Tak for lån af mine børn

Staten tør ikke forlade sig på, at vi forældre magter vores opgave. Derfor spændes vi for Institutionsdanmarks kompetenceudviklingsvogn. Kærlighedsrelationer erstattes med management, og med tiltag som heldagsskolen værner samfundet sig mod forældres eventuelle uduelighed
Det er nærmest, som om staten og kommunen siger til os: ’Kære forældre, det er vores børn, vi skal bruge deres kompetencer i fremtiden, vi skal leve af dem, det er vi ikke sikre på, I kan sikre. Men I kan få lov til at låne dem med hjem i weekenden’.

Det er nærmest, som om staten og kommunen siger til os: ’Kære forældre, det er vores børn, vi skal bruge deres kompetencer i fremtiden, vi skal leve af dem, det er vi ikke sikre på, I kan sikre. Men I kan få lov til at låne dem med hjem i weekenden’.

Søren Bidstrup
25. januar 2014
Delt 5 gange

Nogle gange undrer jeg mig over, at vi overhovedet får lov til at slæbe vores afkom med ud fra fødegangen. Tænk, at myndighederne i det hele taget tør overgive almindelige mennesker, som vi forældre ofte er, et så stort ansvar som at tage vare på et barns udvikling. Heldigvis sker det da heller ikke uden kyndig vejledning om amning, kost, hvor tit barnet skal ligge på maven, øjen- og kropskontakt osv. Jeg er glad for, at vi fulgte rådet om at levne noget ekstra plads i barselstasken til det bjerg af farverige brochurer, som forhåbentlig kan holde ungen nogenlunde oven vande, inden de første samfundsrepræsentanter i form af sundhedsplejersker får kigget familielivet og barnets udvikling efter i sømmene. Det er, som om man som forælder allernådigst får lov til at tage ansvaret for børnenes udvikling og opdragelse. Og den følelse holder bestemt ikke op, bare fordi man forlader fødegangen eller klarer sig igennem sundhedsplejerskens visit.

I min tid som forælder er jeg stødt på ordet kompetenceudvikling så mange gange, at jeg nærmest får røde knopper, når jeg hører det. Syv stavelser, som kan gentages så mange gange, at det hurtigt bliver til 700 stavelser.

Børnene skal lære motoriske, kognitive og emotionelle kompetencer – og selvfølgelig skal de det! De skal lære at kravle, gribe, gå, spise med ske, binde snørebånd, tegne figurer, omsætte billeder til lyd, vente på deres tur, udtrykke følelser osv. Men de skal også lære det på helt bestemte tidspunkter og i bestemte rækkefølger. Ikke så meget fordi barnet er ulykkeligt over manglende kunnen i situationen, men fordi det risikerer at gå udover barnets fremtidige KOM-PE-TEN-CE-UD-VIK-LING.

Det er ikke, fordi det bliver sagt direkte, men man fornemmer, når der i institutionernes afkrydsningsskemaer er røde minusser, og man kan aflæse det i personalets bekymrede panderynker, der ledsager ordene ’fokus på kompetenceudvikling’. Der er noget galt her! Forældrene stimulerer ikke barnet nok, de må træne noget mere, de må oppe sig, må de. Der er mindre fokus på, om barnet trives eller ej.

Fra kærlighed til management

Det, der er på spil, er, hvorvidt der i den forløbne tid kunne være tvunget noget mere ud af barnet, end der er. Om der er et udviklingspotentiale, der er gået tabt. Er barndommen produktiv nok? Er forældrene produktive nok? Måske tager forældrene på McDonald’s frem for at lave mad med børnene, måske ser børnene for meget fjernsyn og får ikke læst de formanende 20 minutter med forældrene, som vores undervisningsminister foreskriver. Der er simpelthen risiko for, at forældrene ikke formår at få det fulde udbytte ud af barnets barndom. At der i løbet af barndommen kunne være kommet endnu flere kompetencer ud af barnet, end tilfældet er.

Barndommen har i dette kompetenceudviklingsperspektiv mistet sin uskyldighed og sin værdi i sig selv. Den har kun værdi, fordi den danner fundamentet for barnets senere udvikling. Men det er også en meget væsentlig værdi. Det er den værdi, vi senere som samfund skal leve af, når vores børn skal videre i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet.

Der sker simpelthen en professionalisering af forældreskabet, hvor de intime og kærlighedsfulde relationer mellem børn og voksne bliver erstattet af nogle mere managementorienterede og rationelle relationer. Læser vi historier for børnene, fordi vi hygger os med det, eller fordi vi ved, det kan få betydning for deres skolegang? Inviterer vi andre børn hjem og laver legeaftaler i en tidlig alder, fordi vi og vores børn hygger os med det, eller fordi institutionen siger, det vil være godt for barnets udvikling af sociale kompetencer. Sender vi barnet tidligt i institution, fordi vi mener, at det er det rigtige, eller fordi undersøgelser tilsyneladende viser, at børn, der begynder i institution i ottemåneders-alderen, klarer sig bedre end de børn, der begynder senere?

Det er problematisk, hvis vores relationer til vores børn bliver overtaget af ekspertsystemers mere rationelle tilgang til barndommen. Det bliver problematisk, hvis vi indlejrer og måske mere eller mindre usynligt og uskyldigt overtager et syn på vores børn og deres barndom, der er præget af at få et rationelt og senere produktivt udbytte af barndommen med sigte på uddannelse og arbejdsmarked frem for et lystfyldt syn på barndommen, der er styret af kærlighedsrelationer i nuet.

Weekendforældre

I tidernes morgen, da vi begyndte at sende kvinderne ud på arbejdsmarkedet og vores poder i institution, råbte udviklingspsykologer vagt i gevær. Det var nærmest udtryk for direkte omsorgssvigt at adskille et barn under tre år fra den ubrydelige symbiose med moderen. Det kunne skabe fatale udviklingsmæssige problemer på længere sigt. I dag er det nærmest omvendt. Det bliver næsten betragtet som om ikke omsorgssvigt så i hvert fald et noget aparte valg eller måske direkte uansvarligt, hvis forældre ikke sender deres børn i institution. Kan det så overhovedet udvikle sociale kompetencer og begå sig i et fællesskab? Det er ikke meget tillid, der her vises til forældrene.

Et andet område, hvor staten så sig nødsaget til at underkende forældrenes duelighed, var i forhold til den meget udskældte madordning. Ordningen blev forsøgt indført som en obligatorisk fælles madordning for børn i institutioner, således at madpakken blev afskaffet. Blandt andet af hensyn til børnenes mulighed for en sund og varieret kost. På grund af massive forældreprotester er det nu de fleste steder op til forældrene at beslutte, om de vil benytte ordningen.

Den kommende heldagsskole er sidste skud på stammen. Den griber relativt voldsomt ind i forældrenes muligheder for at være sammen med og prioritere deres børns liv. Samfundet får simpelthen ikke nok ud af børnenes fritid, hvis bare de tilbringer den i SFO’en, klubben, sammen med forældrene eller for de større børns vedkommende med at dyrke deres individuelle fritidsaktiviteter.

Det er sjældent, at jeg bliver beskyldt for at være konservativ, men lige i denne sammenhæng skal det trængte parti altså have kredit for at modsætte sig statens kolonisering af familie- og børnelivet. Det er nærmest, som om staten og kommunen siger til os: »Kære forældre, det er vores børn, vi skal bruge deres kompetencer i fremtiden, vi skal leve af dem, det er vi ikke sikre på, I kan sikre. Men I kan få lov til at låne dem med hjem i weekenden, hvis ellers I husker at give dem sund varieret kost, læser med dem, sørger for, de ikke ser for meget fjernsyn, og lægger dem tidligt i seng, så de er klar igen til mandag morgen!«

Derfor vil jeg gerne sige allernådigst tak til velfærdsstaten, eller måske rettere konkurrencestaten, for lån af mine børn. Vi nyder i dette øjeblik en rigtig dejlig weekend. Den ældste har lært forskellen på den store og lille viser, den mellemste har lært at stå på et ben, og den yngste er blevet lagt på maven 23 ud af de obligatoriske 30 gange i døgnet. Så bare rolig, vi har ikke spildt tiden på bare at hygge os, have det sjovt og være sammen. Næste weekend skal vi nok stå tidligere op, så vi kan nå de 30 gange på maven. Begrebet weekendfar er ved at få en helt ny betydning

 

Thomas Hansen er cand.scient.soc., lektor i samfundsfag og psykologi og far til tre piger i alderen 3 mdr., 3 år og 6 år

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Jeg er meget enig i, at det nærmest instrumentelle syn på børn og deres opvækst, som kommer til udtryk i vores produktivitetskultur, er deprimerende, skadeligt, og dermed al kritik værdigt.

Men man kan da heldigvis (stadig) møde de mange formaninger med et overbærende smil, og give ungerne den opvækst man selv finder mest passende. Som far til en dreng på 4 bliver jeg for eksempel først nu opmærksom på, at et spædbarn åbenbart skal lægges på maven 30 gange i døgnet, og det er derfor muligt at jeg så har gjort mig skyldig i omsorgssvigt, mens knægten var helt lille. Det kommer dog ikke til at spolere min nattesøvn.

Brugerbillede for Torben  Knudsen

Med den lange uddannelse du har og far til tre piger overrasker det , at du angriber det børnefængsel du selv, formoder jeg, har eller vil sætte dem i.
Institutioner fra de er 12 måneder til de er 14 år.
Der er undervisningspligt og det har resulteret i skole'pligt' men der er ikke pligt til at sætte børnene i institution. Det har I selv valgt, sådan da. Det er selvfølgelig forudsætning for to biler, fladskærm og hvad vi ellers, skal have råd til.
Fra 1950 deromkring, har vi solgt barnets frihed i kvarteret til indlukket i institutionerne.
Vi har frataget dem frihed i opvæksten, fra de kunne stå på egne ben med lidt støtte, med et liv med andre børn i kvarteret uden indblanding fra forældre og slet ikke pædagoer til frihedsberøvelse.
Det kunne da være råt engang imellem, min mor havde tilnavnet 'frække Torbens mor' og men overordnet, hvad den frihed har givet os, er næsten ubeskriveligt.
Nu var der forskel på kvarterer, men alle havde friheden, også på landet.
Væk er den og erstattet med pædagogstyring og nu også flæberi fra forældre om denne styring, som de selv er årsag til.
Du har det selv i din magt at skabe tid sammen med dine børn og frem for alt at slippe børnene fri af institutionerne til det frie liv i kvarteret.
Rot jer sammen i kvarteret, skab frihed for dine børn og så lidt programmeret gymnastik og hesteridning, når det skal til, men flæb ikke over egen frihedsberøvelse af dine børn.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Kære Thomas Hansen

I USA serverer de skolemad til børnene....er USA et socialistisk land eller hyr? I Tyskland gør man det samme! Er Tyskland måske et socialistisk land eller hyr?

Og så til den der med kompetenceudviling: Tror du, Thomas Hansen, at det er pædagogerne eller lærerne, der har fundet på det - og på det med alle disse skemaer hvor der skal være grønne, gule og røde streger, krydser, på? Nej, det er ej!

Mennesker som intet ved om hvordan bør udvikles eller lærer har bestemt dette!
Alle pædagoger ved at børn skal have lov til at lege frit for forberede sig på det liv, der kommer, her udvikles kreativitet i disse selvlavede og selvopfundne lege...og alle lærere ved, at det heller ikke er sundt for børn at være i skole i 30 eller 35 eller 37 timer om ugen, da hjernen skal have ro og tid til at fordøje sig på det den har lært...

Og grunden til at de skal lære det på bestemte tidspunkter mv. - altså alt de nu skal lære - er fordi der er nogen mennesker som har fået Piaget's teorier om børns udvikling galt i halsen...

Og fordi man tror, at ved at have en skole ligesom Kina eller Sydkorea ja så opnår vi en bedre konkurrencefordel med dem...

Brugerbillede for Torben Loft

Set udfra min optik, handler Thomas Hansen's kritik af det samfund, som han selv er en del af, "berøringsangst" for at reflekterer over egen liv - livsstil - arbejde (tid)
Det er altid nemmer og skylde skylden på de andre, end se egne "fejl/mangler"...

Forældrerollen er ikke kompetence givende, som garant for trivsel - udvikling - - dannelse...der er en profession der varetager den del, med udgangspunkt i, faglighed, saglighed, teori, empati, nærvær, samspil,og empiri. Men jo det er et fælles ansvar, bare man tager det.

Lidt sjovt at bruge ordet, konkurrencestaten, når det oprindeligt, blev brugt som et fagterm, Ove Kaj Pedersen, professor ved CBS, har skabt, i tidernes morgen..det er bare blevet "politisk korrekt"og bruge...i flæng...vi er gået fra at være en klassisk velfærdsstat til en stater hvor borgerne er deltagene

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Maj-Britt Kent Hansen
25. januar, 2014 - 14:33
Hvis du, som din tekst kunne udledes af, mener at institutioner er af det onde for børn. Da de der børn på billedet ser kede ud. Så skulle du tage og besøge en institution i den virkelige verden.
Og hvis det er så forfærdeligt for børn at være sådan et sted. Hvorfor lader forældrene dem være der? Er det af samme årsag som når de bliver skilt og lader deres børn pendle frem og tilbage i 7/7 , 14/14 ordninger?
Se den "opfindelse" kan virkelig være grim for barnet/børnene. Når de lever i en kuffert mellem forældrene.
Jeg har haft et job hvor jeg var ude 14 dage og hjemme 14 dage. Og jeg gjorde det frivilligt da det var et job. Men børn er tvunget af deres forældre til at blive rodløse.
Gad vide hvad de forældre, gør ved deres børns psyke, med den behandling?
Så kan man snakke egoistiske forældre. De ville jo ikke selv pendle frem og tilbage på samme måde, som de tvinger deres børn til.

Og forfatteren. Så kan man jo bare se at endnu en forældre der burde hive deres børn ud af skolen og tage sig af det væsentlige selv. Men sikkert ikke gør det med i stedet skyder med spredehagl ud over hele banden. UDEN at komme med konstruktive modforslag som kunne være bedre.
Tag dig dog sammen farmand.
Det kan godt være det ikke er dig der har mest brug for eksempelvis sundhedsplejsken. Men det er der så andre der har.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

Jeg er mestendels enig i denne artikel, i hvert fald observationerne som sådan. Hensigten med at tage børnene ud af familien i en sådan grad er måske nok at tage vare på børnenes trivsel, hvad angår at man helst skulle op over den lave3ste fællesnævner. Men det er osse udtryk for nødvendigheden af at skulle ensrette og hjernevaske børnene, så de kan passe bedre ind i den nye neoliberalistiske verdensorden. Selv om osse de individuelle lærere vil forsøge at give børnene så individuelle kår som der nu er plads til inden for systemet.
Jeg har blot en indvending: "Tidernes morgen" - det var ikke da kvinderne blev sendt ud på arbejdsmarkedet der i 50erne og tresserne, tidernes morgen, det var dengang da fattiges børn faktisk ikke gik ret meget i skole, kom ud og tjene væk fra familien hos en eller anden bondemand sådan omkring 6-7-årsalderen, fordi der ikke var føde nok derhjemme, og de arbejdede 12 timer i døgnet og generelt levede et hundeliv. Dengang udviklede de kompetencer til at slide sig ihjel tidligt.

Den periode midt i sidste århundrede, hvor det begyndte at se ud som om menneskeheden bevægede sig hen imod civilisation kunne godt gå hen og vise sig at have været en rynke i historien, og vi bevæger os tilbage imod et samfund hvor mennesker, bortset fra eliten, kun tæller i den grad de har nytteværdi

Brugerbillede for Torben Loft

Efter at have læst Thomas Hansen's (TH) komplekse debat, der skyder både bredt og i blinde....
Artiklen udstiller også (TH), manglende indsigt og forståelse af, hvad der faktisk sker i af udvikling, læring, dannelse, empiri og forståelse af sig selv samt den socialisering der faktisk læres, i den kontekst, hvori børn anbringes, imens forældre arbejder mellem 37 - 50+ timer om ugen. De øjebliksbilleder han får, når han afleverer og henter hans børn, siger jo ikke noget om den faglighed, hans børn været sammen med hele dagen
At (TH), ser sig selv som værende lige så kompetent, som pædagoger, der har læst og taget taget sig en uddannelse, der er bundet op på forskellige teorier og praksis empiri, blot fordi han er far til tre børn, er lidt søgt.
Sat lidt på spidsen..."Det svare til at, vi tager til tandlægen for at få foretaget en rodbehandling. Tandklinikdamen , siger at, tandlægen er syg, men hr. Pedersen, der fik foretaget en rodbehandling, lavet nogle huller og et eftersyn, i sidste uge, han gerne vil lave den rodbehandling, da han jo har en erfaring med det....hopper du op i stolen og lader hr. Pedersen udføre den rodbehandling?"
Som forældre kan vi noget meget vigtigt, der ikke må undervurderers , men den faglighed, viden om børns udvikling, dannelse, kompetenceudvikling, socialisering , dannelselæring, som sker i institutionerne, kan ikke læres hjemme hos mor og far, den skal læres i samspil med andre børn og faglig kompetente pædagoger.

Brugerbillede for Frederikke Lindahl

"Som forældre kan vi noget meget vigtigt, der ikke må undervurderers , men den faglighed, viden om børns udvikling, dannelse, kompetenceudvikling, socialisering , dannelselæring, som sker i institutionerne, kan ikke læres hjemme hos mor og far, den skal læres i samspil med andre børn og faglig kompetente pædagoger." (Loft, Torben, 16. jan, 07:39)

Med den slutreplik sætter du en fed streg under debattørens pointe, om at fagpersonel har en idé om, at de er bedre til at tage sig af og understøtte børns udvikling. Som nybagt forælder får man tudet ørene fulde af, hvad ens barn bør kunne og i hvilken rækkefølge, som debattøren også skriver.

Denne 'burdehed' er en farlig konstruktion, idet den har en indbygget fare for, at forældre hverken kan se dem selv eller deres børn spejlet i 'burdetheden'. Som mor til en lille dreng på snart 10 mdr., kan jeg kun nikke genkendende til den professionalisering af mit barn, som dels myndighederne og dels den private babyindustri pådutter ham.

Alle disse delmål og i særdeleshed frygten for ikke at nå dem rettidigt kan give store skår i tilliden til sig selv som forælder. Man kan nemt føle sig forkert, hvis ikke man synes at kunne spejle sig i det billede der er opstillet. Og hvad værre er, ens barn er i fare for at blive anskuet som et problem. En refleksion barnet muligvis til opsnappe og herefter begynde at se sig selv som.

Er det noget under, at der efterhånden er så mange nybagte forældre, der får efterfødselsreaktioner? Det mener jeg ikke. Og det handler ikke om, at folk er pjevsede og tudevårende. Det handler om, at deres instinkter, intuition og sunde fornuft bliver slået ud af kurs af denne mekaniske, reduktionstiske måde at anskue små mennesker på. 'Burdeheden', som den kunne kaldes.

Og til de, der skingert skriger på, at man så bare kunne hive ungerne ud af institutionerne, så er problemet ikke, at børnene bliver passet ude, men at vejen de politiske vinde blæser selvfølgelig kan ses afspejlet i vuggestue- og børnehaveniveau, og hvis man ønsker, at vindene meget gerne måtte blæse anerledes, så er man nødt til at tage debatten. Det er ikke det samme som at man stiller sig op og græder snot over, at man ikke kan få i pose og sæk.

Vi er mennesker, brogede og komplekse. Lev og lad leve.

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Majbritt Nielsen - nu regner jeg ikke med, at hele din kommentar er til mig, men kun de tre første linjer. Men jeg ved så ikke helt, hvor du vil hen med, at jeg skal tage ud og besøge en institution i den virkelige verden. Fordi børn der har det værre eller bedre? Eller fordi jeg skulle mene, at institutioner er af det onde. Det mener jeg ikke, at jeg har skrevet noget om.

Jeg reagerede såmænd bare på, hvad jeg kan aflæse af billedet. Nogle gange kan et sådant sige mere end tusinde ord.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Andersen

Tak til Thomas Hansen.Jeg kunne ikke sige det bedre selv. Jeg synes dog der mangler en pointe om at det omklamrende system oprindeligt er lavet for hjælpe de få der ikke kan finde ud af at opdrage deres børn. Men for at undgå a de skal føle sig udenfor, anderledes og diskrimineret, så laver man et system hvor alle skal presses igennem. Det er denne misforståede ligemageri der er det grundlæggende problem. I sin iver forat hjælpe de få, kommer den socialdemokratiske velfærdsmaskine til at blive en ensrettende kødhakker som alle bare skal mases igennem.
Det pudsige er at det her system kommer til at skalbe flere forældre der slipper tøjlerne, og lader kommunen tage over.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Staten tør ikke......................
Hvem er "staten" ? Institutionerne har et arbejdsgrundlag fabrikeret af folk et sted fra i pyramiden. Det har institutioner ! Offentlig ansatte agerer efter et regelsæt. Det er risikofyldt farvand at tænke og beslutte selv. Civil ulydighed er ikke legalt.
Men at det skulle være "sandheden", hvorefter alle har sig at rette, er vel op til selvstændigt tænkende forældre.
Jeg har den opfattelse, at vi lever i en "brugsanvisningskultur" hvor borgerne uselvstændiggøres. Vi slår op - på nettet, i magasiner, hos psykologer osv.
Selvfølgelig er livserfaringer videreført i familier, mellem generationer ikke væk, men de spiller en mindre rolle. Bedstemor kan ikke stille meget op overfor den massive påvirkning.
Kære forældre - Stå op imod brugsanvisningerne - tænk selv og følg jeres egne instinkter og fornuft.
Hvis I har hjerne, tid og lyst.

Brugerbillede for Jess Gertsen

Jeg kan anbefaler at prøve at gå hjemme på fuld tid som et alternativ - men jeg må advare om faren ved at prøve at være hjemmegående - det kan udvikle sig fra "indtil videre i nogle uger" ... til i flere år hjemme?

Jeg er hjemmegående far - det var ikke planlagt, men efter 5 ugers indkøring så sagde mit hjerte - det holder ikke en meter og da jeg tjente mindst - så blev det mig der blev hjemme "indtil videre i nogle uger". Siden har det vist sig at være den bedste beslutning i mit liv. Det er godt nok en meget hård omstilling fra IT til husfar med fuldt ansvar, men det er utroligt givende nu, hvor jeg har godt styr på de huslige gøremål og har overskud, tid til nærvær og massere oplevelser og en lille smule dagbog...

Den 7. januar - Et lykkeligt lille øjeblik fra i dag - Klokken er ca. 11 i dag og vi går foran Magasin på vej imod strøget. En ældre fin herre i jakkesæt og slips kommer gående imod os og smiler stort, da han ser Lucas og jeg hjertelig griner (af talemåden "kvinde i nød" som Lucas synes er super tosset og sjovt når han forestiller sig mor inden i en kæmpe nød). Den ældre herre smiler og spørger høfligt "Når har I så fri i dag?" - Jeg svarer stadigvæk stor smilende "Nej, jeg er såmænd bare lykkelig hjemmegående". Han taber kæben, da han tydeligt bliver meget overrasket over mit svar. Jeg forbereder mig på at ignorere endnu et verbalt overfald fra den ældre generation. I stedet bliver jeg meget paf, da den ældre herre får våde øjne og derefter kigger mig dybt i øjnene "Du aner ikke, hvor glad jeg er for at høre, du går hjemme med din søn". Hans smil slår langsomt over i gråd og han skynder sig videre. Jeg når kun lige kom selv at svare paf "Hav en god dag" - Lucas kigger spørgende på mig og jeg siger "Ja, Manden er glad for at jeg går hjemme med dig" Lucas svarer "Lucas også glad!"

Det er utroligt hvor glad, jeg kan blive af et lykkeligt, lidt sørgeligt, lille øjeblik.

Brugerbillede for Grethe Preisler

"I tidernes morgen" (dengang de fleste af nutidens småbørnsforældre var børn) kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Og de arme små blev overladt til professionelle kommunalt ansatte børnemishandlere, fortrinsvis af hunkøn.

Lige siden har det været den rene elendighed at være gode fædre til børn under den skolepligtige alder. Med mindre de ravnemødre til karrierekvinder, fædrene uheldigvis har avlet ungerne med, tjener så meget, at de kan blive hjemmegående husfædre på heltid, indtil ungerne må afleveres i en af Christine Antorinis nyetablerede heldagsskoler.

Før" tidernes morgen" oprandt i Dannevang (sådan ca. omkring 1970-75, hvor ungdoms- og kvindeoprøret bredte sig til de lavere lønklasser) var antallet af hjemmegående husmødre allerede stærkt på retur og ventelisterne i dagplejer, vuggestuer og børnehaver overtegnede. Thi allerede dengang begyndte det at knibe for de fleste nyetablerede småbørnsfamilier at få økonomien til at hænge sammen med kun èn lønindkomst, hvis den skulle række til mere end det, deres forældre havde måttet lade sig nøje med af forbrugsgoder og fornøjelser som nyetablerede småbørnsforældre.

Fint nok, at Jess Gertsens samlivspartner tjener nok til, at det kan lade sig gøre for dem, at far kan blive hjemme hos deres lille Lucas, så Lucas slipper for at komme i vuggestue og børnehave.

Men det hjælper jo ikke stort på situationen for de småbørn, hvis forældre ikke kan tillade sig den luksus. Fordi de hver for sig ikke tjener nok til at kunne forsørge en familie med en hjemmegående voksen omsorgsperson i den tid det tager for børn at blive store nok til at klare sig uden voksent opsyn de fleste af dagens timer.

Og de udgør vistnok stadigvæk hovedparten af småbørnspopulationen i "velfærdssamfundet" DK under omstilling til en konkurrencestat på globale markedsvilkår.

.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

@Jess Gertsen

Det lyder som om du har truffet et godt valg. Tillykke med det :)

@Grethe Preisler

Jeg vil gerne medgive at der eksisterer familier, for hvilke husholdningens økonomi påbyder at begge forældre arbejder. Men jeg synes det er forkert at beskrive det som en 'luksus'. Udtrykket antyder at det er et efterstræbelsesværdigt gode, men der er da ikke meget der tyder på, at det i dagens samfund opfattes som et sådant?

Vi er alle i større eller mindre grad indfanget i forbrugssamfundets net. Men selv blandt de, som ikke sidder ubehjælpeligt fast, er tendensen klar: Både far og mor er på arbejdsmarkedet. Hvorfor? Meget mere end økonomi er udslagsgivende her, tror jeg..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

Vi som mennesker er i egenskab af at være forskellige individer, fri til at tolke og analyser det, vi læser, høre, ser. Vores tolkning bliver som oftes bakket af vores: værdier og normer som mennesker, livssyn, opdragelse, uddannelse og job, vores socialiseringsramme (de mennesker vi er i samspil og relation med), religion, kulturelbaggrund, demografisk, køn, alder, empiri, fritidsinteresser osv...
Set udfra min optik, er det en kvalitet, der bringer en dynamik og innovation i samfundet. Når det er sagt, så Frederikke Lindahl, din tolkning af min slutreplik, lang fra den "konklusion" jeg skrev. Min pointe er (skrives med fed) er: DET ER DE PROFESSIONELLE, HER PÆDAGOGERNE DER, QVA, DERES UDDANNELSE DER HANDLER OM TEORIER IFHT. BØRNS TRIVSEL, UDVIKLING, IDENTITETSDANNELSE, LÆRINGSSKOMPETENCER, UDVIKLING AF KOMPETENCER SOM BØRNENE SKAL BRUGE NU OG FREMADRETTET, BØRNS PSYKOLOGI, STØTTER OPOM OG ER TIL AT LÆRE BØRN SOCIALEKOMPETENCER M.M.
Det er rigtigt (håber jeg), at forældre kender deres børn bedre end pædagogerne, MEN pædagogerne har den viden både teoretisk og i praksis, der gavner børns trivsel, dannelse, udvikling og identitetsdannelse!!

Scenarie: "Blot fordi en hele sit liv bygger modelflyver, gør hverken ham/hende til professionelle flymekanikere, blot en med en hobby"

Set udfra min optik, er der ikke mange af de her indlæg, her har en stor viden om, hvad der helt præcis er pædagogisk praksis, og hvilke muligheder/udfordringer jeres børn, får med af identitetsempiri, når de er i institution.
Øjebliksbilleder i både afleverings -og hente situationer, kan "ikke stå på mål, for en hel dag på arbejde"..

@Jess Gertsen. Jeg håber ikke at din søn har gået hjemme hos dig 24/7/365/x-antal børneår frem.
Sat lidt på spidsen, ville det være at frarøver ham al mulighed for at kunne lære SOCIALEKOMPETENCER i en større kontekst (og ikke bare i en familiekontekst).. Det at lære at vente på tur, forhandle, skifte roller i legesituationer, være i børnehøjde med flere børn, skabe-styrke og udvikle de kompetencer der skal udfordres i "børnenes jobsituation aka BØRNEHAVEN.
Det handler om kvalitetstid ikke om kvantitetstid...være nærværende og stil dig åben overfor ham, lad ham komme hjem og glad fortælle om hans dag, fortæl om din dag på arbejde ....(hvis I begge er hjemme, hvad er der så af spændende ting og bringe ind i dialogen....
Hvis du tænkte at, "Jeg arbejder al for meget og har tid eller et sundt nærvær/relation, med min søn, så reflektere over den måde du vægter dit arbejdsliv og familie. Gå ned i tid, fleks, hvad der nu skal til. Men holde sin søn hjemme, handler IKKE OM DIN SØNS BEHOV, MEN DIN DÅRLIGE SAMVITTIGHED...

Se nu tingene ud fra et børneperspektiv og ikke egocentreret-voksenperspektiv!!!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Torbensen

Men så til den mere alvorlige del af livet og børnene.
Nogle forældre vælger børn til udfra status og egen "lykke" som senere rammer dem som en boomerang i livet.
At anbringe børn klokken lort i vuggestue og børnehave for selv at,føle status er rablende vanvid.
Børn anbragt på institutioner fra klokken 0700 til 1600-1700 er den rene børne mishandling.
Få gerne børn og yngelpleje,men tag også gerne bare lidt ansvar selv og sæt det gerne i proportion til eget ønsker og formågenhed uden at belaste også omgivelserne for unødig belastninger hvor ego overskygger fællesskab og hensyn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Torsten Jacobsen,

Meget mere end økonomi er udslagsgivende. tror du. Det tror jeg faktisk, du har ret i. Hvis man kunne være sikker på ikke at havne i de kronisk langtidslediges rækker som 'tvangsaktiveret hundefækaliefjerner i et nyttejob på bistandshjælp', fordi man havde brugt nogle år af sit liv til at være sammen med sine børn på fuld tid, mens de var små, så ville mange flere nok blive hjemme hos dem og passe dem selv.

Men sådan er det samfund, vi lever i, jo ikke skruet sammen. Og der ser heller ikke ud til at være den store politiske vilje til at ændre det i den retning, selv om Leo Nygaards parti går ind for basisindkomst til alle.

Enten er man udenfor eller også er man indenfor på det arbejdsmarked, man pinedød skal 'stå til rådighed for', hvad enten man har mere lyst til at blive hjemme hos sin børn eller ej, indtil de bliver store nok til at overleve uden barnepige på fuld tid.

Så når både far og mor holder krampagtigt fast i deres tilknytning til arbejdsmarkedet, skyldes det nok også for en stor del, at ingen af dem tragter efter at være økonomisk afhængig af den anden, når de en gang har aftjent deres værnepligt som hjemmegående småbørnsmødre og/eller ller -fædre.

Det kan være hårdt nok, mens det står på, ikke at have rådighed over egen indkomst og skulle argumentere for hver en krone, man agter bruge til andet end det, som 'skaffedyret' hellere vil bruge den til. Parforholdet er ikke for svæklinge, og den forladte ægtemages lod har aldrig været misundelsesværdig.

Hvordan må det så ikke være, at havne bagest i køen af arbejdssøgende, den dag man ikke længere har det alibi for at være 'hjemmegående' husfar eller husmor, at man har småbørn at tage vare på?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Måske var det snart på tide med en ny gang "68'er opgør"... Vi er nu nået til et samfund, hvor både voksne og børn kun regnes som produktionsenheder, som skal udsættes for løbende kvalitetskontrol.

Vi må til at spørge os selv: Er det det vi vil? Er dette vort lod som menneske? Var det meningen med vort liv?

Og hvis vi ønsker et andet liv, så må vi tage opgøret, stille krav og ikke lade os nøje med at være menneskelige robotter ved samlebåndet.

Vi må spørge os selv, om ikke der er andre måder at gøre tingene på. Andre tilgange til livet, som er bedre for os som mennesker.

Vi må ikke være bange for at stille spørgsmålstegn!

Brugerbillede for Leo Nygaard

Lilli - Produktionsenheder - Forbrugsenheder - Det er et personligt opgør.
Vi valgte ubevidst. Vi fulgte flokken. Erfaringen har vi først nu, og meget få vil lære af andres erfaringer. Særlig ikke fra en anden generation.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Maj-Britt Kent Hansen
26. januar, 2014 - 10:46
Jeg har arbejdet med mellemrum i en vuggestue. Og det billed du så hænger din viden op på. Er kun et øjebliksbilled.
Jeg kan sku godt forstå at forældre går fra en vuggestue med meget dårlig samvitighed, når junior tuder og tårene står til højre og venstre.
Men i de fleste tilfælde, så kan jeg garantere dig at vis mor eller far fik et kamera op i vuggestuen, de kunne se junior på. Så ville de se som regel en pode der er fuld gang med at lege og kort tid efter at forældrene er gået. Så har de glemt alt om far og mor. For der sker sku ting og sager sådan et sted. Min nevøs børnehave, der havde man mulighed for at gå hen og lege med dem efter lukketid. Det var kun huset der var låst. Legepladsen var og er rigtig flittigt brugt.
Som sagt, i stedet for at hænge din holdning til institutioner, op på et billed. Så besøg en vuggestue eller børnhave, irl.
Du vil se at de har det noget sjovere end det der øjebliks-billed der.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Kvinderne ud af køkkenet, og småbørnsfædrene hjem til grødgryderne, sutteflaskerne og bleerne?

Det er historieløse unge halvstuderte røvere fra 'DJØF-segmentet' og storaktionærerne fra det etablerede pengebourgeoisi, der fastsætter vilkårene for børnefamilierne for tiden - ikke jævne almindelige danske småbørnsforældre, lærere og pædagoger.

Og det bliver nok ikke anderledes, før et flertal af de stemmeberettigede borgere i dette land beslutter sig for, at det skal være anderledes og stemmer medlemmerne af den forvænte politiske "elite" fra RV, S og SF, som sidder på regeringsmagten for tiden, ud af kontorerne igen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nanna  Thomsen

Jeg vil først sige god artikel, det jeg hører dig sige igennem artikel,er at du synes at vi som forældre bliver sat længere ud på et sidespor, fordi der nogen forældre som ikke levere varen i forhold til deres børns udvikling og vores medbestemmelse i vores egne børns liv bliver mindre, jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan sådan en ændring af alles liv skal afgøres af politikker og hvorfor man dog ikke lytter til befolkningen effektivisering kunne sker på så mange andre måder man kunne fx. Starte med at lave klasserne mindre. Så lærer kan nå at kende deres elever bedre og samt sætte en pædagog ind til at hjælpe med det sociale i skolen så læreren kan koncentrere sig om at undervise samt ikke skulle bruge et kvarter hver dag for at få ro. Børn skal lærer at folkeskolen er et lærerforrum, du er her for at lærer og ikke for at hoppe rundt på bordene, dette kan man opnå på privat skoler og jeg kan ikke se hvorfor dette ikke kunne overføres til alm.folkeskoler. Min datter har gået i to forskellige folkeskoler og går nu i privat skole, men som min datter udtrykte det" jeg havde det godt på mine andre skoler, men her lærer jeg og de ser mig, både det jeg god til og det jeg dårlig til. Jeg ved hvor jeg står og der en plan hvordan jeg forbeder mig". Jeg mener at viden kommer igennem lærer som har en passion for deres arbejde og kan udtrykke deres kreative udfoldelser igennem deres arbejde og ved at putte en reform og et tidspress ned over deres hoveder hindre man denne udfoldelse og tilføjer bare mere stress til lærere.
Men intet godt kan komme ud af at ekskludere forælder i deres børns vækst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nanna  Thomsen

Jeg vil først sige god artikel, det jeg hører dig sige igennem artikel,er at du synes at vi som forældre bliver sat længere ud på et sidespor, fordi der nogen forældre som ikke levere varen i forhold til deres børns udvikling og vores medbestemmelse i vores egne børns liv bliver mindre, jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan sådan en ændring af alles liv skal afgøres af politikker og hvorfor man dog ikke lytter til befolkningen effektivisering kunne sker på så mange andre måder man kunne fx. Starte med at lave klasserne mindre. Så lærer kan nå at kende deres elever bedre og samt sætte en pædagog ind til at hjælpe med det sociale i skolen så læreren kan koncentrere sig om at undervise samt ikke skulle bruge et kvarter hver dag for at få ro. Børn skal lærer at folkeskolen er et lærerforrum, du er her for at lærer og ikke for at hoppe rundt på bordene, dette kan man opnå på privat skoler og jeg kan ikke se hvorfor dette ikke kunne overføres til alm.folkeskoler. Min datter har gået i to forskellige folkeskoler og går nu i privat skole, men som min datter udtrykte det" jeg havde det godt på mine andre skoler, men her lærer jeg og de ser mig, både det jeg god til og det jeg dårlig til. Jeg ved hvor jeg står og der en plan hvordan jeg forbeder mig". Jeg mener at viden kommer igennem lærer som har en passion for deres arbejde og kan udtrykke deres kreative udfoldelser igennem deres arbejde og ved at putte en reform og et tidspress ned over deres hoveder hindre man denne udfoldelse og tilføjer bare mere stress til lærere.
Men intet godt kan komme ud af at ekskludere forælder i deres børns vækst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nanna  Thomsen

Jeg vil først sige god artikel, det jeg hører dig sige igennem artikel,er at du synes at vi som forældre bliver sat længere ud på et sidespor, fordi der nogen forældre som ikke levere varen i forhold til deres børns udvikling og vores medbestemmelse i vores egne børns liv bliver mindre, jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan sådan en ændring af alles liv skal afgøres af politikker og hvorfor man dog ikke lytter til befolkningen effektivisering kunne sker på så mange andre måder man kunne fx. Starte med at lave klasserne mindre. Så lærer kan nå at kende deres elever bedre og samt sætte en pædagog ind til at hjælpe med det sociale i skolen så læreren kan koncentrere sig om at undervise samt ikke skulle bruge et kvarter hver dag for at få ro. Børn skal lærer at folkeskolen er et lærerforrum, du er her for at lærer og ikke for at hoppe rundt på bordene, dette kan man opnå på privat skoler og jeg kan ikke se hvorfor dette ikke kunne overføres til alm.folkeskoler. Min datter har gået i to forskellige folkeskoler og går nu i privat skole, men som min datter udtrykte det" jeg havde det godt på mine andre skoler, men her lærer jeg og de ser mig, både det jeg god til og det jeg dårlig til. Jeg ved hvor jeg står og der en plan hvordan jeg forbeder mig". Jeg mener at viden kommer igennem lærer som har en passion for deres arbejde og kan udtrykke deres kreative udfoldelser igennem deres arbejde og ved at putte en reform og et tidspress ned over deres hoveder hindre man denne udfoldelse og tilføjer bare mere stress til lærere.
Men intet godt kan komme ud af at ekskludere forælder i deres børns vækst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johann Steinsson

"Verden er stabiliseret nu. Folk er lykkelige. De får, hvad de ønsker, og de ønsker ikke, hvad de ikke kan få

Vi er sådan set ganske tæt på at leve op til kravene om fælleskab, ensartethed og uforanderlighed."

Opflaskingen sker af samfundet, som i Fagre nye Verden, men lykkelige er vi og sniger det mindste ubehag ind på os. Genstarter vi med soma (Smøger, hash, øl, søndagskaffe etc.)

Friheden er en illusion.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Samfundet har brug for børn. Det at få børn kost tid, kræfter og penge. Det er vel ikke urimeligt, hvis man "vekslede" den ekstra tid, som børnefamilierne har på dette arbejde med lidt penge, så en lidt mindre arbejdstid var opnåelig, så livet kunne hænge sammen for børnefamilierne.

Lige nu leverer de "80 timers arbejdstid + børneomsorgstid + transporttid" til samfundet. De skal knokle længere end os gamle..... helt til de bliver 70. Kan vi så ikke unde de unge at gå lidt ned i tid, så de kan få overskuddet til at levere børneomsorgstiden på en måde, så de ikke går ned med stress.

Tilbyd småbørnsfamilier (både far og mor) frivillig deltid med supplerende dagpenge mens ungerne er små. Det vil også åbne op for flere jobs til de arbejdsløse. Samtidig vil både far og mor kunne bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Brugerbillede for Ole Falstoft

Jeg skal ikke idyllisere min barndoms verden fra 50' og 60'erne - lang fra! Det forstenede skolesystem hvor lærernes hænder 'sad løst', hvor de svage blev moppet af lærer og klassekammerater etc. Alt det er da heldigvis blev meget bedre. Men én ting synes jeg er blevet værre -meget værre: Børnenes tid til og mulighed for at lege i fred for de voksne - både pædagoger og forældrer.
Jeg husker hvordan vi børn var sammen uden voksne i halve dage. Vi kom kun hjem for lige at få noget i 'skrutten' og så af sted igen. De voksne var der, men de spurgte ikke meget til hvad vi lavede blot vi ikke lavede 'ballade'. Vores indbyrdes trakasserier blandede de sig storset ikke i - det måtte vi selv finde ud af at løse.
Havde de set hvad vi lavede, havde de sikkert fået en prop ind i mellem - der var visse ting man helst ikke skulle blande de voksne ind i - det gav kun problemer, og gud nåde den der ikke overholdt denne uskrevne regel.
Jeg tror at vi fik nogle meget værdifulde oplevelser og erfaringer gennem disse voksnefri perioder som bl.a. handlede om selvværd - vi oplevede at vi kunne noget at vi var noget for hinanden uden nogen voksne behøvede at fortælle os det og vi lærte at begå os socialt - rent bortset fra at vi havde det pragtfuldt imens
Idag ville det jo ikke gå: Børn uden opsigt i halve dage! De kunne jo komme til skade! (ja og det skete jeg brækkede f.eks. en arm) Tilliden til børns sunde fornuft er desværre næsten forsvundet
Vi blive nødt til at risikere igen at begynde at stole på vores børn og prøve at leve med risikoen. Det er simpelthen nødvendigt for deres mentale sundhed

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ Lilli wendt,
Som udgangspunkt kan jeg godt følge dit "ønske", til os med småfolk og Jobs,
Det er både når jeg ser det udfra et børneperspektiv, samfundsmæssigt perspektiv, mindske risikoen for stress osv., at jeg er enig,
Men sat på spidsen, så er det jo os (børnefamilierne), der har valgt at få børn, ikke staten. Og hvis vi som Thomas Hansen, ønsker at mere tid med vores børn, er vi først nød til at se indad og reflekterer over vores liv, livsstil, karriere, børn og familiesammenhæng, før vi beder staten om hjælp.
Det er muligt at vi tænker, at staten jo gerne vil have, at vi får flere børn, flere der på sigt kan - vil og skal skabe job og vækst i DK, lav nu lige den refleksion, der handler om hvad DU SELV KAN GØRE.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Blot for god ordens skyld:

Nu handler ovenstående kronik jo ikke lige om skolebørn, men om småbørn i alderen 0-5 år, som har brug for mere 'voksenintervention' i deres 'frie valg' af legekammerater og -aktiviteter end børn over 6 år. Hvis forældrene skal kunne gøre sig håb om at beholde dem live, indtil de bliver selvhjulpne nok til at kunne overlades til kammeraterne og lærerstaben i Christine Antorinis drømmescenario af en heldagsskole.

For lidt og for meget fordærver alt. Der må kunne findes en gylden middelvej mellem at anbringe 0-5 årige i kravlegårde under osteklokker af armeret glas eller sende dem ud i motorvejstrafikken på eget ansvar og risiko. Mens forældrene er optaget andetsteds, hvor de ikke kan slippe alt, hvad de har i hænderne, for at redde et småkravl fra at sætte liv og lemmer over styr i dets iver efter at erobre verden og mestre de færdigheder, man får brug for, når man bliver stor nok til at blive sluppet løs i den store verden uden for hjemmets fire vægge eller vuggestuen/børnehaven på egen hånd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for David Wedege

Det er omtrent derfor, jeg seriøst overvejer at emigrere til et naboland, og det er omtrent derfor, at vi hjemme hos os har meget ringe lyst til at få barn nummer to.

Man kan helt enkelt ikke have sine børn i fred for et stadig mere indtrængende regime, der vil fortælle, hvordan man skal (lade professionelle om at) opfostre sit barn.

Da vores barn var fem måneder gammel fortalte vi en sundhedsplejerske, at vi slet ikke havde travlt med at sende hende i pasning, så blev hun nærmest bleg og formanede kraftigt, at det var absolut bedst at sende hende i pasning så tidligt som muligt.

Da vi ganske diplomatisk responderede, at man måske kunne sende et barn i pasning på halv tid, så blev hun stadig blegere: Det mente hun ville ødelægge hverdagens forudsigelighed (sic).

Her stoppede det heller ikke. Nu er kommunen sur som eddike over, at vi ikke har sendt et barn på tre år i en af kommunens fremragende institutioner. Vi fortæller, at vi kigger på mulighederne og fortsat afvejer, hvad vi mener er bedst, og det behager virkelig ikke kommunens emsige forældrepoliti.

Ifølge de professionelle, så er børnene jo i en permanent tilstand af sikkerhed, når de er i kommunens klør, mens en hverdag i hjemmet er en hverdag, hvor børneen er overladt til forældrenes luner.

Ja, ak. Nu har menneskeheden ellers eksisteret i millioner af år uden professionelle opdragere og uden sådan en myriade af pseudovidenskabelige teorier, som de professionelle mener er nødvendige for at have et barn mellem hænderne.

Nu var det ellers gået så storartet i millioner af år, så jeg undrer mig over, hvad der pludselig er i vejen med gammeldags forældre.

Hjemme hos os er både mor og far selv vokset op i 80'erne uden pasning før børnehaveklassen, og vi husker begge, at vi havde det storartet sådan. Vi vil kun give vores barn en barndom, som vi ville være os selv bekendt, men det er vanskeligt i sådan et totalitært børnepasningsregime, vi efterhånden er omgærdet af.

Brugerbillede for Grethe Preisler

@David Wedeke,

Det var ligegodt pokkers?

Hvornår er "kommunen" begyndt at blande sig i, om skikkelige borgere sender deres børn i børnehave eller bliver hjemme for at passe dem selv - bortset fra de tilfælde, hvor forældrene afslår at 'stå til rådighed for arbejdsmarkedet', når barselsorloven udløber, og ansøger om kontanthjælp for at kunne blive hjemme hos deres børn?

Og hvornår har de ansatte i den kommunale sundhedspleje fået bemyndigelse til at trænge sig ind småbørnsforældres privatboliger for at føre tilsyn med, om børnene bliver udsat for omsorgssvigt af mere alvorligt art - med mindre der foreligger en anmeldelse og en begrundet mistanke om, at det er tilfældet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

I Danmark er vi (i nu) så heldig, at vi ikke er nået til Bananrepublikanske tilstande (eller andre slyngelstater's metoder), primært pga. Vi bl.a. Et godt fungerende diplomati og har tre velfungerende indstandser:
- Den udøvende (politiet)
- Den dømmende (domstolene)
- Den lovgivende (folketinget/regeringen)
De fungerer stort set godt (der kan sagtens være divergente meninger om det), men hvis vi vil betragte os som værende et land i nogenlunde harmoni (det modsatte må være et land med bl.a., krige, terror, diktatur, menneskerettigheder der overtrædelse, ingen eller meget lidt velfærdsstat, ingen eller ringe mulighed for uddannelse og job, osv)
Altsammen samlet under en "hat" = staten
Om vi er enige i deres "Big brother" indblandingsret i vores gøren og laden, det er op til den enkelte.

Og om vi vil det eller ej (sådan som det er pt), så er vi mennesker flere gange i vores liv, dømt af staten.
(Forklaring følger):
- først har vi barnDOMMEN, hvor vi træder vores første barnesko, i de forskellige Institutionstyper (dagpleje/vuggestue/børnehave/folkeskole)
- Så dømmes vi til ungDOMMEN, hvor vi "famler os frem", både ifht, til identitetskrise, kærestesorger, sexuelorientering, fest - alkohol - stoffer, vælge uddannelseretning, flytter hjemme fra og bliver "selvstændige", om ikke andet så er der ikke de samme forældreforpligtelser, når vi fylder vores "første runde fødselsdag": 18 år
- Så følge en lang årrække , hvor vi bl.a. Stifter familie, får uddannelseresulteret Jobs, flytter fra den fede lejlighed og ind bag ligusterhækken, i parcelhus kvarterne, bliver skilt (forhåbenligt ikke, men det ske jo ofte), lever et liv der ligner vores forældre (selvom vi altid har forsvoret, at det skulle vi ikke)..
- Så ender vores arbejdsmæssige karriere, og vi kommer i en overgangsfase til -og havner i alderDOMMEN. Vi flytter fra parcelhuse tog ind i en lejlighed, passer børnebørn, rejser og nyder vores "opium"...til den dag, vi ender i "en et-værelse, uden vindue, og med en flot gravsten ovenpå, der siger noget om vores levne.
Men blot for at sige det, så er staten her, og blander sig i vores liv og hverdag. Ofte så bander vi dem langt væk, men mon ikke at de (red. Staten) er et bedre alternativ, til liv i en bananrepublik, med slyngelvenner....

@ Grethe Preisler,
Blot en kort konstatering, så bliver skoleregiet også "behandlet" i Thomas Hansen, gennem af institutionsverden, set ud fra han optik

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ David Wedeke,
Få ikke barn nummer to..for Guds skyld (eller en anden religion)
Børn skal man få udfra flere parameter, dyb kærlighed til hinanden, en ægte følelse af at ville have et barn, man kan give kærlighed, nærvær, empati...når I er hjemme, og, når I er på job, så lade de professionelle støtte op om jeres barns udvikling, udfra en faglighed, som man ikke får i kraft af at være forældre, men de faktisk ved noget om.

I år tusinde, har kvinder over hele kloden, selv født børn, nu er der fødselsforberedelse, vejledning og hjælp under selv fødslen, og der hvor der er brug for faglig lægehjælp, der er den...
Hvis vi skal følge din tankegang, med at: " menneskeheden har eksisteret i millioner af år uden professionelle...." Ja du kender selv resten af din beskrivelse af menneskehedensudvikling, ja så er de jo ret unødvendige, for kvinder har født altid, også uden indblanding fra staten...

God rejse til et af vores nabolande, håber at I må finde det I søger, også uden indblanding fra deres stat...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Noget må være gået galt et eller andet sted i lovlabyrinten - siden hverken
de folkevalgte medlemmer af den lovgivende forsamling,
de ansatte i centraladministrationen,
de folkevalgte kommunalpolitikere,
de ansatte i kommunerne - eller for den sags skyld
de to ministre, som p.t. har det overordnede ansvar for udmøntningen af hhv. social- og sundhedslovgivningen og undervisningslovgivningen (Annette Vilhelmsen & Christine Antorini)
lader til at kunne hitte rede i, hvor det ene ender og det andet begynder, og hvad der er menige borgeres 'pligt og ret' i forhold til de børn, som disse (anarkistiske?) borgere stadig ikke har opgivet at sætte i verden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ Grethe Preisler,
Du giver selv svaret på dit spørgsmål...
Prøv og se på det lag af indstandser, og forskellige mennesker, der i bund og grund, arbejde mod et fælles bedste for vores børns trivsel, læring, udvikling, identitetsdannelse, kompetenceudvikling..osv

Men for mange kokke....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for David Wedege

@Grethe Preisler: Godt spørgsmål, og svaret på dit spørgsmål er: Faktisk for ganske nyligt, desværre.

Der er faktisk tale om et forholdsvist nyt men ganske betydeligt skred, som er ved at effektuere sig netop nu, og jeg vil henvise til denne kronik fra 2012 om "Barnets Reform" af Karen Hækkerup som socialminister: http://www.information.dk/300779

Det nye skred består netop i, at myndighederne har fået beføjelser til at foretage en vilkårlig ransagning uden begrundet mistanke, men blot fordi myndigheden nærer en fordom eller en mistro.

Regimet bag er, at man skal sætte så tidligt ind som overhovedet muligt i forhold til risikofamilier (ja, hvem er det?), og det betyder i praksis, at det udsnit, man klassificerer som risikofamilier, skal undergå en nærmest permanent kontrol, så myndigheden sikrer, at de eventuelt uduelige familier ikke taber deres barn på gulvet som en anden ming-vase.

De kaster et stort fiskenet ud og indhenter alle tilgængelige data, som myndigheden kan komme i nærheden af. Kommunerne er allerede i fuld sving med implementeringen, og det er ved at antage karakter af efterretningsvirksomhed, der minder om noget syd for grænsen fra 1949 til 1989.

Myndighederne fiskede med ekkolod og fik lutter positive udtalelser om vores barn. Alligevel, og uden nogen som helst konkret mistanke af nogen art, så fastholder myndigheden, at institutionspasning bør finde sted. Med hvilket evidensgrundlag, om man må spørge? Jeg ser ingen anden grund, end at institutionspasning har cementeret sig som en kulturel norm, og hvis man er på tværs af den norm, så vækker det automatisk en mistanke.

Vi er altså klassificeret som "risikofamilie" i Danmark i et regime, hvor risikofamilier generelt skal underlægges et permanent formynderi, som er væsentligt skærpet i forhold til det almindelige formynderi, vi alle lever med. Det er ikke noget morsomt regime at leve i. Det er et regime, der er blevet skærpet for alle familier, og for såkaldte "risikofamilier" i særdeleshed.

@Torben Loft: Hvis du mener, at professionalisme er en forudsætning for opfostring, så håber jeg virkelig ikke, at du er far.

Hvis jeg opponerer mod noget, så er det en påtvungen nødvendigheden af professionel børnefaglighed over ethvert barn. Det er en pervertering i vores civilisation, og Mozart og Einstein blev aldeles ikke udklækket af nogen børnefaglighed.

Selvfølgelig forudsætter professionel pasning en faglighed, når forældrene skal anbringe deres børn, og børnelæger skal kende børns distinkte egenskaber. Men opfostring i sig selv har aldrig i menneskehedens historie forudsat nogen som helst faglighed. Jeg anbringer til enhver tid hellere mit barn hos en ansvarlig og voksen svagstrømsingeniør eller butiksassistent, jeg personligt stoler på, end jeg vil anbringe mit barn hos en professionel passer.

Opfostring forudsætter menneskelige egenskaber, der overdrages fra generation til generation og fra menneskelig relation til anden. Nu er anbringelse fra 12-månedersalderen ved at cementere sig som en kulturel norm. Der er ikke spor for børnenes skyld: http://politiken.dk/debat/ECE1133357/smaa-boern-boer-blive-hjemme/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for David Wedege

Det er i øvrigt ikke nogen holdbar sammenligning, at der skam også er kommet ekstra lægehjælp til ved fødsler. At man har nedbragt børne- og moderdødelighed ved medicinske gennembrud, fører på ingen måder til, at opfostring på samme vis kan optimeres med professionalisme. Den medicinvidenskab, der redder babyliv er rent faktisk evidensbaseret - ellers ville de dødsdømte babyer slet ikke overleve. Pædagogik er på den ene side pseudovidenskab - på den anden side er der ingen som helst evidens for, at pædagogik og anden pseudovidenskabelig børnefaglighed skaber mirakler, som på nogen måde tåler sammenligning med lægevidenskabens nedbringelse af babydødelighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Torben Loft,

Nu du siger det ;o)
Og hvis det ikke var så trist, ville det nærmest være komisk at være tilskuer til Helle Thorning-Schmidt-ministerholdets forsøg på at overhale Lars Løkke Rasmussens ministerhold højre om på deres trehjulede barnecykler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ David Wedege,
Ganske kort, jeg er far til tre børn, 6, 7 og 16 år. Og alle tre har med stor succe "overlevet", både den første del af det som du kalder for regimer..(fuldstændig og aldeles helt hen i skoven). Lige som heldigvis lang lang de fleste børn, hvor deres forældre har forstået vigtigheden af, at når de tager på arbejde i 7 - 9 timer om dagen, 5 dage om ugen, er det fuldstændig uansvarligt at lade en evt svagsstrømsingeniør eller butiksassistent passe dit barn, ( indskudt bemærkning, det ville, hvis en uden større viden om børns trivsel, udvikling, identitetsdannelse, udvikling af sociale, personlige, sproglige, kulturelle, natur forståelse & kropslige kompetencer, lige præsis gøre)
Da du skriver passe, beskriver du lige præsis hvor lidt viden, du har om netop børn og den måde børn udvikles på. Når børn afleveres i institutionerne, er det i kontekst, der er fyldt med nærvær, omsorg, faglig viden og med muligheden for for en sund trivsel, læring og identitetsdannelse.
Jeg ved ikke hvordan du tænker en en svagsstrømsingeniør eller butiksassistent, vil have tid til at PASSE dit barn, forudsat at disse personer faktisk arbejdede ? "Spændende" tankegang at lade sit barn komme med ud og lege med strøm, eller sidde i en butik. ???

Jeg kan så godt, forståhvorfor kommunen har klassificeret jer, som værende en riskofamilie, alle de røde lamper blinker jo, det kræver ikke en større faglig viden, det handler i sin reneste form om, at se det ud fra et barneperspektiv.
De ser det udfra barnets perspektiv, og ikke forældrenes. Det handler om at tage ansvar og ikke leve i en plader romantisk drøm, om at leve, uden indblanding fra staten/kommunen.

Min faglighed og viden er bl.a bundet op på 3 ethalvårs studie, på Peter Sabroe Seminariet, i Aarhus, Mere end 20 års faglig praksis empiri, krydret med div. efteruddannelser, kursuser, diplom uddannelser, både som pædagog og på ledelsesplan,. Jeg har arbejde i daginstitutioner, skolefritidsordninger, fritids -og ungdomsklubberr og med unge kriminelle både i Danmark og i USA.
For at løfte debatten op på et både sagligt men også fagligt niveau, prøver jeg at, argumentere udfra min optik, hvilken er farvet" af min uddannelse, faglighed, praksis empiri, saglighed, men også en mit menneskesyn, normer, værdier, kulturel baggrund, og identitet.

"En problematik, kan have grobund i uvidenhed. Uvidenheden er en tilstand, der er et symptom på noget der ikke er blevet afdækket/undersøgt, godt nok. Hvis så man ikke sætter sig for at blive klogere på uvidenheden, er uvidenheden ikke problematikken, men grunden til at symptomet ikke ændres (ønskes ændret), den er den ægte problematik."

Jeg tænker at den institution, der ikke vil få jer og jeres barn, vil være bedre stillet, set ud fra alle de ressourcer, der skulle bruges på, at skabe et ligeværdigt samspil og dialog (den tid vil gå fra børnene).
Indenfor det pædagogiske felt, er der mange forskellige fagtermer, som er blevet hente ud af pædagogisk kontekst og brugt, af både de du kalder for et regime (staten og kommuner), aviser, nyhedsmedier osv. Og den fagtermer er: udenfor pædagogisk rækkevidde. Set udfra min faglige optik, tænker jeg at, hvis i ikke løfter jeres perspektiv op, til at ville det bedste for jeres barn, så vil netop den fagterm, passe på jer.
Jeg håber at i evner at løfte jeres optik. Set ud fra din måde at formulere dig på, tænker jeg at der sidder et klogt hoved (bare ikke når det handler om børn og deres, trivsel, udvikling, dannelse og udvikling af kompetencer)
Okay, det blev så ikke ganske kort..,

anbefalede denne kommentar

Sider