Barnet i systemets tjeneste

Måleiveren forplanter sig fra skolen ned i vuggestuen og videre til forældrene. Nogle steder bliver de ligefrem bedt om at vurdere deres børn efter kontrolskemaer. Resultatet er en begyndende udhulning af forældrerollen og børn, der styres af en ydre kontrol i stedet for at udvikle en indre målestok
Børn i Struer lærer at læse. En beregning viser, at et års tidligere skolegang vil forbedre eleverne markant i Pisa-målinger. Men målinger bunder i kontrolhensyn og handler om systemets opretholdelse.

Børn i Struer lærer at læse. En beregning viser, at et års tidligere skolegang vil forbedre eleverne markant i Pisa-målinger. Men målinger bunder i kontrolhensyn og handler om systemets opretholdelse.

Johan Gadegaard
15. januar 2014

KRONIK – Vi måler og tester børn som aldrig før, og vi gør det i dag helt ned i vuggestuealderen. Fra nimånedersalderen bliver børn vurderet af pædagoger på en række kompetencer som f.eks. sprog, opmærksomhed, motorik og sociale færdigheder. Denne færdighedsmåling fortsætter ind i børnehaven og skolen og videre i ungdomsuddannelserne. Og den intensiveres. Børn tæppebombes med tætte evalueringer: Pædagoger oplyser, at de i årene inden skolestart når op på at svare på 6-700 spørgsmål om det enkelte barns forskellige færdigheder.

Og som om det ikke var nok, så inddrages også forældrene til de helt små børn i testning og måling. Der er kommuner, hvor forældre i mødet med vuggestuen bliver præsenteret for dens vurdering af barnet som oplæg til samtalen. Der er også institutioner, der ligefrem beder forældrene om at foretage en vurdering af deres eget barn ud fra et skema, de får udleveret.

Er der noget galt i det, vil en og anden måske tænke? Er det ikke fint, at pædagoger og forældre danner sig et præcist indtryk af barnet, så de bliver klar over, hvor der måske er problemer, og hvor de skal sætte ind? Et hurtigt svar på det spørgsmål kan godt være bekræftende. Både forældre og pædagoger har altid søgt at danne sig et pålideligt indtryk af børn og deres færdigheder. Men denne brede iagttagelse er i dag på vej til at blive erstattet af eksakt måling/vurdering baseret på enten tests eller en uhyre detaljeret iagttagelse med tilhørende registreringsskema. Og vel at mærke en observation og testning af alle børn.

Det er her, vandene skilles. Det er også her, jeg – sammen med mange andre – mener, der er grund til kritisk at overveje, hvad det er, vi er i gang med. Og måske nå frem til, hvad vi skulle gøre i stedet for.

Kontrol fra top til bund

Hvorfor er det kommet så vidt, at vi i dag måler og ’vejer’ børn som aldrig før? Svaret er, at vi i dag har en skole, der er ved at blive totalt mål- og resultatstyret, og hvor kontrol og målaflæselighed er af kæmpebetydning. Men kravet om målstyring og dokumentation siver ned i børnehaven og vuggestuen. I skolen er det resultaterne i prøver og evalueringer, PISA og andre tests – i daginstitutionen må det foregå på en anden måde. Men måles skal der, ellers mister selve styringen sit grundlag, den famler i blinde.

Derfor er selve trenden med måling og observation af selv helt små børn dybt indlejret i en tænkning, der er knyttet til New Public Management. Det er der meget andet, der er i Danmark i disse år – derfor ser vi samme træk fra den håndholdte computer i hjemmehjælpen til aktiveringen af de arbejdsløse og til arbejdstidsreglerne for lærerne. Og helt aktuelt videre til Undervisningsministeriets seneste reformpakke om folkeskolen, der i disse dage er til høring. Den skal sikre kontrollen fra top til bund.

Det hele skal styres ud fra klare nyttehensyn og være gennemkontrolleret fra først til sidst. Det er konkurrencestaten ført ud i praksis – og ned i børnehøjde. Vi er nået til stadiet for den kontinuerlige måling.

Målingen og den tætte observation bunder i kontrolhensyn, der igen er dikteret af det system, der giver det mening. Og den handler om systemets opretholdelse. Her ligger menneskesynet og rationaliteten, derfor kan det være lidt paradoksalt at argumentere for en anden opfattelse med ord om barnets ret til barndom, leg og fri udfoldelse. Det preller totalt af på systemfolkene, de har styr på virkeligheden. Folk med en anden opfattelse kaldes romantikere.

Barnet som redskab

Jeg tror – igen uden unødig dramatisering – at vi ser fremvæksten af en forestilling om det målbare barn. Det er et syn på barnet som et blot og bart redskab i vores hænder, hvor afvigelser fra den standardiserede udvikling skal observeres og rettes til – jo før desto bedre. Alt sammen ud fra en erklæret tro på, at det er til barnets og samfundets bedste.

Testning og måling er et virksomt middel til en sådan formning af barnet, fordi målekriterierne bliver styrende for det, vi foretager os med barnet. Vi indretter vores påvirkning, undervisning og opdragelse efter det, barnet skal vurderes ud fra. Vi træner færdighederne, vi indøver svarene, vi lærer børn at se efter noget bestemt: Det, der ligger i vores styrings- og målfelt. Målingen og dens tal bliver vores perspektiv.

Når denne skabelon også forsøges placeret hos forældrene, er vi fremme ved, hvad jeg vil opfatte som en begyndende udhuling af selve forældrerollen. Og det hos pressede forældre, der er bekymrede for deres egen rolle og ængstelige for deres børns fremtid. Her kommer hjælpen fra skemaer og eksperter måske som noget af en gave. Forældrerollen får et konkret input: Mål og vurdér dit barn og hjælp os til sammen at gøre barnet parat til børnehaven, skolen, uddannelserne, arbejdsmarkedet. Til det, vi mener, er det gode liv. Prisen er til at få øje på. Den er en udvikling af ydre-kontrollerede børn. Og børn og unge, der er småstressede og risikerer at miste motivationen, f.eks. til uddannelse.

Indre målestok

Hvad er alternativet til det målbare barn? Mit svar er udviklingen af børn, der har en indre målestok i stedet for en ydre. Eller for at blive i kontrolsproget: Det er udviklingen af børn med selv-kontrol. Undersøgelse efter undersøgelse dokumenterer, at børn med høj selvkontrol får et langt bedre liv end børn med lav selvkontrol. Og det er undersøgelser, det har fulgt børnene op gennem barndommen, ind i ungdomstiden og op i voksenalderen. Fra den næsten klassiske marshmallow-undersøgelse af Walter Mischel i 1960’erne til en ny undersøgelser fra New Zealand, der fulgte undersøgelsesgruppen fra fødslen og indtil 32-årsalderen. De peger alle i samme retning. Børn med selvkontrol, vedholdenhed, evne til fokus og robusthed har optimale muligheder for at holde sig fri af risikofaktorer og få uddannelse samt indhold i livet.

Den synsvinkel på børns udvikling er kaldt karakterhypotesen. Men hvordan styrker man børns karakter i opdragelse, daginstitution og skole? Det korte svar er at lægge vægten på processen, barnet er i – frem for det målbare resultat. Altså at involvere sig i måden barnet arbejder med matematikopgaven, knokler løs med en stileopgave, skræller kartofler, øver sig på guitaren – eller for den fireåriges vedkommende slider med at få dukkevognen op af trappen. Det er i processen, barnet skal overtage ansvaret. Det er her, det vedholdende udvikles, og det sker ved at hjælpe barnet med at blive bevidst om, hvordan det arbejder. Det vil sige, hvordan noget er lykkedes eller gået galt, hvor der ligger nye muligheder i processen, og hvordan man kan få noget til at lykkes ved at holde ud og turde gøre det. Ikke ved at den voksne ideligt roser, men ved at voksne er deltagende. Karakterdannelse er tæt knyttet til et trygt miljø, hvor barnet hjælpes på vej til at finde sine egne muligheder i sine samspil med omverdenen. Og får mod til at overvinde vanskelighederne.

Jo, indrømmet: Diskussionen om testning og måling kan skrues højt op. Og det skal den også, for det virkelig sørgelige er, at systemtænkningens vægt på ydre målbar kontrol kommer til at skygge for den altdominerende udfordring, der ligger i vores tidsperiode. Den er forbundet med at udvikle en indre målestok hos børn.

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus, dr.phil.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Geert Gissing

Fra ydre til indre, fra mål til proces. Det er et spil på velkendte dikotomier. Jeg syntes egentlig ikke at jeg kan se den store forskel, mellem det 'systemet' vil, og det du vil. Du minder mig lidt om Roussau overfor Kant.
Problemet er vel lidt at samfundet hviler på nogle værdier som ikke er særligt menneskelige, men meget nytteorienterede. Og så kan det være lige meget om man starter indefra eller udefra. Jeg forventer i hvertfald ikke et uberørt 'menneske' underneden alle de ydre påvirkninger. Det må være værdierne vi skal diskutere. Ikke

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Helth

Målinger og test af børnene synes at udspringe af de voksnes utryghed, manglende tro på sig selv "er jeg god nok". Det er management og ikke ledelse. Management forekommer så nemt "jeg giver ordrer og I adlyder". Ledelse arbejder vi alle sammen.
Med gode målinger og eksamener kan de vokse "managers" stå frem og sige "se jeg er bedre end de fleste". Barnets udvikling og eget liv bliver den voksnes succes eller fejl.
Hvad med om barnet lærer at kende sig selv og får modet til at bruge det?

I voksenlivet er det meget ofte de utilpassede som skaber nye tiltag og værdier, ikke dem som kun kan gentage det historiske og ikke tør at gøre noget anderledes, at turde tro på sig selv.

Brugerbillede for Torben  Knudsen

For at tilvejebringe en vis såkaldt ligestilling læs for at skaffe arbejdskraft, så de 5%, der samler værdierne, som de 95% skaber, kunne samle flere værdier, skulle mor på arbejdsmarkedet.
Vi valgte så en model hvor børnene blev indsatte i institutioner kort tid efter fødslen.
Vi ofrede bl.a den frihed børnene havde fra de kunne gå stort set, nemlig friheden til at omgås andre børn i kvarteret helt uden indblanding af forældre og pædagoer!!
Så ved jeg godt, at der er forskel på kvarterer!
Men spørg dem, der endnu kan huske hvordan det var at komme f.eks fra skole, smide skoletasken og komme forrevet og træt hjem til spisetid, men kun jævnaldrene som kontakt.
Vi fængsler nu børnene i mere elle rmindre lukkede lokaler i 14 år.
Tror fanden at naturen står tom, kvarterene er tomme, skovene er tomme og de der arbejder for verdens bedste skole er i centrum.
De der arbejder for verdens bedste opvækst forældrene er gjort tavse idet de tror på dette 'fængslende' system så de kan komme afsted til deres 40-50 timers arbejdsuge.
Hvorfor egentlig få børn?

Brugerbillede for Lars Kristensen

Vi mennesker har i årtusinder fået tudet ørerne fulde af, at vi skal stå til rådighed for øvrigheden (læs: arbejdsmarkedet).

Hele tiden har der været mennesker der bare ville stå til rådighed for sig selv, uden at andre stod til rådighed for dem . Når der så blev behov for at vedkommende skulle være til rådighed for mennesker der menneskeligt havde behov herfor, da troppede de om med de hjælpende hænder de kunne magte at hjælpe med.

I dagens Danmark er det nærmest en samfundsforbrydelse at stå til rådighed for sig selv, ved at man eksempelvis dyrkede sin egen føde, uden at det koster penge og at man derved ikke betaler skat til fællesskabet.

Der er blevet sagt, at vort samfunds fællesskab ikke kan fungere uden at vi alle betaler skat.

Hvorfor skal man betale skat?

Man kunne jo lige så godt betale skal ved arbejdskraft. Man betalte skat ved at udføre et stykke samfundsarbejde. Mange der har overførselsindkomst kunne i stedet for at betale skat, udføre et samfundsnyttigt arbejde og på den måde - på moderne vis - være tilknyttet arbejdsmarkedet.

Vi skal til at lære, at det arbejde der udføres, om så det er et rengøringsarbejde, kloakarbejde, gadefejerarbejde eller lign., så er de lige så vigtige, om ikke langt mere vigtige end computerprogramørens, bankdirektørens, statsministerens og Dronningens arbejde.

Faktisk skulle rengøringsarbejderen og kloakarbejderen have en løn der er større end bankdirektørens, for gør de ikke deres arbejde kommer vi til at gå i skidt og lort til halsen, så hvorfor er deres lønninger ikke større end bankdirektørens?

Et arbejde der kræver matematisk og sproglig kunnen er ikke nødvendigvis vigtigere end håndens arbejde med en gulvskrubbe og rengøringsklud eller en kloakrenser, tværtimod.

Det er det de kære eksperter på uddannelsesområdet, skal til at forstå.

Vi er mennesker med forskellige evner og kunnen og den enes evne og kunnen er ikke et hak bedre end andres.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kasper Bentsen

For lidt - eller for meget!

Test - eller ej.

Pædagoger tester!

Det ikke ud fra en ”fejlfinder-kultur”, men ud fra ønsket om at byde det bedste, til det enkelte barn.

Det svarer til at gøre observationer på det enkelte barn – og børneflokken som hele -, hvilket pædagoger gør hver dag!

Der er selvfølgelig forskel på de enkelte test – og deres validitet, hvilket pædagogen er bevidst om – og tager højde for i tilrettelæggelsen/metodebrugen af denne! Og er testen ikke brugbar – kasseres den.

Det er heller ikke sådan at resultatet ”bare” tages for gode varer. Pædagogen er fagligt som sagligt kritisk overfor dette, han eller hun bruger sin sunde fornuft og inddrager sit ”hele” kendskab til barnet – og barnets livssituation som sådan. Det i et samarbejde med forældrene – som regel i form af en forældresamtale omkring barnet – og med kollegaerne.

Test er altså et yderst brugbart værktøj, når disse anvendes rigtigt – og ikke som et eviggyldigt udtryk for, hvad sandheden er.

Den har ingen patent på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin B. Vestergaard

Der er ingen fare for at et test-tyranni overtager vore vuggestuer... det er der ganske enkelt ikke tid til. Der er ofte end ikke tid til at lave tests, der hvor vi, ud fra et fagligt-pædagogisk synspunkt, kunne ønske det.

Men man skal generelt kun teste et barn når der er en grund til det, men der kan være situationer hvor det giver mening at teste alle børn i en gruppe, for eksempel for at se om man nu også er opmærksom på alle børnene. Det er vi jo, når vi bliver spurgt, men det hender jo at når vi så bliver spurgt om noget om et barn, ender med at måtte indrømme ikke at kunne svare på det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Hansen

Og det tåbelige er videre at kontrollen ikke måler virkeligheden. Den måler sin egen forestilling af virkeligheden. Det er det samme problem vi har alle andre steder i samfundet, hvor kontrollen har vundet indpas. Hver gang man indfører kontrol producerer man parallel kompetence i at svare på kontrollens skema. Og her bliver man nødt til at lyve. Se den seneste rapport om politiet, hvor det ene citat efter det andet beskriver, hvordan politiet laver 500 sms om en sag om til 500 sager for at tilfredsstille kontrollen. Og her lyver politiet overfor kontrollen. Så kontrol og løgn følges ad og kan ikke adskilles. Så med indførsel af yderligere kontrol af børn hele vejen ned til vuggestuen betyder ikke kun umenneskeliggørelse af børn gennem kontrollen blik af barnet, men også en kæmpe mænge løgn om børnene og pædagogerne. Dette kan bedst sammenlignes med at slå idiotiske fluer med et ufatteligt tåbeligt smæk.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Al begrebslighed er en model af virkeligheden, der begrænser og indskrænker den intuitive forståelse for at kunne beskrive; men beskrivelsen forholder sig til en historisk begivenhed, noget overstået.
At man igen skal repetere sådanne fuldkommen ukontroversielle almindeligheder i et samfund, der betragter sig selv som oplyst og fremadskridende er rent faktisk skandaløst. Det er udtryk for tankemæssigt sjusk. Kategorifejl!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Nilsson

Nægtede lærerne til mine børn, da de gik i 6. klasse, at lave en såkaldt plan for deres videreuddannelse, planen skulle ligge i kommunes ungdomsvejledning og være baggrunden for en senere skolevejledning.Mine børn skulle ikke tage stilling til evt. uddannelse i 6. klasse. Har i det hele taget altid nægtet lærere og læger bestemme over mine børn i situationer, som jeg klart mente hørte til min myndighedsopgave. Har senere altid sagt min mening til mine chefer, med to fyringer til følge. Hvorfor skriver jeg dette? Selvros ?
Nej, en erkendelse af, at hvis vi skal have et håb om at ændre på de givne problemer, med statslige test i vuggestue, børnehave og skoler, den manglende respekt for faglighed i sundhedsvæsenet og på uddannelsesområder, den åbenlyse disrespekt for borgerne, her det sidste, at kun 47 % af ansøgninger til Borger.dk, går igennem.
Jeg har tidligere skrevet om den håbløse kontrol af ledige på Jobcentrene, de åbenlyse klare lovbrud kommunerne laver overfor deres borgere, i sagsbehandlingen af deres ansøgninger. Eneste vej, er at den enkelte tager magten tilbage og siger nok er nok - og lader det følge med handlinger, gerne civil ulydighed, understøttet af humoristisk sans.

Brugerbillede for Henrik Danstrup

@Inger
"Har senere altid sagt min mening til mine chefer, med to fyringer til følge. Hvorfor skriver jeg dette? Selvros ? " ---- hvorfor skulle du rose dig selv for sådanne handlinger i det hele taget ? Det er da ikke volsomt attråværdigt..... snarere relativt uklogt, hvis man ikke kan give sin mening tilkende på en måde, så man ikke bliver hældt ud !

Brug af test frigør jo ingen fra sund fornuft, så lur mig om ikke de fleste af de pædagoger og lærere, som udsættes for det her finder en rimelig balance. Jeg vil gerne se den lærer eller pædagog, som ellers udfører sit arbejde fornemt, blive fyret, fordi man ikke helt har levet op til testforventningerne - det er en hoax !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Nilsson

Nu har jeg ikke beskrevet de nærmere omstændighederne omkring mine fyringer, så det må være lidt svært for dig Henrik, sådan på afstand og ikke nærmere oplyst, kalde det uklogt.
Hvis det var så enkelt at tilkendegive sin mening på arbejdspladsen om netop dennes mangler, kan jeg ikke forstå der ikke er flere, der gør det.
Jeg ville egentligt ganske enkelt blot sige, at jeg personligt ikke tror på væsentlige ændringer på de, tilsandede forhold på mange offentlige arbejdspladser, før den enkelte siger stop.

Brugerbillede for Katrine Visby

Det har jo tit været de lidt skæve typer, der ikke rigtig kunne tilpasse sig skolesystemet, der har bidraget med noget genialt og banebrydende.
Men systemet fremelsker ikke ligefrem at finde det originale frem i sig selv. Det er der ikke plads til i skolesystemet.
Det er mit indtryk at det er en usikkerhed, der gør at "eksperterne" syntes at det er godt at teste og kontrollere børn. For de skal jo blive så "dygtige" og klare sig i konkurrencen.

I det komplekse og hurtigt forandrende samfund vi har idag, tror jeg det er vigtigere end nogensinde at have evnen til at bruge mavefornemmelsen, og lære at bruge sin intuition bedre. Frem for at skulle tænke sig til alting.
Det er jo så også det forfatteren nævner om at blive indre-styret istedet for at følge ydre kontrol.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Danstrup

@Inger
Jo, men hvorfor så nævne det ??
Jeg ser det ikke som nogen heltegerning at miste sit job, fordi man selv tror, at det er for at sige sin mening.
Hvem siger i øvrigt, at det ikke er nemt at sige sin mening ? Det kræver dog nosser m/k og man skal være parat til at tage imod bagefter.........det er et narrativ, at arbejdsgivere sådan for godtbefindende hælder gode medarbejdere ud, fordi de siger deres mening, men det er en dejlig bekvem undskyldning :o)
Jeg er i øvrigt helt enig, at det er den enkeltes ansvar at afgøre, hvad man vil stå model til, så man må tage konsekvensen uden at tude, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet - også selvom det er offentligt :o)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

Set ud fra min optik, er der forskellige diskurser man man vælge at diskuterer problematikken ud fra.
Der er den, at vi ikke ønsker og ligge i den tunge ende af en test, fordi det giver (i nogens øjne), et skidt billed af Danmark og den danske skolemodel. En intention om at ændre en skolemodel ud fra et økonomisk perspektiv (en skjult dagsorden), eller ville det bedste for vores børn og den udvikling - dannelse - læring og erfaring, som de skal bruge nu og fremadrettet.

Hvis vi vælger at sætte fokus på det sidste, så er test, prøver og måling af børns kompetencer, ikke måden hvorpå vi kommer opad Pisa-listen. Jo en test, prøver osv, siger noget om hvor barnet er lige nu, (et øjebliksbillede), men vi er nød til at forholde os til de ydre faktor der spiller ind, når vi måle, vurderer, teste børn

Fx. Er barnet udhvilet, trives barnet eller ej, er der en god eller dårlig stemning i institutionen, er der et god samspil mellem barn - voksen og barn -barn, hvordan er relationerne til familien, er der en god balance i familien, er pædagogerne klædt godt nok på, til at kunne løfte opgaven, er der tid/ressourcer i institutionen er forældrene klædt på til at kunne teste deres barn, og vil deres svar ikke være "farvet" af deres relation med deres egen barn,....
Tester vi for barnets skyld eller for en god placering i en Pisa undersøgelse?

En metaforisk tilgang til debatten: BARE FORDI EN SVINEAVLER VEJER HANS SVIN, HVER DAG, BLIVER DE JO IKKE TUNGERE AF DEN GRUND.

Det samme gælder her, bare fordi vi vil teste, måle, vurderer vores børn...styrker og udvikler vi ikke deres kompetencer, med mindre vi får lavet en handleplan på baggrund af vores viden omkring det HELE BARN, og ikke kun ud fra et øjebliksbillede, som en test ville vise.

Et scenario: en dreng har meget svært ved at læse.
Det som jeg vil være optaget af, er IKKE, at han har svært ved at læse, men derimod få afdækket hvorfor det er han har svært ved at læse, være nysgerrig på de faktor, der indvirker på ham og den lærings situation han er i. Får undersøgt de samspil og relationer han er i, trivsel, stemning i hans hverdag og der hvor han færdes..kort de ydre faktor der spiller ind

Her tilsidst, er det set ud fra min optik vigtigt, at vi får en forståelse af hvordan børn, også helt små børn, hvordan de lære, hvordan de igennem samspil med voksne, der har et åbent nærvær og som vil barnet, ud fra de præmisser/kompetencer barnet har, er med udvikler der kompetencer
Vi skal tage udgangspunkt i hvor barnet er, før vi kan være med til at styrke og udvikle dets kompetencer.
Og hele debatten om en tidligere skolestart..prøv lige denne her metafor: ville du sætte tomatplanter i dit drivhus om vinteren, for at de ville få en længere periode, før de blev plukket? Nej vel du vil vente til det var den rigtige tid på året og så plante dem...du vil vel ikke ønske at de skal brække stilken, bare fordi den kom for tidligt afsted.. Det ønsker vi vel hellere ikke for børn...de skal afsted når de er skolemoden, hvilket først kommer, når de har udviklet sig i trygge rammer og deres fundament er solidt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

Set ud fra min optik, er der forskellige diskurser man man vælge at diskuterer problematikken ud fra.
Der er den, at vi ikke ønsker og ligge i den tunge ende af en test, fordi det giver (i nogens øjne), et skidt billed af Danmark og den danske skolemodel. En intention om at ændre en skolemodel ud fra et økonomisk perspektiv (en skjult dagsorden), eller ville det bedste for vores børn og den udvikling - dannelse - læring og erfaring, som de skal bruge nu og fremadrettet.

Hvis vi vælger at sætte fokus på det sidste, så er test, prøver og måling af børns kompetencer, ikke måden hvorpå vi kommer opad Pisa-listen. Jo en test, prøver osv, siger noget om hvor barnet er lige nu, (et øjebliksbillede), men vi er nød til at forholde os til de ydre faktor der spiller ind, når vi måle, vurderer, teste børn

Fx. Er barnet udhvilet, trives barnet eller ej, er der en god eller dårlig stemning i institutionen, er der et god samspil mellem barn - voksen og barn -barn, hvordan er relationerne til familien, er der en god balance i familien, er pædagogerne klædt godt nok på, til at kunne løfte opgaven, er der tid/ressourcer i institutionen er forældrene klædt på til at kunne teste deres barn, og vil deres svar ikke være "farvet" af deres relation med deres egen barn,....
Tester vi for barnets skyld eller for en god placering i en Pisa undersøgelse?

En metaforisk tilgang til debatten: BARE FORDI EN SVINEAVLER VEJER HANS SVIN, HVER DAG, BLIVER DE JO IKKE TUNGERE AF DEN GRUND.

Det samme gælder her, bare fordi vi vil teste, måle, vurderer vores børn...styrker og udvikler vi ikke deres kompetencer, med mindre vi får lavet en handleplan på baggrund af vores viden omkring det HELE BARN, og ikke kun ud fra et øjebliksbillede, som en test ville vise.

Et scenario: en dreng har meget svært ved at læse.
Det som jeg vil være optaget af, er IKKE, at han har svært ved at læse, men derimod få afdækket hvorfor det er han har svært ved at læse, være nysgerrig på de faktor, der indvirker på ham og den lærings situation han er i. Får undersøgt de samspil og relationer han er i, trivsel, stemning i hans hverdag og der hvor han færdes..kort de ydre faktor der spiller ind

Her tilsidst, er det set ud fra min optik vigtigt, at vi får en forståelse af hvordan børn, også helt små børn, hvordan de lære, hvordan de igennem samspil med voksne, der har et åbent nærvær og som vil barnet, ud fra de præmisser/kompetencer barnet har, er med udvikler der kompetencer
Vi skal tage udgangspunkt i hvor barnet er, før vi kan være med til at styrke og udvikle dets kompetencer.
Og hele debatten om en tidligere skolestart..prøv lige denne her metafor: ville du sætte tomatplanter i dit drivhus om vinteren, for at de ville få en længere periode, før de blev plukket? Nej vel du vil vente til det var den rigtige tid på året og så plante dem...du vil vel ikke ønske at de skal brække stilken, bare fordi den kom for tidligt afsted.. Det ønsker vi vel hellere ikke for børn...de skal afsted når de er skolemoden, hvilket først kommer, når de har udviklet sig i trygge rammer og deres fundament er solidt.

anbefalede denne kommentar