Klumme

I rummet og på jorden

Rumfilmen ’Gravity’ og DR-eksperimentet ’Gaden hvor det offentlige forsvandt’ tvinger os til at se de to vigtigste koordinater: det kosmologiske økoperspektiv og det medmenneskelige
Debat
2. januar 2014

I 2013 tog vi afsæt i kulturen for at diskutere ytringsfrihed og køn og parforhold, men udover at gnøffe rundt i den slags kulturopgør, udover det, så kunne vi i 2013 godt have diskuteret oplevelsen af den 3D-mirakuløse rumfilm Gravity noget mere. Og vi skulle også have skrevet mere om DR’s velfærdseksperiment Gaden hvor det offentlige forsvandt. Vi kunne havde diskuteret det helt banale og det helt kolossale, rumfilmens maksimale, kosmologiske perspektiv og tv-eksperimentets demonstration af den for hverdagen så ubelejlige konfrontation med medmennesket. For mig stod de to kulturprodukter, Gravity og Gaden, nærmest stærkest – som to grundlæggende planer og banale koordinater.

Alfonso Cuaróns Gravity var der rigtig mange danskere, der oplevede i år i store biografsale med 3D-briller på næsen. En udmagret Sandra Bullock spillede rumingeniøren Ryan Stone, der under en satellitreparation i termosfæren kolliderer med affald fra alt det andet, vi har efterladt deroppe. Hun mister forbindelse til sin rumbase, slynges ud i evigheden med kun en kneben, suspensemættet chance for at vende hjem.

Filmen er på ét plan en fortælling fra navlen om at beslutte sig for at komme tilbage til livet, i Stones tilfælde efter datterens uretfærdigt tilfældige død. I rummet, universets rungende livmoder, udspiller sig den kamp med sorg og livsdrift, som Stone ikke har taget på Jorden. Men det er også en film, der via sin visuelle suverænitet lægger et ekstra lag oven på den traditionelle katastrofefortælling.

Vi ved jo godt, at kloden og menneskeheden på sigt er truet, vi dyrker det i katastrofefilm, hvor Frihedsgudinden drukner, og Eiffeltårnet smelter. Vi indtager postapokalyptiske zombiescenarier i film efter film og serie efter serie. I fiktionens katastrofefantasi er civilisationen kollapset, men individets kamp bliver også her så jordnært, at perspektivet forsvinder. I de metaforiske fantasier oplever vi menneskets eksistentielle kamp, ligesom Stones i Gravity, men uden udsynet. Man skal ud for at se sit hjem, simpelthen. For at kæmpe for det. I Gravity ser vi Den Blå Planet som bagtæppe for Stones private kamp. Vi ser Jorden som en dims ud af rummets millioner af dimser, og det skaber en kropslig og ikke mindst 3D-teknisk overvældende perspektivforskydning. Kameraet er til tider helt inde i Stone, vi ser synet af hendes – og vores – ilt som damp på rumhjelmen. Dette mest skrøbelige, åndedrættet, forbindes på den anden side af hjelmen til bagtæppet, til planeten. Gravity er dermed også kosmologisk eksistentialisme, det er en overvældende økologisk oplevelse: Der er os, der ånder. Og planeten, der ånder. Det er den navlestreng, vi skal kæmpe for at bevare.

Zoomer man så ned på den planet, ser man beboerne på ’Gaden’ i DRs Gaden hvor det offentlige forsvandt. Der er nogle mennesker, der bor i Ikast, og de er herlige geniale borgerrepræsentanter, fordi de ikke er castet til overdreven skærmtække. De har sagt ja til i en måned at administrere de penge, de normalt får af kommunen. Det er et tv-eksperiment, der skal kaste lys over kommunalvalgets vigtighed. Det er også en antropologisk undersøgelse af vores velfærdssamfunds indretning.

Beboerne kaster pengene i en fællespulje, de holder møde med kaffe og kage, uddelegerer magt i det ene råd efter det andet og løber til sidst tør for penge, fordi det altid er nemmere at sige ja end nej. Nogen synes godt, at man kunne indføre lidt mere brugerbetaling, at gadens ældste dame kunne betale halvdelen af høreapparatet selv, men det har hun ikke råd til. Og det går så alligevel heller ikke at fratage den katastrofalt migræneramte førtidspensionists sygeplejerskebesøg. Too bad.

Til sidst ender de med at hæve skatten. Det ærgrer en beboer sig over, selvom han stemmer for forslaget. Han går ind for brugerbetaling, men det er svært at gennemføre, når man hver dag skal se på de mennesker, som sådan en beslutning går ud over, siger han, nu med sine medborgere som bagtæppe for sine private interessekampe med et helt nært og derfor kolossalt udsyn.

Gravity tildelte os synet på – og af – kloden. Gaden pegede på det fundamentalt personlige i organiseringen af menneskemylderets kollisioner på den klode.

 

Katrine Hornstrup Yde er kulturskribent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Vinther Rasmusen

Hvorfor skal det mu hedde "koordinater" i stedet for "dimensioner"? Og ved KHY overhovedet hvad hun selv mener med et begreb som "det kosmologiske økoperspektiv"? Artiklen er et godt eksempel på den sproglige uklarhed der opstår når naturvidenskabeligt udannede bruger naturfaglige begreber som de ikke forstår den naturfaglige betydning af.
Har KHY mon tænkt på at jo længere man flytter perspektivet ud i verdensrummet, desto mere ligegyldigt bliver det om der er mennesker eller ej på vores lille pisklode?