International kommentar

Supervulkanerne lurer på os

Der er nok at være bange for: global opvarmning, huller i ozonlaget, forurening … og supervulkaner, som eksploderer uden varsel og lægger Jorden i dybfryseren i adskillige år
10. januar 2014

Der er det gode at sige om vulkaner, at vi ved, hvor de er. Hvis vi vil være i sikkerhed for dem, er det bare at holde sig væk. Om supervulkaner derimod er der det meget dårligt at sige, at selv om vi ved, hvor de er – er det umuligt at komme væk fra dem. Til alt held er de kun yderst sjældent i udbrud. Men når det sker, er det noget, der påvirker hele verden. De er i stand til at dække et helt kontinent med aske og sænke den globale temperatur markant over flere år.

»Supervulkaner er noget, menneskeheden som art i sidste ende vil blive nødt til at beskæftige sig med. For der kommer udbrud engang i fremtiden,« siger Wim Malfait fra Eidgenössische Technische Hochschule i Zürich, hovedforfatter på en ny afhandling bragt i videskabstidsskriftet Nature Geoscience.

Konklusionen er, at supervulkanudbrud end ikke behøver et jordskælv som udløsende faktor.

»Man kan sammenligne det med en asteroideeffekt«, siger han.

»Risikoen er på ethvert givet tidspunkt lille, men når uheldet er ude, bliver konsekvenserne katastrofale«.

Jeg ved, kære læsere, at I allerede har rigeligt at bekymre jer om – klimaforandringerne, asteroidenedslag osv. osv., men jeg er bange for, at der er endnu mere at frygte.

Flere års vinter

Vulkaner og supervulkaner involverer begge magma (smeltet stenmasse dybt i Jordens indre), der bryder igennem og op til overfladen, men i praksis opfører de sig vidt forskelligt. Vulkaner bygger sig gradvist op til bjerge igennem gentagne, men relativt beskedne udbrud. I supervulkaner sker der derimod én enkelt massiv eksplosion, hvor magma stiger op til overfalden over et ganske stort område, hvorved tusindvis af kubikkilometer aske hvirvles op i atmosfæren.

Hvor stort et område, taler vi om? Det seneste større vulkanudbrud var Mount Pinatubo i Filippinerne, som i 1991 blæste godt 10 kubikkilometer aske og gas op i den øvre atmosfære.

Resultatet blev en fald i den globale gennemsnitstemperatur på 0,4 graders celsius i et år eller deromkring.

Udbruddet af supervulkanen under USA’s Yellowstone-nationalpark for 640.000 år siden var hundrede gange så stort.

Det lagde hele det nordamerikanske kontinent i aske – og ganske som et asteroidenedslag kastede det gigantiske mængder af støv og aske op i stratosfæren, hvor det forblev i årevis og skærmede for en stor del sollyset – da det ikke regner fra stratosfæren, tager nedfald meget lang tid.

Resultatet blev, at den gennemsnitlige globale temperatur faldt med så meget som 10 grader celsius i en årrække.

Det var en forbigående hændelse, men mens den stod på, skete der et brat fald i mængden af ​​det plantemateriale, der voksede på planeten, og et tilsvarende kollaps i antallet af dyreflokke. Dog ikke masseudryddelser, så vidt vi kan skønne, og det tog ikke så forfærdelig lang tid, før plante- og dyrearter genopbyggede deres tidligere levesteder, men festen blev helt sikkert ødelagt for adskillige generationer af vores primitive forfædre.

3,5 milliarder døde

Homo sapiens havde endnu ikke udviklet sig for 640.000 år siden, men folk omtrent som os selv var helt sikkert tilstede, da en anden supervulkan, Toba i det nordlige Sumatra , gik i udbrud for omkring 73.000 år siden.

Begivenheden er tentativt blevet sat i forbindelse med en flaskehals i menneskets evolution. Den menneskelige population på Jorden blev ifølge nogle undersøgelser reduceret til i alt 1.000 mennesker.

Denne hypotese er dog blevet udfordret af en nylig undersøgelse af sedimenter i Lake Malawi gennemført af et forskerhold fra Oxford University. De fandt ikke det lag af sedimenter med meget reduceret vegetation, som man skulle forvente, hvis der var sket en langvarig afkøling af klimaet.

Det er noget af mysterium, da Toba var den største supervulkaneksplosion i 2,5 millioner år og kastede to til tre gange så meget støv og aske op i luften som Yellowstone-udbruddet.

Men blot et par år med alvorligt formindsket sollys vil stadig kunne forårsage katastrofale tab af liv i plante- og dyreriget. Og selv en forholdsvis kortvarig vulkansk vinter vil være en enorm katastrofe for mennesker.

Hvor mange mennesker vil dø, hvis en sådan katastrofe skete i morgen? Det er usandsynligt, at bare halvdelen af verdens syv milliarder mennesker ville overleve to eller tre års alvorlig sult.

Civilisationen ville opleve et voldsomt stød. Over for en sådan katastrofe kan vi intet stille op, det skulle da lige være at opbygge lagre med fødevarer til to eller tre år over hele verden.

I øjeblikket, vil vores globale nødreserver højst kunne brødføde befolkningen i tre eller fire måneder, så det er næppe sandsynligt, at vi får etableret sådanne lagre.

Uden dem kan vi bare håbe, at sådanne katastrofer ikke finder sted – velvidende, at vi sandsynligvis kun vil have yderst kort tid at handle i, hvis vi opdager, at de er på vej.

Tre ugers forspring

Det, Wim Malfaits hold opdagede, var, at detonationen af ​​en supervulkan er fuldkommen afhængig af temperaturen i den flydende stenmasse i det underjordiske kammer.

Når den varmes op, bliver den mindre tæt end den faste klippe omkring det.

På et tidspunkt vil det opføre sig som en luftfyldt ballon eller fodbold, der holdes under vandet: Det vil forsøge at stige op til overfladen.

Til sidst vil magmaen tvinge sig vej til overfladen over et areal på flere hundrede kvadratkilometer, udvide sig og eksplodere.

I gennemsnit sker en sådan eksplosion kun en gang hver 100.000 år, men i praksis kan det kan ske når som helst, med så lidt som et par ugers advarsel. Så nu er I advaret. Sov godt.

© Gwynne Dyer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Erik Jensen
Steen Sohn og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

At blive offer for naturens luner er alt andet lige bedre end at blive offer for et klimaselvmord, hvor der ikke er en ny vår efter tre år.