Vi har i en kronik i Information påpeget, at det australske selskab Greenland Minerals and Energy Limited (GMEL), der står over for at skulle udvinde uran og sjældne jordarter i Kuannarsuit/Kvanefjeld i Grønland, i lang tid er blevet kritiseret i Australiens største og mest anerkendte aviser.
Ud over at firmaet har været ramt af en række skandaler, går kritikken blandt andet på, at GMEL’s tidligere, og sandsynligvis nuværende, hovedaktionær ejer aktieposter og selskaber over hele verden under mindst ni forskellige navne.
Han har ingen fast kontakt- eller forretningsadresse, og han har ved flere lejligheder brugt en central figur i den italiensk-australske mafia som mægler i civilretslige stridsspørgsmål.
Endvidere gjorde vi opmærksom på, at den pågældende kontrollerer eller har kontrolleret et selskab – Range Resources – der ejer olierettighederne i den somaliske Puntlandprovins. Selskabet har ifølge den somaliske presse finansieret militser.
GMEL’s ledelse har siden i den grønlandske og danske presse afvist, at vedkommende skulle være majoritetsaktionær i GMEL, selv om den indrømmer, at han på et tidspunkt har været minoritetsaktionær.
Dette harmonerer imidlertid dårligt med, at den største minoritetsaktionær, under selskabets generalforsamling i 2010, stillede spørgsmål til bestyrelsen for at få opklaret, hvem der egentlig var hovedaktionær og kontrollerede firmaet. Året efter sagsøgte minoritetsaktionæren selskabet, og han blev derefter købt ud. Hvem der kontrollerer GMEL, er stadig uvist.
Sikkerhedsrisiko
Både i Grønland og Danmark er der modstand mod at gennemføre en undersøgelse af GMEL. Begrundelsen er, at så længe firmaet overholder lovgivningen i Grønland, er ejerforholdene irrelevante. Hermed undgår man bekvemt at tage stilling til den sikkerhedsrisiko, der ligger i, at ejeren og kontrolløren af, hvad der kan blive den tredjestørste uranmine i verden, er ukendt.
Vi fastholder vores opfordring til de grønlandske og danske myndigheder om at indlede en grundig undersøgelse af GMEL’s ejerforhold. Det er et problem, at det firma, der kommer til at stå for minedriften, har et så blakket ry, som disse oplysninger tyder på.
Johan Lund Olsen, Finn Sørensen, Mikkel Myrup, Niels Henrik Hooge, Palle Bendsen og Hans Pedersen
Dødsygt projekt:
Virksomhedernes ejerforhold handles på børserne, der kan ingen regeringer følge med; med mindre de selv handler ind, ligesom de gør i Kina.
Dødssygt projekt:
Virksomhedernes ejerforhold handles på børserne, der kan ingen regeringer følge med; med mindre de selv handler ind, ligesom de gør i Kina.
Hvis Grønland skal have en nogenlunde politisk troværdighed i forhold til sådanne konstruktioner, i forhold til etik og moral og hvor Grønland derigennem også vil satse på CSR, vil det klæde landet, at alle usikkerhedsmomenter bliver fuldstændigt afklaret, så befolkningen kan føle sig trygge ved, at landet har styr på hvem de kaster sig i samarbejde med, i én af de mest korrupte erhverv i verden. Usikkerhed og mistillid til Grønland vil svæve - unødvendigt - ikke kun i udlandet, men også internt i Grønland/Rigsfællesskabet, og det er ingen tjent med.
Myndighederne må nu melde klart ud, at der vitterligt ikke er noget at komme efter og derefter komme med en mere uddybende forklaring til befolkningen. Det er vigtigt for befolkningen at vide, at man fuldstændigt kan regne med selskabet. Befolkningen har behov for og brug for, at der fuldstændig er sikkerhed i en så vigtig sag, som det er for Grønland. Ikke kun i forhold til, at selskabet opfylder Grønlands krav, men ligeså til alle andre vigtige forhold.