International kommentar

Hvad hvis Tyskland havde vundet Første Verdenskrig?

2014 er hundredåret for Europas forsøg på at begå kollektivt selvmord. Når vi markerer jubilæet, bør vi se ud over de snævre nationale perspektiver – og her kan kontrafaktiske spekulationer være lærerige
Debat
31. december 2013

Opfatter man en guddommelig hånd eller den dialektiske materialismes jernhårde klassekampslogik som historiens drivkraft, vil man stejle over spørgsmålet: »Hvad nu hvis tingene var gået anderledes?«

E.H. Carr, anset ekspert i Sovjetunionens historie, anså sådanne overvejelser for »en latterlig selskabsleg«, mens E.P. Thompson, forfatter til The Making of the English Working Class, rent ud betegnede kontrafaktiske spekulationer som »uhistorisk lort«.

Skepsis over for sådanne øvelser har dog ikke afholdt fiktionsforfatterne eller offentligheden fra at tænke i sådanne baner. Nazitysklands mulige sejr over Storbritannien i 1940 er et af de mest yndede spekulationsemner. Så langt tilbage som i 1964 i filmen It Happened Here fremmanede Kevin Brownlow og Andrew Mollo det utænkelige scenario, at der ville have været nok af villige kollaboratører i Hitlers Storbritannien.

Derimod har Første Verdenskrig i mindre grad været genstand for kontrafaktisk spekulation. Niall Ferguson er en undtagelse. Han skildrer i et essay, hvad der kunne være blevet de mulige konsekvenser, hvis Storbritannien havde valgt at stå uden for den store europæiske krig i august 1914.

Og selv om hans essay lider under, at den euroskeptiske Ferguson er lige lovlig ivrig efter at skildre Der Kaiser som en slags forløser for et senere EU, er hans analyser af de interne debatter i den britiske regering i 1914 lærerige: Herbert Asquiths liberale regering kunne udmærket have besluttet sig for at holde sig ude af krigen – ja, den var faktisk lige ved det.

Nu med 100-året for Første Verdenskrig vil vi her i 2014 opleve en storstilet debat. Ikke kun om den rette måde at markere jubilæet, men også om hvad krigen overhovedet skulle gøre godt for. I den nærværende strid om krigen er der i overordnet to gensidigt uforstående lejre: På den ene side dem der, som Margaret MacMillan udtrykte det for nylig, mener, at krigen var »en ren katastrofe i et hav af mudder«. På den anden side dem, der insisterer på, at krigen rent faktisk handlede »om noget«.

Drop de kollektive myter

At sige, at det var en krig mellem imperier, er ikke nok. Analysen må udbygges med redegørelse for forskellene imellem disse imperier. Det sker dog kun alt for sjældent i en debat, der har kollektive myter om national opofrelse på den ene side (i al fald i Storbritannien og Frankrig) og den absurde mudrede skyttegravskatastrofe på den anden.

Vil vi nå ud over de dominerende fortællinger, hvilket vi bør tilstræbe i 2014, kan kontrafaktiske overvejelser bestemt være nyttige. Første Verdenskrig sluttede i november 1918, da den tyske hær overgav sig ved Compiègne. Men ifølge nogle historikere kunne det være gået helt anderledes i foråret 1918, hvis Ludendorffs offensiv mod Paris og Kanalen var lykkedes, hvilket var tæt på at ske. Hvordan havde det 20. århundredes Europa så taget sig ud?

Det ville naturligvis have været domineret og formet af Tyskland. Men hvilken slags Tyskland? Den militaristiske, konservative, repressive magt, som Bismarck skabte med udgangspunkt i Preussen? Eller det Tyskland, som i begyndelsen af det 20. århundredes Europa havde Europas stærkeste arbejderbevægelse og socialdemokrati? Tysk historie efter 1918 ville have bestået i en rivalisering mellem disse to kræfter, og ingen kan sige, hvem af dem, der ville have sejret i det lange løb.

Til gengæld kan vi med sikkerhed sige, at et sejrrigt Tyskland, der dikterede fredens betingelser over for de slagne magter, ville være sluppet for de eksorbitante krigsskadeserstatninger og den ydmygelse, som de allierede bød tyskerne i Versailles-traktaten.

Som følge heraf ville Hitlers opkomst have været meget lidt sandsynlig. Og i så fald ville Anden Verdenskrig og Holocaust også kunne være undgået. Hvis Tysklands jøder havde overlevet, ville zionismen måske aldrig have fået internationale moralske kraft, som den fik efter Nazitysklands nederlag med afsløringen af jødeforfølgernes uhyrlige følger. Den moderne historie i Mellemøsten ville derfor have formet sig meget anderledes, til dels også fordi Tyrkiet ville have været blandt sejrherrerne i 1918.

I den tyske kejsers Europa ville det besejrede Frankrig have været langt mere udsat for fascismens fælder end Tyskland. Men med dets kul- og stålproduktion under tysk kontrol i Alsace-Lorraine ville Frankrigs militære og maritime potentiale have kunnet inddæmmes. Samtidig ville et besejret Storbritannien, der havde set hovedparten af sin flåde sænket i Helgoland Bugten, være tvunget til at afstå sine olieinteresser i Mellemøsten og Golfen til Tyskland og have svært ved at dæmme op for den indiske nationalisme. I praksis ville det britiske imperium ikke være muligt at opretholde. Dagens Storbritannien ville måske være endt som en beskeden nordeuropæisk socialdemokratisk republik.

Færre ville være dræbt

I mellemtiden ville et Amerika, hvis indtræden i krigen var afværget ved Tysklands sejr, være forblevet en isolationistisk magt frem for en håndhæver af international orden. Franklin Roosevelt ville have løst efterkrigstidens økonomiske problemer i 1930’erne, men han ville aldrig udkæmpe en krig i Europa, selv om han måske ville blive nødt til at udkæmpe en anden mod Japan. Sovjetunionen ville have fået en overvældende magtfuld nabo i et sejrende Tyskland. Sovjet var muligvis alligevel blevet en destabiliserende faktor, men var næppe blevet invaderet, som det skete i 1941. Og var der ikke kommet en Anden Verdenskrig, havde vi måske heller ikke fået en kold krig.

En selskabsleg? Jovist. Men vi kan det i mindste se, at krigens udfald betød noget. Europa ville have været meget anderledes, hvis Tyskland havde vundet i 1918. Det ville måske i første omgang have været grumt, mere undertrykkende og uforudsigeligt på mange måder. Men det er en plausibel formodning, at langt færre mennesker ville være døde i det 20. århundredes Europa. Første Verdenskrig var en katastrofe, men resultatet – det, der skete, og det, der ikke skete – gjorde en forskel. I 2014 bør vi bestræbe os på at nå ud over de rivaliserende nationale perspektiver og lære at se krigen i en mere objektiv og større sammenhæng.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Knudsen

eller hvis Jesus havde været muslim

»Hvad nu hvis tingene var gået anderledes?«

Hvad nu hvis historien gentager sig, bare i en anden forklædning... ?

Steffen Gliese

Det er jo i alle tilfælde en meget overfladisk betragtning af implikationerne af en tysk sejr - hvad med den russiske revolution, og hvad med at man bare tager en masse andre historiske udviklinger for givet, som f.eks. Japans aggressive militarisme. Så der er tale om en del selektion.

Der er indenfor sci-fi-genren en egen afdeling, alternative fiction, der beskæftiger sig med dette. se Harry Turtletaub og venner.

Torben Nielsen

Det er meget mere komplekst end artiklen antyder. Menm ideen er god nok.

På trods af at det jo aldrig vil kunne blive andet end kvalificerede gæt, så er hele idéen om kontrafaktisk -eller alternativ historie, utrolig interessant at beskæftige sig med.
Spørgsmålet er jo, om man tror på at alting er forudbestemt, og derfor vil finde sted i den ene eller anden form - uanset hvordan begivenhederne udfolder sig, eller om historiens gang er tilfældig. Jeg vil tro at de fleste hælder til sidstnævnte. Og har man viden på området, tror jeg at det er fin hjernegymnastik at fundere over hvordan tingene ville have forløbet, hvis ikke på den måde de gjorde. Om man har ret, finder man jo så desværre aldrig ud af.

Derudover så ser jeg de næste 4 år frem til en hel masse spændende fokus på 1. Verdenskrig, i anledning af 100 året for dets forløb. BBC har i hvert fald varslet en masse programmer om denne skelsættende krig, der alt for tit står i skyggen af den mere omfattende 2. Verdenskrig.