Det er en gammel journalistisk dyd, at man skal kunne fatte sig kort og klart! I dag er dyden blevet vældig konkret: 140 tegn for at være helt nøjagtigt. Det er nemlig den tilladte længde på en Twitter-besked – og det er en genre, man skal mestre, hvis man vil være noget ved journalistikken, forstår man på værten på Radio24syvs program Elektronista, Christiane Vejlø. Til journalisten.dk fortæller hun, at hun får »alt sit medieindhold fra Twitter«, og at journalisters værdi skal måles på, hvor mange der følger dem på Twitter. Værdien er højere, hvis man har 15.000 følgere, end hvis man slet ikke er på, siger hun.
En af landets mest værdifulde journalister er således uden tvivl Anders Lund Madsen (twitternavn @fedeabe) med 51.884 følgere, mens Mads Steffensen (Mads & Monopolet, Her er dit liv m.m.) kun er næsten en tredjedel så meget værd med sine kun 18.344 følgere. TV 2’s Rasmus Tantholdt med lidt over 8.000 følgere er således endnu mindre værd, mens hans TV 2-kollega Ulla Terkelsen er værdiløs og ukendt, fordi hun slet ikke er på Twitter.
Dagbladet Informations chefredaktør Christian Jensen nærmer sig Ulla Terkelsen i værdiløshed, men er dog milevidt foran hende med intet mindre end 467 følgere. En af landets højest betalte journalister, Nyhedernes Kim Bildsøe Lassen, er en twitter-fattigrøv med kun 318 followers.
Lektor i journalistik på Syddansk Universitet Filip Wallberg har ved hjælp af Google-analyseværktøjer udviklet et website, hvor man time for time kan følge danske journalisters ageren på Twitter. Her kan man se omhyggeligt opdaterede hitlister. Hvem er størst lige nu? Hvem er størst og mest re-tweetet i denne uge?
De uendelige web-statistikker er formidable til at opgøre kvantitet – et parameter, som i stigende grad begynder at påvirke nyhedskriteriet. Den gode gamle »mange har i de sidste dage undret sig over ...« er blevet til »et hovedemne på de sociale medier er blevet ...« Pludselig kan en nyheds gennemslagskraft måles konkret. Time for time, dag for dag. Billedet af statsministerens berømte og i nogle kredse berygtede selfie fra den uhøjtidelige og muntre mindehøjtidelighed for Nelson Mandela er sådan en. Den voksede eksponentielt via Twitter og Facebook, men blev alligevel først en ’rigtig’ nyhed, da britiske tabloidaviser opdagede den og smed den på forsiden.
Mange har opdaget værdien af sociale medier som Facebook. Ved dette store fælles middagsbord med millioner af spisende gæster, kan man med held slippe en tordnende og ildelugtende vind og skaffe sig opmærksomhed. Her kigger folk ikke flovt væk, men reagerer øjeblikkeligt med vrede, humor, foragt eller begejstring. Det er sådan set lige meget, hvad de vælger, for reaktionerne måles ikke på kvalitet, men på kvantitet. De registreres øjeblikkeligt, og er der mange nok, bliver antallet af reaktioner en nyhed i sig selv.
Her er Venstres Søren Pind pruttemesteren, der med held kan skabe opmærksomhed om sig selv. Ikke altid positiv opmærksomhed, som sagen om det absurde samråd om udenrigsministerens Cuba-hyggesnak viste, men opmærksomhed er godt i sig selv.
Men netop i de dage hvor statsministerens selfie, Bødskovs selv-fyring, Annette Vilhelmsens næsten-fyring og Søvndals afgang hærgede både sociale og traditionelle medier, skete der noget andet og langt mere interessant: En gammel historie blev genfødt på de sociale medier. Dén tirsdag dukkede et link til en mere end fire år gammel fremragende, undersøgende journalistisk historie op på Facebook: Berlingskes gravegruppes fortælling om den fireårige Christian, der døde efter at have slugt et batteri, hvilket hans forældre forgæves havde forsøgt at fortælle skiftende lægevagter om.
I løbet af onsdagen blev artiklen fra 2009 delt tusinder af gange på Facebook, og den blev læst 423.289 gange på Berlingskes website i løbet af et døgn.
Historien blev skrevet af Berlingskes Morten Crone, der med under 100 følgere på Twitter burde være en af landets mindst værdifulde journalister.
Det er her, der er noget, jeg slet ikke forstår. Måske er kvantitet alligevel ikke helt det samme som kvalitet. Det første kan måles, det andet mærkes.
Lasse Jensen er mediejournalist og studievært på P1-programmet ’Mennesker og medier’. Han har kun 3.754 følgere på Twitter
Klummen i morgen: Anna von Sperling
Apropos skriver Lucy Kellaway (Financial Times) i Politiken i dag om disciplinen Twitter-profil.
Så blev jeg endelig logget ind som bruger! Jeg ville gerne tidligere på dagen have kommenteret dit indlæg Lasse. Men jeg havde ikke held med at komme på. Derfor hoppede jeg på min egen blog og svarede. Det kan du læse her http://elektronista.dk/socialt/ja-selvfolgelig-giver-det-journalisten-va...
Bedste hilsner
Christiane
Nej, kvantitet er ved gud ikke det samme som kvalitet.
Kvantitet er, når nogle stiller sig op og kigger op i luften, hvorefter andre følger efter, og mængden bliver større og større, og alle taler om den enorme mængde, der er stimlet sammen og kigger, og det rapporteres i aviserne dagen efter, og mange vil reklamere i de aviser, for der må være godt et være for én, der vil sælge noget, skønt det viser sig, at det kun var luft, de alle sammen kiggede efter.
Kvalitet er, når en enkelt i mængden pludselig siger noget, som får folk til at glemme, hvad det var, de jagtede sammen med alle de andre.
At en fire år gammel artikel bliver delt tusindvis af gange - siger jo ikke det fjerneste om, at den er blevet læst (igen). Det siger vel mere om, at der evt. er personer ved tasterne, der ikke var der for fire år siden - eller at de (samme), der er der, ikke husker særligt godt. For det går stærkt, og der er en hel del mere overflade en dybde.
Tal er vigtige. Og det har tal alle dage været. Også for journalistikken: Lyttertal, oplagstal, seertal, brugertal og nu tal for engagement og rækkevidde på Twitter. Men tal er tal, og tal skal ikke gøres til mere end de er. Og tal skal - ikke mindst - sættes ind i en større sammenhæng, før de giver mening.
Men det er dumt at frasige sig information og data, som vi har adgang til. Det centrale er, at vi lærer at forholde os kritisk, konstruktivt og realistisk til materialet. Også datamateriale fra hjemmesiden twitterjournalister.dk som Lasse Jensen henviser til.
Vi skal altså ikke skære ned i antal værktøjer og oversigter. Vi skal lære at styre os selv og huske den store sammenhæng.
Der er ingen tvivl om, at Twitter stadig er et medie for mindretallet i Danmark. Derfor er det ikke, lige nu, rækkevidden på Twitter, der afgør om den ene eller den anden journalist bliver ansat. Den situation kan dog se helt anderledes ud om få år.
Alt afhænger ikke af de 140 tegn. Og Twitter er ikke for alle journalister. Men for mange er det et godt værktøj til blandt andet dialog, research og distribution.
På twitterjournalister.dk, som er kurateret af Ernst Poulsen og udviklet af Filip Wallberg, kan du finde statistik om journalister på Twitter. Vores eneste håb med hjemmesiden er, at give os selv og andre et unikt indblik i, hvordan journalister bruger Twitter.
Med venlig hilsen
Webjournalist Ernst Poulsen og
journalistisk lektor Filip Wallberg
Datamaterialet på "tvitterlournalister.dk" er da komplet ligegyldigt, undtagen for udviklerne og kurator, og hvem de ellers kan få med til at kigge.
Min lille onsdagsklumme har medført større aktivitet på facebook og twitter. Når man skriver en klumme er der efter min mening et spillerum for forenklinger og fortolkninger. En af mine grundsynspunkter er, at man ikke kan måle journalistisk værdi - på arbejdsmarkedet eller på anden måde - på tal. Det kan jeg se, at Filip og Ernst helt tilslutter sig. Christiane Vejlø mener, at jeg har fejlfortolket hende, men fastholder sit synspunkt om at der er værdiforskel mellem ikke-tweetende og tweetende journalister. Hun mener, at hendes indlæg skal fortolkes snævert, altså kun i arbejdsmarkeds-forstand. Sådan kan hendes interview med journalisten.dk godt bogstaveligt læses, men ved at tilføje tallet 15.000 følgere åbner hun synspunktet for en bredere fortolkning, som jeg altså valgte. For jeg er stadig uenig, hvad enten det tolkes bredt eller snævert. I klummen nævnte jeg kun Filips navn og ikke den udmærkede Ernst Poulsens, hvor jeg for fuldstændighedens skyld også burde have gjort opmærksom på at www.twitterjournalister.dk er et fælles projekt. Jeg lod mig nok snyde af det faktum, at når man linker til siden kommer Filip Wallbergs navn op i linket og det derfor umiddelbart kunne se således ud, selvom både Wallberg og Poulsens mailadresser står nederst. Men de skal da begge have æren for et lille stykke værktøj, der er interessant og ikke skal klandres. Når jeg nævner det - eller som det er skrevet på Facebook "klæber det" til min kritik af kvantitets-hysteriet - er det blot som et eksempel på, at der nu også er værktøjer til at måle den "værdi" som Vejløe tillægger kvantitet/journalister på twitter. Værktøjer er jo aldrig dårlige at have. Twitter er også et fint værktøj, et blandt mange - og langtfra det vigtigste. Jeg synes at det vigtigste værktøj i journalistik er mennesker, som man kan mødes med, snakke med, udspørge og lytte til. Dertil kommer at følge med i aviser, blade, tidsskrifter og andre medier - her er Twitter pg Facebook et godt redskab, fordi man her bliver gjort opmærksom på ting, som man normalt ikke har mulighed for at fange. Problemet er omfanget af vrøvl og personlige småkommentarer, der kræver et brutalt filter og et kontant overblik. Det er måske den journalistiske hovedopgave at filtrere og skabe en slags mening midt i den uendelige kvidren og vrøvlen (som selvfølgelig i kvantitets-målingen altsammen tæller med). Så rejser bl.a. Filip W. spørgsmålet om, hvorvidt man i en avis skal skrive alle reference-links ind i artiklerne. Jeg gør det ikke, fordi jeg har den - selvfølgelig uendeligt gammeldags - opfattelse, at langt størstedelen af læserne og ikke mindst de, der gør sig den ulejlighed at købe avisen i stedet for at være gratister på nettet, ikke i deres papiravis skal ulejliges med links. Jeg er sikker på, at det synspunkt nok snart revideres - eller at web-artikler af indlysende grunde forsynes med links, så gratister og betalende weblæsere kan læse videre direkte i grund-kilderne.
Og så er det iøvrigt tankevækkende at iagttage, hvordan en lille klumme om et forholdsvist lille medie-emne, nemlig twitter afstedkommer så mange tweets, re-tweets og indlæg på Facebook at det kvantitativt nærmer sig en rekord. Mindre væsentlige emner som offentlighedsloven, grove brud på etiske regler, undertrykkelsen af pressefriheden i Rusland eller det snart perfekte overvågningssamfund afstedkommer reaktioner, men kun få og spredte. Et facebook-indlæg fra en læser betegnede reaktionen hos nogle af de mere engagerede som "ny-religiøs". Så vidt vil jeg ikke gå, men jeg kan forstå, hvorfor ordet bringes i erindring. God jul til alle - klummen vender tilbage efter højtiderne...
Som bruger af Facebook og Twitter mener jeg, Christiane Vejløs argumentation er forfejlet. Hvis journalisters opgave er formidling, er det uheldigt, hvis det er et mål for journalister at være populære på sociale medier. Det var bedre, om journalister brugte sociale medier som kilder.
Min opfattelse er, at de sociale medier primært er skabt til formidling af egne budskaber og aktiviteter, mens nyhedsmedier primært er skabt til formidling af andres budskaber og aktiviteter. Eneste danske journalist, jeg selv følger på Twitter, er vist Poul Erik Skammelsen, men derudover følger jeg flere især udenlandske nyhedsmedier såsom Time.com, European Voice, Sky News og Al Jazeera på Facebook og Twitter. Desuden følger jeg bl.a. OECD, World Economic Forum og mange af EUs organer på sociale medier. Det giver mig (i princippet) en mere nuanceret nyhedsformidling end den påfaldende ensartede nyhedsformidling i de elektroniske danske nyhedsmedier.
(De danske nyhedsmedier motiverer mig ikke til betaling af firecifrede beløb årligt på abonnementer på dagblade på papir. Jeg tager for givet, at netavisers journalistik afspejler papiravisernes journalistik, og har ikke lyst til at betale for en blanding af skandaler og national-socialistisk propaganda. På mere jævnt dansk er der for meget Dansk Folkeparti og opdragelse til sparsommelighed i dansk dagspresse til, jeg ønsker at betale for det.)
De store internationale nyhedsmedier har i øvrigt fra Sky News' 1 mio. til Time Magazines 5,2 mio. følgere på Twitter.
TV2 News har 15.168 følgere, hvilket er mindre end fx. Københavns Politis 23.384 følgere.