International kommentar

Nafta er ingen succes

Det nordamerikanske frihandelsområde har nu eksisteret i 20 år. Fattigdom og uro vokser i Mexico samtidig med at Kina trænger sig aggressivt på som et fjerde, uofficielt medlem
24. januar 2014

Nytårsnat 1993-94 var der gallafest i den mexicanske præsidents residens. Der blev ikke sparet på drikkevarer, mad og musik. Præsident Carlos Salinas de Gortari kunne fejre sit politiske mesterstykke: Ved midnat trådte Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, mellem Mexico, Canada og USA i kraft. Aftalen var hans opfindelse. Med den havde Mexico i hans optik taget et afgørende skridt ind i de rige landes klub.

Stemningen blandt deltagerne var overstadig – indtil en adjudant hen ad klokken 3 afbrød præsidenten i hans dans og hviskede ham en kort besked i øret. Salinas bukkede for sin dame og hastede ud af festsalen. Han kom ikke tilbage. Musikken standsede. Festen gik i opløsning.

Den besked, Salinas havde fået, skar dybe ridser i det glansbillede af Mexicos fremtid, han og regeringen havde bygget op. Bevæbnede, overvejende indianske oprørere havde på slaget 12, samtidig med at NAFTA trådte i kraft, besat flere byer i den fattige, sydlige delstat Chiapas.

Efter 12 dage måtte Salinas og hæren acceptere en våbenhvile. Zapatisterne, som oprørerne kaldte sig efter den mytiske leder fra revolutionen 1910-19, Emiliano Zapata, havde på rekordtid vundet mexicanernes og verdens sympati for deres krav om jord, frihed og ligeret for de oprindelige folk.

Rekord i eksport og fattigdom

Både zapatisterne og NAFTA har nu overlevet deres første 20 år. Zapatisterne har stilfærdigt, trods belejring og få ressourcer, skabt selvstyrende, demokratiske kommuner i Chiapas’ højland, mens regeringen og de dominerende erhvervsgrupper gør meget ud af at dække over, at NAFTA langtfra er en ubetinget succes.

Det store dagblad Reforma bragte således nytårsdag en tabel, der viste imponerende væksttal siden 1994: Eksporten af avocado er vokset med 4.543 procent, eksporten af majs 3.328 procent, kød 2.588 procent, bønner 1.446 procent.

Også industrieksporten er vokset, bl.a. af højteknologiske produkter som udgør 17 procent af BNP, og biler, der tegner sig for en fjerdedel af den samlede eksport.

Avisen oplyser imidlertid ikke, at de firmaer, som dominerer eksporten, hovedsageligt er transnationale selskaber.

Den skriver heller ikke noget om den voksende fødevareimport, som ifølge Mexicos statistiske institut Inegi dækker 42 procent af landets fødevareforbrug.

Handlen med fødevarer domineres også af store, overvejende nordamerikanske selskaber, som Mexicos små og mellemstore bønder ikke kan konkurrere med, bl.a. fordi en del af storbrugenes produktion er baseret på genmodificerede afgrøder, som også kontrolleres af store selskaber og truer den genetiske mangfoldighed i floraen.

Situationen for landbruget i Mexico har været kritisk siden 1950’erne, da man satte en industrialisering i gang. Den betød en afkapitalisering af landbruget. Små og mellemstore landbrug fik svært ved at få kreditter, så de kunne modernisere, mens industrien og de store landbrug fik gunstige lån og subsidier. Titusinder af bønder måtte forlade deres jord og søge til byerne og USA.

Med NAFTA blev denne udvikling forstærket. Konkurrencen fra de transnationale og fra de stærkt subsidierede nordamerikanske landbrug er mere end de mexicanske bønder kan klare.

Deres jord er udpint i en sådan grad, at op mod 75 procent af den opdyrkelige jord trues af ørkendannelse, og 7,5 millioner hektar ligger brak – især på grund af manglende ressourcer.

Mange er endt på de farme i USA, som har udkonkurreret dem. Der findes også et indbringende og ofte livsfarligt alternativ: at arbejde for narkokartellerne med at dyrke marihuana og opiumsvalmuer og transportere stoffer. Mange vælger det, fordi de ikke vil forlade deres jord. Som regel bliver de stavnsbundet og involveret i kartellernes voldelige konflikter.

De tre NAFTA-landes regeringer har på behørig vis fejret 20-året, men begejstringen er til at overse, selv om det ikke har skortet på positive statistikker og anprisninger af samarbejdet. Man har nedtonet de negative konsekvenser – bl.a. landbrugskrisen i Mexico, den voksende fattigdom, især i Mexico (halvdelen af mexicanerne lever under fattigdomsgrænsen), og følgerne i form af sult, under- ernæring, manglende uddannelse, social og politisk uro og grobund for narkokartellerne.

En ny, ubuden gæst

Med til fejringen af 20-året er desuden en ny ubuden gæst: Kina, der har god grund til at glæde sig over NAFTA’s eksistens. For 20 år siden var Kina blot en af mange handelspartnere.

Men med Kinas indtræden i Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001 fik landet med ét slag bedre adgang til NAFTA-området – adgang til ét af NAFTA-landene åbner dørene til de andre.

Kina fortrængte hurtigt Mexico fra dets fremtrædende position på det amerikanske marked og trængte USA på det mexicanske marked.

Det er især på området for industriprodukter – bortset fra biler – Kina har vundet store markedsandele, påpeger økonomerne Enrique Dussel (Mexico) og Kevin Gallagher (USA) i tidsskriftet CEPAL Review, der udgives af FN’s Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien, CEPAL. NAFTA er blevet et af Kinas hovedmarkeder, og ekspansionen fortsætter i fuld fart, takket være den frihandel, som blev prist så højt i 1994.

Det var næppe drømmen hos Salinas og hans gæster hin mindeværdige nytårsnat 1994, da de uindbudte zapatister varslede, at NAFTA langtfra løser de økonomiske og sociale problemer, som stadig er en tikkende bombe under et NAFTA, der kæmper for livet.

Jens Lohmann er journalist og latinamerikaekspert

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Benno Hansen
Jan Weis og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu