Klumme

Syndere og kapitalister – er vi vel alle

... om ikke for Herren så dog for åbenbart både blå og røde regeringer
7. januar 2014

Ved menneskelig snilde har vores art, som nogle kalder guddommelig af oprindelse, andre dyrisk, gennem tiderne formået at øge sin produktivitet.

Så stadig mere effektive værktøjer – og senere maskiner i ordets videste forstand (robotter), dyrknings- og forarbejdningsmetoder, herunder plante- og dyre-forædling (gensplejsning), organiserings- og formidlingsmønstre, herunder religiøse og sekulære hierarkidannelser, byudviklinger, markedsdannelser og pengeudvekslinger – har gigantisk mangedoblet produktiviteten. Så det samme menneske på den samme tid nu kan frembringe umådeligt mange flere materielle varer og til en vis, begrænset grad også præstere flere tjenesteydelser end før.

Til fremskyndelse af disse muligheder for tilsyneladende grænseløs forøgelse af den menneskelige produktivitet brød kapitalismen frem. For alene sigtende på et stadig større afkast af de investerede og indbyrdes konkurrerende kapitaler – uden hensyn til hverken såkaldte åndelige eller kødelige (naturlige) værdier – er kapitalismen som skabt til at øge den menneskelige produktivitet. I materiel forstand. Ud over frembringelse af stadig flere varer eller varer med stadig højere materielt ressourceindhold øges risikoen for overflødiggørelse af arbejdskraft dog også. Da langt færre mennesker jo nu i kraft af naturvidenskabens, teknologiens, teknikkens og pengeøkonomiens produktivitetsforbedringer kan frembringe de hidtil efterspurgte forbrugsvarer.

Arbejdsløshed bliver resultatet.

Arbejdsløshed og vækst

Hvis ikke Den Økonomiske Væksts, DØV’s, uafbrudte forøgelse af forbrugerismens efterspørgsel på stadig flere varer i næste omgang bliver svaret.

Skal den menneskelige arbejdskrafts overflødiggørelse standses, arbejdsløsheden overvindes, må dankortet svinges noget mere. Så forbruget af naturens materielle goder (ressourcer kaldet) til umiddelbart opbrug i husholdninger og de fleste offentlige virksomheder såvel som til middelbar investering i stadig mere produktive private virksomheder grænseløst kan forøges år for år. Og den ellers overflødiggjorte arbejdskraft få noget at bestille.

DØV, Den Økonomiske Vækst, er altså svaret på den altid truende arbejdsløshed som følge af den evigt forbedrede menneskelige snilde og produktivitet. Og således gik det længe fremad. Fremskridtet kaldet. Det moderne fremskridt.

Indtil den selv samme naturvidenskab kom anstigende med budskabet, at der var noget, vi helt havde misforstået: Nok kunne vi i kraft af naturvidenskaben m.v. måske bilde os ind, at vores produktivitetsforøgelser er uden ende, det er vores materielle naturgoder bare ikke. Siger nu den af moderne mennesker ellers så forgudede naturvidenskab. Enden for naturens evne til at absorbere CO2-ekvivalenter på en for os mennesker og mange evolutionært højere stående planter og dyr hensigtsmæssig måde er for længst overskredet, og det samme viser eller vil snart vise sig for mange andre materielle naturgoders vedkommende.

Jamen, skal vi da af hensyn til bevarelsen af vores eget naturgrundlag da standse væksten, hvordan undgår vi så arbejdsløsheden?

Krisen og ministeren

Der står vi så nu. Her ved indgangen til 2014.

I fredags, den 3. januar, bekendte f.eks. vores radikale klimaminister Martin Lidegaard her i bladet, at krisen, altså ikke den med planterne og dyrene, der fortsat udryddes, og heller ikke den materielle og sanselige natur, der stadig forarmes, ikke engang den med klimaet, hvis forværringer alle steder nu rapporteres mere og mere, nej, den med pengene, »har ændret hans syn på grønne afgifter«.

Med henvisning til behovet for akut vækst i en vanskelig tid har regeringen det seneste år afskaffet en række af de grønne afgifter, der skulle give virksomheder såvel som borgere incitament til at forbruge, producere og transportere mere bæredygtigt. En opgørelse fra Skatteministeriet viser, at det grønne skattetryk samlet set er faldet i netop SRSF-regeringens levetid.

»Det er ikke noget problem at nedbringe CO2-udslippet, hvis man lukker alt ned,« siger Lidegaard . »Men hvis man vil have et velfærdssamfund, skal man finde en balance. Derfor kommer vi nogle gange til at foretage os nogle ting, som isoleret set kan se ud til at gå i den forkerte retning. ... Det er klart, at den krise, vi oplevede i 2008 og 2009, har jo i et eller andet omfang sat en ny dagsorden. Og jeg må da erkende, at jeg også har fået en anden forståelse. Der er en smertegrænse. Og den har forskudt sig de seneste år, hvor konkurrencen er blevet hårdere. Det er ikke en konstant grænse. Men der er en eller anden smertegrænse. Og den kommer vi stedse til at kigge på,« siger Martin Lidegaard. Der altså heller ikke kan undvære DØV.

Så må klimaet og den øvrige natur med sine begrænsninger komme i anden række. Jamen, kun for en stund, påstår ministeren. Sammen med millioner, måske milliarder, af moderne mennesker, der virkelig synes at være mere eller mindre anfægtede af deres egen moderne naturvidenskabs påvisninger. Men endnu af ovennævnte produktivitetsgrunde ikke kan undvære DØV’s fantasterier.

Hvornår begynder han og de så udarbejdelsen af den virkelighedstro økonomi? Der har andet end arbejdsløshed at tilbyde dem, der ellers i første omgang trues af overflødiggørelse, den dag naturens materielle grænser melder sig. Ved beslutning eller katastrofe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Jens Høybye
  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
  • Viggo Helth
  • Niels-Holger Nielsen
  • Erik Jensen
  • Grethe Preisler
Steen Sohn, Jens Høybye, John Fredsted, Niels-Simon Larsen, Viggo Helth, Niels-Holger Nielsen, Erik Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den mest udbredte "natur" beskyttelse er den af bagud skuende målelarver.
Hvor er modet til en anderledes fremad rettet politik??

John Fredsted

Politikerne - og med dem de fleste, der har indflydelse på samfundet, eller stort udbytte af samfundet, som det er - er tilsyneladende fanget i det Søren Kierkegaard kaldte 'Nødvendighedens fortvivlelse': de er ikke i stand til at forestille sig, at verden kan være anderledes. Det er en Gordisk knude.

Niels-Simon Larsen

Ordet ’vel’ i overskriften ”- er vi vel alle" – får mig til at tænke: Jeg er ikke synder for nogen, men er jeg kapitalist for nogen?

Der er nok nogle af de herværende skriftkloge, der kan svare. Selv vil jeg svare, at jeg, da jeg ikke ejer produktionsmidler, ikke kan stå som kapitalist, men da jeg samtidig har en stabil indkomst (baseret på vore produktionsmidler i form af folkepension) må jeg for flertallet af ulandsbefolkningen må stå som en fed kapitalist. Desuden lever jeg i et kapitalistisk land, så kapitalist er jeg for dem, enten jeg vil være det eller ej. I et kristent land, også dermed kristen.

Det samme med storforbruger, selvom jeg lever jævnt og muntert, må se mig selv med verdens øjne, og der hedder det: Svin, svin, svin!

Det fede svin går nu løs på miljøafgifterne og sviner endnu mere for at mindske arbejdsløsheden, så flere kan svine endnu mere. Det bliver vi nødt til, for ellers skrider det hele sammen om ørerne på os – hedder det forræderiske argument.

Kan vi kun eksistere som forbrydere? Lad gå, men så som små forbrydere da? Niks, kun som store forbrugs-forbrydere. Som røvere og ransmænd af verdens ressourcer. Er det ukristeligt? Nej, for det er der ikke noget, der er. Spørg evt. en biskop.
Nej, spild ikke tid på det.
Det er noget rod alt sammen. En rigtig svinesti.

Ejvind Larsen, John Fredsted, Viggo Helth, Torben Nielsen og Henrik Darlie anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@John: Det plejer at være sådan, at den store flok har ledere, som har en plan. Ikke en Egon-plan, der ender bag tremmer, men en, der fører til de grønne enge, hvor vi kan lege og på andre måder have det rart.
Det er der ikke skyggen af i dag. Skrækscenariet, som de kører os på, hedder forbrugsnedgang. Det skal vi for alt i verden undgå. Ingen kan se sig selv på et niveau a la 1950, hvor jeg synes, vi havde det udmærket. Det er denne skræmmepædagogik/politik/psykologi, man samler stemmer på.

Du og jeg og visse andre skal opstille et attraktivt scenarie af et lykkeligt knaphedssamfund. Det er det, vi selv lever, så det skal bare udbredes.

Gorm Petersen

Skylden er byboernes. Det er deres uvidenhed om miljø, der er årsagen til alt ondt.

Økologi kan betyde 2 meget forskellige ting.

1) Noget miljømæssigt bæredygtigt f.ex. kål dyrket i baghaven.

2) En dyr frugt-delikatesse fløjet ind fra Israel (en delikatesse skulle jo gerne være frisk - derfor flyvemaskinen).

Indregnet i co2 forbrug er den typiske byboers økologiske forbrug mere type-2 end type-1 - altså en miljøkatastrofe uden sidestykke.

Forøvrigt var landbruget igen årets største valuta-indtjening. Det er således - som sædvanligt - udkantsdanskerne, der indtjener de penge, de kulturradikale byboere så efterfølgende formøbler på misbrug, rehab, misbrug, rehab o.s.v.

Så den med at vi skulle ophøre med industri og landbrug, og i stedet satse på at være "dygtigere end de andre" var vist bare en brandert.

Og så den med at være "Kreative". På et par hundrede år har vores lilleput-nation kun fostret 2 talenter: H.C: Andersen og Lars Von Trier.

Og hans film kan vi sgu. ikke leve af - arbejdspladserne (de få der var) er - eller er i færd med - at blive flyttet til Polen.

Der er ikke noget odiøst i danskernes talentløshed. Det er fordi vi ikke er ret mange. Indiens "Bollywood" har et helt andet rekrutteringsgrundlag.

Små lande bør ikke satse på elitedyrkelse.

John Fredsted

@Niels-Simon: "Du og jeg og visse andre skal opstille et attraktivt scenarie af et lykkeligt knaphedssamfund. Det er det, vi selv lever, så det skal bare udbredes."

Hvad er lykke? Hvad er et lykkeligt liv? Er det tilstrækkeligt at være tilfreds, frem for lykkelig, eller kan de to ting i praksis være synonyme? Personligt er jeg overbevist om, at vi skal væk fra tanken om lykke, i hvert fald i den banale version (og det er sikkert heller ikke sådan, du har ment det, hvis jeg kender dig ret), hvis vi skal gøre os noget som helst håb om at løse de problemer, vi sidder fast i som civilisation.

I forlængelse af, hvad jeg tidligere har været inde på, så er jeg overbevist om, at uden moden velvillighed til med åbne øjne at påtage sig afsavn i en større sags tjeneste - og dermed sikkert gøre sit liv mindre lykkeligt, end det umiddelbart kunne være, i hvert fald til at begynde med - så er alt håb ude. Måske det handler om at finde modet til at sørge.

Gorm Petersen

En bille der anbringes på en stang, i hvis ene ende temperaturen er for høj, og i hvis anden ende temperaturen er for lav, vil altid placere sig det sted på stangen, hvor temperaturen forekommer billen tilpas.

Sådan fungerer "evnen til at opleve" i al slags vejr.

Dårlig samvittighed kan modelleres som endnu en varmekilde på stangen - men den vil - ligesom de to oprindelige - altid få billen til at placere sig det sted, der bekommer billen bedst.

Evnen til at opleve KAN ikke andet.

Selv den mest asketiske munk opfører sig som en bille på en stang. Han har bare en anden placering af varmekilder end den sanseløse vestlige forbruger.

John Fredsted

Måske jeg lige skulle præcisere følgende: Når jeg i min forrige kommentar taler om at være villig til at lide afsavn, så er den naturligvis møntet på de bedre stillede i dette samfund, ikke på de dårligt stillede.

Niels-Simon Larsen

@John: Jeg kan godt se, at jeg nu hæfter for betegnelsen, lykkeligt knaphedssamfund. Uden at trække det tilbage kan jeg godt se, at jeg lige må tage et par indåndinger, så det gør jeg.

Vi er i forvejen udråbt som verdens lykkeligste samfund, men det er ikke videre ad den gade, vi skal. Vi skal over i en anden, og jeg mener, at det er en kæmpe udfordring for mig og visse andre at angive konturerne for et andet samfund. Det skal selvfølgelig være mindre energikrævende, og derfor skal vi stræbe efter en ny menneskelighed, nye måder at være sammen på, en anden livsudfoldelse. En åndeliggørelse, jeg tør knap skrive ordet, men jeg er en af de få, der alligevel gør. Vi skal helt klart sige, at et liv skal fyldes med kreativ udvikling. Jeg har i øvrigt lige skrevet et digt om det:

Vækst i det indre og vækst med hinanden
er vækst i følelser og forstanden.
Det er at mærke det gode vokse,
slide i det, undgå at kokse.

Vækst er at ønske det godes sejr
uden forskansning i hver sin lejr,
uden at frygte nederlag,
bare slås for den fælles sag.

Vækst er som frø. Man må ikke forvente
nøjagtigt kopi, af det man sendte.
Man gi’r, hvad man kan, og får sener’ retur
en hel symfoni i mol og i dur.

Vækst er at gi’ mer’ end at tag’,
dog ikke være enhver til behag,
søge at udfolde alle de sider,
d’ har vær’t os til gavn til alle tider.

Mere af den slags. Jeg var lige ovre på Tårnlegepladsen, som den hedder her, med mit barnebarn på fire år. Det sjoveste var, da han skulle holde balancen, og jeg prøvede at prikke ham ud af den. Jeg ville ikke have byttet det øjeblik med en tur til Thailand.
Det, vi fortæller om, er noget. At holde balancen er ikke rigtigt noget, så det er tavshed. Det er det mønster, vi kan vende om i 'det lykkelige knaphedssamfund'.

John Fredsted

@Niels-Simon: Nu må du endelig ikke tro, at jeg har set mig sur på din brug af begrebet 'lykkeligt', for jeg tror nok, jeg ved, hvorledes du mener det. Mine tidligere spørgsmål var ikke rettet mod dig, men var af retorisk art. Og bagefter gik det op for mig, at det egentlige problem med begrebet 'lykke' er, at det i vores kultur opfattes som værende synonymt med det at stræbe efter det illusorisk perfekte og fuldkomne liv.

Jeg tror, jeg havde ordet 'åndelig' på mine fingerspidser i forbindelse med mit tidligere indlæg, men jeg undlod at føre det til protokols, så at sige. Måske, fordi jeg - som du, kan jeg forstå - ikke lige turde skrive det. Men jeg er enig, idet jeg tænker, at kun et åndeligt fikspunkt kan tilvejebringe den oprigtige glæde, der kan erstatte den pseudoglæde som umætteligt materielt forbrug giver. Måske tager jeg fejl, måske vrøvler jeg.

Michael Kongstad Nielsen

Der er noget, jeg ikke forstår i analysen. Ejvind Larsen taler om, at den øgede produktivitet også øger "risikoen for overflødiggørelse af arbejdskraft". Er det en risiko? Hvordan undgår vi arbejdsløsheden, spørger Ejvind Larsen. Hvorfor skal den pine død undgås?

At man får frigjort mennesker fra det tyngende arbejde, skulle ikke være et onde. Mennesket bliver sat fri til et kreativt liv i sorgløs lediggang, Fri leg, som de små har, og de levede lykkeligt til deres ende, som de store gør (i eventyrene), hvad er der så slemt ved arbejdsløshed? Jeg ved godt, det anses for en svøbe, som roden til alt ondt, men det er nok mest myte og angst for den store frihed.

En anden pointe ved arbejdsfrihedens velsignelser er, at efterhånden som flere bliver mindre indtjenende, falder deres forbrug tilsvarende, og det får kapitalejerne og politikerne og Martin Lidegaard til at frygte, at recessionen fortsætter, og dermed mindre kapitalgevinst, og ... hov, mindre DØV, altså mindre ødelæggelse af naturen, mindre tæring på jordens ressourcer, mindre CO2-udledning osv. Så overflødiggørelsen af arbejdskraften kan kun være til fordel for naturen og os alle.

Ejvind Larsen, Karsten Aaen og Allan Christensen anbefalede denne kommentar
Allan Christensen

Michael Kongstad Nielsen

Det er kun få hundrede år siden at landbruget var et stærkt arbejdskraftintensivt erhverv der lagde beslag på en stor del af befolkningens arbejdskraft. Dengang var det ikke almindeligt at børn gik i skole. I hvert fald ikke i så lang tid som de gør i dag. I de forløbne århundreder er der sket en rivende teknologisk udvikling som har bevirket at vi slet ikke behøver så megen arbejdskraft til at producere vores fødevarer. Man kan dog diskutere om vi har gjort vores efterkommere en tjeneste ved at det skulle gå så hurtigt. Måske vores efterkommere havde været bedre tjent om vi havde 'pædagogiseret' i et lidt langsommere tempo så vi havde haft bedre tid til at skåne grundvandet, naturen og folkesundheden. Det er dog i det mindste positivt at mange er begyndt at få øjnene op for at økologi er en kompliceret videnskab og ikke bare et spørgsmål om at smække et par pesticidfabrikker op.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, Allan Christensen, jeg må indrømme (efter at have læste en del at dine indlæg), at jeg altid venter på, hvornår det underlige kommer. Men denne gang er det ikke så slemt, idet du dog ikke kan lade være med at antyde, at økologi godt kunne indbefatte et par pesticidfabrikker, men dog ikke kun er et spørgsmål om det. Mit svar er, som du ved, at økologi og pesticidfabrikker forholder sig til hinanden som dag og nat, op og ned.