Klumme

Tak til Martin Lidegaard

Som svarer på spørgsmålet – så kan man altid diskutere svaret
28. januar 2014

Vi kan ikke bare kopiere de seneste 50 års økonomiske vækst de næste 50 år.

Martin Lidegaard, klima-, energi- og bygningsminister (R), i artiklen ’Den forbandede vækst?’ i Information 21. januar 2014

 

Udtrykkeligt indgår denne konstatering af Martin Lidegaard som svar på et af Information (herunder også overtegnede) ofte stillede spørgsmål: Er det muligt i en verden, hvor naturens materielle ressourcer (bl.a. Jordens evne til at absorbere CO2-ekvivalenter og undgå drivhusopvarmning) er sluppet op eller er ved at slippe op, da at videreføre de moderne vestlige samfunds mere eller mindre kapitalistisk-socialdemokratistisk funderede økonomier? Når deres sammenhængskraft – som følge af aktionærernes krav på profitter og de deraf følgende uophørlige produktivitetsstigninger med truende arbejdsløshed til følge – kræver uophørlig økonomisk vækst i forbrug af netop naturens materielle ressourcer?

Nej, svarer Martin Lidegaard. »Vi kan ikke bare kopiere de seneste 50 års økonomiske vækst de næste 50 år.« Tak. Endelig et svar. I stedet for den sædvanlige snik for en snak om, at bare vi får en masse grønne vindmøller til bl.a. profitabel eksport forsvinder naturens materielle grænser som et pust fra Goldman Sachs – og vi kan alle svinge Dankortet endnu højere.

Spørgsmålet bliver besvaret, men hvad er svaret? Hvad det, klimaministeren vil sætte i stedet for de seneste 50 års økonomiske vækst? »Ejvind Larsen spørger, hvornår vi begynder udarbejdelsen af den virkelighedstro økonomi?

Svaret er, at det gør vi lige nu. Ikke i form af én færdig økonomisk eller politisk teori, som hele verden ideelt set bør rette sig efter i et fundamentalt opgør med det rige liv, som de fleste danskere ønsker og påskønner. Men i alle de ryk, som borgere, virksomheder og kommuner tager hver dag. Det er dem, der definerer den nye virkelighedstro økonomi gennem deres egen praksis – forhåbentlig hjulpet og guidet af det politiske lederskab og den regulering, der også er en nødvendig præmis.« Hvilket foreløbig dog stadig ikke forhindrer, at Danmark har et af verdens allerstørste forbrug af naturressourcer per indbygger, målt i det såkaldte økologiske fodaftryk.

Det rige liv

Afgørende er så, hvad Martin Lidegaard mener med »det rige liv, som de fleste danskere ønsker og påskønner«, og som åbenbart skal fortsætte? Skønt vi ikke kan kopiere de seneste 50 års økonomiske vækst. Ministeren må mene en rigdom, der ikke består i yderligere forbrug af de materielle naturrigdomme, der allerede er overforbrugte.

Hvordan skal ’de fleste danskere’ gennemtrumfe det, når virksomhederne først og fremmest er afhængige af, at ejerne, som oftest aktionærerne, får deres profitbegær opfyldt først?

Her kunne man have lyst til at minde om hovedgrundlæggeren af Martin Lidegaards eget Radikale Venstre, P. Munch (1870-1948). Som i 1934 under indtryk af den økonomiske verdenskrise og optrækket til Anden Verdenskrig udtrykte sin radikale vision således: »Demokratiet er gennemført politisk, åndeligt og materielt.

Men i det økonomiske liv består endnu en aristokratisk organisation; på dette område har besidderne af produktionsmidlerne nogenlunde bevaret deres mægtige stilling; lønarbejderne er vedblivende uden indflydelse på ledelsen af de bedrifter, af hvilke deres eksistens er afhængig. Der er her en mangel på harmoni, som ikke kan opretholdes. Det økonomiske demokrati er blevet en nødvendighed.«

Endelig et klimaråd

Nu har Lidegaard meddelt, at regeringen omsider agter at holde sit løfte i selve regeringsgrundlaget »Et Danmark, der står sammen« fra oktober 2011: En klimalov og et uafhængigt klimaråd, der skal samle de bedste kompetencer fra forskellige sektorer og som skal rådgive Folketinget og regeringen om, hvordan vi opnår det fossilfrie samfund i 2050.

Efter forbillede fra blandt andet Storbritannien skal det uafhængige klimaråd give fagligt baserede input, der kan sikre den billigste og mest effektive omstilling til mere klimavenlige produktionsformer i sektorer som eksempelvis landbruget og transporterhvervet. Ligesom rådet – hvad der nok er det allervigtigste – hvert år skal udarbejde en detaljeret klimaredegørelse, der kan agere vagthund over for den førte klimapolitik.

Det er måske for meget forlangt, at dette råd direkte anviser veje fra de seneste 50 års kapitalistisk-socialdemokratiske vækst til en økonomi, der respekterer naturens grænser på et økonomisk demokratisk grundlag?

Det vil vise sig.

Men oplagt er det, at rådet må trække på forslag, som allerede optræder i netop Storbritanniens bæredygtighedskommissions forslag til akkurat velfærd uden vækst, udarbejdet af økonomen Tim Jackson.

Og tilsvarende forslag af Herman Daly og Dennis Meadows m. fl., herhjemme allerede skitseret i Oprør fra Midten i sin tid, og ellers med afsæt hos økonomer som Inge Røpke og Mikael Skou Andersen, teknikere som Jørgen Stig Nørgård, videnskabsfolk som Katherine Richardson. Resten af gode ideer vrimler det i øvrigt med i Informations egen Jørgen Steen Nielsens bog om Den Store Omstilling. Plus netværket Omstilling Nu.

Så vi kan blive lidt klogere på, hvad Martin Lidegaard egentlig har tænkt sig at sætte i stedet for de seneste 50 års økonomiske vækst.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mona Jensen
  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
Mona Jensen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

...radikale vision således: »Demokratiet er gennemført politisk, åndeligt og materielt."
Politisk demokrati.
Åndeligt demokrati.
Materielt demokrati.

Det er politisk selvmord at bruge disse termer, desværre. Man kunne give dem nyt indhold, men så er der nogle, der skal kunne tænke selvstændigt, og de, der kan det, bliver ikke valgt.
Det er et allerhelvedes problem, især det der med det åndelige, for det ligger langt fra Goldman Sachs og regeringen.

John Fredsted

En verden domineret af aktieselskaber kan umulig gøres grøn. Det kan kun lade sig i en fantasiverden, hvor de nært beslægtede illusioner om 'grøn vækst' og 'potentiel omnipotent teknologi' optræder. Og det er så netop derfor, at langt de fleste moderne mennesker - politikere, økonomer, ikke mindst, men også ganske almindelige samfundsborgere - synes at leve, altså i deres hoveder.

Og med den netop verserende sag om DONG/Goldman Sachs så kan jeg slet ikke tage de fleste politikere alvorlig - ej heller Martin Lidegaard, for hans parti er vel for aftalen, eller hvordan? Hvis man virkelig mener noget reelt med grøn omlægning, så skal man begynde at afvikle aktieselskaber til fordel for andelsselskaber. Et lands infrastruktur bør ikke være på aktionærers hænder, men på andelshaverhænder.

Niels-Simon Larsen, Mona Jensen, Ejvind Larsen, Carsten Svendsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Klima-. energi- og vækstministeriet, nå nej, klima-. energi- og det rige livs ministerium, nej, - og bygningsministeriet, hvad er det for et ministerium? Det er vist det man i gamle dage kaldte en blandet landhandel. Det er en bunke, der blev til overs, da alt det væsentlige var fordelte, ja, der var sandt at sige to bunker, den anden hedder ministeriet for by, bolig og landdistrikter, der ved man ikke engang hvem ministeren er. Klima-,energi- og bygningsministeren laver bygningsreglementer, det lavede boligministen i gamle dage, men da branchen helst ikke vil reguleres, er området puttet ind i klimakass0en, der heller ikke voldsomt overrendt af nysgerrige. og energikassen er det, der blev tilbage, Anders Fogh havde slagtet energiministeriet sammen med miljøministeriet ("ikke en fugl, ikke en frø". Energiministeriet skulle have stået for statens ejerskab af DONG, men det ville staten egentlig helst ikke eje, så det blev lagt over til finansministeriet at stå for afviklingen af Danmarks store energiselskab og entreprenør. De måtte jo have forstand på det. Nej, der er hverken hoved eller hale på det, selvom det blev ovetaget af en rød regering, der genvalgte Fritz Schur, men om 50 år har vi sikkert meget vedvarende energi drevet af amerikanske investeringsbanker, der samlet set bedst til den slags. Til fordel for danske skatteydes trang til det rige liv.

Allan Christensen

Det turde dog være klart for enhver at vi ikke bare kan fortsætte de sidste 50 års vækst, som til trods for at den langt fra har været bare i nærheden af at være kraftig nok til at indfri kravene om mere velfærd og velstand har bragt os til bristepunktet af økologisk ragnarok. Når dette totale økologiske ragnarok, takket være den traditionelle teknologiske udvikling, endnu ikke er indtrådt kunne man forestille sig at der ville være bred opbakning til at forcere denne traditionelle teknologiske udvikling samtidig med at man holder igen på kravene om mere velfærd og velstand. Dette synes dog ikke at være tilfældet og mange såkaldte 'miljøforkæmpere' sætter deres lid til at det med udvikling af såkaldt 'grøn teknologi' skulle være muligt at fortsætte udbygningen af vort velfærdssamfund uden herved at fremskynde dette totale omend forventede økologiske ragnarok. Man må på naturens og vore efterkommeres vegne håbe at disse miljøforkæmpere har ret.

Michael Kongstad Nielsen

De ægte miljøforkæmpere går ikke ind for fortsat udbygning af velfærds- og vækstsamfundet.

Niels-Simon Larsen

Der sker for meget i disse dage til at gå videre her, desværre. Bange for, at vi går værre miljøtider i møde. Jeg håber bare, at dette ryk til højre (som jeg betragter det), vil få alvorlige følger.
Lige omkr. 200.000 underskrifter nu.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, og nu blev han udenrigsminister. Så må vi se, hvem klimaet tilfalder. Det bliver fordelt til sidst, for det er af mindst betydning.

Det må kunne - vis konerne ellers er vågne - blive én fra DTU - Nyt center for klimainnovation i Danmark - én, der ved, hvad han/hun snakker om - uden politiske polypper ...