Læserbrev

Afliv myten om velfærdsturister

18. januar 2014

Lige nu skaber nogle EU-domme om ligebehandling af EU-borgere usikkerhed, opretholdelsen af den danske skattefinansierede velfærdsmodel: Hvem har ret til hvilke ydelser og hvornår?

Venstre og Dansk Folkeparti kører ren populistisk skræmmekampagne, hvor der gives indtryk af, at østeuropæere kommer hertil for at nasse ydelser. Dansk Folkeparti vil bare lukke for det åbne EU, men hvad vil Venstre?

Der er et behov for at analysere området nærmere, og for at aflive myter. Vi skal følge udviklingen for at holde øje med misbrug, men også med uhensigtsmæssig brug af velfærdsydelser. SF støtter arbejdskraftens frie bevægelighed. Det skaber vækst og arbejdspladser i Danmark, og masser af danskere har fordel af den, når de rejser ud. Men vi skal hele tiden være opmærksomme på, om og hvor den kan true det danske skattebaserede velfærdssystem. For SF handler det ikke om velfærdsturisme.

Der er ikke grundlag for at påstå, at masser af EU-borgere rejser til Danmark alene for at få adgang til velfærdsydelser. Det træk på velfærdsydelserne, vi har set, er oftest uplanlagt. Nogle af dem, der er kommet hertil for at arbejde, og ufrivilligt mister deres job, bliver her længere på grund af de høje ydelser. Selv om det ikke er et økonomisk problem lige nu, er der et principielt spørgsmål om rimelighed.

Det andet og helt reelle problem er, at udlændinge lokkes til Danmark af grådige arbejdsgivere, som udnytter billig arbejdskraft.

Fokuser på social dumping

Alt for mange arbejdsgivere udbetaler for lav løn til især østarbejderne. Det er ikke ulovligt i Danmark, fordi vi ikke har lovbestemte mindstelønninger. Nogle arbejdsgivere misbruger tilmed det danske velfærdssystem ved at få børnepenge til at fremstå som en slags tillæg til de lave lønninger. Det er den slags social dumping, vi skal have fokus på.

Hvorfor er ingen af de problemer med i Venstres besynderlige skræmmekampagne? Da Venstre hævder, at stå vagt om den frie bevægelighed, er det nærliggende at tro, at partiet faktisk vil afvikle det skattefinansierede velfærdssystem i Danmark og i stedet indføre et forsikringsbaseret system i lighed med, hvad man har i andre EU-lande.

Hvis det er tilfældet, giver deres kampagne mening. Men så er der til gengæld al grund til at komme på barrikaderne for alle os, der er stolte af vores almene velfærd.

Margrete Auken (SF) medlem af Europa-Parlamentet og Lisbeth Bech Poulsen (SF) politisk ordfører

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu