Nyhed

Overhørt i New York

Guvernøren Chris Christie slås for sit politiske liv, USA slås for sin internationale magtposition, mens newyorkerne slås for at beholde deres smartphones
17. januar 2014

Christie sendt til tælling

I politik kan den, der er oppe, hurtigt blive sendt ned til tælling.

Det har den politiske sværvægtsbokser Chris Christie, republikansk guvernør i New Jersey og kendt for sin farverige og profane stil, måttet sande.

Han er havnet i en skandale, der kan underminere hans chance for at stille op til præsidentvalget i 2016. Den drejer sig om, at en af Christies medarbejdere sidste år fik lukket den travle George Washington-bro, der går fra New Jersey ind til New York City. Målet var angiveligt at give en politisk konkurrent problemer.

Det er ikke uden grund, at den berømte tv-serie The Sopranos om mafiabossen Tony Soprano udspiller sig i New Jersey. Her anvender politikerne jævnligt mere hårdhændede metoder end andre steder i Amerika.

Udover at Christies stab lukker en bro, generer borgere og politiske modstandere, har Christie i sine fire år i guvernørembedet for åben skærm truet kritikere med løftede pegefingre, kaldt skolelærere »dovne« og parlamentarikere i hovedstaden Trenton »bæster«.

Selv om han ofte er sjov og snakkesalig, er han også en bisse. Han tryner kritikere og politiske modstandere for at få dem til at makke ret.

De få demokratiske borgmestre, der turde afvise at støtte hans genvalgskampagne sidste efterår, fortæller nu, at de blev straffet – brolukningen var en af straffene. Andre ulydige borgmestre blev afskåret fra finansiering af offentlige projekter.

Men er New Jersey værre end andre delstater?

»Politik i New Jersey er ikke mere korrupt end i staten New York. Det er bare den direkte facon, man bruger i politisk kamp, der vækker opmærksomhed,« vurderer en amerikansk journalist, der har boet på Manhattan i 35 år.

Journalisten var for nylig til en middag med en general, der havde været med i Irak-krigen.

»Generalen sagde noget om, at ingen kan forestille sig, hvor korrupt der er i Irak. Han skældte mig ud, da jeg gjorde opmærksom på, at politik i vores storbyer også er rådden, helt ind i kernen.«

Don Corleones dilemma

I Francis Ford Coppolas Godfather III fra 1990 siger bossen Michael Corleone: »Netop som jeg troede jeg var ude ... hiver de mig ind igen!« I 20 år har Corleone forsøgt at løsrive sig fra forbryderverden og forvandle sig til en lovlig forretningsmand. Men det lykkes ikke, mafiaen trækker atter i den gamle boss.

Under en frokost i New York for nylig brugte Paul Stares, senior stipendiat ved Det Udenrigspolitiske Selskab, Corleones problem til at illustrere, hvor svært præsident Barack Obama har haft ved at virkeliggøre sine vision om at gøre udenrigspolitikken i Asien til tyngdepunktet i USA’s udenrigspolitik.

»USA bliver konstant hevet tilbage til Mellemøsten. Det er der, tyngdepunktet stadig ligger,« bemærker Stares. Udover Stares havde selskabet bedt vicepræsident Michael Moran fra firmaet Global Risk Analysis om at sætte ord på USA’s udfordringer – eller som det hed i indbydelsen: »Hvad skal vi bekymre os om i 2014?«

De to var enige om, at USA’s indflydelse er for nedadgående globalt. Især henviste de til udlandets reaktion på Edward Snowdens afsløring af NSA’s almægtige aflytningsapparat.

»Snowden-sagen sammenfatter meget godt udlandets voksende mistro til USA. Afsløringerne ses som et eksempel på den kløft, der har udviklet sig mellem USA’s intentioner og dets handlinger,« mener Moran.

Stares er især foruroliget over den forgiftede atmosfære mellem på den ene side Frankrig og Tyskland og på den anden side USA.

»Det er et lidt af et problem, når både USA og EU mister indflydelse, og de samtidig ikke stoler på hinanden,« siger han.

Ingen nævnte, hvordan Don Corleone endte sine dage – ensom med sin hund ved sin side i en landsby på Sicilien.

Pas på din iPhone

New Yorks nu tidligere borgmester Michael Bloomberg kan prale af mange ting. Eksempelvis er antallet af drab, røverier, indbrud og biltyverier faldet drastisk i hans embedstid på 11 år.

Kun en type forbrydelse er gået op: Tyveri af smartphones i busser og metro. Mellem 2012 og 2013 steg denne type forbrydelse med 13 procent i New York City.

»Passagerer er ikke årvågne, de sidder dybt begravet i deres smartphones. Især folk, der sidder ved udgangsdøren, er sårbare. Tyven napper mobilen ud af hænderne på de intetanende passagerer og smutter ud, lige inden togdøren smækker,« fortæller Don Donaldson, billetsælger på en metrostation i Harlem.

Tyvene foretrækker Apple. Sidste år blev der stjålet 8.000 Apple-produkter, og tallet er sandsynligvis højere, fordi ikke alle ofre går til politiet.

Men tyve er ikke den eneste trussel mod distræte Apple-fans.

»Mange smartphones går også tabt, fordi folk på perronen fumler og taber dem ned på skinnerne,« siger Donaldson.

På denne side giver Informations faste korrespondenter hver fredag et indblik i den folkelige debat i de lande, hvor de befinder sig. Hvad taler man om hos barberen i Rom? I Londons undergrund? På cafeen i New York? I ølstuen i Berlin? I elevatoren i skyskraberen i Beijing?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu