Kronik

World Wide landsbymentalitet

Klassiske nyhedstjenester, der koncentrerer sig om andet end popkultur og LOL-katte, presses på nettet af letbenede popsites. Som de fleste landsbyer er den globale landsby alene optaget af sladder
Opbyggelsen en global landsby, hvor BuzzFeed bliver den mest populære internationale nyhedskanal, risikerer at undergrave det arbejde, som udføres af de rigtige nyhedskanaler – medier, der holder verden orienteret om nyheder, som ikke lige akkurat kredser om Kanye West, Hollywood eller katte, mener kronikøren. Foto: BuzzFeed

Opbyggelsen en global landsby, hvor BuzzFeed bliver den mest populære internationale nyhedskanal, risikerer at undergrave det arbejde, som udføres af de rigtige nyhedskanaler – medier, der holder verden orienteret om nyheder, som ikke lige akkurat kredser om Kanye West, Hollywood eller katte, mener kronikøren. Foto: BuzzFeed

20. december 2013

Troen på, at de elektroniske medier vil bringe verden sammen, er hverken ny eller original – tænk bare tilbage på Marshall McLuhans term ’den globale landsby’, som dukkede op allerede i 1962. Tilhængerne af visionen har i reglen svært ved at præcisere, hvordan den nærmere skal forstås. Skal vi f.eks. fejre, at »Gangnam Style« – en satire over sydkoreansk hipsterlivsstil – har nået 1,8 milliarder visninger på YouTube, selv om joken går hen over hovedet på langt de fleste?

Via de sociale medier kan ideer nu sprede sig som en steppebrand. Det så vi sidste år med Kony2012, en forfejlet viral kampagne for at få anholdt den ugandiske krigsherre Joseph Kony. Frem for en halv snes dybt engagerede mennesker fik vi det temmelig overfladiske engagement fra flere millioner. Vi fik også en forsimpling af problemstillingen omkring en afrikansk guerillakrig. Det endte med at modarbejde ellers lovende fredsbestræbelser i Uganda. Virale kampagner fungerer bedst, når der er tale om meget målrettede indsatser såsom fundraising. Derudover er de ofte problematiske.

Den seneste nyskabelse i digital kosmopolitisme kommer fra BuzzFeed, et websted, der på kort tid er blevet et af verdens mest besøgte. I august sidste år fik BuzzFeed 85 millioner hits, britiske BBC ligger til sammenligning på omkring 65 millioner.

BuzzFeeds indslag skabes altovervejende med henblik på at blive delt. Webtjenestens slogan er ’det virale web i realtid’, og her finder vi en del af forklaringen på, at sitets indslag ifølge en nyere undersøgelse opnår flere delinger på Facebook end historier fra noget andet site. En typisk BuzzFeed-artikel kan f.eks. være 10 citater med billeder af Kanye West og Freddie Mercury præsenteret i et quizagtigt format under overskriften »Hvem sagde dette? Kanye West eller Freddie Mercury?«

At dømme efter deres spektakulære resultater har BuzzFeed-folkene gjort ’vitalitet’ til videnskab: Takket være avancerede analyser og big data-værktøjer ved de præcis, hvad der skal siges – og hvordan – for at få deres historier delt blandt flest mulige mennesker.

Tjenestens tilgang kan bedst beskrives som en taylorisering af det virale: Ligesom Frederick Taylor vidste, hvordan man optimerer arbejdsgange i en fabrik, ved BuzzFeed, hvordan man designer artikler for at få flest mulige klik og delinger. Artiklernes indhold underordnes deres virale potentiale.

Kognitivt overskud

Indtil nu har der kun været én barriere for BuzzFeeds plan om at erobre verdensherredømmet: sprogbarrieren for ikkeengelsktalende. Men nu har BuzzFeed indgået en aftale med Duolingo, en sprogstudietjeneste grundlagt af Louis von Ahn, opfinder af antispamsystemet CAPTCHA (som beder os om at indtaste, hvad vi ser på to billeder for på den måde at sikre, at vi ikke er robotter på spammission). Oprindeligt brugte CAPTCHA-systemet tilfældige tekststumper. Men så fik von Ahn den idé, at han kunne få folk til at bekæmpe spam og hjælpe med at digitalisere bøger på samme tid: Hvorfor sætte folk til at indtaste tilfældige tekster, hvis de kan indtaste vanskeligt læsbare passager fra scannede bøger i stedet?

Internetguruen Clay Shirky konstaterer, at denne logik – som han kalder for ’kognitivt overskud’ – er på vej frem i dele af den digitale kultur. I sin bog fra 2010 af samme navn fastslog Shirky, at vi må søge at udvikle måder, som kan hjælpe os til at udnytte potentialerne for ’kognitivt overskud’ som sociale goder.

Duolingo er Von Ahns forsøg på at opbygge en tjeneste, der udnytter det kognitive overskud ved sprogindlæring. Millioner – måske milliarder – af sætninger bliver hver dag oversat af sprogstuderende. Det er her BuzzFeed kommer ind i billedet: Studerende, der tilmelder sig Duolinos sprogkurser, vil fremover få til opgave at oversætte BuzzFeeds artikler én sætning ad gangen, og når arbejdet er fuldført, vises de online. Modellen er for så vidt elegant: De studerende skulle alligevel lave oversættelsesøvelser, Duolingo opkræver ikke gebyr for sin undervisningstjeneste, og nu kan BuzzFeed betale for de endelige oversættelser. Og dermed opstår BuzzFeeds version af ’den globale landsby’.

LOL-katte frem for nyheder

Hvis planen virker efter hensigten, vil stadig flere mennesker kloden over kunne læse nyt om amerikansk populærkultur på deres modersmål. For bemærk, at BuzzFeed synes ganske uinteresseret i at finde oversete historier i den udenlandske presse og bringe dem til massernes kendskab på engelsk eller andre sprog. De holder sig skam til at tage virale historier, der allerede har bevist deres værd på engelsk, og sprede dem globalt, så de opnår den ekstra opmærksomhed, som sprogbarrierer førhen stod i vejen for.

I den proces genererer de endnu mere trafik og bliver interessante for lokale reklamemarkeder – BuzzFeed har også lanceret udgaver på spansk, fransk og brasiliansk portugisisk.

Konsekvensen er, at de nationale nyhedsspillere, der producerer de ægte hårde nyheder – den slags nyheder, der koster penge at lave, og som ikke nødvendigvis opnår mange anbefalinger eller delinger på de sociale netværk, fordi de ofte omhandler problematikker, der er mere indviklede end potentielt virale, får sig en magtfuld ny konkurrent. Der findes intet scenarie, i hvilket BuzzFeeds ’kosmopolitiske vending’ vil kunne styrke og gavne de internationale nyhedskilder. De vil i stedet blive presset til enten at blødgøre deres egen nyhedsdækning – for at øge antallet af likes og delinger – eller imødese en endnu ringere indtjening på deres online-annoncering.

Landsbysladder

I visse henseender udnytter BuzzFeed blot den indbyggede logik i Big Data- og crowdsourcing-værktøjer. Tjenestens målsætning er trods alt kun at maksimere sin egen udbredelse i de sociale medier, for det er antallet af likes og delinger, der bestemmer indtjeningen. I den forstand tænker BuzzFeed mere som en Silicon Valley-aktør end som en traditionel journalistisk enhed, der typisk bærer rundt på forældede forestillinger om borgerlig offentlighed og hensyn til en demokratisk debat, der på en eller anden måde skulle være hævet over trafik- og profitmaksimering.

Partnerskabet mellem BuzzFeed og DuoLingo udstiller problemerne ved at operere med apolitiske begreber som ’kognitivt overskud’, der ikke er ordentligt funderet i økonomi eller teorier om globalisering. Tilsyneladende har Duolingo og BuzzFeed fundet en vej til at udnytte store mængder af ’kognitivt overskud’ ved at knytte an til det enorme marked for mennesker, der vil lære sig engelsk for at styrke deres chancer i dagens globale økonomi. Men er der i grunden noget at fejre her?

Denne særlige udnyttelse af ’kognitivt overskud’ til at opbygge en global landsby, hvor BuzzFeed bliver den mest populære internationale nyhedskanal, risikerer faktisk at undergrave det arbejde, som udføres af de rigtige nyhedskanaler – medier, der holder verden orienteret om nyheder, som ikke lige akkurat kredser om Kanye West, Hollywood eller katte (nogle af BuzzFeeds foretrukne emner).

Vil der stadig være rigtige nyhedskanaler tilbage i den ’globale landsby’? Eller vil den som de fleste landsbyer alene fungere ved sladder? Indtil videre virker det sidste som det mest sandsynlige – og det af grunde, der har alt at gøre med økonomi og meget lidt med teknologi.

© Evgeny Morozov og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Knus
  • Benno Hansen
  • Torben Kjeldsen
  • Rasmus Kongshøj
Rasmus Knus, Benno Hansen, Torben Kjeldsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Kjeldsen

Jeg genbruger lige mit indlæg fra artikel;Min datter må søge lykken på bunden af en genbrugssæk. Den kobler sig eksemplarisk fint til ovenstående indlæg.

Du og jeg bliver lidt dummere og dummere og det gør politikerne også, hver dag!!!
Medieverdenen er i højere og højere grad underlagt et mediemarked i kolossal forandring og udfordring(især internet) og som i endnu højere grad klemmes af benhårde markedskræfter. Det har alvorlige konsekvenser for tilgang af kritisk oplysning og i sidste instans ytringsfriheden. Hvad det betyder for os som borgere? Jeg lærte af en god ven der er journalist, at oprindeligt så fulgte en mediehistorie følgende formel: Information, identifikation og affektion. Målet var information. Nu er formlen affektion, identifikation og information. Resultat, affektion er mere vigtigt end information, hvis man skal sælge aviser og tv.
Det betyder at når man fasholdes på et affektivt niveau, så mister man ligesom noget af evnen til at tænke (også kaldet refleksion). Altså aktiveres følelser (ofte harme), fordomme og primært erfaringsbaserede konklusioner. Det betyder at man nemt forføres til at tro og ikke vide osv. Når man konstant møder information primært via affektion så bliver man langsomt dummere og dummere (det gør jeg jo også). Desværre er vores hjerne nem at lokke, den kan helst ikke lide at anstrenge sig alt for meget, så vi bliver faktisk afhængige af affektivt båret information. Har læst at flere og flere søger deres information via reality serier, underholdningsserier eller dramatiseret pseudodokumentar. I vores komplicerede samfund er vi nødt til at forlange at genindfører formlen; information, identifikation og affektion. Jep det kræver anstrengelse at lære nyt og at tænke sig om.(tak til, David, Information og DR 2)
David Wedege Petersen har som journalist modigt fulgt den oprindelige formel; information, identifikation og affektion. Han har yderligere givet os muligheden for at diskutere med ham. Fantastisk. Sådan burde al journalistik udføres i et ægte oplyst demokrati. Det samme burde politikere gøre. Se bare på Mette Frederiksen, hun er også blevet forført til at tale til det affektive på TV (det kan kaldes populisme) og hold kæft en dårlig spin doktor der står bag hende, men han er sikkert bare en journalist (det plejer det at være) der arbejder efter den forkerte formel.
Hvad kan vi nu svare på? Jeg og du har nemt ved aktiverer automatreaktion og dermed vores indignation og harme følelser først i forhold til Davids historie. Det betyder at nogen af os ender med at fx at gå efter manden, fremfor bolden. Det vil sige, at vi giver skyld og skam til både ham og hans samleverske. Nogle af vores fordomme kommer af den protestantiske tænkning (ledighed er roden til alt ondt, du skal være taknemmelig for almisser, det er en synd at sove længe, det skal bare tage dig sammen, du må gøre din pligt osv.) andre fordomme kommer fra vores konkurrencesituation som lønmodtager. ( den enes død den andens brød, du er din egen lykkes smed osv. )Det er bare ikke særlig intelligent.. men sådan er det med fordomme og de afledte affektioner.
Medieverden har smart nok delt os op i et rødt og blåt hold. Det røde tror på at man skal hjælpe fx med økonomisk støtte og blåt hold tror at det bedste er at straffe eller sulte folk. Det gør det faktisk svært at spille, for hvad skal vi spille om. Pointen er vel at vi alle burde være på samme hold! Det giver bare kedelige aviser.
Jeg vil med følgende prøve at følge op på Davids og hans familie problem (har forsøgt at lægge min røde harme til side, indrømmer det er svært)
Jeg lever i et land som igennem det sidste halve århundrede har opbygget et samfund der er umådeligt rigt. Som på intelligent vis har skabt et velfærdssamfund der helt objektivt har været med til at forøge vores rigdom. Det er desværre lige så objektivt at vi i dag i dominerende grad lefler for forestillinger (og reformer) der nedbryder denne samfundsform. Jeg har aldrig tænkt at velfærdsstaten var svaret på den endelige samfundsform. Den er trods alt kun en form som udgør et værn for de svageste mod kapitalmagten. (Det komplicerer selvfølgelig diskussionen at man selv har aktier i kapitalen qua pension). Pointen med velfærdstaten er bl.a. at den anerkender et marked med fri konkurrence for varer og løndannelse. Simpelt, Velfærdstaten forudsætter at du som borger deltager i konkurrencen, dvs. forsøger at sælge din arbejdskraft. Den anerkender også at du ikke altid vinder konkurrencen om at få job. Derfor har velfærdstaten i strid modvind (især mod borgelige kræfter og dem er der jo stadig, forbavsende nok) fået opnået 'rettigheder' til, at den konkurrence underlagte lønmodtager og selvstændige kan opnå, fx arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, førtidspension, SU og endelig kontanthjælp. Man kan vel dårligt kalde disse ydelser rettigheder, de tilbydes næsten kun via et omfattende kontrolsystemer.
Jeg har eller snart havde den opfattelse at dette rige samfund øgede den enkeltes borgers sociale og samfundsmæssige erkendelse. Som dermed udviklede lovgivningen mod øgede borgerrettigheder. Det ville fx betyde at du altid var sikret en borgerløn. Det ville et intelligent samfund selvfølgelig gøre. Men nej nu kan jeg se at det går den modsatte vej! Jeg tror ikke at der er økonomiske grunde der hindre os i at indføre borgerløn. Jeg tror heller ikke at svaret på vores nuværende krise findes i økonomisk teori. Jeg ser faktisk at økonomiske argumenter i højere grad bruges som et alibi for at bevare en særlig fastholdelse af kapitalinteresser, som de facto kun har gjort de rige rigere. (selv de rigere er begyndt at klage over at lønnen ikke må blive for lav) Og det skaber åbenbart ikke fælles rigdom, at kun rige bliver rigere, det kan selvfølgelig selv den dårligst uddannede økonom regne ud - så ville jo ikke have en økonomisk krise eller hvad? Jeg er 100 % sikker på at vores nuværende kontrolsystem kombineret med en stadig lavere sat individuel ydelse (eller fratagelse fx arbejdsløshedsunderstøttelse og nu kontanthjælp til partner) faktisk hæmmer vores forsatte udvikling mod et intelligent materielt og socialt rigere samfund. Min analyse bygger på følgende:
1. Vi betaler overførsels ydelser der økonomisk nogenlunde ville svare til samme udgift alligevel, de hedder bare noget andet.
2. Vi øger stress og stigmatisering ved nuværende system
3. Vi opretholder et 'kontrolsystem' der i princippet blot skaber omsætning, men ikke øger produktivitet (intelligent vækst)
Så indfør borgerløn. Og tak David for at han oplyste os.

Jens Kofoed, Brian Pietersen og Peter Taitto anbefalede denne kommentar