Kommentar

Sådan er det bare ikke

DR2 har begået et program, der problematiserer, at både mor og far er på arbejdsmarkedet. Men den vigtige debat ender i den gamle sang om, at alt var bedre, dengang kvinderne var hjemmegående. Hvorfor er det ikke far, der sendes hjem til kødgryderne?
31. januar 2014

Onsdag aften sidste uge viste DR2 tredje afsnit af dokumentarserien Sådan er det bare. Det er en serie, der, som DR selv formulerer det, »sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi har indrettet livet på.« Denne onsdag var emnet, at både mor og far går på arbejde.

»Fedt!« tænkte vi. Endelig nogen, som sætter fokus på det, som mange forældre i børnefamilier går og tumler med: Hvordan får man tingene til at hænge sammen, når man har lyst til både karriere og familie? Hvordan holder man så mange bolde i luften på én gang? Det er nemlig vigtigt, at vi taler om stressniveauet i familierne. Det er alt for højt. Småbørnsfamilier arbejder for meget. Og det ville været dejligt, hvis DR’s program ville komme med nogle brugbare og moderne løsninger på det problem. Løsninger, som forældre af begge køn kunne bruge i den svære balancekunst mellem karriere og familie.

Programmet endte desværre som en skuffelse. Det viste sig at være et unuanceret program, der formidlede et syn på kvinder og ligestilling, der kan dateres om ikke tilbage til middelalderen så i hvert fald tilbage til de 1950’ere, hvorefter det hele gik galt, hvis man skal tro DR.

Sætningen »at kvinderne siden 1950’erne er kommet ud på arbejdsmarkedet, har ført meget godt med sig« er et mantra programmet igennem. Men det ville have været fint at nævne 2-3 eksempler på de gevinster. Det er nemlig slet ikke den følelse, det 30 minutter lange program efterlader én med. Tværtimod. Det, at kvinderne kom ud på arbejdsmarked i 1950’erne betyder nemlig ifølge programmet, at vores børnene vantrives, flere ægteskaber ender i skilsmisse og mor og far er stressede. Dog mest mor. Hun har jo – tilsyneladende med største naturlighed – to fuldtidsjob: karriere og hjemmet – og ansvar for børnene selvfølgelig. Sådan er det bare, synes programmet tavst at konstatere. Men er det det?

Usynlige fædre

Vi kender ikke nogen familier, hvor det er sådan. I DR’s fremstilling er fædrene ikke synlige overhovedet. Det virker, som om kvinderne i programmet har børn med sig selv og derfor er alene med ansvaret.

I den gennemgående voxpop bliver kvinder på gaden spurgt, om de ikke gerne ville have mere tid til deres børn. Afbrudt af klip med eksperter, der fortæller – ikke det positive for børnenes velfærd når en af forældrene går hjemme – men om lyksalighederne ved en hjemmegående mor. At det kunne være far, der gik hjemme, er tilsyneladende utænkeligt.

I programmets cases møder vi to kvinder. En, som har valgt at gå imod normen og blive hjemme i stedet for at arbejde. Det er – kan vi forstå – klart det bedste valg, hvis man tænker på sin families trivsel. Og en stakkels gymnasielærer, der både skal være mor og have job. Hendes stressniveau måles i programmet, og selv om hun egentlig ikke føler sig stresset, viser det sig selvfølgelig, at hun er godt på vej til at blive syg af stress.

Hvad er galt med det her billede? Det er selvfølgelig dejligt, at DR sætter spørgsmålstegn ved, om det virkelig er nødvendigt at tjene og bruge så mange penge, som vi gør, for at være lykkelig. Men hvorfor er den forudindtagede løsning, at mor bliver hjemme? Vi er enige i, at arbejdet fylder så meget, at det kan have negativ konsekvenser for familien. Der er næsten ikke tid til børnene, og det påvirker deres selvværd og udvikling. Men DR’s program viser ikke ét eksempel, hvor det er manden, der opprioriterer familien og nedprioriterer karrieren, og det er ikke mænd, men kvinder, der bliver spurgt, om de ønsker sig mere tid til deres børn.

Ville programmet have været dårligere, hvis man havde lavet ordentlig research og fundet en hjemmegående far og målt hans stressniveau?

Mors problem

Programmer som dette er vigtige. Netop derfor er det så ærgerligt – og problematisk – at det tegner et billede af, at den økonomiske ligestilling mellem kønnene er grunden til, at familier falder sammen. Hvorfor er mødrene i programmet vist som de eneste med ansvar for at smøre madpakker, vaske tøj, lave mad osv.? Her serverer DR et uudtalt »sådan er det bare«. Problemet er bare, at sådan er det bare ikke. Ikke i de familier, vi kender.

Måske laver far og mor ikke lige meget på hjemmefronten, men begge deltager selvfølgelig. Hvorfor skulle de ikke gøre det? I nogle familier trækker mor det tunge læs derhjemme. I andre er det far. Og med den fejlslutning kommer programmet også til at levere et forældet og ubrugeligt svar på et ellers meget relevant spørgsmål.

Måske gælder det om at skrue ned for det materielle ambitionsniveau, eller om at give småbørnsforældre tid til at have fokus på både karriere og familie, mens børnene er små. Nedsat arbejdstid er en god idé, DR! Men hvorfor er det mor, der skal gå ned i tid?

Problemet er måske ikke, at hun går på arbejde. Kunne det måske også en lille bitte smule skyldes et arbejdsmarked, som kræver rigtig meget fra medarbejdere i 30’erne og 40’erne? Det er ikke hensigtsmæssigt, at det er lige netop, mens vi har små børn, at vi også skal præstere og levere professionelt.

Vi kan gøre det bedre. En løsning kunne være at give forældre med små børn retten til at gå ned i tid, uden at det påvirker fremtidige karrieremuligheder. Den har man i Sverige. Måske kunne det også være en løsning i Danmark?

Men egentlig er færdige løsningsmodeller ikke engang nødvendige, DR. Det ville have været nok – og endda bedre – hvis programmet havde sat spørgsmålstegn ved tingenes tilstand uden i samme åndedrag at fastholde forældede myter om kvinder og deres roller og begrænsninger. Debatten skal begynde med, at vi ser ansvaret for vores børns velfærd som et fælles projekt, noget som mor og far er fælles om. Fædrene skal inddrages i diskussionen. Det er ikke kvinders ansvar eller deres skyld. Det er ikke det, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1950’erne, der har sat os i denne situation. Sådan er det bare ikke!

 

Sara Kolka Courageux er journalist og Ann-Sofie Nielsen er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Inger Sundsvald
Troels Ken Pedersen og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu