International kommentar

Er europæerne ved at få nok af de åbne grænser?

Romaer tigger i Vesteuropas storbyer – en utilsigtet følge af den bevægelsesfrihed, der er et af det europæiske samarbejdes væsentligste bedrifter. Men kan vi ikke klare frihedens konsekvenser, er der grund til at bekymre sig for, hvad fremtiden vil bringe
Debat
4. januar 2014

Hvilket af Den Franske Revolutions tre slagord – frihed, lighed eller broderskab – er i grunden det vigtigste? Ja, jeg ved godt, at det ikke går an at skille dem ad – de indgår jo i en nødvendig indbyrdes sammenhæng (og i en stram, fast rækkefølge) og tilsammen skaber de en helhed, der er mere end summen af de enkelte dele.

Men hvad nu hvis vi alligevel skulle vælge, helt spontant og følelsesmæssigt?

Jeg vil tro, ​​at de fleste af os vælger friheden. Ikke kun fordi den er mere grundlæggende end de andre, men også fordi friheden er langt mere konkret end abstrakt.

Man behøver ikke have siddet i fængsel for at forstå det. Da kommunismen så godt som forsvandt i Østeuropa fra den ene dag til den anden, var det netop den nye frihed, indbyggerne først gjorde brug af. De rejste fra deres land, krydsede grænser for at se og opleve noget, de aldrig havde set eller oplevet før. Med kommunismens fald var grænserne ikke længere en uigennemtrængelig mur.

Skyld med skyld på

I dag har vi glemt, hvordan det var for ikke så forfærdelig længe siden. Vi har glemt de strenge restriktioner, som halvdelen af ​​Europa var tvunget til at leve med.

Selv husker jeg det stadig. Måske fordi jeg som korrespondent i Østeuropa havde en del at gøre med Muren eller det, som Winston Churchill kaldte »Jerntæppet«. Det er ingen overdrivelse at sige, at den konfrontation har mærket mig for livet. Selv i dag kan jeg fornemme min gamle følelse af skyld, når jeg skal til at passere en af de få tilbageværende grænser i Europa, hvor man stadig insisterer på, at noget skal kontrolleres eller fortoldes. For man var altid skyldig på forhånd: Skyldig i at have mere valuta, end man deklarerede; skyldig i at ville smugle en eller anden forbudt bog med ind til en ven, skyldig i ikke at have det ene eller det andet stempel.

Selve jobbet som told- eller grænsebetjent (eller var det uniformen?) syntes at få det værste frem i mange mennesker og tiltrak personer med et særligt talent for grovheder og paragrafrytteri. Grænsekontrollen gav mig derfor ikke bare en følelse af være skyldig, men hensatte mig tillige i en lettere deprimeret tilstand. Og det kan stadig forekomme, selv når jeg rejser hen over en grænse, hvor jeg ikke længere behøver at gøre holdt, og de uniformerede kontrollanter er væk.

Men det værste var ikke politiets chikane eller tidspilde, men den urokkelige overbevisning om, at det alt sammen var inderligt overflødigt og meningsløst – at grænseinspektionsrapporterne ikke resulterede i nogen balance mellem antallet af alvorlige lovovertrædelser og det mismod, den fortvivlelse eller vrede, som kontrollen fremkaldte.

Kan ikke klare friheden

Nu er vi så sluppet for proceduren: i al fald de af os, som bor i EU. Men er det overhovedet noget, vi værdsætter? Gør det os til overbeviste europæere? Det tvivler jeg stærkt på. Mange af os har glemt fortidens fortrædeligheder, og de, der er for unge til at kunne huske dem, er ikke den mindste smule interesserede, men tager den manglende grænsekontrol som en selvfølge.

I værste fald kan det ske, at den bevægelses- og rejsefrihed, som for knap et kvart århundrede siden blev set som den største gevinst ved et Europa uden kommunismen, i dag snarere vækker en vis irritation.

Jeg tænker på de tiggere, primært romaer fra Rumænien og Bulgarien, som har opdaget, at det er betydeligt mere rentabelt at tigge i Stockholm, København eller Wien end i Bukarest og Sofia – ja, selv i svenske provinsbyer søger de at skaffe en indtægt.

I Stockholm støder man på dem alle vegne, siddende på et tæppe med papkrus foran sig, som oftest ved hovedbanegården eller uden for Systembolagets alkoholbutikker. I Wien holder de i reglen til i metroen – i centrum, inden for Ringstrasse, har politiet vistnok ordre til at genne dem væk, sandsynligvis fordi de ellers kan forstyrre den for Østrig så vigtige turistindustri. Wienerne tager deres tilstedeværelse med fatalistisk sindsro, og stockholmerne reagerer med medfølelse over så megen fattigdom eller med skyldfølelse over ikke at lægge noget i papkruset hver gang.

Men hvor længe endnu? Det, som undertiden kaldes det tavse flertal, er ikke nødvendigvis så tolerant. Selvsagt må den frie bevægelighed inden for EU gælde for alle. For dig og for mig og i princippet for hvem som helst, selv en fremmed, men ikke for enhver roma, der ganske vist er rumænsk eller bulgarsk statsborger, men som også deltager i systematisk tiggeri og ikke har velordnede boligforhold, mens de opholder sig i en by som eksempelvis Stockholm. Er en sådan bevægelsesfrihed ikke misbrug af de grænser, der ikke længere holde dem ude?

Den tavse majoritet er ikke længere så tavs. Mens man i Frankrig river romaernes lejre ned, og i Storbritannien overvejer at indføre regler, som begrænser romaernes muligheder for opholde sig London, som de, der allerede opholder sig i Stockholm eller Wien, bliver en eurofil som undertegnede i stigende grad tvunget til at forsvare rejsefriheden over for kritikere, der skriver den på EU’s minuskonto.

Arme Europa! End ikke det måske fineste resultat, som er kommet i stand inden for den europæiske storfamilie i de senere år, har man opnået at sælge til europæerne som en succes. Og hvis vi ikke engang kan klare friheden, er der gode grunde til at være bekymrede for, hvad fremtiden vil bringe.

 

© Richard Swartz og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her