremgang og fornyelse efter årtier med det mafiøse og korrupte Ben Ali-diktatur.

Men flere tunesere ville ikke med ad islamiseringens vej: Tunesien er sammen med Libanon den arabiske verdens mest sekulære land, og både Ben Ali og hans forgænger, Habib Bourguiba, indførte progressive love om kvinderettigheder. I de mondæne kystbyer mener man ikke, at genindførelse af konservative dyder, tilsløringstvang og sharialove er tillokkende. I begge lejre er tonen hård, og fordømmelsen kategorisk.

I den værdipolitiske polarisering skal en stor del af historien om det postrevolutionære Tunesiens mislykkede demokratiske transition findes. Værdikampen har spærret for økonomisk genopretning, udvikling af demokratiske institutioner og afvikling af politistatsapparatet. Tunesien er uden forfatning. Ratingbureauerne nedgraderer kreditværdigheden, mens arbejdsløsheden holder sig over 15 procent – i de værst ramte områder ligger den på 60 procent.

Den politiske usikkerhed holder investorer og turister væk. Men for islamisterne er det vigtigere at ændre lovene, så kvinder ikke får ’lige’, men ’komplementære’ rettigheder med mænd.

Politisk vold

Krisen går også ud over sikkerheden. I 2012 blev USA’s ambassade angrebet af 2.000 islamister, men trods hærværk og nedbrænding slap de 20, som myndighederne pågreb, med betingede domme. Siden fulgte drab på de sekulære oppositionsledere Chokri Belaïd og Mohamed Brahmi. Alt for lidt er gjort for at opklare mordene, og efter oppositionens mening viser det, at islamisterne har greb om retsmyndighederne. Ennahda, det store ’moderate’ islamistparti, beskyldes også for at se igennem fingre med salafistiske dødspatruljers selvtægtshåndhævelse af islamiske love.

Oppositionelle sekularister som bloggeren Lina Ben Mhenni og iagttagere som islameksperten Neji Jelloul mener, at der eksisterer en hemmelig forståelse mellem det moderate Ennahda, der formelt har forpligtet sig på demokratiske metoder, og salafisterne. Endemålet er fælles: en shariastat. Ennahda vil nå dertil ved at erobre institutionerne. Salafisterne vil implementere det lokalt ved gadevold. Samtidig siver jihadkæmpere ind over grænsen fra Libyen, nogle af dem er hjemvendte Syrien-frivillige.

Nogle af de desillusionerede unge lokkes af salafisternes radikale løsninger, mens de ikke mindre desillusionerede antiislamister reagerer med punket anarkisme og åben blasfemi, som f.eks. rapperne på Tunesiens undergrundsscene eller nøgenaktivisten Amina Sbouï. Der er mange Yahya Hassan-typer i Tunesien, skønt myndighederne bruger brutale midler for at disciplinere dem. Syv års fængsel fik den unge Jabeur Mejri for at uploade en Muhammed-karikatur på de sociale medier.

Det største paradoks ved det postrevolutionære Tunesien er dette: Ennahda, der under Ben Ali blev forfulgt med politistatsmetoder, har nu overtaget et intakt repressionsapparats værktøjer. Mens sikkerhedspolitiets kræfter og retsvæsenet, der er lige så let til fals for politisering som før, gnidningsløst har overført deres loyalitet til dem, de før forfulgte.

Autoritær genkomst

Efter en ’national dialog’ orkestreret af landets store fagforbund UGGT – og ikke mindst efter pres fra EU – er den uduelige Ennahda-ledede Trojka-koalition nu endelig gået af og en teknokratregering indsat med flyingeniøren Mehdi Jomaa som premierminister. Nyvalg ventes 2014, og skulle Ennahda blive stemt fra magten og afgive den, vil det bestemt være et demokratisk gennembrud. Men Ennahda kan vinde. Med samme gamle politiske klasse ved roret bliver stemmeprocenten lav, og Ennahda er med sine sociale velfærdstjenester stadig bedst til at mobilisere.

Tunesien står ved en korsvej: Kommer den demokratiske transition ikke på sporet, truer kaos, måske borgerkrig. Det kan åbne for, at den sekulære fløj forener sig om en ny stærk mand på tværs af højre-venstreskel for at gøre op med formørkelsens kræfter. Allerede nu udtrykker dele af landets elite længsel efter de velordnede tider under præsidenterne Bourguiba og Ben Ali.

 

Mouna Daadouche er tunesisk-dansk freelancejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her