Kronik

Social kontrol spreder sig

Den sociale kontrol, politikerne og velmenende meningsdannere udøver ved at sætte normer op for, hvordan vi unge danskere med ikkevestlig baggrund bør leve vores liv, kan være lige så ødelæggende som vores forældres generations sociale kontrol. Det er forbløffende, at menings-dannernes normer forklares som frigørende, mens forældrenes ses som frihedsberøvende
’Med min beslutning om at flytte hjemmefra, selv om det stred imod normerne, har jeg frigjort mig fra nogle af de begrænsende normer, der formede mit liv, indtil jeg sagde fra. Og i dag vil jeg ikke tillade, at hverken politikere, meningsdannere eller andre velmenende folk dikterer nye normer for, hvordan jeg skal leve mit private liv,’ skriver Fatima Hachem.

Tor Birk Trads

16. januar 2014

På det seneste har den danske offentlighed været skueplads for unge nydanskeres opgør med normer, som udgør rammerne for deres liv. De unge vil selv sætte dagsordenen og fastlægge normer for deres liv. Yahya Hassan er et eksempel på tendensen. Med sin kritik banede han vejen for refleksion og opgør i ungdomsmiljøet. Et opgør, der længe havde rørt på sig i undergrunden, men som først nu har løsrevet sig fra tabuiseringen og er blevet synlig for samfundet i bredere forstand.

At der er noget at gøre oprør mod, står klart. Det er ingen hemmelighed, at der i nogle nydanske hjem hersker en meget bestemt opfattelse af, hvordan børnene skal opdrages. Sammenstødet sker, når børnene vokser op i et samfund med normer, der er væsensforskellige fra dem, de er opdraget med.

Ifølge undersøgelsen Ung i 2011, udarbejdet af Social-, Børne- og Integrationsministeriet, er det mere reglen end undtagelsen, at nydanske piger og drenge er udsat for social kontrol på områder som parforhold, seksualitet og kønsligestilling.

Stadig flere unge – drenge som piger – søger hjælp i æreskonflikter i rådgivningscentret Etnisk Ung, som modtog over 1.000 henvendelser om social kontrol, tvangsægteskaber med mere sidste år.

Selv om 1.000 henvendelser ikke virker som et stort antal, er det stadig 1.000 for mange. Disse unge efterspørger hjælp i forbindelse med deres kamp mod kontrol og tvang, hvor deres indflydelse på eget liv bliver reduceret markant eller ophævet til fordel for forældrenes eller omgangskredsens normer.

Opgør med omgangskredsen

Specielt omgangskredsen spiller en stor rolle i udøvelsen af den sociale kontrol. Jeg mindes, da min søster og jeg besluttede os for at flytte hjemmefra. Reaktionerne i min mors omgangskreds var voldsomme. På trods af, at det aldrig har været en tradition i arabiske hjem, at kvinder flytter ud før ægteskab, stolede min mor på os og var åben over for at lade os prøve det. Men omgangskredsen gjorde det svært for både hende og os.

Folk spurgte, om vi stadig var på talefod, og hvad der var sket, siden min mor tillod sine døtre at flytte hjemmefra? Alene det, at mine forældre accepterede min beslutning om at flytte, satte familiens ære på spil. Det viser, at det ikke altid kun er forældrene, som er de socialt kontrollerende. Den nærmeste omgangskreds føler sig ligeledes berettiget til at blande sig i familiære anliggender.

Min familie og jeg var klar til at tage et opgør med den opfattelse. Ironisk nok er det i dag ikke længere ugleset i den nærmeste omgangskreds, at min søster og jeg ikke bor hjemme længere. Tværtimod bliver vi fremhævet som forbilleder for flere familiers børneopdragelse.

Kampen mod social kontrol giver med andre ord pote. Jeg oplever, at der er en villighed i mange familier til at gradbøje og forandre de ikkevestlige normer. Særligt når de unge gør oprør.

Denne løbende forandring i nogle hjem bør modsvares af en udvikling i den offentlige debat, så man frem for at fastholde et billede af forældrene som dominerende og kontrollerende giver dem tid og plads til at eksperimentere med de fremmede normer. Kulturudvikling har behov for tid til at modnes.

Politikerne udøver social tvang

Med min beslutning om at flytte hjemmefra, selv om det stred imod normerne, har jeg frigjort mig fra nogle af de begrænsende normer, der formede mit liv, indtil jeg sagde fra. Og i dag vil jeg ikke tillade, at hverken politikere, meningsdannere eller andre velmenende folk dikterer nye normer for, hvordan jeg skal leve mit private liv. Desværre venter et opgør med den gruppe, og den kamp er måske endnu hårdere end den, jeg tog med mine kulturelle rødder. For her er ikke kun tale om social tvang. Her bruger man også lovgivning til at tage selvbestemmelsen fra mig.

Når politikerne de seneste år har kæmpet mod social kontrol og for normændringer i indvandrermiljøer, har en stor del af deres indsats kredset om 24-årsreglen. I 2002 vedtog VK-regeringen med DF og Socialdemokraterne reglen, hvis formål blandt andet er at hindre tvangsægteskaber og proformaægteskaber.

Jeg har været vidne til, at nogle af mine venner i kærlighedens navn og på grund af deres alder har været nødsaget til at pakke kufferten og vende snuden mod Malmø for at kunne være sammen med deres partner. Ingen af dem er blevet tvangsgiftet. Men jeg må indrømme, at jeg har undret mig over, hvordan i alverden Danmark kan kontrollere, hvornår tvangsægteskab finder sted, hvis vi med 24-årsreglen skubber ægteskab for unge under 24 år med en udenlandsk partner uden for landets grænser.

Helt slemt er det, når politikere og meningsdannere argumenterer for, at nydanske kvinders store succes i uddannelsessystemet skyldes 24-årsreglen. Den slutning er dybt forfejlet. I den virkelige verden er det næppe sådan, at forældre tænker: »Når nu vi ikke kan tvangsgifte vores unge datter bort, må hun tage sig en uddannelse.« En helt ny undersøgelse fra SFI viser da også, at 24-årsreglen ikke har påvirket indvandreres uddannelsesmønstre.

VK-regeringen forsøgte at kontrollere ægteskabsmønstret hos unge – især hos nydanskere – ved at gøre det besværligt for dem at finde kærligheden i udlandet for på den måde at begrænse unges valg af partner og undgå yderligere indvandring. Men er det ikke også social kontrol, når man ved lov begrænser min og andre unges frihed til selv at bestemme over vores eget liv, herunder hvornår og med hvem vi vil giftes?

Med 24-årsreglen overtog VK-regeringen rollen som udøveren af tvang og social kontrol. I deres iver efter at bekæmpe social tvang endte politikerne med blot at skabe en ny form for tvang.

Opgør med meningsdannerne

Politikerne er dog ikke alene om at presse normer ned over os. Meningsdannere gør det samme. Her bliver unges frihed og frigørelse fra social kontrol ofte reduceret til at hænge snævert sammen med mængden af druk, sex og fester i deres liv. Denne reduktion vidner mest af alt om en fattig og visionsløs tilgang til danskheden. For selv om den danske kultur i høj grad er præget af alkohol, kan uhæmmet druk da ikke være et succeskriterium for en generations integration og frihed.

Flere meningsdannere på den borgerlige fløj har også betragtet unge pigers valg af tørklæde som et resultat af social kontrol i hjemmet, selv om størstedelen af muslimske piger trodser forældrene og tager tørklædet frivilligt på. Da denne nyhed blev offentliggjort i medierne tilbage i 2008, blev den anfægtet af flere meningsdannere, som insisterede på at fastholde et billede af pigerne som undertrykte og frihedsberøvede stakler.

Det er paradoksalt, når druk- og festkulturen, som etnisk danske unge kritiseres så voldsomt for, ender med at være efterstræbelsesværdig for unge med ikke-vestlig baggrund. Endnu mere absurd bliver det, når muslimske kvinders valg af tørklæde samtidig bliver forbundet med frihedsberøvelse og dominans, selv om de selvstændigt praktiserer deres frie valg.

På samme måde som forældrenes normer kan være kontrollerende og frihedsberøvende, kan meningsdannernes og politikers normer have en lige så negativ indvirkning.

Unge er dybt afhængige af den støtte, samfundet tilbyder dem, når de tager kampen op mod social kontrol. Men deres efterspørgsel efter retten til selv- og medbestemmelse over eget liv skal ikke imødekommes af politikere og velmenende meningsdanners normer for, hvordan unge bør leve deres liv.

Fatima Hachem studerer uddannelsesvidenskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Pedersen
  • Carsten Mortensen
  • Orla Finn Pedersen
  • lars abildgaard
  • Espen Bøgh
  • Dorte Sørensen
  • Jan Pedersen
  • Colin Bradley
  • Torben Nielsen
  • Niels Mosbak
  • Henrik Petersen
  • Ervin Lazar
  • Viggo Helth
  • Johannes Lund
  • Steffen Gliese
  • Jan Weis
  • Grethe Preisler
Christian Pedersen, Carsten Mortensen, Orla Finn Pedersen, lars abildgaard, Espen Bøgh, Dorte Sørensen, Jan Pedersen, Colin Bradley, Torben Nielsen, Niels Mosbak, Henrik Petersen, Ervin Lazar, Viggo Helth, Johannes Lund, Steffen Gliese, Jan Weis og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Kvik pige. Hende gad jeg godt være bedstemor til.

Orla Finn Pedersen, lars abildgaard, Morten Pedersen, Karsten Aaen, Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, HC Grau Nielsen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

Det er åbenbart en pervers udvikling samfundet ikke formår at sætte en stopper for - ligesom den sammenlignelige banderelaterede banditkultur - hvem sover i timen ...

Britta Hansen

Ethvert ungdomsoprør og opgør med normer og traditioner er en hård og smertefuld proces. Og den baner, som også beskrevet i artiklen, vej til mere åbenhed i omverdenen.

Unge som Fatima har en dobbelt- eller tredoblet tærskel: kulturforskel/clash, kvinde og DKs krav og socialkontrol.

God kamp, Fatima!

HC Grau Nielsen

Stærkt skrevet, så mangler vi at få DF til at forstå at Janteloven ikke den bedste lov at fastsætte normer ud fra.

Børge Rahbech Jensen

Social kontrol har da vist altid hørt til dansk kultur. Det er en af de opgaver, befolkningen har udliciteret til den offentlige sektor i løbet af de seneste 45 år.

En særlig udfordring for unge som Fatima kan være, at vi danskere ikke nødvendigvis ønsker at blive konfronteret med de normer, vi selv lever efter.

En dansk pendant til det, Fatima beskrev i denne artikel, er muligvis det voksende antal unge, der henvises til psykiatrisk behandling og i mange tilfælde tildeles førtidspension. Forskellen kan bero på, at de unges konflikter er på områder, som hører til familien hos indvandrere men til den offentlige sektor hos vi danskere.
Et andet spørgsmål er, om social kontrol på områder som parforhold, seksualitet og kønsligestilling ikke bare er overtaget af venner hos vi danskere.