Klumme

Mod og reformer i mellemtiden

I Amerika tilbydes alle borgere nu lægehjælp. Danmark reformerer kontant- og bistandshjælpen. Der protesteres begge steder. Men ikke over det, man skulle tro
Debat
6. januar 2014

Januar 2014 er en historisk måned i Amerika. Sundhedsreformen er endelig trådt i kraft. Tre et halvt år og en højesteretsdom efter, den blev vedtaget i 2010 akkompagneret af de dårligste opinionsmålinger for bagmanden – Præsident Obama – nogensinde. Og, ikke at forglemme, efter en parodi på en teknisk katastrofe-it-start i oktober 2013. Fra den 1. januar i år er seks millioner amerikanere nu omfattet af enten nye føderale sundhedsforsikringer eller nye, enkeltstatelige ditto, og flere vil komme til frem mod marts, hvor man fortsat lovligt kan tilmelde sig. Herefter vanker der bøder til alle, som ikke har en sundhedsforsikring.

De nye forsikringer dækker bedre, og mennesker, der lider af kroniske sygdomme, kan ikke længere nægtes forsikring. Samtidig sikrer nye tilskudsmuligheder, at den skrantende lavere middel- og arbejderklasse får nemmere ved at anskaffe sig en privat forsikring. Og den statslige forsikring for de fattigste, Medicaid, vil vokse med 3,9 millioner flere amerikanere – en betragtelig forbedring af amerikanernes velfærd.

Men samtidig med sundhedsreformens endelige ikrafttræden mistede 1,3 millioner amerikanere deres forlængede arbejdsløshedsunderstøttelse (1.500 kroner om ugen) som en del af den nye budgetaftale i Washington. Det er alvorligt for dem, det går ud over: Mennesker, der ikke længere har penge til mad, medicin eller husleje – mange vil blive nødt til at flytte på gaden, på herberg eller hjem til deres gamle forældre, hvis de er så heldige at have dem.

Man skulle tro, at der ville rejse sig en folkelig protest i USA. Tager man noget fra vælgerne, bliver de altid vrede, lyder devisen.

Og jovist, protester er der i rigt mål i Amerika. Men de handler om det modsatte: Sundhedsreformen – indførslen af en universel velfærdsordning til gavn for især de svageste – har udløst et sandt folkeligt raseri over formynderi. Skrigene er derimod til at overse, når man med understøttelsesreformen skærer i ydelserne til de fattigste. Det er der opbakning til.

I Danmark er det lige omvendt. Her udløser kontanthjælpsreformen et ramaskrig, mens vælgerne tager velfærdsudvidelser som en selvfølgelig ret.

Forskellen mellem de to lande er ikke overraskende i sig selv – USA er som bekendt ikke velfærdsordningernes paradis, mens Skandinavien er verdensberømt netop for det. Spørgsmålet er, hvilke perspektiver der kan udledes af reaktionerne.

Måske får den stadigt stærkere globale konkurrence modellerne til at drive i samme retning? Er de amerikanske politikere ved at introducere mere velfærd i den angelsaksiske/residuale model, mens den nordiske, universelle velfærdsstat er sendt til barberen? Og kunne det være en udvikling, der i virkeligheden kunne forbedre de to modellers konkurrencedygtighed?

Uanset hvad svømmer begge landes medier over med beretninger om, hvordan reformerne vil ødelægge livet for dem, de rammer. Danske kontanthjælpsmodtagere planlægger at flytte fra hinanden og børnene for at opretholde deres ydelser, unge par med bil og dyre lån forklarer, at de ikke vil have råd til mad, på trods af at manden i forholdet tjener over 23.000 kroner om måneden. Mens amerikanske medier – særligt af konservativt tilsnit – svælger i historier om mennesker, der var glade for deres gamle sundhedsforsikring, men som nu bliver tvunget over på nye og dyrere ordninger som følge af Obamacare.

Mens medierne excellerer i skræmmehistorier, bruger regeringerne en foruroligende stor del af deres tid på ’feel good’-øvelser, som den danske statsministers beroligende nytårstale, der skabte en retorisk boble af tryghed, men som ikke sagde det store om de politiske og økonomiske udfordringer. I USA står det klart, at den folkevalgte Kongres ikke har i sinde at foretage sig noget op til midtvejsvalget om 11 måneder.

Problemet er imidlertid, at manglende lederskab, vilje til at stå på mål for sine beslutninger og uærlighed på længere sigt skaber basis for politikerlede og giver farlig medvind til populister til både højre og venstre. Og netop dem bliver det svært at overhøre på det europæiske kontinent, når kampen om pladserne i Europa-Parlamentet går i gang senere på året.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington D.C.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her