International kommentar

Sharon kunne have skabt fred

Som en af Israels grundlæggere havde Ariel Sharon troværdighed til at afgive besat territorium – og til at se dæmonerne fra 1948 i øjnene
Ariel Sharon henviste bemærkelsesværdigt nok til steder i Israel ved deres originale, arabiske navne – og anerkendte dermed implicit en fortrængt sandhed. Hans sidste mission kunne have været at få sin nation til at gøre det samme, skriver Jonathan Freedland i denne kommentar. Arkivfoto: Scanpix

Ariel Sharon henviste bemærkelsesværdigt nok til steder i Israel ved deres originale, arabiske navne – og anerkendte dermed implicit en fortrængt sandhed. Hans sidste mission kunne have været at få sin nation til at gøre det samme, skriver Jonathan Freedland i denne kommentar. Arkivfoto: Scanpix

8. januar 2014

Ariel Sharon ligger for døden, men hans rejse sluttede allerede, da han for otte år siden blev bragt til tavshed af et slagtilfælde. Tilstanden mellem liv og død var passende for en figur, som i årtier skilte vandene – hånet af fjender som ’Slagteren fra Beirut’ og elsket af beundrere som ’Arik, konge af Israel’.

Efter en lang karriere som sit lands mest frygtløse – og brutale – kriger og som protektor for bosætterbevægelsen blev Sharons sidste handling paradoksalt nok at afvikle bosættelser. I 2005 beordrede han Israel til at trække sig ud af det Gaza, som det besatte i 1967-krigen, hvor Sharon var en af de vigtigste militære chefer.

Da slagtilfældet kom, stod han til at vinde et valg, som han ville have fulgt op med yderligere tilbagetrækning fra Vestbredden. Den gamle general havde en enestående autoritet til at justere landets grænser, fordi han selv er en del af Israels grundlæggergeneration. Sharon kæmpede i 1948, og selv om han havde den ene arm i gips, anførte han en deling. Han fik sit navn af Israels landsfader, David Ben-Gurion, der døbte den unge Scheinerman Sharon, som var han kong Arthur, der salvede en ridder.

Israels nuværende præsident, den tilsyneladende udødelige 90-årige Shimon Peres, var også Ben-Gurion-protegé, men ikke soldat. Med Sharons død er den sidste kriger fra 1948 borte. Det har stor betydning.

Dette er en vigtig pointe i klummeskribenten ved det israelske dagblad Haaretz, Avi Shavist, bog, Mit forjættede land – en personlig Israel-historie, der begynder i 1897 med en bådfuld af drømmere, som sejler til Jaffa, længselsfulde efter Zion. Fra dette udgangspunkt slår Shavit ned på steder og øjeblikke i nøglepersoners liv, så vi får en mosaik af det forrige omtumlede århundrede: optagelsen af bølger af jødiske flygtninge i efterkrigstidens Europa, anlæggelsen af den hemmelige atomreaktor i Dimona, bosætterbevægelsens triumf og fredsbevægelsens fiasko osv.

Zionistisk massakre

Bogens styrke er dens måde at sætte historierne i sammenhæng på. Hver gang en person introduceres – om det så er en stor romanforfatter eller en unavngiven ingeniør bag Israels atomvåben – får vi oprullet hele den familiehistorie, der førte til deres synspunkter. Man kan stadig være uenig med de hårdeste høge, men det har værdi at kende deres rystende fortid – ofte, men ikke kun, som ofre for Holocaust. En fortid, der har formet dem og indgivet dem en frygt, som blev til en desperat vilje til at overleve.

Shavit modstår den sort-hvide forenkling, der plager diskussioner om Israel-Palæstina. Hans bog vil både give ammunition til Israels modstandere og tilhængere, for her får vi fortællingen om de mørkeste gerninger og de mest lysende triumfer. Propagandister fra begge sider vil kunne udvælge favoritfakta til at underbygge deres opfattelser, men som helhed vil de begge blive skuffede. Shavit er f.eks. en høg, når det gælder Irans atomtrussel, men hård i sin fordømmelse af den i årtier opretholdte besættelse. Han skoser Israels modstandere for ikke at forstå israelernes dybe frygt for udslettelse. Han hudfletter sine tidligere kammerater i fredsbevægelsen for at fokusere for snævert på de områder, Israel erobrede i 1967. Som om hele konflikten ville blive løst og freden blomstre, hvis blot landet gav dette territorium tilbage til palæstinenserne. Konfliktens omdrejningspunkt er, insisterer han, ikke 1967, men Israels fødsel i 1948.

I et kapitel rekonstruerer han minutiøst massemordene i den arabiske by Lydda i juli 1948, da israelske soldater fordrev palæstinensiske indbyggere og – ifølge Shavit – dræbte over 300 civile. I en nådesløs redegørelse, der bygger på vidneudsagn fra flere drabsmænd, fastslår Shavit uden omsvøb: »Zionismen gennemførte en massakre.« Shavit er ikke den første israeler, som har set sandheden om 1948 i øjnene. Han citerer en berømt tale fra 1956, hvor den israelske militære leder og politiker, Moshe Dayan, kom med lignende tilståelser. Og over 30 år senere udgravede Israels generation af ’nye historikere’ endnu flere dystre kendsgerninger fra arkiverne. Men Shavit er den første stemme fra den zionistiske mainstream, der taler så ærligt ud om de begivenheder, som palæstinenserne kalder Nakba – ’katastrofen’.

At se den arv i øjnene er den store udfordring, men sande israelske patrioter kan ikke længere ignorere den smertefulde historie. De må tage den på sig. Og Shavits budskab til Israels venstrefløj (og til USA’s udenrigsminister, John Kerry), er: Det nytter ikke at klynge sig til illusionen om, at den relativt lette afvikling af 1967-besættelsen vil være nok til varig fred. At afslutte besættelsen er et værdigt mål. Men den virkelige palæstinensiske forurettelse går tilbage til 1948.

Denne tanke fylder forfatteren med pessimisme. Mellem de palæstinensere, der mener, at deres land blev stjålet og de israelere, der tror på, at deres kollektive sikkerhed afhænger af, at de tog dette land, kan der aldrig sluttes fred, mener han.

Shavit har ret i, at ærlighed er uomgængelig, men tager fejl når han konkluderer, at sand fred er umuliggjort. For hvad palæstinenserne efterspørger, er netop en anerkendelse af, at det, som overgik dem i 1948, vitterligt var et nakba, vitterligt var en blodig uretfærdighed. Kunne Israel en dag gøre en sådan indrømmelse, ville det åbne for en helt ny situation.

Men her er tragedien, at de rette mennesker til at udtale lige præcis denne sandhed er grundlæggergenerationen. De, som udkæmpede krigen i 1948, kan bedst hele dens sår. Ariel Sharon henviste bemærkelsesværdigt nok til steder i Israel ved deres originale, arabiske navne – og anerkendte dermed implicit en fortrængt sandhed. Hans sidste mission kunne have været at få sin nation til at gøre det samme. Nu må den gøre det uden ham.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Andersen

Det er muligt at Sharon kunne det og det er stadig muligt med en fredelig sameksistens i de lande som er inddraget i de konflikter, hvis altså de som har magten vil det.

Spørgsmålet er vel om situationen ikke minder alt for meget om den situation vi i dag oplever til tider og fra forskellig side i Europa.

Vi afviser dem der med mellemrum står frem og fornægter Holocaust, og anser deres tanker som verdenssyn på historien som syge og mentalt forstyrrede.

Det er vel nogenlunde den samme situation den yngre jødiske generation befinder sig i ved fornægtelse af den Palæstinensiske Nakba – ’katastrofen’, som udspillede sig tilbage i slutningen af 1940'erne.

Man må dog heller ikke glemme, at tidligere statsminister for Israel Menachim Begin i sin tid som Israels leder førte an i den politiske ideologiske religiøse kamp for verdens anerkendelse af Judæa og Samaria som retmæssige jødiske områder.

- Heldigvis kom der ikke en international anerkendelse af disse tanker, - der var kun international stilhed i stedet!

Helle Birkemose

På samme tid som Sharon var ved at forberede tilbagetrækningen, favoriserede han bosættelser på Vestbredden, heriblandt Ma'ale Adumim, den største israelske bosættelse nær Jerusalem. Ifølge Peace Now, steg antallet af bosættere på Vestbredden sig fra 6.100, i forhold til 2004, til 250.000

I et interview i Haaretz fra 2004, erklærede Dov Weissglass, Sharons stabschef, at: "Betydningen af tilbagetrækningsplanen er indefrysning af fredsprocessen .... Når du fryser denne proces, forhindre du oprettelsen af en palæstinensisk stat, og du forhindrer en diskussion om flygtninge, grænser og Jerusalem. Tilbagetrækningen medvirker til mængden af formaldehyd, der er nødvendig, for at der ikke kommer en politisk proces med palæstinenserne"

Enhver løsning på konflikten bør være baseret på folkeretten under international lov. Et grundlæggende princip i folkeretten er, at man ikke må tage territorium ved hjælp af krig. Israel besatte Golan-højderne under 1967-krigen, så ifølge folkeretten har Israel ikke ret til Golan-højderne. Man kan ikke løse en konflikt uden grundlæggende principper. Og principperne til at løse konflikten må være folkeretten.

To-stats løsningen er død og begravet. Vi bør indse dette, og presse på for én-stats løsningen der er det eneste tilbageværende realistiske alternativ. Ikke en binational stat eller andet halvhjertet, men en sekulær stat med én nationalitet og for alle dennes borgere. Man skal ikke længere identificere sig som Israeler/Palæstinenser men som ligeværdige borgere i dette land under en ny neutral nationalitet.
Ovenstående er ikke en umulig eller radikal tanke, men en nødvendighed hvis vi skal stoppe blodbadet dernede, der baseres på efterhånden irrelevante religiøse og historiske faktorer.

Bjarne Riisgaard, Torben Arendal, Torben Selch og John Victor Lorck anbefalede denne kommentar
Niels Jespersen

Der bliver ikke nogen ny palæstinensisk stat - igen som følge af den israelske lobbys voldsomme magt over politikere og presse i USA.

Se her: http://mearsheimer.uchicago.edu/pdfs/PalestineFuture.pdf

Her er en gennemgang af de foreløbigt 4 tilfælde hvor Obama frem til 2012 måtte se sig ydmyget af Israel og dets femtekolonne i USA. Der er heller ingen vilje i Israel til at gennemføre en fredelig løsning med palæstinenserne. I stedet opfinder man hypotetiske trusler uden indhold, puster dem op ved hjælp af velvillige medløbere i medier og Vestens politikere - f. eks.- Iran eller Saddam Husseins Irak med påståede masseødelæggelsesvåben og regimer som "totalt uberegnelige" etc etc.

Håbet, tror jeg, er at russernes linie, med fastholdelse af dialogen og forhandlinger, styret af verdens ledere. Desuden at disse ledere skaber et fair papir på hvorledes denne konflikt, sammensat med en overordnet plan for hele regionen - planlagt af verdens samfundet. Problemet har været USA - men deres magt i området er voldsomt faldende - ikke pga. mindre militær tilstedeværelse . men pga. indre økonomi - men nok allermest pga. ruslands åbenlyse succes i forhandlings taktikken omkring bl,a, Syrien og Iran.

Jeg mener det var briterne der anbefalte i UN regi omkring stat eller ikke stat til Israelerne - forslog et område som var 4 gange så stort, som Israel var planlagt dengang, hvor en stor del af det var det nuværende Jordan - hvor mange palæstinensiske flygtning er idag - alligevel.

Denne stat - skulle så deles mellem alle - som også Michael Kamp 13:19 - heroverfor, anbefaler.

Staten skulle være afmilitariseret - men beskyttet totalt af international hær.

Jeg tror det bliver en løsning som Israelerne kommer til at æde - og jeg tror i øvrigt mange menige jøder i Israel ville bifalde beslutningen.

Niels Jespersen

Når artiklen laver hypoteser om sharon, "som kunne have skabt fred" så skulle man se følgende gennemgang af en ekspert, Alan Hart, som kender Israels politikere helt tilbage fra Golda Meir.

http://www.alanhart.net/sharon-and-a-nobel-prize-for-nonsense/?utm_sourc...

Her fremgår det at Sharon ville skabe en palæstinensisk stat i Jordan, som alle zionister gerne vil, med udstødelse af palæstinenserne fra hele Vestbredden Gaza mv,.

Da det gik galt med invasionen af Beirut og nedslagtningen af palæstinenserne der (fase 1 af Sharons plan) - fik han ikke lejlighed til at udføre den efterfølgende fase 2.

Alan Hart kommer også lidt ind på hvordan de etablerede politikere i UK f. eks. lefler for zionismen - da mange zioonister i UK har store midler og presse som ingen politiker kan sætte sig op mod uden at risikere at blive væltet ved valg, opstilling i kredsene etc.

Det kan man også læse meget mere om på Alan Harts hjemmeside www.alanhart.net

Bjarne Riisgaard

Det er forhåbentlig rigtigt, at der ikke bliver en ny "palæstinensisk stat", eftersom det ville indebære en fortsættelse af den anakronistiske etnicitets-baserede nationalstats forestilling, der ligger bag hele den ulyksalige historie, og som i forvejen har skabt alt for mange lignende masseforbrydelser,(Israel selv er bare ét eksempel, et andet kunne være serbernes nationalistiske forestilinger på Balkan, eller følgerne af nazismen i Europa i første halvdel af forrige århundrede).

Til gengæld er der en chance for, at Zionismen som ideologi og politisk bevægelse er kommet til at begå utilsigtet selvmord med de vedvarende ulovllige bosættelser på Vestbredden, som de-facto har gjort en palæstinensisk stat umulig. Dermed er der ikke andre muligheder tilbage end valget mellem enten en sekulær multikulturel stat der omfatter både Israel og de besatte områder, med alle deres forskellige religioner og etniciteter, eller en stadigt mere åbenlyst racistisk jødisk "apartheid- stat". Heldigvis bliver der flere og flere yngre, progressive amerikanske jøder der af samme årsag tager et direkte anti-zionistisk opgør med den pro-israelske og zionistiske linie i USA, og det er nok fra den retning man skal håbe på en konstruktiv udvikling.