Læserbrev

Tænk højlydt!

25. januar 2014

Da jeg skrev kronikken Tidlig indsats er en fordel den 20. januar om test og optimering af vuggestuebørn, gik der en intens debat i gang på avisens blog, blandt kolleger og e-mailskribenter.

Havde jeg mistet forstanden? Gik jeg ind for en uddannelsespolitik og en statsfornuft, der ser den opvoksende befolkning som en ressource, eller drillede jeg bare læserne?

Sandheden er, at jeg gjorde mig til et klaviatur for tidsånden og lod min skrift blive inficeret af den styrende ’logik’, der driver både denne mistrøstige regering og drev den forrige.

I stedet for at skyde de anmassende konsensuspolitiske forestillinger ned med normative, humanistiske argumenter, blotlagde jeg – dog isprængt en smule satire – de tanker og argumenter, der ufortrødent arbejder for at virkeliggøre præstationssamfundet.

Kronikkens sætninger om spildtidsmålinger er ganske sanddru. Undervisningsministeriet udarbejdede for få år siden et papir af den omtalte type. Derimod er mini-PISA-tandemkonsortiet, bestående af Niels Egelund og Jørgen Søndergaard fri fantasi. Mine sætninger om navngivningspåtvingende solsorte og talentpleje i blealderen blev da også forstået af de opmærksomme læsere, der ikke lod sig nøje med at ’læse’ overskrifter og billedtekster.

Verfremdungseffekten

Kronikken skulle få læserne til at stoppe op. Det skulle ikke være helt let at tyde mit budskab. Afsenderpositionen var ikke det primære anliggende at få luftet, snarere fremstillingen af de konkrete tåbeligheder, der risikerer at blive til virkelighed inden for daginstitutionssektoren. Denne form for kvasi-dokumentarisme er et led i en oplysningsstrategi, hvis overordnede mål er, at folk selv begynder at tænke højlydt over den anmassende fremtids fordringer, inden disse realiseres.

I stedet for at servere en bekymret kritik, der er nødvendig, men desværre ofte også lidt for forudsigelig, tilstræbes en verfremdungseffekt, der måske formår at ægge det offentlige ræsonnement.

Men hvilken kritik af det herskende vanvid vil vise sig at være den mest effektive? Det véd jeg faktisk ikke. Lad os drøfte kritikkens former.

Steen Nepper Larsen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
  • Torsten Jacobsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jan Weis
  • Bill Atkins
Rasmus Kongshøj, Torsten Jacobsen, Lise Lotte Rahbek, Jan Weis og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det herskende vanvid" - og de foregående 20-30 års fejludviklinger i denne besynderlige branche med en vrimmel af halvstuderede røvere - må være udgangspunktet for et tiltrængt genoprettelsesprojekt, som meget gerne må gøre ondt på nogen - de allerværste ...

Grethe Preisler

Apropos verfremdungseffekten:
Har saltet mistet sin kraft, hvormed skal det da saltes?

"Men hvilken kritik af det herskende vanvid vil vise sig at være den mest effektive? Det ved jeg faktisk ikke."

Det er vi mange, der heller ikke ved, Steen Nepper Larsen. Men vil du være helt sikker på ikke at blive misforstået, når du betjener dig af verfremdungseffekten, skal du holde dig langt væk fra debatfora, der er blevet usurperet af Facebook og Twitter.

"From milkless milk and silkless silk we're growing used to loveless love"