Kronik

Boligen, et afsporet velfærdsprojekt

Den danske boligsektor bygger boliger, der ser godt ud på livsstils- og boligprogrammer i TV, men egner sig dårligt til almindelige mennesker. Mange danskere bor i boliger, der har udviklet sig til fejlslagene spekulationsobjekter
Dansk boligbyggeri har tendens til at overse boligbehov, som ikke egner sig til underholdende livsstils- og boligprogrammer i TV. I stedet fokuseres der på overdrevne boligstandarder, som har potentialet til at skabe kriser, skriver dagens kronikør. Foto: Lars Bahl

Dansk boligbyggeri har tendens til at overse boligbehov, som ikke egner sig til underholdende livsstils- og boligprogrammer i TV. I stedet fokuseres der på overdrevne boligstandarder, som har potentialet til at skabe kriser, skriver dagens kronikør. Foto: Lars Bahl

3. januar 2014

Boligbehov er af mange årsager forskellige, men boligbyggeri har det med at målrette sig ensartede boligbehov. Det skyldes for en stor del usammenhængende boligpolitik og manglende fokus på forskelligheder i boligbehov. Dansk boligbyggeri har en høj standard, og dansk boligforbrug målt i m2 og boligudstyr er stort. Det skyldes formentligt, at boligen er central i dansk opfattelse af velfærd, men også at boligbyggeri siden midten af det 20. århundrede ret ensidigt har haft befolkningsgrupper med stigende velstand som målgruppe.

Dansk boligbyggeri har tendens til at overse boligbehov, som ikke egner sig til underholdende livsstils- og boligprogrammer i TV. I stedet fokuseres der på overdrevne boligstandarder, som har potentialet til at skabe kriser.

Boligsektoren er årsag til markante problemer i det danske samfund. Den såkaldte ejerboligboble er af et ekspertudvalg angivet som del af årsagen til de seneste fem års økonomiske krise. Andelsboliger er i nogen udstrækning omdannet til spekulationsobjekter. Og private lejeboliger har givetvis været med til at finansiere bankers uansvarlige udlånspolitik. Imens lægger en lang række almene boligområder hus til samfundsmæssige problemer, der kræver betydelig social indsats. Alt det kunne vi have undgået med en boligpolitik på et veldefineret velfærdsspor med blik for reelle og forskellige boligbehov.

Mangel på alternativer

Sidste halvdel af det 20. århundrede var præget af et veritabelt byggeboom. Ikke mindst i den almene boligsektor, som man forsøgte at frigøre fra sit image som socialt boligbyggeri – hvad der for så vidt var gode grunde til. Unge mennesker, der i 1960’erne søgte en almen bolig, oplevede at blive bedt om at komme igen seks år efter med tre børn, hvis de ville have en bolig. Set i det perspektiv er det forståeligt, at der i 1960’erne skød almene boligprojekter op i den helt store skala under betegnelsen x-planen. Et velkendt en af slagsen var Gellerupplanen, nu kendt som Gellerupparken.

Ideen bag Gellerupplanen var at gøre parcelhuset som boligtype tilgængeligt for flere ved at bygge parcelhusets størrelse, indretning og udstyr ind i etageboligen. Hensigten var at skabe konkurrence til parcelhuset som ejerbolig. Gellerupparken blev landets største almene boligafdeling. Men kun et stenkast derfra opstod landets største sammenhængende parcelhusområde. Skjoldhøjparkens parcelhuse vandt som ejerboliger konkurrencen med Gellerupparken i kraft af skattebegunstigelser og værdistigninger. Gellerupparken fik en beboersammensætning, der stred imod forsøget på at skabe en såkaldt almen beboersammensætning.

Gellerupparken og andre tilsvarende byggerier blev tilflugtssted for mennesker med begrænsede økonomiske muligheder, fordi der ikke var tænkt på dem i udviklingen af boligbyggeriet. Store boligområder bygget til familier med en rimelig arbejdsindtægt blev fattigdomsbeboelser. Det skete i høj grad på grund af mangel på alternativer for mennesker uden den store økonomiske formåen. Store renoveringer i centrale byområder afskaffede slum og boliger af ringe standard, og blev boligerne ikke for dyre for fattige af den grund, så skulle ejerlejlighedsudstykninger nok ændre beboersammensætningen i indre bydele.

Irrationel byplanlægning

Ifølge en ny undersøgelse er 350.000 ejerboliger overbelånte. Og i halvdelen af dem er beboerne teknisk insolvente. Så længe huspriserne steg og skabte friværdier med lånepotentiale, var det ikke noget problem for de fleste at vælge ejerboligen, men nu ser det ud til, at ejerboliger – typisk parcelhuse – i stort omfang er befolket af beboere, som denne hustype slet ikke er beregnet til. Mange danskere bor i boliger, der har udviklet sig til fejlslagene spekulationsobjekter. En skæbne, der også er overgået en del beboere i andelsboliger trods det paradoks, at netop denne boligtype byggede på ideer om det stik modsatte.

Det seneste byggeboom ser ud til at være private udlejningsbyggerier i de større byer. Tanken har formentlig været, at disse boliger i vid udstrækning skulle sælges som ejerlejligheder. I så fald er det en økonomisk nødløsning, at de i stedet bliver udbudt som lejeboliger, der henvender sig til et andet segment end dem med lyst til og mulighed for at investere i en anden form for ejerbolig end parcelhuset.

Det ligner ikke ligefrem et udslag af rationel byplanlægning, at huslejer i private udlejningsboliger mange steder kræver, at beboerne sidder inde med en betragtelig mængde penge. Mellemindkomst er ikke længere nok for at bo i København. Det skyldes ikke kun, at det private udlejningsbyggeri har mulighed for at bygge luksusboliger, men også at der betales i dyre domme for beliggenhed. Og det spiller nok en rolle, at der også er lejere i en international overklasse med boliger flere steder, som sætter pris på nemt at kunne udskifte boliger som et hvilket som helst andet forbrugsgode.

Mere offentlig medfinansiering

En del af den danske befolkning bor i boliger, der egner den dårligt, fordi disse boliger oprindeligt var tiltænkt andre.

Den danske samfundsøkonomi hænger på en boligstandard, der formentligt er tæt på at være verdens bedste, men dermed ikke nødvendigvis den mest velegnede. Reelle og forskellige boligbehov løses ikke nødvendigvis ved mere af det samme – eksempelvis via flere kvadratmeter – eller ved at indrette boligerne bedre til en bestemt målgruppes efterspørgsel.

Det danske boligforbrug skaber sociale og økonomiske problemer for mange beboere, som samfundet er nødt til at forholde sig aktivt til – også ud over allerede eksisterende boligstøtteordninger.

Boligpolitikken er et afsporet velfærdsprojekt med uheldige samfundsøkonomiske konsekvenser i form af krisebobler og uheldige familieøkonomiske konsekvenser såsom uoverskuelig gæld og uheldige sociale konsekvenser for mange danskere.

Vi er nødt til at erkende, at den høje danske boligstandard kræver offentlig medfinansiering ud over den støtte, der allerede bliver alt boligbyggeri i Danmark til del. Herunder er der brug for sanering af ejerboliggælden, der ligner den næste økonomiske krises moder.

Der er behov for at tilpasse og indrette boligmiljøer til faktiske beboere frem for de beboergrupper, boligerne oprindeligt var tiltænkt. Det er ikke alene et spørgsmål om bygningsmæssig renovering, men også om sociale, kulturelle og infrastrukturelle renoveringsprojekter.

Der er behov for en boligpolitik, som gør op med liebhaveriske idealer for nybyggeri og boligrenovering. Denne politik skal ikke alene forholde sig til sociale boligbehov, men også til boligønsker afhængige af livsfaser, økonomisk formåen og familiestrukturer.

Der er faktisk allerede ved at ske noget. Tænk bare på det stærke boligpolitiske fokus på behovet for ungdomsboliger. Almene boligorganisationer er ved at få øjnene op for, at en almen boligmålsætning ikke er mulig uden at bygge og indrette boliger til sociale boligbehov. Et eksempel er opførelsen af en storbylandsby i Aarhus som en ny almen boligafdeling målrettet hjemløse i kombination med haveejere i nærliggende kolonihaveforening og andre med mod på at være med. Men det har her taget en snes år at nå fra ide til handling – og der er boligpolitisk stadig lang vej igen.

Ole Nørgaard Madsen er cand.scient.pol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Svenningsen
  • Vivi Rindom
  • Lars B. Jensen
  • Thomas Krogh
  • Kurt Hansen
  • Torben Kjeldsen
Vibeke Svenningsen, Vivi Rindom, Lars B. Jensen, Thomas Krogh, Kurt Hansen og Torben Kjeldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den nuværende regering har gu’ hjælpe mig ændret på lov om andelsboliger. Vel sagtens i et forsøg på at rette op på Natogeneraldirektørens ugerninger. Som bekendt ændrede den forrige regering radikalt på andelsboliglovgivningen, så det bl.a. blev muligt at optage realkreditforeningslån. Priserne nåede et skyhøjt niveau og den oprindelige andelsbolig tanke blev lagt i graven.

Nu har Regeringen lovgivet således at almindelige markedsmekanismer ikke gælder ved handel med andelsboliger, der er et fiktivt loft på salgspriser. Har du noget godt at sælge kan en evt. køber ikke byde prisen op. Vi er tilbage til: hvem vil gi’ mest for det maleri jeg lader hænge i boligen. Endvidere; set i lyset af (fælles) SWAP lån hos vise andelsboligforeninger, er store dele af dette boligmarkedet totalt håbløst. Ikke en gang benhårde beton anarkister har nogen sinde opnået noget, der bare minder om disse tilstande.

Den forrige regering udtog over en årrække tæt på en milliard kroner af Landsbyggefonden for at lappe på hullerne i Statsfinanserne. En fond der bl.a. skal medfinansiere moderniseringer i den eksisterende almennyttige boligmasse. Dette for at sikre høje standarter og holde huslejestigninger ved en renovering så lave som muligt.

Den forrige regering åbnede op for afdragsfrie lån på den hellige almindelig ejerbolig. Boligboblen sprang og handlen gik næsten helt i stå. Alle kender til følgende af en samtidig herskende uansvarlig griskhed.

Er du spiller på det danske boligmarked, altså almindelig boligbruger, er du underlagt betingelser der betyder: at det kan være forbundet med en enorm stor fordel at være født på en heldig dag.

Jens Falkesgaard, lars abildgaard, Henrik Klausen, Karsten Aaen, Jens Overgaard Bjerre, Rasmus Kongshøj og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Lad os bare sige det som det er. Under 90’erne og 00’ernes boom blev boligerne designet for småborgerlig show off. I forhold til den indlevelse der blev investeret i almindelige menneskers boliger og byer i midten af det 20. århundrede markerer denne designtilgang et foruroligende tilbageskridt. Ikke en gang den skelsættende kulturelle erkendelse af vores dybe miljømæssige udfordringer har sat sig spor i byggeriet ud over hvad der blev krævet af Bygningsreglementet.

I tilbageblik er det svært at begribe, hvordan vi kunne have så mange midler til rådighed, og så bruge dem så tankeløst. Men det er der faktisk en forklaring på. Det var fordi i befandt os i en tilstand af tankeløshed, at disse midler overhovedet stod til vores rådighed.

Bæredygtighedens fordring er så dybtgående, at vi igennem årtier har foretrukket at leve i en tilstand af fortrængning og illusioner. En kultur på flugt fra realiteterne. Vores velstand har været gældsfinansieret i mere end én forstand. Finanskapitalens himmelflugt og alle dens afledte investeringsmuligheder var en dækningsløs check.

Vores opvågnen til realiteterne kan forekomme skræmmende, men der er stor tilfredsstillelse forbundet med at bringe sig i samklang med realiteterne. Og trods påstande om det modsatte bygger vi fortsat solidt og med en gennemgående kvalitet i udførelsen her i Danmark.

Måske lærer vi hen ad vejen at holde af vor tids spekulationsbyggerier, ligesom vi i dag holder af det 19. århundredes spekulationsbyggerier, som præger fx brokvarterene i København.

Måske kan de ved nogle forholdsvis enkle indgreb opgraderes fra det 20. til det 21. århundrede, og således transformeres til rammer for et bysocialt liv fremfor den tomme kælen for ego’et.

Kim Houmøller

Mange af de nyopførte boliger ender allerede som slum om føje år. Ørestaden er et godt eksempel på et enormt pengespild, som er direkte menneskefjendsk.

Jens Kofoed, Peter Taitto, Majbritt Nielsen, Jesper Hansen, Dana Hansen og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar

Ja, lad os bare sige det som det er.
Da staten begyndte med at forstyrre boligmarkedet, startede nedturen.
S førte an og de vil selvfølgelig vanen tro betegne det som opsvinget.

Sandheden er at S m.fl havde og har sociale, materielle ambitioner på folkets vegne. Omfordelingscirkusset startede.
Vækstfilosofien gav støtte til samfundsaktiviteterne - som nu indses at være for meget. Materialismen har spillet fallit.
S har mistet deres trumfkort, gør gode tider bedre, ved at lefle for misundelsen hos alle, som vil være mere end de er.
Misundelse og fråseri er to af de 7 dødssynder - formuleret for 1400 år siden.
Bliver menneskene aldrig klogere !

Om de nyere boliger, belånt langt ud over altankanter er der kun denne kommentar : Folk ligger, som de har redt. Foghs fristelse blev for stor.
Men ingen medlidenhed her.

Michael Kongstad Nielsen

Anders Fogh hadede de almene boliger. Kun Miljøministeriets kratluskere kunne overgå som hadeobjekt. De almene boliger var et rendyrket socialdemokratisk projekt, der satte fællesskab over egoisme, værre kunne det ikke blive. Derfor skulle de slagtes. Også Ritt Bjerregaards "billige boliger" blev slagtet, fra alle kanter løb de ind i modstand, om det så var Danmarks Naturfredningsforening, som fik fredet Kløvermarken. Nå - nu er der heldigvis bedre vilkår for den almene boligsektor, der bygges masser af nyt, og renoveres gammelt.

Men måske skulle man se på de mange tomme boliger på landet.
http://www.sbi.dk/boligforhold/boliger/darlige-boliger-i-landets-yderomr...
Der er tusindvis af tomme boliger ude på landet, som med lidt kreativ tænkning kunne overtages af kommunerne og sælges billigt videre, evt. til boligsociale formål, evt. suppleret med et lille stykke landbrug, og penge til at sætte huset i stand og komme i gang. Også overflødiggjorte driftsbygninger kunne indrettes til boliger, og landsbyerne ville få ny liv og holde brugsen i gang.

Torben Knudsen

Nå man tænker på hvor kort tid siden det er, at vi kom ned fra træerne som den afrikanske abe, er det uhyggeligt at tænke sig, hvorledes racen stadig bor i boliger uegnet for aber og da også mennesker.
Minimum skal alle bo og vokse op i minilandbrug, d.v.s. bolig i max to plan med mindst 3.000 kvm til rådighed.
Uanset udtrykket 'stenalder' så boede stenalderfolket bedre, end de, der bor i sten og beton i dag.

Jens Overgaard Bjerre

De almene boligers husleje er blevet for dyre for mange mennesker. Men strøm, kabelafgift, licens og ekstra varmeregning er der ikke meget tilbage til bage til tøj og sjov. Og menneskefjendske. Man kan ikke foretage sig noget kreativt i disse boliger, som alene er lavet til at reproducere sig til arbejdet: sove, lave mad, skide, vaske (arbejds-) tøj og blive hjernevasket af tv.

Og ved fraflytning kan man i mange tilfælde se sig forgældet af håndværkerudgifterne til istandsættelse. Nogen lejemål opererer med totalistandsættelse, hvad der i virkeligheden er en stavnsbinding. Men det holder gang i fogedforretningerne.

Da den socialdemokratiske borgmester Jens Kramer Mikkelsen solgte de fleste af Københavns kommunes lejeboliger, begik han et moralsk svig mod borgerne og byen. Hvis man ikke har gysser er det svært, eller rettere umuligt, at bo i byen.

Og i mange land-byer er der foruden den lokale antik- og ragelseshandler ikke andet en grill, supermarked og en biograf og en kirke tilbage. Men god artikel. Der er alt for lidt opmærksomhed på danskernes boformer.

Peter Jensen, Jens Falkesgaard, Torben R. Jensen, Kim Houmøller, lars abildgaard, Vivi Rindom, Jesper Hansen, Rasmus Kongshøj, Henrik Klausen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Den ældste boform i Danmark er landsbyen. Man bosatte sig ikke frit ude i det åbne land, man rottede sig sammen og dannede et fællesskab. Med fælles fælled, torv, skov, og mark, som man dyrkede i fællesskab efter rådslagning på tinge. Det ligger dybt i vores gener at have dette fælleskab og kontakt med naturen, erhvervet og hinanden.

Måske skulle man bevare tanken om bosætningens sammenhæng med erhverv og fælleskab. Siden kom handelspladserne, købstæderne, havnene og værfterne, storbyerne med blandet erhverv og kulturscener. Men nederst ligger stadigvæk landsbyen som det suverænt bedste, hvis man ikke bare vil være egoist og eneboer, eller se sin bolig som et slot, en herregård, et gods.

Peter Jensen, Flemming Scheel Andersen, Karsten Aaen og Gorm Ridder-Jensen anbefalede denne kommentar
Gorm Ridder-Jensen

Jeg synes det er mærkeligt, at det overhovedet skal koste penge, at kunne have et tag over hovedet. At bo forudsætter penge, penge forudsætter medvirken i det kapitalistiske system. Det er smart - der må være nogen, der virkelig har regnet den ud.

Om Staten eller det menneskelige fællesskab blot kunne stille boliger til rådighed for unge mennesker, der flytter hjemmefra, da ville mange have et nemmere og ikke mindst bedre liv.

Peter Jensen, Søren Roepstorff, Jens Falkesgaard, lars abildgaard, Jesper Hansen, Jens Overgaard Bjerre, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Henrik Klausen

Fin artikel, men at en anden boligpolitik kunne have forhindret en boligboble skabt gennem finanspolitik må forfatteren længere ud på landet med...

Kunne man ikke forestille sig at begrebet 'ghetto', blev målt med andre parameter, således man fremadrettet kunne undgå at begrebet iklædes/tager sin nuværende definition. Jeg tænker at nyere beboelsesområder i københavn som f.eks, Islands Brygge, Tuborg Havn, omkring fisketorvet(kbh V). Hvor man måske med fordel ved en anden definition kunne have kommet det rimlig ensformig eller ikke eksisterende bymiljø/forretningsliv, i forekøbet. Begrebet ligger jo latent i et hvert boligområde med tæt bebyggelse. Så hvorfor rulle den røde løber ud i projekteringen?

Michael Kongstad Nielsen

Jo, ghettoer findes overalt. København Ø, Whisky-bæltet, Aarhus N, Risskov, Aalborg SV, Hasseris. Vejle N, Bredballe, London East End, New York, Staten Island and New Jersey.

Det er et besynderligt dogme, at der skal være billige boliger nær et økonomisk centrum.

Sagen er, at det totalt set er dyrere at reservere storbyplads, end at sikre transport og parkering og lokale institutioner.

Lad markedet regulere lejepriserne i byerne, så dem der vil, kan betale en formue for fornøjelsen.

Hvis det offentlige skal lægge et grund-niveau for sikre, billige boliger, kan vi planlægge en billig, sikker landsby til få hundrede familier:
- Mini-rådhus med festlokaler, social døgnvagt, bibliotek, skadestue, politistation, detention
- Slavebus med 24x365 tidsplan, så der er hurtig og sikker transport til nærmeste s-tog.
- Parkeringskælder under samtlige bygninger med kort-adgang og mulighed for døgnvagt.
- Park, legepladser.
- Lokal skole, børnehave.
- Blandet byggeri med alle stueetager designet som butikker/erhverv/barer.
- En del af byggeriet skal kunne håndtere likviditets-svage familier, som ikke kan købe en lejlighed selv, men en stor del kan sælges eller senere konverteres til ejerboliger med parkeringskælder.
- Masser af plads til at udvide, hvis det giver mening, efter et par årtier.

Det er ikke i sig selv et problem at bo i en ghetto, men de fleste af os ønsker sikre forhold for vores børn og vores biler og vores private hjem. Den separate, sikrede boligenhed kan godt huse mange familier, men må ikke blive så stor, at forstyrrede elementer ikke kan isoleres.

Design-kriteriet bør være, om jeg selv synes, det er ok, hvis min datter køber en lejlighed der og sparer en masse penge på husleje.

Jesper Hansen

Noget der fascinerer mig meget er at kigge på de gamle danske byers krogede gademønstre på Google mab. Det sjove er at disse gademønstre faktisk forestiller noget. De er optegnelser skabt i jernalderen ved hjælp af projekteret geometri og triangulation, efter principper med indbygget viderehensyn (feng shui?). Slagelse forestiller f.eks. et hesteforben med bøjet hov, og København er en lækker riddende pige, hendes ryg er Rosengårdstræde, hendes røv er Åbenrå, hendes lår er Løvstræde, tæerne er Fortunsgade osv.
Idag har byplanlæggerne ingen forstand på projekteret geometri og triangulation, og derfor tror de bare, at det hele er noget tilfældigt rod. Både børn og voksne nyder stadig den lille modeltogbane på hovedbanegården. Men den er jo slet ikke realistisk mere. Hvis den skulle være realistisk, er der jo kun lige plads til fire betonblokke og Brøndbyøster station, men det er der jo selvfølgelig ingen der gider at kigge på.
.
Nå nej, men hvorfor bygger man så stadig sådan ude i byen? Hvor kommer denne firkantede tankegang fra?
Man foranledes til at tro at arkitekterne og byplanlæggerne idag ikke kan bevæge sig ud af Lego-tankegangen, og det er rigtig ærgeligt at København snart er ligeså grim som Moskva.
Hvornår og hvorfor blev æstetisk hygge og "hist hvor vejen slår en bugt" arkitekternes fjende nummer et?
De er fortabt!

Jesper Hansen

Da jeg var en ung dreng mødte jeg en mand der i fuld alvor mente at bebyggelser som Tingbjerg og Gellerup, udtrykte det højeste ideal for byplanlægning. Det eneste han ville have ændret, var at tankstationen og centeret skulle være statsejet. Han var kommunist!
Alene derfor kan jeg aldrig blive kommunist. Eller socialdemokrat, eller venstremand for den sags skyld.
De ligner jo hinanden på en prik. Romere!

Jesper Hansen

Der findes et meget smukt sted i københavn, hvor det ikke er pengepungen der afgør hvem der flytter ind.
Kriteriet er derimod at man er sød, kreativ, omgængelig, charmerende. Det er et fantastisk sted helt uden bil-larm. Der er ingen retlinede gader, ingen store monumenter over civilisationens helte. Og tænk, der er ikke en eneste gade opkaldt efter en socialdemokratisk borgmester!
Til gengæld er der heste!!! Det er det eneste sted i København, min datter og jeg kan holde ud at være. Christiania du har mit hjerte!

Søren Roepstorff, Jens Kofoed og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar
Jesper Hansen

Politikerne synes vældig godt om byggerierne på billedet. Hvordan kan det være at de ikke bedre kan lide Valby, Lyngby, Dragør, Skovhoved, Taarbæk osv. ?
Jeg kommer aldrig til at forstå det!

Igen. Der er folk her på siderne, som går til neoliberalt angreb på staten i spørgsmålet om boligerne ("..da staten begyndte at blande sig.."). Det er helt forfejlet.
Der er tale om et kulturelt skred, som må kobles sammen med f.eks. tilsynekomsten af tv-finansprogrammer, boligsalgsprogrammer og den slags. En énstenget propaganda, som skulle ændre synet på boligen fra at være en bolig (et hjem) til at være et investerings- og spekulationsobjekt.
Boligpolitikken flyttede med f.eks. Fogh's hjælp ud af folketinget og ind i fjernsynet, således også med finanspolitikken. Boliger og finansøkonomi blev præsenteret, som om de er styret af naturlove, og begge emner blev præsenteret i den forståelse, at det her gælder om at høste gevinster.
Kritiske uafhængige eksperter (smagsdommere) blev erstattet af handelsfolk, som den ene dag lever af at tjene fedt på folks dumhed og den anden dag, af at præsentere verden på tv.
Og jeg er enig med Kølliker. Og uanset alt, så må Uffe Hellum være gået glip af fortællingen om det frie marked og London's boliger.

Da jeg var arkitektstuderende, fandt jeg ud af, at Le Corbusier er den mest skadelige arkitekt på boligområdet. Blasfemisk holdning, uha.
Jeg har ikke skiftet mening.

Karsten Kølliker

Leo, det forbandede er bare, at når det kom til de konkrete arbejder, var Le Corbusier en gudsbenådet arkitekt. På den måde rummer Corbusier det 20. århundredes mægtige spændinger i sig. På den ene side den industrielle kapitalismes magtfuldkommenhed og med den en politisk top-down-mentalitet, som kørte på grænsen af fascisme. Corbusiers byplanideer var vel fascistiske og som bekendt gled den moderne arkitektur i Italien umærkeligt over i at understøtte Mussolinis projekt.

På den anden side gav det 20. århundrede en helt uset suverænitet til det enkelte menneske, hvilket gav mennesker muligheder for at udfolde deres personlige ideer og præferencer i tilsvarende uset grad. Og i dialog med sine kunder omsatte Corbusier denne frihed til en formidabel række af arkitektoniske mesterværker. Og vi taler ikke bare om imponerende, skulpturelle former, men bygningsværker karakteriseret ved stor indlevelse og materialefornemmelse, musikalske rumforløb, dagslyspoesi og dristige konstruktioner.

Og det kunne sådan set gå for en vision for det 21. århundrede. Den centraliserede storskala-planlægnings top-down-mentalitet er vores billet til helvede. Bottom-up-kreativiteten er nøglen til at genskabe trivslen i vores samfund.

Karsten - Jeg underkender på ingen måde Corbusiers faglige, kunstneriske evne.
Kun denne boligmaskine tankegang, undskyldt her i landet med masseproduktionens nødvendighed og lys og luft mellem betonkasserne.
Reaktionen udeblev ikke - parcelhuse nede på jorden.
Demokrati - selv bestemme sin bolig. Dem der kunne.

Majbritt Nielsen

Jesper Hansen
04. januar, 2014 - 03:19 #
Du lever da vist i en lyserød bobel. Og det jo dejligt.
Men det er jo fordi du bor der, at det er dejligt. Men når folk udefra prøver at gøre lige som i gjorde. Så bliver de smidt ud med trusler om vold.
Det blevfint dokumenteret med et filmhold. En journalist begyndte at bygge sig en bolig i området. Og der gik sørme ikke lang tid, før et hold mænd var der og overbevise ham meget kraftigt om at smutte.

" Det er et fantastisk sted helt uden bil-larm."
I har det lige så materialistisk som resten af os. Dog har i ikke særlig mange P-pladser. Så derfor holder jeres biler på andre beboers pladser i området. Hvilket de sikkert synes er træls, når der nu er så få p-pladser i midtbyen alligevel.

I starten var C. et god tanke, men den er blev noget anløben med tiden. Som beboerne er blevet voksne og har fået smag for rødvin og andet småborgeligt gejl. Som de før kæmpede bravt i mod.
Jeg gad godt se hvor langt i ville strække jeres godgørendehed, hvis folk for alvor fik øjne op for at der kunne de da godt tænke sig at bo. Og bare flyttede derind på samme premiser, som i gjorde oprindeligt. Så ryger hyggen nok.

Palle Pendul, Jens Overgaard Bjerre og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Jesper Hansen

Majbritt Nielsen: "Du lever da vist i en lyserød bobel. Og det jo dejligt. Men det er jo fordi du bor der, at det er dejligt."
Nej! Jeg bor på ikke på Christiania. Jeg bor på Nørrebro, fanget i en dyr privat spekulationsudlejning, men jeg søger aktivt, hvergang et Christiania-hus er i offentlig udbud. Det har da jeg gjort i lang tid. Jeg har bare ikke vundet endnu, men jeg gør mit bedste og jeg lykønsker alle dem der vinder. Jeg respekterer fuldt ud ansøgningsproceduren, helt i modsætning til journalisten, der bare pisser alle os andre op af ryggen.
Journalisten opførte sig ekstremt umoralsk og undergravende overfor Christiania, - også overfor mig som seriøs ansøger, og alle andre. Hvad bilder han sig ind? Hvis journalisten vil flytte på Christiania, må han da følge reglerne på lige fod med alle andre. Men han ville jo bare lave et stunt. Det er fuldstændigt som at spytte på folk i ansigtet, filme deres reaktion og hænge dem ud for at blive sure.
Majbritt Nielsen: "I har det lige så materialistisk som resten af os. Dog har i ikke særlig mange P-pladser. Så derfor holder jeres biler på andre beboers pladser i området."
Jeg har ikke nogen bil. Jeg har en helt lydløs danskbygget 7-gears Christiania-cykelvogn, med tilhørende stor anhænger, så jeg f.eks kan transportere 8 børn, 6 meter lange brædder, en sofa, eller anden last op til 300 kilo. Personligt hader jeg biler, men jeg kan ikke slippe for deres larm nogen steder i København, på trods af at biler er helt overflødige, og folk kun kører rundt i dem, fordi de er egoister. Biler er jo meget farlige, med mange trafikdræbte hver år, og de ødelægger vores miljø. Trafikproblemerne i de gaderne, skyldes primært udefrakommende danskere, der besøger Christiania, som selvfølgelig helt fortjent er den næststørste turistattraktion i København.
Majbritt Nielsen: "I starten var C. et god tanke, men den er blev noget anløben med tiden. Som beboerne er blevet voksne og har fået smag for rødvin og andet småborgeligt gejl."
Det er vist dig selv der er blevet mavesur ;)

Michael Kongstad Nielsen

Karsten Kølliker - du skriver om "Den centraliserede storskala-planlægnings top-down-mentalitet er vores billet til helvede. Bottom-up-kreativiteten er nøglen til at genskabe trivslen i vores samfund."

Det kan jeg til dels give dig ret i, men vi kan næppe helt undvære planlægning. Planlægning kan dels afbøde de værste, vilde udviklinger, som den private ejendomsret afstedkommer, hvis den alene skulle bestemme, og dels kan planlægning fastlægge rammerne for nye store udviklinger . Som eksempel på det første kan nævnes forbuddet mod gigantiske indkøbscentre i det åbne land, og på det sidste udviklingen af nye byområder. Det sidste er dog det sværeste, for der er man oppe imod alle tænkelige forestillinger om, hvad samfundet skal udvikle sig til. Men hvis ikke man prøvede, var Esbjerg aldrig blevet til noget, Fredericia heller ikke, men i dag har man store problemer med nye byområder. For hvad skal man med dem. Tag eksempelvis Aarhus Havn. Der planlægger man at bygge en ny by ude i vandet. Den skal intet have med vandet at gøre, den skal ar ligger der og se godt ud og hedde en "front", og den skal bestå af netop sådan nogle dyre ejerlejligheder, som kritiseres i artiklen. Et "tårn" på 142 meter kan desværre ikke bygges, da undergrunden er "kviksand" . Efter min mening er hele projektet galimatias.
http://jyllands-posten.dk/topic/Forvandlingen/ECE4935421/grafik-her-er-h...

Jens Overgaard Bjerre

Hvordan ligger det med priserne på husene på Christiania? Og er der en masse penge under bordet. Med samme farve som en rockeruniform og sort parki.

Karsten Kølliker

Michael Kongstad, selvfølgelig har du ret. Vi kan ikke klare os uden planlægning, og jeg mener også det snart vil være tid til at række ud efter forpligtende aftaleforhold på globalt plan. Som jeg ser det, har de centraliserede, teknokratiske, overvågende, detailplanlæggende, nationale statsapparater og deres tilhørende politiske systemer spillet fallit. De har afsløret deres troskab overfor de store kapitalinteresser fremfor de befolkninger som har givet dem mandatet til at lede. Hvad vi har er en tillidskrise, og da politikerne ikke har formatet til at tage et opgør med kapitalinteresserne, så vil tilliden blot udtyndes mere og mere, indtil der kommer regulær social uro.

Hvad der i mine øjne skal til for at ændre denne udvikling er, at politikerne igen begynder at opfatte sig selv som folkets tjenere. Men denne fundamentale holdningsændring er efter min opfattelse utænkelig uden nogle helt håndgribelige strukturelle ændringer, som giver hver enkelt borger en klar fornemmelse af, at der er sket et skift og at de nu har mulighed for at blive hørt. En form for basisdemokratisk revolution, som tager udgangspunkt i den enkeltes tilknytning til sit lokalområde, meget apropos dit indlæg ovenfor om landsbyen. For mig er den globale landsby noget meget konkret og potentielt revolutionerende. Jeg forestiller mig således at tilliden skal gendannes fra bunden af, og derfra forplante sig opefter i de højere organisationsniveauer.

Tjek evt. hvad jeg kalder ’et subjektivt, politisk manifest’ i flg. blogindlæg
http://kolliker.co/category/lydhorhed-eller-kaos/

Steffen Gliese

Gorm Ridder-Jensen, sagen er blot, at nogle skal bygge de boliger, og de synes, at de, der skal bo i dem, også skal bidrage med noget.

Når få planlæggere sammen med får bygherrer, på basis af den kommunale byplanlægning, bygger boliger for de mange, er den første fejl begået.
Afgørelsen om, hvad folk ønsker og kan betale, bygger på et for svagt grundlag.
Mange boliger kan ikke sælges og mange borgere kan ikke finde en passende bolig. Der er en afgrund mellem beslutning og endemål - mellem planlægning og bruger.

Udviklingen gennem mange år er simpelthen udemokratisk og drives kun af jagten på profit. Dette kaster bivirkninger af sig. Uhæderlighed og direkte kriminalitet.
Borgere lokkes ud i en usikker fremtid og det vil være forkert at lægge hele ansvaret på dem.
Nøjagtig som at tage de "fordelagtige" lån. De kunne jo bare lade være !
De kunne jo bare være klogere en regeringer, som er gået foran i i udviklingen.
Nej, samfundets top, i samarbejde med spekulanterne, har ansvaret.

Gå ud i Ørestaden, når vestenvinden suser. Så står brugeren dèr og kan kun trække huen ned over ørerne.

Torben R. Jensen

Det er for nemt i dag at kritisere de sociale boligbyggerier som fejlslagne projekter, hvor byplanlæggere tankeløst har lavet boliger for andre. Mange af projekterne var meget gennemtænkte og revolutionerende og blev i samtiden også opfattet som særdeles gode boliger.
Det sociale boligbyggeri skyldes et stort behov for boliger til arbejderfamilier, som frem til 70'erne måtte bo i baggårde, kælderværelser og loftrum. Der er gennem årene sket en udvikling i de tanker, der lå bag byggeriet. I 30'erne skulle der være altan i boligen, i 50'erne var det de moderne faciliteter og den smarte affaldsskakt i køkkenet, i 60'erne boligområdet i byens periferi med gode legemuligheder for børnene og adskilt fra erhvervsområderne og i 70'erne ideer om den urbane landsby med indkøbscenter og fællesrum i kælderen.
Parcelhusområderne var også et socialdemokratisk politisk projekt, som gav almindelige lønmodtagere mulighed for en god bolig og skole og offentlige faciliteter i området.. Med parcelhusene fulgte også en politisk opløsning, hvor parcelhusejerne blev små kapitalister.
Boligpolitikken har frem til 2000 været en stabiliserende økonomisk faktor baseret på langsigtede investeringer og fonde. Det blev forladt med Foghs ny-liberale rutchebaneøkonomi. Boligen skulle være kernen i den liberale frigørelse. De socialdemokratiske slavetanker skulle skiftes ud med liberale holdninger og lejerne i boligforeningerne skulle eje deres egen bolig, så de kunne få fornøjelsen af værdistigningen. Boligen var derfor en central del af Foghs politik.
Oven i Foghs indoktrinering af befolkningen og massiv politisk spekulation i stigende huspriser fik vi virkningen af den ny-liberale ide om centralisering, så priserne i centerområderne steg yderligere.
Det er nok kommet som en overraskelse for de fleste, at Socialdemokratene har valgt at fortsætte den ny-liberale kurs fremfor en tilbagevenden til Keynes konjunkturstyring og udligning af indkomst. Årsagen kan være et forsøg på at række ud til middelklassen, som er kamppladsen i dansk politik.
Den tomme plads med Keynes, decentralisering og konjunkturstyring står dermed til rådighed for de nye partier, som måtte dukke op.

Torben Jensen
Faktum er, at udviklingen har ført til, at almene boliger ikke kan udlejes til de mindrebemidlede uden statstilskud. Det hænger vi på.
Politikken har ført til, at denne befolkningsgruppe betaler skat med den ene hånd og modtager huslejestøtte med den anden.
Ikke et ondt ord om gode boliger og gode intentioner, men i sin tid undrede det mig, at manglen på beboer indflydelse var stor og at der ikke var alternativer.
Boligerne var og er fuldt udstyrede. Det betyder at huslejen er sat derefter og at man i årevis betaler husleje af køleskabe o.a.
Der har været initiativer med demokratisering, men ikke en dyd hos bannerførerne, Socialdemokratiet.
Nå - det er en lang historie.
NB - Forholdene i parcelhussektoren er bestemt ikke ideelle !

Torben R. Jensen

Det er sikkert fordele ved at fjerne eller reducere boligstøtten og i stedet via statstilskud at nedsætte huslejen tilsvarende i almene boliger. Det vil sige en husleje reduktion på godt 4.000,- kr pr måned i almene boliger - det skal nok give flere beboere, men også mangel på almene boliger.
Reduktion af huslejen vil være dyrere for staten frem for målrettet støtte til de husstande, som er berettiget til støtten - og hvad med alle der bor i private udlejningsejendomme? De får også boligstøtte, som presser lejen op på det private marked.
Hvis man ikke reducerer huslejetilskuddet, men alene via tilskud reducerer huslejen i almennyttige boliger, så vil det have den samme positive effekt med flere lejere, som ikke er afhængige af boligstøtte.

Nu rører du ved noget fundamentalt : At staten i den bedste mening forstyrrer et frie marked, som så ofte før. Det er der i tidens løb kommet mange ulykker ud af.
Og det er "umuligt" at komme ud af igen.

Torben R. Jensen

Boligmarkedet har været "forstyrret" siden kreditforeningerne blev oprettet og sikkert også før via byggelove. Men vi har ikke ret mange boende under broer og i jordhuler, og det er især boligforeningernes fortjeneste.
Boligforeningerne har selv finansieret byggeriet siden 50'erne via lån, som tilbagebetales gennem huslejen. Tilskuddet består derfor primært i, at kommunerne stiller grunden til rådighed til gengæld for anvisningsret til en del af lejemålene.
Boligtilskuddet er tænkt som et tilskud til lejere, for at ligestille dem med ejere, som får rentefradrag.
Jeg kan ikke se noget odiøst i,at staten blander sig. Langsigtede løsninger, som er svære at komme af med, giver også sikkerhed mod populister.

Det er naturligvis en politisk stillingtagen. Men sikkert er, at skatteyderne har betalt for en højere boligstandard end mange selv kunne betale.
Tænk, hvis der blev givet tilskud til en større bil eller mærkevaretøj, hvilket også kan være svært at få råd til for mange ?

Michael Kongstad Nielsen

De almene boliger er et godt alternativ til de privatejede boliger, herunder privatejede udlejningsboliger. Staten er nødt til at "forstyrre" markedet, så længe boligerne er overvejende privatejede. Staten "forstyrrer" dog, eller "regulerer", efter min mening alt for lidt.

Måske er den største "fejl" i nutidens boligpolitik, indførelsen af ejerlejlighedsloven i 1966. I løbet af 10 år blev en tredjedel af hele Danmarks etageboligmasse opdelt i ejerlejligheder. I begyndelsen var det helt frit, så alle slumboliger og sminkede lig kunne opdeles og sælges for fyrstelige summer, senere kom der visse kvalitetskrav, lejligheden skulle f. eks. indeholde mindst 1 wc-rum på 2,5 m2, og dette skulle være forsynet med håndvask. Efter 12 år besindede politikerne sig og indførte forbud mod yderligere ejerlejlighedsopdelinger i den ældre boligmasse. Tilbage er de private udlejningslejligheder, der i perioder har været huslejereguleret, med det er også lempet en hel del. Så jo, det er godt vi har de almene boliger som supplement

Torben R. Jensen

Det har du generelt ret i, Boligen er dog så vigtig for et godt liv i vores klima, at det ikke støder mig, hvis standarden er for høj.
Men det ærgrer mig, at der i 0'erne skulle laves så mange strukturreformer, at store dele af landet er lagt øde, medens centerbyer som København og Århus drukner i trafik.
Alene ordet "stordriftfordele" er nok til at få en sammenlægning vedtaget, og en landsbyskole lukket. Påstanden om stordriftfordele er aldrig blevet dokumenteret og er alene begrundet i, at ny-liberalister kan se, de store virksomheder klarer sig bedre end små på verdensmarkedet.
P.s bilerne reguleres også gennem kørselsfradrag og afgifter :)