Klumme

Døden på Twitter

En amerikansk kvinde deler sin kamp mod en dødelige kræftsygdom på de sociale medier. Det har sat sindene voldsomt i kog i den amerikanske medieverden
20. januar 2014

»Jeg er skrækslagen for, at jeg får kræft en dag. Hvad nu, hvis Bill og Emma Keller begynder at råbe af mig,« Sådan tweetede den i USA kendte professionelle game show-deltager Ken Jennings i sidste uge med reference til den tidligere chefredaktør for New York Times, Bill Keller, og hans hustru, Emma, som bl.a. skriver klummer for den britiske avis The Guardian.

Anledningen var en hidsig debat om døden på sociale medier, der greb titusindvis af mennesker og medier i USA i sidste uge – flere hundrede indlæg fyldte godt op i blogs, magasiner og radio/tv-programmer.

Den konkrete sag handler om Lisa Bonchek Adams, der i over seks år har dokumenteret sit liv med kræft på sin blog, på Facebook og på Twitter. Adams er ved at tabe kampen – hendes brystkræft har bredt sig til det meste af kroppen, og hun er pt. indlagt i New York, hvor hun undergår aggressiv kemoterapi. Mange hundredtusinder følger hendes kamp, der har været karakteriseret af en usædvanlig åbenhed om alt fra smerter, lægebesøg, fysiske gener og hendes mand og tre små børns oplevelser – kræften brød ud umiddelbart efter fødslen af hendes yngste barn, Tristan, for små syv år siden. Samtidig er hendes historie præget af hendes beslutning om at sige ja til den mest radikale og videnskabeligt set mest forsøgsprægede behandling.

Adams er således ikke ukendt i den amerikanske blogosfære, men hun blev med et slag berømt, da ægteparret Keller for 14 dage siden offentliggjorde to kritiske klummer om hende. Bill, der nu er klummist, skrev i New York Times, at Adams’ blogging stod i skærende kontrast til hans 79-årige kræftsyge svigerfars »værdige« og rolige død år tilbage, og Emma betroede Guardians læsere, hvordan hun følte sig »mærkværdigt draget som en voyeur« mod Adams’ »cancer tweets«. »Er der ikke noget TMI (TMI= Too Much Information, red.) over det? spurgte hun og fortsatte retorisk: »Er dette den nye måde at dø på?«. I klummens titel berigede hun sine læsere med termen: ’begravelses selfie’.

Fælles for de to kulturpaver – man ser dem for sig ivrigt diskuterende Adams hen over middagsbordet og ende i skøn ægteskabelig enighed – var fordømmelsen, pakket intellektuelt pænt ind i en række etiske og moralske kvababbelser. De blev heldigvis modtaget med solide bredsider fra andre medier – hvilket fik Guardian til at trække Emma Kellers klumme tilbage i mandags.

Hvorfor heldigvis?

Jo, for det første er det, Adams foretager sig, ikke nyt. Andre skribenter, som for eksempel Christopher Hitchens, har i århundreder dokumenteret deres snarlige død og delt den med os andre på skrift – men Hitchens var selvfølgelig berømt og uden for kritik.

Og ligesom man kan vælge ikke at købe en bog, kan man, som the Atlantics Megan Garber bemærkede i sidste uge, undlade at følge Adams på Twitter: »afmeld hendes tweets, vælg hendes historie fra. Problemet er løst.«

I øvrigt er sociale medier frie, gratis og selvvalgte. Og dermed radikalt anderledes end de gamle omnibusmedier. De er heller ikke underlagt krav om public service-eftersyn.

Bill og Emma Keller gør sig også skyldige i en anden klassisk mediesynd: De gør uden videre en enkelt kvindes valg til et kulturelt fænomen, en universel samfundsdebat og uddrager på den baggrund etiske læresætninger. Men Adams er bare et menneske, der har valgt at håndtere sin sygdom på den måde, der fungerer bedst for hende. Hun har brugt de sociale medier, men hun har ikke bedt andre om at følge efter eller påstået, at det var »den nye måde at dø på.« Hun har ikke bedt om at blive et »symbol« på en art dødsporno.

Både medier og ’eksperter’ elsker at finde ’trends’ og ’tendenser’, som de bagefter kan hænge ud og fordømme. Banalt – og her i øvrigt kontraproduktivt, for der er intet galt i at efterlyse en større diskussion af, hvordan vi i den vestlige verden forholder os til døden. Det er f.eks. vigtigt at diskutere forholdet mellem de stadig mere avancerede behandlinger, der tilbydes og omkostningerne – for samfundet såvel som for den enkelte. Men det berettiger ikke et koldt og tonedøvt misbrug af en enkelt kvindes valg. Og i øvrigt – som Adams tweetede i sit svar til Bill Keller i sidste uge: »Lad lige være med at kalde mig dødsdømt, før jeg faktisk er forsvundet.«

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington D.C.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu