International kommentar

Nye forårstegn i Tunesien

Landet, hvor Det Arabiske Forår begyndte, har netop vedtaget den arabiske verdens mest progressive forfatning. Den siger nej til sharia, garanterer tros-, tanke- og ytringsfrihed og stiller begge køn lige i al lovgivning
Der var jubel – og sang – da Tunesiens nye forfatning blev vedtaget forleden i Nationalforsamlingen

Der var jubel – og sang – da Tunesiens nye forfatning blev vedtaget forleden i Nationalforsamlingen

AFP Photo

Debat
29. januar 2014

Her er den gode nyhed: Tunesien har nu efter tre års tovtrækninger overvundet striden mellem islamister og sekularister om en ny forfatning og har vel at mærke gjort det på en overvejende fredelig og helt igennem demokratisk måde. Men her er så den knap så gode nyhed: Det dokument, som landets grundlovgivende forsamling vedtog i søndags, har flere uklarheder, der må bekymre. Det vender jeg tilbage til.

Først og fremmest er der grund til at glæde sig over, at de to mainstreamfløje i det tunesiske samfund har valgt ikke at afgøre deres styrkeprøve på gaden, men inden for de politiske institutioners rammer. I det aktuelle klima i den arabiske verden fortjener dette al mulig anerkendelse.

Forudsigeligt nok har det største stridspunkt drejet sig om forholdet mellem religion og stat. Her er tuneserne enten landet på et bemærkelsesværdigt kompromis, der kan danne forbillede for resten af den arabiske verden. Eller også er de havnet i et grums af selvmodsigelser i deres forfatningstekst, som sætter scenen for nye konfrontationer, der kan blive nok så ubehagelige. Det vil tiden vise.

Frihed til ikke at tro

Forfatningens artikel 1 fastslår, at »islam er Tunesiens religion«, hvilket kan synes overflødigt, al den stund at næsten alle tunesere er muslimer. Men dernæst erklæres det i artikel 2, at Tunesien skal være »en civil stat, der bygger på medborgerskab, folkets vilje og retsstatens principper«.

Det indbyggede modsætnings- og spændingsforhold imellem disse bestemmelser bliver endnu tydeligere i artikel 6, som både påbyder »helligdommes beskyttelse« og samtidig garanterer »tros- og tankefrihed«.

At tros- og tankefrihed skal nyde beskyttelse, kan kun forstås sådan, at alle borgere har ret til at have den religion, de måtte foretrække, herunder eventuelt ingen overhovedet. I den arabiske verden skelnes der mellem ’religionsfrihed’ forstået som friheden til at vælge en af de traditionelle monoteistiske, abramistiske religioner og ’trosfrihed’, som omfatter et hvilket som helst trossystem, herunder skepticisme, agnosticisme og ateisme. At det er sidstnævnte betydning, der gælder her, er noget af et revolutionært gennembrud i den arabiske verden, fordi det er udtryk for en fuldstændig tilsidesættelse af islams sharialove.

Svær balance

Det er dog et åbent spørgsmål, hvordan Tunesien i praksis vil balancere forholdet mellem ytringsfrihed og »beskyttelse af helligdomme«. Den sidstnævnte bestemmelse kan udmærket åbne for skrappe antiblasfemilove i Tunesien, der indskrænker ytringsfriheden – en sådan lov er allerede taget i brug imod den 28-årige blogger og fritænker Jabeur Mejri, som blev idømt syv års fængsel for at sætte spørgsmålstegn ved islam (han er nu i eksil i Sverige, red.).

Den nye tunesiske forfatning stræber således efter at balancere tros- og tankefrihed med beskyttelse af religiøs følsomhed. Det kan i praksis blive svært, men ikke nødvendigvis umuligt.

Artikel 6 fik sin endelige formulering efter et særligt afgørende øjeblik i de typisk meget ophidsede debatter. Den 5. januar kaldte et islamistisk medlem af forsamlingen, Habib Ellouz, en sekulær kollega, Monji Rahoui, for »vantro« og »en fjende af islam«. På grund af det udfald blev artiklen udvidet til at omfatte et forbud mod at anklage andre for apostasi og opflamme til vold.

Forbuddet er ganske vist også en indskrænkning af ytringsfriheden, men kan også ses som en nødvendig beskyttelse imod hadetale af den art, der udløste en attentatmands drab på de fremtrædende sekulære politikere, Chokri Belaïd og Mohamed Brahmi.

Konfrontationen i forsamlingen endte absurd, da et andet islamistisk medlem, Ibrahim Kassas, blev ved med at råbe Allahu akbar af sine lungers fulde kraft, indtil han besvimede.

Jubel så det synger

Ud over muligheden for øget trosfrihed er der er grund til at glæde sig over, at den nye forfatning forbyder fysisk og psykisk tortur som en kriminel handling. Under diktator Ben Ali var tortur en udbredt praksis. Tunesiens torturbødler var nogle af verdens mest ’sofistikerede’. Selv i dag fortsætter resterne af den tunesiske politistat med at udøve sporadisk tortur.

Det bør også fremhæves, at den nye tunesiske forfatning indskriver ligheden mellem kønnene i sin grundlov (»mænd og kvinder er lige for loven«, hedder det). Det er første gang, at et arabisk og muslimsk land gør det. Det betyder blandt andet, at polygami er forbudt, og at sharialovens arveretsbestemmelser om, at kvinder kun kan arve det halve af mænd, ikke vil have gyldighed i Tunesien.

Den nye forfatning, som blev vedtaget med 200 stemmer mod 12 i den grundlovgivende forsamling, skal stadig godkendes endeligt ved en folkeafstemning, og de reaktionære kræfter har ikke nødvendigvis opgivet ævred. Men stemmer et folkeflertal ja, hvad der al mulig grund til at tro, vil den danne grundlag for fremtidens lovgivning. Og forfatningen er et lovende grundlag, der kan være med til at sikre, at Tunesien kan blive et ægte åbent, pluralistisk samfund, der beskytter både tros- og ytringsfrihed.

Og selv om dens uldne kompromisformuleringer stadig kan få gamle slagsmål til at blusse op igen, når de skal udmøntes i praksis, skal man også hæfte sig ved selve måden, den blev vedtaget på: Hele den tunesiske nationalforsamling rejste sig spontant op efter at have vedtaget artiklen, der fastslår, at kønnene er ligestillet, og afsang nationalsangen.

Tunesien har været i stand til at bevare en grad af national enhed, som slet ikke kendes tilsvarende i de andre arabiske postdiktaturstater, herunder nabolandet Libyen og Egypten. Det er ikke nogen ringe bedrift.

© Hussein Ibish og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"hvilket som helst trossystem, herunder skepticisme, agnosticisme og ateisme."

Ikke herunder, men også. Skandale!! :)