Den politiske samtale i Danmark fungerer så dårligt, at vores dronning helt usædvanligt langede ud efter den i sin nytårstale: »Vi skal ikke lægge låg på diskussioner. Vi skal turde tage de debatter, der skal tages … Næste skridt er, at vi også hører efter, hvad andre siger. Så får vi den diskussion, vi kan blive klogere af. Det kræver mod at gå ind i en debat – men også at vise storsind.«
Dronningen udpeger to forudsætninger for en god debat: mod og storsind. Mod, fordi ens argument – hvis man lytter – kan vise sig ikke at være det bedste. Storsind, fordi man i så fald må bøje sig for modpartens bedre argument.
Dronningen længes efter en politisk kultur, hvor argumenter og saglighed styrer. Hendes længsel er en reaktion på en lede, mange fornemmer: Leden ved al den politiske spin, mudderkastning og karrierepleje. Den politiske offentlighed er på lange stræk degenereret til en uudholdelig størrelse. Borgerne slukker hovedrystende for fjernsynet, når en ny politisk farce udspiller sig, eller en politiker toner frem på skærmen for ubehjælpsomt at forklare, hvorfor han mener noget andet i dag, end han gjorde i går.
Dronningen påpeger et velkendt problem. Men udgør det egentlig blot en magtstrategisk uskønhed oven på et ellers for-nuftigt politisk liv, hvor der trods alt træffes gode beslutninger? Eller er der – hvis man graver et spadestik dybere – andet og mere galt med vores politiske offentlighed?
Konkretionstænkning
Når først man får øje på det, er det slående, hvor meget offentligheden er domineret af en bestemt og ødelæggende måde at tænke politik på. Måden kom f.eks. til udtryk, da SF’s tidligere politiske ordfører Jesper Petersen (S) i et forsvar for venstrefløjens udskældte idékrise proklamerede: »Noget, der bare bliver sagt, men aldrig bliver til noget, gør vel ingen forskel ... Det handler om resultater.« (Information 20.9.12). Det udsagn koncentrerer på én gang de normer og krav, som dominerer den politiske samtale: krav om realisme, sandsynlighed, målbare resultater og nytte, handling frem for ’snak’; realiserbarhed og empirisk-statistisk viden frem for værdier og førstepersonsperspektiver som primært grundlag for politiske beslutninger. Som samlebegreb for dette sæt af krav foreslår jeg begrebet konkretionstænkning, fordi kravene er fælles om at prioritere det synlige og virkelighedsnære: det konkrete (bemærk også, at ordet ’konkret’ bliver brugt konstant som ultimativt plusord). Men herved nedprioriteres alt det abstrakte: politisk-ideologisk tænkning, idédebat, idealer, visioner og grundig diskussion af alt det svært målbare såsom det gode liv og samfund, dannelse, frihed, lighed, retfærdighed osv.
Symptomatisk nok er partiernes principprogrammer kortere end nogensinde. Sat på spidsen tilskriver konkretionstænkningen ikke samtale om alt dette abstrakte en selvstændig værdi.
Denne dominerende tænkning findes overalt i det politiske liv – på begge fløje og også hos journalister. Kan en person i den politiske debat f.eks. fanges i ikke at kunne konkretisere vejen til realiseringen af en idé, er det i sig selv et knock out-argument imod ham. Kort sagt: Balancen mellem det konkrete og det abstrakte er skævvredet.
Benspænd for sund debat
Konkretionstænkning giver en række problemer:
For det første indskrænkes det fælles rum for erkendelse og udtænkning af politiske handlemuligheder. Man kan ikke diskutere og udvikle ideer, hvis man konstant skal stå til regnskab for, hvordan man vil realisere dem, inden man har diskuteret sig frem til, hvad man vil realisere. Hvis vi ikke vil, må eller tør tænke alternativt og hinsides det konkrete, kan vi heller ikke udvikle nye og gode politiske løsninger. Udveksling af visioner åbner vores øjne for nye løsningsmuligheder, og alene af den grund har den en selvstændig værdi. Mere grundlæggende overser bl.a. Jesper Petersen, at ord også er handling og ikke bare ’snak’, for ord styrer vores opfattelser og dermed de politiske handlinger. Der er ikke ord på den ene side og verden og handling på den anden.
For det andet er konkretionstænkningen en radikal reduktion af, hvad samfundsliv er. Den endimensionelle konkretionstænkning fjerner meget af det, der definerer den sociale virkelighed, som tænkningen ellers skal forholde sig problemløsende til. Ikke alt politisk relevant er konkret: Uundgåelige samfundstemaer som frihed, lighed, retfærdighed, magt, håb osv. – ideologiernes og det politiskes dybeste stridspunkter – kan vi aldrig fuldt ud måle på eller konkretisere. At tænke konkret er at tænke reduktivt.
For det tredje misforstår konkretionstænkningen, hvad politik er. Nok er Den Kolde Krig overstået, de storideologiske kampe er forbi, og den politiske teori og filosofi har, som samfundsforskeren Ove Kaj Pedersen konstaterer i bogen Konkurrencestaten, ingen autoritet i den offentlige debat længere. Og nok lever vi i en højtudviklet velfærdsstat og liberalt demokrati, men det betyder ikke, at de ideologiske stridigheder er ovre – vi må fastholde, hvad politik er: Politik er pr. definition en moralsk og ideologisk aktivitet, som konstitutivt er viklet ind i alt det abstrakte. Det sørgelige er, at vi tror, vi kan tale om politiske spørgsmål uden at ramle ind i alle de abstrakte moralske, ideologiske, principielle aspekter af spørgsmålene. Det politiske er blevet blind for, hvor lidt det ser – og hvor store værdispørgs- mål vi fortsat og uundgåeligt er involveret i. Dertil kommer, at vi ikke kan nøjes med konkrete justeringer og administration af velfærdsstaten. Der er med andre ord nok af store emner at forholde sig visionært og problemløsende til: klimaet, kultursammenstød, globaliseringen osv.
For det fjerde er der et historisk argument for værdien af det abstrakte. Vores stadig mere arbejdsopdelte, globaliserede og komplekse verden udfordrer ideologierne. Deres indhold har altid været omstridt, men er det i særlig grad nu. Særligt socialister og konservative kan ikke finde ud af, hvad sand henholdsvis socialisme og konservatisme er. En indviklet verden skriger på ideologisk nytænkning.
Et onde med mange rødder
Nogle taler om tidens nyttetænkning som et neoliberalistisk fænomen, fordi den er motiveret af konkurrencen i en globaliseret økonomi og sætter økonomisk vækst over alt andet. Men der er langt flere årsager til konkretionstænkningens nyttefokus. Den er en måde at tænke politik på forårsaget af også ikkenationaløkonomiske faktorer som den kommercielle medieudviklings underminering af grundig politisk samtale, den danske folkelighedsforhippede antiintellektualisme og af faktorer, der går langt tilbage, såsom udviklingen af en stadig mere kompleks verden og videnskabeliggørelsen af vores kultur. De to sidste faktorer betyder, at det appellerende ved normative abstraktioner og sandheder med stort S problematiseres af evindelige krav om godtgørelse, realiserbarhed og belæg for diskutable antagelser f.eks. om historiens eller livets mening. Men uanset hvad, er det altså det politiskes forbandede opgave at erkende og foreslå retninger alligevel.
Jan Maintz Hansen er cand.mag. i dansk, filosofi og samfundsfag og forfatter til debatbogen ’Kan du være mere konkret? Om samtalens død i dansk politik’, som udkommer på Informations Forlag i dag.
Hvis vi holdt op med at understøtte markedstanken, men lod den leve op til sine egne forudsætninger om total frihed, ville den falde på en uge.
"Men der er langt flere årsager til konkretionstænkningens nyttefokus. Den er en måde at tænke politik på forårsaget af også ikkenationaløkonomiske faktorer som den kommercielle medieudviklings underminering af grundig politisk samtale, den danske folkelighedsforhippede antiintellektualisme og af faktorer, der går langt tilbage, såsom udviklingen af en stadig mere kompleks verden og videnskabeliggørelsen af vores kultur."
Hvor er det dog Spot On! Og hvor er det dog fortvivlende.
Status Quo er ikke en mulighed, hvis vi ønsker at efterlade en verden der er rar at bebo til vores efterkommere. Når den politiske samtale, som potentielt kunne bane vejen videre fra status quo, er brudt sammen, skyldes det efter min mening at alt for mange af de der kommer til orde i den politiske og kulturelle debat, trives alt for godt under de nuværende tilstande.
Politikere, Akademikere, journalister, kunstnere og kulturpersonligheder, samt hele den velpolstrede middelklasse, har ingen interesse i at tingene ændrer sig. For det er deres livsstil, som i sidste ende må laves om, hvis nye tanker får lov at blomstre ukontrolleret.
Så hvad får vi? IPCC, produktivitetskommisioner med tilhørende idolisering af vækst og produktion, en endeløs strøm af rapporter, navlebeskuende kunst og kultur, alt sammen grundet i status quo, hvor det på trods af krisen jo går skidegodt for alle der har optjent økonomisk, social, og kulturel kapital under det nuværende vækstparadigme.
Altimens dette selvgode segment (som jeg selv tilhører, forøvrigt), peger en bebrejdende og nedladende finger på en stadig mere desperat underklasse af mennesker, som kæmper for at få det hele til at hænge sammen, og som er de første der får det at mærke når vandet begynder at stige.
Der er tale om et kollektivt svigt af enorme dimensioner, og det er bl.a min dreng på nu 4 år, som kommer til at betale prisen for dette vanvid.
Man taler om en 'kulturel elite', og mener vel noget i retning af alle dem der har en stemme der høres på bjerget, og midlerne til at komme derop. Men dette begreb har alt for positive konnotationer.
Så lad os kalde en spade for en spade: Den dekadente klasse har sejret af helvede til. Det er på tide at få den på bedre tanker, eller også må den fjernes.
Lad os kalde
Her er forøvrigt et interview med Russell Brand, som nægter at underordne sig konkretionstænkningen. Et oprør mod status Quo. Men han er selvfølgelig også komiker - Narren der siger Rom midt imod...
http://www.youtube.com/watch?v=3YR4CseY9pk
Nu forholder det sig således, at man ikke ser skoven for bare træer, man blander to usammenlignelige størrelser sammen, man adderer æbler og pærer - og så burde det være indlysende, at man ikke får noget klart svar > en hybrid ml æbler og pærer?
Spørgsmålet, som skal afklares, er, hvem biotopens overlevelsesressourcer reelt tilhører og hvem, der reelt kontrollerer dem.
Hvis man forudsætter, at disse ressourcer tilhører fællesskabet - og herefter må konstatere, at det ikke er dette fællesskab, som kontrollerer egne ressourcer, så tegner der sig måske et billede?
Hvis fællesskabets overlevelsesressourcer blev administreret i overensstemmelse med deres rette ejerforhold, ville den enkeltes ret og pligt være defineret, dermed også den enkeltes frihed - og dermed ville artiklens skitserede og meget reelle problematik være væk.
Forudsætningen er naturligvis, at de, der profiterer på status quo, bliver
fjernet fra al indflydelse - og det er den egentlige udfordring, som belyser artiklens spørgsmål.
Vi var godt på vej, men desværre bestak dem med pengene den almindelige befolkning, der i stedet for at knokle med udvikling, deltagelse, forståelse af svære sammenhænge og værdier, kunne nøjes med at arbejde bevidstløst og høste ligegyldige varer til gengæld.
Mon dog ikke debatten også rummer den modsatte yderlighed, d.v.s. bliver for svævende, vag og uklar? Eller "overordnede" ideer om hvem der har ret og uret overtrumfer alle konkrete informationer, så de tilpasses forskellige syn på verden?
Politik er som en række spændende opskrifter, hvor meget lykkes og en del sådan la'la' og en del, der ikke går så godt. 'stænkelapper' f-eks.
Så når opskrifterne til medierne og journalisterne, der alle tilføjer ingredienser, så den færdig fremstilling bliver uspiselig i mange tilfælde.
Såkaldt politikerlede etc. er medieskabt. Kritisk journalistik er blevet til journalistik om skandaler, de værste gloser er i brug dagligt. Ekstrabladet har ikke levet forgæves.
Lyt til 'oplæsning af aviser' i radioen kl. 7 alle skandaler og selvmordsbombere står på række for at blive læst op. Vi har fortjent bedre.
Tænk at 'Danmark' bliver sendt på arbejde og i skole med skandaler og bombedræbte tankerne hver dag. Man starter på omkring minus 20 istedet for på plus 20, når man ikke har haft en journalist indover den mentale tilstand.
'Tøndersagen' hva' ba'?
En gedigen formulering af en bekymring,
jeg tror mange herinde deler:
"Konkurrencestaten har sat dagsordenen for vores fremtidsvisioner.
Borgerne skal målrettes, trænes og styres ud fra statens politiske og økonomiske ambitioner.
Borgerne skal organiseres og institutionaliseres til, at staten kan leve op til det globale konkurrencesamfunds økonomiske spilleregler.
Hvis vi åbenbart ikke underkaster os dette regime, kommer vores materielle velstand og velfærd ifølge systemets eksperter i alvorlig fare.
Derfor indfører vi en statsstyret skole, hvor vore børns liv, udvikling og karriere sættes i system. Heldagsskolen, undervisningsplaner, evalueringssystemer, benchmarkingkontrol (PISA-tests) etc. skal sikre, at statens krav er under kontrol. Staten er blevet ejer af menneskers liv, frihed og tankesæt.
Hele vores kultur og dannelsesliv er blevet koloniseret ud fra statens økonomiske politik."
http://www.denoffentlige.dk/professor-vil-have-nyt-lederskab
'kæft det er godt set. Og formuleret.
Et andet lille bidrag til denne vigtige debat...
Ideologi er noget bras (og bras er ideologi) http://www.centerforvildanalyse.dk/wp-content/uploads/2013/01/Ideologi-e...
Citat fra indledningen...
... "I stedet indtrådte en forestilling om politik som administration og demokratiske valg som en slags målinger af de bedst egnede til at lede og fordele. I den karikerede form, som den tidligere finansminister [Claus Hjort Frederiksen] bemærkelsesværdigt nok inkarnerede og uden blusel vedstod, var der ikke længere brug for folkeoplysning og kritisk debat af selv så afgørende beslutninger som militære interventioner, men ”brød og skuespil” - så skulle den politiske administration nok tage sig af resten.
Hvad hele forestillingen om en post-ideologisk tidsalder dækker over, er dog naturligvis, at den er den mest ideologiske forestilling, man kan have."
Og folkestyrets forvaltere sætter formuen overstyr til goldman sachs og i 'frihandelsaftaler' så vi bliver lænkede i deres regime, og alle filosofiske tanker er til grin, fordi vi nu er bestjålne og ludfattige som kirkerotter. Vågn dog op til dåd - uden mad og drikke, duer helten ikke. Hvilket betyder, at før de praktiske ting er på plads, er der ikke tid til at filosofere. Skulle filosofiske overvejelser danne baggrund for beslutninger i den materielle verden? Vor Frue bevare os - så vanskeligt burde det altså ikke være, at udregne fordelingsnøglen for biotopens overlevelsesressourcer i den globale landsby. Med mindre altså at man opfører sig som de rene idioter og lader banditter i habitter lænse os for vores værdier. Vågn op og mød op til fyraftensmøde i dansk metal nyropsgade 25 den 16/1 kl 19 hvor starten til folkelig opvågnen og modstand mod disse overgreb og bedragerier er på dagsordenen.