Klumme

Når far ikke vil være far

Næsten 70 procent synes, at mænd skal kunne fraskrive sig faderskabet, hvis kvinden befrugter sig med manden mod hans vilje. Men hovsa … hvad skete der lige med barnets ret til at kende begge sine forældre?
14. januar 2014

For et par uger siden interviewede Berlingske en Thomas Nielsen, som efter eget udsagn er blevet narret til at blive far. Han havde to børn fra et tidligere ægteskab og ønskede ikke flere, da han i 2008 indledte et seksuelt forhold til sin chef. Hun fortalte, at hun havde sin læges ord for, at hun ikke kunne blive gravid. Alligevel brugte han for en sikkerheds skyld kondomer, indtil hun en aften, hvor de havde fået noget at drikke, forførte ham til ubeskyttet sex. Hun blev gravid. Han forsøgte at overtale hende til abort. Hun insisterede på at få barnet. Han forsøgte at overtale hende til at holde faderskabet hemmeligt. Hun insisterede på at følge loven og opgive ham som far.

Dermed fik Thomas Nielsen pligt til at betale børnepenge hver måned i 18 år til en kvinde, der tjener mere, end han selv gør. Som udgangspunkt fik han også ret til forældremyndighed og samvær med barnet. Fra 1990’erne har lovgiverne nemlig lagt vægt på betydningen af den »menneskelige, sociale relation« mellem far og barn, uanset om det er født i eller uden for ægteskab, ligesom barnet af hensyn til sin »identitet« har ret til at kende sin far – til forskel fra tidligere, hvor faderens økonomiske bidrag til barnets opvækst var altafgørende. Og det plejer mænd at betragte som et fremskridt.

Thomas Nielsen vil imidlertid ikke være far, han vil have en juridisk abort, hvilket betyder: At frakende sig faderskabet og slippe for at betale børnepenge mod til gengæld at miste retten til samvær med barnet. Det er ikke muligt i Danmark, men udenlandske organisationer hjælper ham med at føre sagen videre til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Samme dag, som interviewet med Thomas Nielsen blev bragt, offentliggjorde avisen en Gallupundersøgelse, hvor 68 procent erklærede sig helt enige i følgende udsagn: »En mand bør kunne få en såkaldt juridisk abort, hvis kvinden beviseligt har narret ham til at få barnet mod hans vilje.«

I tilfælde af, at barnet ikke er resultatet af bedrag, erklærede 39 procent sig helt enige i, at »en mand bør frit kunne vælge at få en såkaldt juridisk abort, hvis kvinden vælger at få barnet mod hans vilje«.

Besvarelserne af de to spørgsmål tyder på, at en stor del af de adspurgte reagerer umiddelbart forarget på tanken om kvindens bedrag uden at tænke på de pinlige og absurde retssager, en sådan lov vil resultere i. Og hovsa … hvad skete der lige med »barnets ret til at kende begge sine biologiske forældre«, der altid bonger ud med stort flertal, når man undersøger holdningen til donorbørn? Er fraværet af en far pludselig uproblematisk, hvis det handler om en mand, der kan slippe for de økonomiske konsekvenser af et ubeskyttet knald? Næppe.

Diverse debatspor om juridisk abort på avisernes hjemmesider tyder derimod på, at mange oplever, at magten mellem kønnene er tippet, så mændene nu er det undertrykte køn. Sandsynligvis afdækker Gallup-undersøgelsen et sammensat følelsesregister af dels udbredt moralsk ubehag over opløsningen af den normale danske kernefamilie, dels usikkerhed over kvinders fremmarch i samfundets magtcentre – koblet med frustration over, at mandens skæbne som far nu til dags ligger i kvindens hænder: Kvinder kan få et barn med en sæddonor, hvis hun ikke ønsker, at barnet skal kende sin far, kvinder kan vælge abort, selv om manden gerne vil have et barn – og desuden kan kvinder befri sig fra en barnefar ved at undlade at opgive hans navn til myndighederne.

Jeg forstår selvfølgelig mænds raseri, hvis kvinder udnytter deres krop til at befrugte sig mod deres vilje, og mænds ærgrelse over, at en enkelt nats fornøjelser resulterer i, at de skal betale for et uønsket barn i 18 år. Men jeg forstår ikke, at så forholdsvis mange sætter spørgsmålstegn ved, at abort er kvindens suveræne afgørelse. Alternativerne kender vi, og de er værre, nemlig, at kvindens mand (evt. et andet familieoverhoved) eller læger i et statsligt hospitalsvæsen bestemmer.

Jeg forstår heller ikke den udbredte negligering af mandens personlige ansvar over for barnet. Undertiden gør eller siger man noget, der ikke kan gøres om og gøres usagt. Man sætter sig ind i en bil med alkohol i blodet og kører et barn ihjel; man fortæller sin mand, at elskerens er større og gør bedre, hvorefter ægtemanden går … eller man undlader at bruge kondom og får et barn.

At tage konsekvensen af sine handlinger hører med til at være voksen og myndig.

Pia Fris Laneth er forfatter og foredragsholder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Rehhoff
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Vilvig
Søren Rehhoff, Lise Lotte Rahbek og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Stanjiok

Har intet med penge, at gøre. 600 kr eller 25 øre. Det drejer sig om nogle helt fundamentale rettigheder. Uanset om må ser enig eller ej. Det kan ikke gøres op i penge. Det er faktisk uvurderligt, hvis du skulle være i tvivl.

Grethe Preisler

Ingen roser uden torne, sagde hunden. Den parrede sig med et pindsvin.

Vil en mand eliminere risikoen for at blive bondefanget af lede strigler med skumle bagtanker, når han spiller russisk roulette og parrer sig i øst og vest, må han tage sine forholdsregler. Og det er i vore dage såmænd ikke sværere for mænd, end det er for kvinder, min gode Martin Stanjlok - sædbanken Cyros viser vej:

Deponer dine haletudser under betryggende forhold i en frysetank i god tid, før du begiver dig ud på kødmarkedet, og lad kirurgen ordne resten. Så er den ged barberet, indtil du møder 'den eneste ene' - den væne mø, du finder værdig til at blive moder til dine børn og videreføre dine gener.

Grethe Preisler

Hvad er egentlig problemet, Martin Stanjiok - altså dit problem? Og hvis 'fundamentale rettigheder' til hvad, er det egentlig du gerne vil slå et slag for?

Der er jo ingen, der vil forbyde dig at lade være med noget (in casu spille russisk roulette med dine sædceller). Og der er for den sags skyld heller ingen, der vil påbyde dig at medvirke til noget, du ikke selv kan stå inde for med god samvittighed.

Har du patent på sandheden om, hvad der er bedst for alle andre end dig selv?

Martin Stanjiok

Har du overhovedet sat dig ind i hvad det her drejer sig om? Der slås selvfølgelig et slag for mænds rettigheder for juridisk abort. Problemet er, at jeg en dag kan stå i samme ulykkelige situation som Thomas Nielsen står i. Derfor har det min interesse.

Hvis du oprigtig mener, at Thomas Nielsen i pågældende sag, har spillet russiske roulette med sine sædceller, så har du ganske enkelt diskvalificeret dig fra denne debat, og din dagsorden har intet med sagen at gøre.

Grethe Preisler

Du modsiger dig selv, Martin Stanjiok,

Du åbner ballet med at sige, at spørgsmålet om mænds ret til 'juridisk abort' ikke har noget at gøre med penge. Men hvis det ikke har noget med penge at gøre, hvad har det så at gøre med? Mænd kan ikke blive gravide, og kan følgeligt heller få juridisk ret til fri abort, så enkelt er det.

Og hvad er der så andet tilbage at plædere for at manden bør have ret til i ligestillingens vanhellige navn? Andet end 'retten' til at være fri for at betale børnebidrag til børn, de i fuldskab 'kommer til' at lave på kvinder, som beslutter sig for ikke at abortere dem?

Det er ikke mig, der har opfundet udtrykket 'juridisk abort' - det må være fostret i en syg mands hjerne.