Kommentar

Pattebørnsøkonomi – gå hjem og vug

Jeg har aldrig mødt en pædagog, der ikke så leg og læring som to sider af samme sag. Til gengæld har jeg mødt forskere og økonomer, der begiver sig ud i ’pseudokonstruktioner’ af absurde årsagssammenhænge mellem vuggestuelæring og den nationale samfundsøkonomi
16. januar 2014

Samfundsøkonomien af blevet tidens afgud, som vi bekender os til, dyrker og ikke mindst må ofre os til.

Et af de ofre handler om at udvise en konstant vilje til at reformere her, der og alle vegne. Se blot kommentaren af Andreas Rasch-Christensen i Information den 8. januar. Her slås der på tromme for ekstra fokus på vuggestuebørns læring. Her præsenteres vi endnu en gang for en ny fiks og vanvittig idé. Ifølge Rasch-Christensen er det nemlig her kimen til at bryde den sociale arv findes. En arv, der vel dårligt kan kaldes ’social’, men vel snarere genetisk. For det sociale har vel kun i særtilfælde for alvor nået at sætte sig igennem hos vuggestueindividet.

Samtidig rummer vuggestuen kimen til samfundsøkonomisk forbedring ifølge Rasch-Christensen.

Argumentet er, at læringskurven for de fleste topper mellem 0 og 3 år. Der ligger simpelthen en økonomisk gevinst og venter på os i vuggestuen.

Nu ved jeg ikke, hvilke informationer og hvilken viden Rasch-Christensen ligger inde med. I hvert fald er der tale om viden og informationer, som jeg ikke er bekendt med, hvilket jo kan skyldes min egen uvidenhed. Alligevel forholder jeg mig yderst skeptisk til sammenhængen mellem 0-3 åriges læringspotentiale på den ene side og samfundsøkonomisk vækst på den anden.

Infantile pædagoger

Rasch-Christensen skriver: »Investeringer i sociale indsatser for børn i førskolealderen er blandt de mest effektive for samfundsøkonomien.«

Hvad i alverden betyder det? Handler det om, at der skal bruges flere hænder i institutionerne, så flere kan komme i arbejde? Handler det om, at man fra pædagogisk ekspertmæssigt hold bliver gjort uundværlig i forhold til at bidrage til den såkaldte samfundsøkonomiske forsikring, der kan tegnes allerede i vuggestuen – hvilket også kræver flere hænder? Er dette tilfældet, ja, så er det da ikke umuligt, at visse samfundsøkonomiske hensyn tilgodeses. Men sådan skal det vel næppe forstås?

Rasch-Christensens pointe synes i stedet at være, at der skal gøres op med dikotomien mellem leg og læring, som tilsyneladende eksisterer i de pædagogiske institutioner. Leg og læring betragtes som hinandens modsætninger, forstår man. Desværre savnes der belæg for påstanden. Der er vel næppe nogen pædagog i dronningeriget Danmark, der vil hævde, at leg og læring ikke hænger sammen, at de er hinandens modsætninger.

Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen endnu. Måske er det min fejl. Men når det er sagt, så synes der hos Rasch-Christensen at manifestere sig en eller anden form for infantilisering af samtidens pædagoger, fordi de synes at have hang til at se – sådan lyder det i hvert fald – læring som en trussel mod legen. Men er det nu det, der foregår?

Hvis der kan spores en aversion mod læring hos pædagogerne, kan det så ikke være en reaktion på den læringsforståelse, som Rasch-Christensen abonnerer på? At læring skal have samfundsøkonomisk relevans. Nu ved jeg ikke – og det er der sikkert heller ikke mange pædagoger, der gør – hvordan læring i vuggetuen gøres samfundsøkonomisk relevant. For børnene kan vel næppe spille Matador i den alder.

Pseudosammenhænge

Vi må simpelthen anfægte de ’pseudo-konstruktioner’ af fuldstændigt absurde kausalitetssammenhænge, som Rasch-Christensen antager, der er mellem vuggestuelæring og den nationale samfundsøkonomi.

Måske vi skulle – som politologen og filosoffen Hannah Arendt tidligere har forslået det – give de kære små en start i verden, hvor de ikke, allerede fra de åbner øjnene og ikke engang er kravlende væsener, skal indgå i de samfundsøkonomiske ligninger, skal afrettes og dresseres med henblik på at kunne dæmme op for de samfundsøkonomiske problemstillinger, som vi ’voksne’ konstruerer, ser og omgiver os med.

Det kunne være interessant, om vi kan komme op med et vokabular, som børnenes leg og læring kan forstås med, og som ikke betjener sig af samfundsøkonomiske termer og nyttekalkuler. Det kunne måske være en klog ’investering’, ikke bare økonomisk, men også samfundsmæssigt set, idet samfundet trods alt – selv om det nærmest er blasfemisk at sige – er meget mere end økonomi.

Dion Rüsselbæk Hansen er adjunkt ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Ida Hegner
  • Viggo Helth
  • Erik Jensen
  • Grethe Preisler
Kim Øverup, Ida Hegner, Viggo Helth, Erik Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis vi voksne er istand til at lytte og betragte, vil vi have store muligheder for at se hvordan børn lærer igennem leg. Hvordan de kreativt udvikler og experienterer. Det er meget mere læring end den vi vokse kan opnå i vores egen iscenesatte lærings anstalter med prøver og test og hvad vi ellers finder på i forsøget på at hævde at vi er gode nok. Find modet og tag chancen med at vi også kan lege.