Kunder i jobcentrene

Hvem er så inde i skabet?

Konkurrencestaten!

Nå Niels-Holger! Så kommer det store spørgsmål: Hvor kommer arbejdspladserne fra?

(Og husk lige at det er begrænset hvor mange fantastisk dygtige (HK-)medarbejdere vi kan ansætte i jobcentre og andre skatteyderbetalte stillinger i det offentlige.)

Jobbene kommer, når man giver folk fri til at arbejde for deres behov, i stedet for at lade dem trælle i profittens trædemølle eller sygne hen som skygger i arbejdskraftreserven.

Det kan du selvfølgelig ikke tage alvorligt, Sønderskov, for det kræver et mindre oprør, og det er i hvert fald ikke din branche. Er der i det hele taget noget du er utilfreds med her i verden. Når undtages de utilfredse, naturligvis.

Sønderskovs givende branche er til gengæld trædemøllen, hvor han hjælper jobcentre og andre aktører i, hvordan man psykologisk styrer og kontrollerer alle de arme stakler...

Derfor har han næppe noget ønske om andre tankeganges indpas.

Hm. Jeg ved ikke rigtig med Jobcentrene som servicevirksomhed for erhvervslivet.
Det er prøvet før.
Men det kræver, at erhvervslivet har lyst til at være kunder i jobcentrene.

Da AF i samme servicefunktion formidlede jobs mellem arbejdsløse og erhvervsliv
var et af de store problemer,
at den arbejdskraft, AF formidlede, ikke kunne sige nej.
Derfor var der ofte mismatch mellem virksomheder og arbejdsløse, som ikke blev afklaret før ansættelsen, og virksomhederne var mange gange ikke tilfredse med den arbejdskraft, de fik ind. Virksomhederne gik derfor i stigende grad over til selv at udsøge den arbejdskraft, de skulle bruge, for s var de mere sikre på, at arbejdskraften var dén, de skulle bruge.
Erhvervslivet har det med at være ret selv-bestemmende og det tror jeg såmænd ikke har ændret sig.

Hvis nu Jobcentrene får den samme funktion udi at udskrive arbejdskraft til virksomhederne som dengang med AF,
så risikerer vi at ende nøjagtig samme sted.
Jeg er normalt ikke særlig stemt for privatisering, men i forbindelse med formidling af arbejdskraft til erhvervslivet for de virksomheder, som ikke gør det selv,
så tror jeg, at vikarbureauerne er bedre og mere erfarne til opgaven.

Jobcentrene.. de skal minimum halveres i omfang, så de yde service til de virksomheder, som ikke handler hos vikarbureauer eller har egen HR,
og så kan jobcentrene selvfølgelig også hjælpe de arbejdsløse, som har brug for et kursus eller vejledning til etellerandet.

Lønnet arbejde bliver ikke skabt på Jobcentrene - for andre end jobcenteransatte.

@ Niels P. Sønderskov:

Der er ingen, der påstår at det ville være en god idé at ansætte flere folk i jobcentrene. Tværtimod er de nok overbemandede i forhold til hvad de reelt kan stille op overfor arbejdsløsheden. Arbejdspladser bliver jo som bekendt ikke skabt i et jobcenter.

Idéen om at omprioritere jobcentrenes ressourcer, så man bruger mindre krudt på kontrol, rigide proceskrav og meningsløs aktivering, og i stedet satser på støtte, formidling og opkvalificering, er i sit udgangspunkt rigtigt god. Arbejdsløsheden skyldes jo ikke at de arbejdsløse er dovne, men at det er svært for dem at få et arbejde.

Jeg forstår på det hele at du selv har et levebrød i arbejdsløshedsindustrien, og derfor er bange for at nogen skal lave noget om, og foretage de nødvendige besparelser og omprioriteringer. Jeg synes du bør se ud over dine egne snævre interesser, og i stedet se på hvad der vil være bedst for de arbejdsløse. En velformuleret og begavet person sim dig bør i øvrigt ikke have problemer med at finde andet arbejde i et produktivt erhverv.

Nej, jeg har kun i et par år tidligere stiftet bekendtskab med beskæftigelsesbranchen, så det nytter ikke at skyde mig i skoene, at der skulle være tale om egeninteresse fra min side. Men det er da en fin måde at forsøge at diskvalificere debatmodstandere.

Vi har igennem 25 år arbejdet på at effektiveisere systemet lidt. Den gang havde man mulighed for at hæve dagpenge i syv år, og der blev næsten ikke gjort noget for disse langtidsledige. Det kostede selfølgelig en bondegård, og det var dybt skadeligt for dem der blev fanget af det. En helt grundlæggende viden er, at det gælder om at komme i gang så hurtigt som muligt igen efter en fyring.

Alle virksomheder foretrækker for det første nye medarbejdere, der kommer direkte fra et andet job. Det er stadig det langt de fleste gør, men ingen virksomhed ser skævt til nogen ansøger med et par måneders ledighed. Vi ved så også, at det derefter går skarpt ned ad bakke, og et halvt års ledighed bliver en barriere i sig selv. Derfor træder systemet også til på det tidspunkt med forskellige former for aktivering.

Det kunne virke bedre, men tvært imod myterne, er det ikke reglerne, der hindrer jobcentrene i at gøre det bedre. Det er den elendige ledelse ude i kommunerne og det ringe personale. Det samme personale som jamrer over reglerne i stedet for at tage fat. Se bare formanden for socialrådgiverne (der i øvrigt er estimeret medlem af Enhedslisten).

Fx har den primære opgave været at føre samtaler med de ledige, fordi man har god evidens for at det virker. De fleste ledige erfarer så blot, at sådan en samtale kun består i at vise man kan møde frem til tiden og så ellers kan fise af igen efter fem minutter fordi resten af tiden skal bruges af konsulenten på at vedligeholde mindst tre forskellige kommunale systemer med oplysninger til ingen verdens nytte. Og den enkelte konsulent gør mest ud af at holde sin egen røv fri.

Jeg ser frem til at de får læst og påskrevet af Koch-udvalget.

Jeg forventede selvfølgelig ikke noget fornuftigt svar fra Niels-Holger og fik det da heller ikke. Jo, jo, efter revolutionen skal I bare se. Enhedslisten ved nemlig lige nøjagtigt hvordan Danmark klarer sig bedst i den internationale konkurrence. Hø, hø.

Bortset herfra er det system vi har faktisk indrettet til at fungere på de beskrevne betingelser: Virksomhederne producerer faktisk de varer og ydelser markedet efterspørger og som Niels-Holger kan købe eller lade være. Hvis han ikke mener de eksisternde virksomheder gør dt godt nok, kan han endda starte en selv. At han så har ambitioner om at sidde i en centralkommité og bestemme hvad der skal udbydes efter en fast femårsplan, det kommer heldigvis aldrig til at ske.

I stedet for denne latterlige ansvarsforflygtigelse og nirvanatro har vi behov for at fortsætte demokratisering og arbejde for stadig større lighed og solidaritet. Både i hjemmet, i det politiske system og ude på arbejdspladserne.