Adoptionens tid er nu

Kritik af adoptionssystemet udlægges alt for tit som personangreb på adoptanterne. Det banaliserer og nedtoner debatten om de globale strukturer, der ødelægger familielivet for nogle af verdens fattigste

	Hvor tidligere debatter i højere grad fokuserede på at udbedre adoptionssystemets mangler, er det nu transnational adoption som fænomen, der er genstand for problematisering.

Hvor tidligere debatter i højere grad fokuserede på at udbedre adoptionssystemets mangler, er det nu transnational adoption som fænomen, der er genstand for problematisering.

Ben Garvin
6. januar 2014

KRONIK – I sommeren 2012 fik danske medier færten af ulovligt formidlede adoptioner fra Etiopien. Siden da har adoptionsdebatten bølget frem og tilbage, og rammerne for, hvad der kan siges og tænkes om transnational adoption, har ændret sig betragteligt.

At nye forståelser af adoption har vundet udbredelse kommer f.eks. til udtryk i den række af artikler og ledere om adoption, som bl.a. Information har trykt gennem det seneste halvandet år. Mod udgangen af 2013 kunne man således læse en artikel om, at adoptionens tid er forbi (5. december) og en leder (6. december), der argumenterede for, at det ikke længere bør være Den Tredje Verdens byrde at afhjælpe barnløshed i Vesten gennem transnational adoption – et synspunkt, som befandt sig meget langt fra lederplads for to år siden.

Det er ikke fuldstændig nyt, at adoption diskuteres i Danmark. Men den igangværende debat adskiller sig ved at have produceret kritiske positioner, som på mere grundlæggende vis stiller spørgsmål til transnational adoption: Hvilke former for reproduktiv uretfærdighed og global ulighed videreføres med transnational adoption? Og bør transnational adoption overhovedet fortsætte?

Hvor tidligere debatter i højere grad fokuserede på at udbedre adoptionssystemets mangler, er det nu transnational adoption som fænomen, der er genstand for problematisering.

Men selv om præmisserne for, hvordan transnational adoption diskuteres, har forandret sig, er det ikke ensbetydende med, at området nødvendigvis står over for gennemgribende politiske forandringer. Transnational adoption nyder (stadigvæk) bred opbakning blandt alle partier i Folketinget, ligesom adoptionskritiske stemmer møder modstand og afvisning fra mange sider.

Skadelig kritik

Adoptionskritik er selvsagt ikke hævet over kritik, men den afvæbnes ofte gennem logikker, som bør vække eftertanke. Her tænker jeg især på den logik, som tilsiger, at adoptionskritik er skadelig for adopterede, og at den dermed udgør et større problem end de problemstillinger, som den peger på.

Journalist Christina B. Larsens kronik »Nå, der går nok et købebarn« (19. december) er et godt eksempel på dette. Kronikken er et direkte svar på et længere adoptionskritisk interview med den koreansk adopterede forfatter Maja Lee Langvad (10. december), som medierer en strukturel kritik af transnational adoption gennem refleksioner over sine egne erfaringer.

Relevansen af Langvads kritik anfægtes dog af Larsen, der selv har adopteret et barn. Larsen opfatter nemlig kritikken som et forsøg på at påtvinge alle adopterede negative erfaringer, og som medvirkende til at skabe forestillinger om etiopiske adopterede som frastjålede, utilpassede og vrede. Ifølge Larsen er de stigmatiserende effekter så voldsomme, at »mange etiopiske børns største potentielle traume måske [er] den ensidige mediedækning og generalisering, der har været på området«.

Det er indlysende, at kritik kan føre til stigmatisering. Men samtidig må man spørge til konsekvenserne af at udnævne ensidig mediedækning og adoptionskritik til det største potentielle traume for adopterede. For hvad sker der, når kritik af et problemfyldt felt bliver fremstillet som mere skadelig end problemerne selv? Og hvilke (hvis nogen?) muligheder for kritik står herefter tilbage?

At udråbe adoptionskritik som det potentielt største traume bidrager desværre kun til at mindske betydningen af adoptionsfeltets mange kompleksiteter og problemer. Noget, der også afspejles i Larsens egen kronik, som kun kort nævner, at »adoptionsområdet har bidraget med nogle triste aktuelle sager; at området bør undersøges og reguleres; at verdens goder kunne fordeles anderledes«.

I dag er alting meget bedre

Adoptionskritik bliver dog også modgået gennem andre logikker, som at kritikken hører fortiden til, og at kritikerne derfor bør stikke piben ind. Her bliver argumentet, at nutidens adoptanter er anderledes godt klædt på end forgængerne i 1970’erne og 1980’erne. Larsen påpeger således, at det danske samfund er blevet pluraliseret, at der nu findes rådgivning om adoption, og at adoptanter i dag ved »langt mere om tilknytning, omsorgssvigt og kropsterapi«.

Det er svært at være uenig i, at samfundet og forældreskabspraksisser forandrer sig over en 40-årig periode. Men kan disse forandringer virkelig koges sammen til en lineær fortælling om en støt fremadskridende læringskurve, som løser de strukturelle problemer, adoption er udtryk for?

Det er også værd at overveje, hvordan logikken installerer et skel mellem ældre adoptanter, der indirekte fremstilles som fanget i uvidenhed og assimilationsbehov, og yngre adoptanter, der omvendt synes karakteriseret af viden og følelsesmæssige kompetencer. Opdelingen tilfører yngre adoptanter moralsk legitimitet på bekostning af ældre adoptanter, hvis tilsyneladende mangler samtidig bliver til en behændig årsagsforklaring på, hvorfor nogle voksne adopterede i dag ytrer kritik (læs: kritikken må skyldes de ældre adoptanters mangler).

Den personlige fornærmelse

Det er tankevækkende, at nu hvor adoptionskritik endelig bæres af adopterede selv, bliver denne kritik udråbt som både skadelig og forældet. Dertil kommer, at udpegningen af adoptionskritik som stigmatiserende for (især) yngre adopterede lukker muligheden for at forstå netop kritik som et forsøg på at bygge solidaritet mellem generationer af adopterede. I denne logik bliver kritiske adopterede de yngre adopteredes største fjende.

Den strukturelle adoptionskritik er besværlig, og den ligger ikke inde med alle svar. Men de svære dilemmaer, som kritikken adresserer, forsvinder ikke ved, som i Larsens kronik, at blive afvist som »en fornærmelse mod mine og en stor del af mine medadoptanters forældreevner. Mod mine og min mands evner til at tale med vores barn og arbejde med tilknytning, traumer, håb og identitet«.

Når strukturel kritik oversættes som personangreb, nedtones og banaliseres kritikkens rækkevidde. For adoptionskritik er ikke primært et opgør med den enkelte adoptants forældreevne (som kan være fremragende), men derimod med selve forestillingen om, at de globale uligheder, der former livsvilkårene for adopterede og afgiverfamilier, nødvendigvis skal (for)løses i regi af den vestlige adoptionsfamilie.

Brudte fortællinger

Jeg kan af gode grunde ikke tale for andre kritiske adopterede. Men det forekommer mig, at det er et kernepunkt i den aktuelle adoptionskritik at bryde med de fortællinger om transnational adoption, der har formet vores liv som adopterede, og som understøtter en interventionsform, der i meget høj grad er lagt an på at imødekomme et vestligt ønske at adoptere.

Fortællinger som at det er for svært at skabe økonomisk omfordeling og reelle alternativer til adoption, kan og vil nogle af os ikke længere være loyale over for. Det er ikke det samme som illoyalitet over for de mennesker, som har adopteret os. Det er et forsøg på at formulere en strukturel kritik, som på radikal vis efterspørger andre måder at eksistere på – og andre politiske prioriteringer af f.eks. børnevelfærd – end dem, vi allerede kender. På den måde kan man sige, at adoptionens tid netop ikke er forbi. Men at adoptionens tid er nu. Og det er dens urimeligheder, som adoptionskritik udfordrer.

Lene Myong er adjunkt ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet og medlem af Tænketanken Adoption

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Jesper  van der Schaft

Vi skal lytte til hinanden - deraf kan vi lære af hinanden

Det er godt, at vi både har de positive og de negative historier vedrørende adoptioner. Men jeg synes nu det er helt ude i hampen, fordi en sætter en kritisk artikel - det at få problemer, som adopteret - på Adoption og Samfunds facebook-side, så kommer der straks en kommentar, at vi bør huske at sætte fokus alle de lykkelige adoptioner. Det er da ikke de lykkelige adoptioner vi skal sætte fokus på, men hvordan vi formindske og forbedre forholdene for de adopterede, så man for fremtiden undgår færre "ulykkelige" adoptioner, som Masho og Amy - efter min mening.

Det er da det samme, som at man negligerer problemer, hvor plejebørn har problemer med deres plejeforældre. Hvem husker ikke sagen om plejemoderens "anfald" mod sit plejebarn i Odense. Alle reagerede. Selv Odense Kommunes forvaltning måtte reagere og skride ind overfor plejemoderen. Hvis ingen havde reageret, hvad ville der så have været sket med plejebarnet næste gang hans plejemoder fik et anfald mod ham? fordi alle andre sagde, vi gider ikke at reagere, fordi flertallet af forholdene mellem plejeforældre og plejebørn er lykkelige.

Det er da totalt latterligt, fordi flertallet af adoptionerne går godt, så vil man fra Adoption og Samfunds side ikke røre en finger for de "ulykkelige adoptioner". Derfor er det efter mening en rigtig god idé, at vi skal lytte til hinanden - i dette tilfælde både at fortælle om de "lykkelige og ulykkelige" adoptioner - deraf kan vi lære af hinanden! Der er ikke kun en vej, men flere forskellige veje til hvordan vi kan undgå at få flere ulykkelige adoptioner. Og en af dem - efter min mening - er at de, som har haft en ulykkelige opvækst som adopteret, kan fortælle om det, uden at andre peger fingrer af dem, der tør at fortælle deres historie.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, adopteret

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maiken Thomsen

Lene Myong, du har så mange gode pointer i denne artikel, og selvfølgeligt er det dybt malplaceret, at en adoptant postulerer at adoptionskritik skulle være mere skadeligt for adoptivbørn, end selve de årsager der har resulteret i adoptionen... !

Jeg er selv adopteret, og ja; vi voksne adopteredes stemmer skyldes voressolidaritetsfølelse over for de yngre generationer af adoptivbørn...
Desværre er visse adoptivforældre helt uforstående over for dette, og ser os som trusler imod fortidens idyllisering af transnationale adoptioner. At man som adoptant sidestiller sine egne problemer med adoptionskritisk med barnets perspektiv, gør at jeg desværre ser to modsatrettede aktører der ønsker at kæmpe for adoptivbørnenes tarv...
Og man kan så spørge sig selv, hvem der reelt tænker på børnenes tarv; de adoptivforældre der udtaler sig som i artiklen: "Der går nok et købebarn", eller de voksne adopterede der kæmper for strukturelle ændringer i adoptionssystemet...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Young Min  Stigsen

En artikel som burde være obligatorisk læse pensum for alle dem som ellers mener de ved "en hulens masse" om det der med adoption, og om at adoptere.
I det mindste er det da et meget prisværdigt forsøg på at løfte debatten op i et perspektiv, og væk fra den der "børne-fornærmede" indstilling man hurtig rammes af når adoptionskritikere - få som de er i antal - tager bladet fra munden.
Kald os bare idealister, - det lever jeg fint med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for margit  johansen

Der er ingen tvivl om at transnational adoption er udtryk for globale strukturelle uligheder, det tror jeg faktisk ikke, der er ret mange i adoptionsmiljøet, som er uenige i. Men Lene Myong som argumenterer for ophør af transnational adoption slipper diskussionen, når den bliver konkret og for alvor gør ondt. For selvom Myong kun vil snakke om de globale strukturer, så bliver hun nødt til at forholde sig til, hvor ophør af transnational adoption i morgen efterlader de børn, der forlades eller afleveres af deres forældre, fordi de ikke kan forsørge dem. Det er en reel diskussion og en helt central del af diskussionen.
En anden del handler om at sætte den strukturelle globale ulighed i et bredere perspektiv end adoptionens. Her kunne man se på et andet eksempel, som er meget større i omfang nemlig børnearbejdet i mange fattige lande. Noget som er med til bla. at sikre os, i den rige del af verden, billige tæpper, chokolade, kaffe, tøj, sko m.m.. Men at kræve, at det ophører fra den ene dag til den anden er urealistisk og vil efterlade mange familier i helt ufattelig fattigdom. Første skridt er at arbejde for ordentlige forhold for børnene, f.eks. at det er rimelig løn de får, at de ikke udsættes for giftige stoffer, at de får lov til at gå i skole, at børnene skal have en vis alder osv. osv. Andet eller tredie skridt kan så være helt at afskaffe børnearbejde. Afsættet for at gøre noget ved den strukturelle globale ulighed handler for mig at se ikke væsentligt om transnational adoption. For mig handler det om at gøre noget ved en verdensorden, hvor forældre f.eks. ser sig nødsaget til at sælge deres børn til prostitution eller andet, som tvinger andre forældre til at sætte deres børn på toget til millionbyerne, hvor de må klare sig selv på gaden. Lene Myong skylder at sige langt mere om, hvordan de globale strukturelle forhold skal ændres, så livet bliver bedre for fattige familier i store dele af verden, så forældrene kan forsørge deres børn, så børnedødeligheden falder drastisk, så børneprostitution og børnearbejde erstattes af skolegang og børneliv, og så transnational adoption ikke længere er relevante. Hvordan vil du nå derhen Myong, se der bliver diskussionen for alvor interessant, relevant og reel i det bredere persepktiv, som transnational adoption er en del af.

Margit Johansen, adoptant

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maiken Thomsen

Margit Johansen, jeg oplever med dit indlæg endnu en adoptant der forsøger at flytte fokus væk fra selve adoptionsdebatten.

Adoption er - og burde ikke være - lig med et velgørenhedsprojekt; men det fornemmer jeg, med dit skriv, er din holdning til dét at adoptere børn...

Lene Myong er adoptionsforsker, og hun italesætter de problemer i transnational adoption, som hun ser med den viden hun har på det område. Det er selvfølgeligt altid en god idé at have en pakkeløsning klar når man retter kritik imod nogen/noget, men transnational adoption er så omfattende og så uigennemskueligt område, at dét at definere problemerne må være halvdelen af løsningen...
Hvilket jo er dette Lene Myong gør et godt forsøg på i sin kronik.

Forskere definerer problemområderne, og så må arbejdsgangen at være, at politikere og diverse myndigheder forholder sig til de mulige løsninger på resultatet af forskningen...

I øvrigt er du, som adoptant, Margit, ikke fritaget for at komme med forslag, til løsninger på de globale strukturelle uligheder i transnational adoption.
Jeg går udfra at du også ønsker forbedringer, eftersom du konkluderer at næsten alle i adoptionsmiljøet erkender disse strukturelle uligheder...

Ellers er der masser af forslag i adoptionsdebatten blandt voksne adopterede, nogle af dem er:

Præventionskampagner i afgiverlandene.

Sikre at der altid foreligger samtykke til adoption fra de oprindelige forældre, inden deres barn bliver bortadopteret.

Sikre at de oprindelige forældre reelt forstår hvad de skriver under på, når de under en midlertidig krise anbringer deres børn på et børnehjem, eller bliver opsøgt af en børnehøster.

Arbejde for at sikre de enlige mødre mere social og økonomisk støtte i afgiverlandet.

Arbejde for at landene ændrer deres sociale stigmatisering af enlige mødre og deres børn.

I stedet for at adoptere andre menneskers børn kunne adoptanter, og andre, vælge at støtte børn og forældre i afgiverlandet.

Sikre at barnets øvrige biologiske familie altid får oplyst hvis barnet står til bortadoption, mange børn hvis forældre ikke kan tage sig af dem har andre familiemedlemmer der kan og vil tage sig af dem, men myndighederne i afgiverlandene gør ikke nogen særlig indsats for at kontakte barnets øvrige familie.

Altid sørge for at undersøge alle muligheder for at barnet kan adopteres eller komme i plejefamilie i afgiverlandet.

Oprette og udbedre børnebyer i afgiverlandene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for margit  johansen

Nej jeg betragter bestemt ikke adoption som en godgørende gerning Maiken - adoption er en måde at få et barn på. Og der er bestemt meget som kan og skal gøres anderledes i adoptionsprocessen. Noget af det du skriver sker faktisk i nogle afgiverlande, samtidig er en del adopterede hittebørn, hvilket umuliggøre andet af det, du skriver Maiken. Og så er jeg ikke sikker på, at det at blive i fødelandet entydigt er bedst (ligesom jeg ikke syntes, det entydigt er bedst for flygtninge, at blive i nærområderne). Andet af det, du foreslår Maiken. arbejdes der for i udviklingsstøtten i dag osv. osv Jeg syntes billedet er noget mere nuanceret end som så, både ift. afgiverlande, ift. os adoptanter og ift. konteksten omkring adoption. Men når man argumentere for at transnational adoption skal ophøre og som Myong ikke mener, at argumenter om at økonomiske strukturer er svære at ændre er holdbare, så er det vældig interessant, i hvert fald for mig, at høre om hurtigere og lettere veje at gå. Ikke mindst fordi millioner af mennesker i hele verden lever i fattigdom pga. den urimelige ulige økonomiske fordeling på verdensplan, og indtil nu er det kun gået for langsomt. Det ved jeg gennem mange år, at have brugt rigtig meget tid på at understøtte processer og tiltag, der kan ændre den skæve, globale ressourcefordeling. Og der forsøger jeg såmænd bare at skubbe et breddere perspektiv end adoption ind i debatten, når vi er på det strukturelle niveau. Ikke fordi adoptionsproblematikken er irrelevant, men fordi jeg syntes verden er større og savner at kritikken ift. det strukturelle niveau kobles med de andre udtryk for det samme problem, at millioner af fattige forældre ikke kan forsørge deres børn. Jeg savner adoptionskritikkerne i den breddere debat om den strukturelle verdensorden, ligesom jeg f.eks. savner Adoption og Samfund i den breddere debat om racisme. Adopterede og adoptanter er en del af en større verden, og uanset om vi er forskere, forfattere eller noget helt andet, så syntes jeg, vi må bruge vores viden og erfaring i et breddere perspektiv end blot vores eget, selvom det ofte er stedet det starter.

.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maiken Thomsen

Det lyder meget godt det du skriver Margit, men når det nu er adoption der er i fokus, hvorfor så ikke holde fokus på dette område. Adoptiondebatten breder sig jo netop helt derud, hvor vi voksne adopterede tænker på de oprindelige forældres daværende og nuværende vilkår, og hvor der lægges alternativer til adoption på bordet.
Fx. som nævnt i mit forrige indlæg.

Jeg ser heller ikke at Lene Myong skriver at det er nemt at ændre sociale strukturer, men at det ikke er umuligt.

Man skal også huske på, at flere og flere voksne adopterede der er blevet opgivet som hittebørn, på papiret, ofte viser sig at have levende forældre i afgiverlandet. Nogle gange kræver det bare at rejse til afgiverlandet og fx. anmode om at få udleveret barnets originale papirer, eller at opsøge det børnehjem barnet har været på, for at finde ud af at barnets danske adoptionspapirer er forfalskede...

Derudover skal man også huske, at også børn med kun en levende forælder bliver betegnet som forældreløs, hvilket giver et misvisende grundlag for at oplyse om de reelt forældreløse børn...

Jeg mener, at jo mere koncentreret man tager udgangspunkt i emnet transnational adoption, jo hurtigere vil der ske ændringer på området der også inddrager ændringer på andre områder...

Jeg tror at Lene Myongs fokus vedrørende strukturelle ændringer i adoptionssystemet, også indbefatter det faktum at der bliver flere og flere barnløse i Vesten, hvor efterspørgslen efter børn sætter fattige forældre i afgiverlandene i en meget sårbar position, hvis de oplever en midlertidig økonomisk krise...
Så den strukturelle ulighed drejer sig også om, at man som hvid barnløs kan udnytte de fattige forældres vilkår til at skaffe sig et barn på deres og barnets bekostning... Man kunne i stedet vælge at støtte forældre og børn økonomisk i afgiverlandet, så børn og forældre kan blive sammen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helle Degnbol

Jeg var glad for at læse og ville nødig have undværet Christina B. Larsens kronik. Den er så tilmed - stykke for stykke - udgangspunkt eller trædesten for denne kronik af Lene Myong. Jeg er hverken adopteret eller adoptant, men jeg kan sagtens forstå, at der er mange forpinte og fortrykte følelser. Det er utrolig godt, at der lukkes op for indestængte følelser og tænkes konstruktive tanker. Men udelukker "strukturel kritik", at vi lytter til de mange forskellige stemmer? Det håber jeg ikke! Venlig hilsen -

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maiken Thomsen

Helle, jeg mener alle stemmer er velkomne, men når ens kritik går på at adoptionskritikken i sig selv er mere traumatisk for et adoptivbarn, end selve de årsager der førte til at barnet blev bortadopteret, så ser jeg kun en adoptivmor der tillægger sit adoptivbarn det ubehag hun selv føler ved adoptionskritikken...

Desuden postulerer Christina B. Larsen at mange adoptivbørn er blevet efterladt som hittebørn, men nævner intet om at disse "hittebørns" papirer ofte er forfalskede, og at mange af disse børn har levende forældre i hjemlandet, der ikke bare har efterladt deres børn...

Rigtigt mange børn verden over lever på gaden, men det er ikke disse børn adoptivforældre vil have. Både fordi de som oftest er over fem år, og fordi de har kontakt til deres forældre, og derfor ikke er adopterbare.

Langt de fleste små børn på tre år og derunder, der er sunde og raske, er ikke forældreløse, og forældrene har sjældent ønske om at bortadoptere dem. Så hvor kommer alle disse små adoptivbørn så fra, der bortadopteres hver dag til fjerne lande...? Ved den danske befolkning at børn i hobetal stjæles og franarres deres oprindelige forældre, fordi de børn der er efterspørgsel på blandt adoptanter, er små, sunde og raske børn, og ikke de børn der reelt har behov for at blive adopteret..?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maiken Thomsen

Dette er en artikel der måske kan give bedre forståelse for den stadigt stigende adoptionskritik, en artikel jeg mener alle med interesse for adoption burde læse:

http://www.foreignpolicy.com/articles/2008/10/15/the_lie_we_love#sthash....

"In the United States, a motive beyond demography is the notion that international adoption is somehow "safer" -- more predictable and more likely to end in success -- than many domestic adoptions, where there's an outsized fear of a birth mother's last-minute change of heart. Add an ocean of distance, and the idea that needy children abound in poor countries, and that risk seems to disappear.

But international adoptions are no less risky; they're simply less regulated. Just as companies outsource industry to countries with lax labor laws and low wages, adoptions have moved to states with few laws about the process. Poor, illiterate birthparents in the developing world simply have fewer protections than their counterparts in the United States, especially in countries where human trafficking and corruption are rampant. And too often, these imbalances are overlooked on the adopting end. After all, one country after another has continued to supply what adoptive parents want most.

In reality, there are very few young, healthy orphans available for adoption around the world. Orphans are rarely healthy babies; healthy babies are rarely orphaned. "It’s not really true," says Alexandra Yuster, a senior advisor on child protection with UNICEF, "that there are large numbers of infants with no homes who either will be in institutions or who need intercountry adoption."

That assertion runs counter to the story line that has long been marketed to Americans and other Westerners, who have been trained by images of destitution in developing countries and the seemingly endless flow of daughters from China to believe that millions of orphaned babies around the world desperately need homes. UNICEF itself is partly responsible for this erroneous assumption. The organization’s statistics on orphans and institutionalized children are widely quoted to justify the need for international adoption. In 2006, UNICEF reported an estimated 132 million orphans in sub-Saharan Africa, Asia, Latin America, and the Caribbean. But the organization's definition of "orphan" includes children who have lost just one parent, either to desertion or death. Just 10 percent of the total -- 13 million children -- have lost both parents, and most of these live with extended family. They are also older: By UNICEF's own estimate, 95 percent of orphans are older than 5. In other words, UNICEF's "millions of orphans" are not healthy babies doomed to institutional misery unless Westerners adopt and save them. Rather, they are mostly older children living with extended families who need financial support".

- See more at: http://www.foreignpolicy.com/articles/2008/10/15/the_lie_we_love#sthash....

anbefalede denne kommentar