Kronik

Bent Jensen er en mester i misinformation

Professor emeritus Bent Jensen beskylder sine modstandere for at have misinformeret offentligheden under Den Kolde Krig. Men den disciplin er han selv uovertruffen i
Koldkrigsforsker Bent Jensen blev ved Østre Landsret den 25. oktober sidste år frifundet for injurier mod journalist Jørgen Dragsdahl.

Niels Ahlmann Olesen

24. februar 2014

Allerede inden professor emeritus Bent Jensens tobindsværk Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991 er udkommet, har han fået store dele af pressen med på sin vogn. Bent Jensen har kastet om sig med beskyldninger om agentvirksomhed og misinformation – bl.a. mod Informations journalist Jørgen Dragsdahl, og han har ikke holdt sig tilbage fra at håne fodnotepolitikkens fortalere og fredsbevægelsens rolle under Den Kolde Krig. De var farlige mennesker. Farlige for Danmarks sikkerhed, forstår man. Således udtaler Bent Jensen til Jyllands-Posten:

»Fodnotepolitikken var et hasarderet spil med Danmarks sikkerhed, der blev bragt i alvorlig fare … « (Jyllands-Posten den 9. februar i år).

Samme avis ryddede forsiden med den rystende overskrift: »Fodnoter truede Danmarks sikkerhed.«

I et interview i Kristeligt Dagblad den 30. oktober 2013 udtalte Bent Jensen om 1980’ernes fodnoter i dansk NATO-politik, at: »de fik nærmest gjort Danmark til et militært tomrum.«

BOGUDDRAG: ’Ikke en troværdig del af Vesten’

At tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) har skrevet, at fodnoterne ikke overskred »grænsen for, hvad Danmarks fulde NATO-medlemskab kunne bære«, gør tilsyneladende intet indtryk.

Det rører tilsyneladende heller ikke Bent Jensen, at den daværende borgerlige regering blev siddende trods fodnoterne i NATO, hvilket den helt sikkert ikke havde gjort, hvis Danmarks sikkerhed reelt havde været i fare.

Påstanden om, at der skulle have været så stor magt i »fodnoter« kalder på spørgsmålet, om de beskyldninger om misinformation, som Bent Jensen slynger mod sine modstandere, i virkeligheden bygger på, at han selv i høj grad misinformerer offentligheden om Den Kolde Krig?

Reel atomtrussel

Flere af de konklusioner, Bent Jensen hidtil har fremlagt fra sin koldkrigsforskning, gennemsyres af kreativ misinformation. F.eks. udtalte han i det seneste interview med Kristeligt Dagblad, at »Vesteksperterne (under Den Kolde Krig, red.) opfattede atomvåben som noget, der kun skulle tjene til afskrækkelse«.

De ord rummer en betydelig misinformation om vesteksperternes forhold til atomvåben. I hvert fald når man sammenligner dem med konklusionerne på tidligere historiestudier. F.eks. skriver Erling Bjøl i USA’s historie, at den amerikanske præsident Truman i Potsdam i 1945 følte sig pepped up (opstemt, red.) og bossed the whole meeting (trynede hele mødet, red.), da han fik at vide, at to atombomber var klar til brug.

Bent Jensens påstand er også i modstrid med præsident Kennedys første tale til FN den 25. september 1961:

»Hver mand, kvinde og barn lever under et atomkraftens Damokles-sværd, ophængt i den tyndeste tråd, der kan blive skåret over når som helst på grund af uheld eller fejlberegning eller vanvid.«

Disse ord viste sig at være realistiske og troværdige under den cubanske missilkrise i oktober 1962.

Den 27. oktober det år blev den hidtil farligste dag i menneskehedens historie, hvor uheld og fejlberegning var tæt på at føre til atomkrigens vanvid. Et amerikansk U2-spionfly fløj ind i sovjetisk luftrum. Desuden blev et andet U2-spionfly skudt ned over Cuba, hvilket let kunne være blevet fejlfortolket. Endnu farligere var det, at amerikanerne med dybvandsbomber forsøgte at tvinge en atombevæbnet sovjetisk ubåd op fra dybet. Øjvind Kyrøs bog Manden, der reddede verden fra 2013 oplyser, at stabschef Vasilij Alexandrovitj Arkhipov fra den sovjetiske ubådsflåde kan takkes for, at verden ikke endte i atomkrig.

Og da sirener den 26. september 1983 varslede et atomangreb på Sovjetunionen på en sovjetisk varslingsstation, var det den vagthavende oberst Stanislav Petrov, der holdt hovedet koldt og tolkede det som en fejlmelding.

Uden disse mænds besindighed og uden Nikita Krusjtjovs og John F. Kennedys selvdisciplin og vilje til at afslutte Cuba-missilkrisen uden krig, var atomkrigen blevet menneskehedens skæbne.

Klar til atomkrig

Bent Jensens ord om, at atomvåben for Vesten alene tjente til afskrækkelse, står også i modstrid med oplysninger i Regin Schmidts bog Den perfekte præsident fra 2012. Her fremgår det, at præsident Kennedys rådgiver vedrørende Berlin, forhenværende udenrigsminister Dean Acheson, udtrykte, at i tilfælde af militære sammenstød »skulle Vestmagterne være beredte til at anvende taktiske atomvåben«.

Kennedys rådgiver under den cubanske missilkrise i 1962, general Lymann Lemnitzer, citeres for sin »plan for atomkrig«, der oprørte Kennedy.

Rådgiveren Paul Nitze foreslog »et overvældende strategisk atomangreb.« Og: »Kennedy var forfærdet over værnschefernes nonchalante villighed til at anvende atomvåben …« Skønt Kennedy afviste udvikling af neutronbomben, blev ideen taget op i præsident Carters embedsperiode i 1970’erne. Fredsbevægelsen og Kennedy Selskabet stod sammen i protest mod planerne, indtil de blev opgivet.

At præsident Reagan indledte sin præsidenttid med at kalde Sovjetunionen for »ondskabens imperium«, gjorde det heller ikke let for lederne i Kreml, men heldigvis fik Mikhail Gorbatjov Reagan på bedre tanker.

Det standsede dog ikke Reagans planer om et missilskjoldsforsvar, der let opfattes som et angrebsvåben.

Vesten førte an

Bent Jensens ensidige blik på Den Kolde Krig levner ikke plads til erkendelsen, at tryk avler modtryk. I Den Kolde Krig var det Vesten, der førte an i oprustningskapløbet. Vesten var først med atombomben, brintbomben, langdistancebombefly, taktiske atomvåben, atombevæbnede ubåde, undervandsaffyrede ubådsraketter, ICBM med fast brændstof, raketter med flere sprænghoveder (MIRV) og krydsermissiler. Kun med de interkontinentale raketter kom USSR i 1957 et år før USA.

Fordi USA fra 1950’erne og frem omringede Sovjetunionen til vands, til lands og i luften med deres angrebsklare atomvåben – f.eks. ved grænsen til Tyrkiet – avlede det modtryk. Det var en medvirkende faktor til Cuba-krisen.

En faktor, der fik Kennedy-regeringen til at erklære – desværre ikke åbent – sin vilje til at fjerne USA’s provokerende atommissiler ved den tyrkiske grænse til Sovjet.

I sin tolkning af den rolle, som den danske venstrefløj spillede under Den Kolde Krig, gør Bent Jensen sig også skyldig i misinformation og fordrejninger.

Når Bent Jensen i interviewet i Kristeligt Dagblad harcelerer over, at man fra VS og SF var ophidset, »når venligtsindede amerikanske krigsskibe anløb vore havne«, men aldrig over, at »sovjetiske krigsskibe hele tiden sejlede gennem vore bælter«, fortier han, at det siden 1950’erne var vedtaget af regering og Folketing, at Danmark ikke ønskede atomvåben på dansk område. Til dansk område hører vore havne, mens en del af vore bælter er internationalt farvand.

Det bliver spændende, om Bent Jensen holder sig til kritik af venstrefløjen, eller om han også finder plads til at nævne, at tidligere Venstre-statsminister Erik Eriksen udtalte sig positivt om Stalin, og Venstre-statsministeren Poul Hartling gjorde ligeså om Mao? Samt at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) gik æresgang for Lenin og nedlagde en krans for ham i Moskva i 1983.

I kritikken af fredsbevægelsens ødelæggende rolle for Danmarks sikkerhed går Jensens manipulationsforsøg så langt, at de ender med at tage brodden af hans kritik.

F.eks. udtaler han i nævnte interview, at »fredsbevægelses kernetropper bestod af unge piger i 20’erne under uddannelse«. Måske Bent Jensens skulle kigge sig grundigt i spejlet og i historiebøgerne, inden han fortsætter med at beskylde sine modstandere for at misinformere offentligheden om forløbet af Den Kolde Krig?

Svend Aage Nielsen er forfatter og formand for Kennedy Selskabet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Mogens Michaelsen
  • Niels P Sønderskov
  • Malan Helge
  • Jens Falkesgaard
  • Lars Peter Simonsen
  • Espen Bøgh
  • Jesper Wendt
  • Erik Jensen
  • Ivan Gullev
Toke Andersen, Mogens Michaelsen, Niels P Sønderskov, Malan Helge, Jens Falkesgaard, Lars Peter Simonsen, Espen Bøgh, Jesper Wendt, Erik Jensen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet_print.asp?fsID=188...
http://www.6901st.org/history/shootdown.htm

Hr Bent Jensen bedes venligst oplyse os hvor mange 'Russiske' fly der blev skudt ned over Amerikansk/NATO-luftrum under Den Store Kommunistforskrækkelse ..

Og så ser jeg i øvrigt frem til hans opgør med alle de borgerlige kommunist-medløbere der synes det er så godt at alle fabrikkerne ligger i Kina !

Per Jongberg, Jesper Hansen, Malan Helge, Henning Pedersen, Jens Falkesgaard, Karsten Aaen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Hr. Svend Aage Nielsen

Mon De ikke har taget fejl af århundredet ?
Deres artikel passede udmærket til "Land og Folk", men det er gået ind i sidste århundrede for ikke at sige årtusinde.
Vi er stadig nogle, der kan tænke selv, - De nævner intet om Ungarn, det hedengangne DDR, Polen o.a. , der var jo en grund til, at USA oprustede.
Vi lever endnu med sporerne fra den "kolde krig", se på Nordkorea og Hviderusland. Urkraines problemer har også deres rødder tilbage i sovjetdiktaturet.
Sovjetunionen havde intet mod at bruge magt, hvis de ikke løb for stor risiko, - der har iøvrigt aldrig i historien eksisteret et så stort imperium som det gamle Sovjet, - camufleret som et demokrati

Undskyld, teknikken svigtede, jeg var ikke færdig

, men var i realiteten et argt diktatur.
De mener altså, at det var OK at forsvare undertrykkelse og diktatur, jvf. Stalins fangelejre,
når Bent Jensen så skriver sandheden om de, der støttede Danmarks potentielle fjender, gør han sig skyldig i misinformation og fordrejninger.
De der kommer med disse påstande, må jo have ret, - de kan næppe tage fejl, for de er jo selv mangeårige eksperter i misinformation og fordrejninger.
Der findes jo også den mulighed, at de gamle kommunistvenner har leget legen i så mange år, at de tror at "legen" er virkelighed.

Lad dog nu Dansk Folkeparti beholde denne misforståede sure gamle emeritus for sig selv.

Manden er jo et glimrende eksempel på en rigtig emeritus, der som bekendt dækker over en gammel, udslidt og afdanket romers soldat.

Jo mindre man beskæftiger sig med ham, jo bedre er det.

Hugo Barlach, kaleb larsen, Karsten Aaen og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar

Bortset fra hvidvaskningen af & heroiseringen af massemorderen Kennedy – alt i alt en god og informativ artikel.

kaleb larsen, Eva eldrup og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

De sørgelige rester at U2 flyet kan man se på militærmuseet i Moskva. Der er også et eksemplar at den type raket som flyet blev skudt ned med. Tro mig medborger det er et opløftende syd

Eva eldrup, kaleb larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Indledningsvis et par or til Jørn Boye, er ensidigt klamrer sig til Bent Jensen.

"Jo, de var skam nogle rædselsfulde kommunister derovre i Rusland", å meget mere er der og har der været at glæde sig over i mange Sydamerikanske lande, hvor Amerikas liberale politiske syn blev efterstræbt, med undergravels af demokratiske politiske ledere, til fordel for tyranniske herskere, som f.eks. Chile og andre lande!
- Hvor Amerikansk paradisisk kan det ikke blive!"

Bent Jensen burde have brugt nogle af de mange penge til projektet på en grundig lægeundersøgelse som det første, - behovet er jo ti at få øje på!

Michael Reves, Jens Falkesgaard, Claus Oreskov, kaleb larsen, Eva eldrup og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg kan garantere Svend Aage Nielsen, at Bent Jensen begrænser sin kritik til venstrefløjen - selvom jeg kun har klatlæst 20 procent, er udfaldet givet. "Værkets udgangspunkt er nationens flertalsopfattelse", "FlertalsDanmark", som stod last brast i strid modsætning til "de kræfter, som ønskede det danske samfund revolutioneret". Underligt nok bliver dette mytiske flertalsbegreb ikke givet vægt i bogen, når Jensen selv er uenig med befolkningens flertal - som fx perioden i 80erne med fodnotepolitikken.

USA og dets stålsatte støtter står for heltebilledet, som Jensens forskning ikke har fundet nogen som helst ridser i. Men mange har tydeligvis ikke været koldkrigeriske nok, og den nævne Venstre-statsminister Erik Eriksen får en meget kold skulder. Uffe Ellemann får ikke mange roser, men heller ingen kritik - Jensen har forståelse, at Ellemann var nød til at tage til Moskva. Og Ellemann skrev omhyggeligt en kronik inden afrejsen, om at "det sovjetiske samfundssystem har til formål at berøve andres deres frihed".

Per Jongberg, Dana Hansen, Claus Oreskov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Da Bent Jensen sluttede på det universitet hvor han huserede, var der INGEN der mødte op
til hans afskedsreception.....

Det var hvad man kunne læse i aviserne. Hvis det ellers passer, så har man da fattet "noget" på det universitet.
Synes Bent Jensen er en usædvanlig perfid person.

RE.-Jørn Boye.!-

du skriver.- "gamle Sovjet, - camufleret som et demokrati"

sovjet har aldrig hævdet at det var et demokrati.!!!

Lars R. Hansen

Selvfølgelig var atomvåben tænkt brugt. Både fra vest og øst.
Lige indtil det blev klart, at en atomkrig ingen vindere ville have. Herefter skal de afskrække, og de er kun afskrækkende, hvis modparten tror den anden vil bruge bomben hvis man presser ham for hårdt. Det ved en historieprofesser også. Så citatet skal selvfølgelig læses i konteksten og ikke som et absolut udsagn. Men det selvfølge for meget at forlange fra hele det kor af klagekoner, der forsøger at udskamme og bagvaske den fæle Bent J.

Hvad angår Uffe Ellemann-Jensen, så kan han jo dårligt sige andet. Ellers skulle han jo netop have taget nogle flere næser. Og regeringen kan godt blive selvom den mener fodnotepolitiken skader voldsomt, hvis altså den mente, at et fodnotevalg ville føre til et endnu mere skadevoldende flertal. Svend Aage det hænger jo ikke sammen...

Lars R. Hansen

Tom Paamand:"Jeg kan garantere Svend Aage Nielsen, at Bent Jensen begrænser sin kritik til venstrefløjen..."

Bent Jensens nye bog:"Visse Venstrefolk var også modtagelige for Kremls glansbilleder – herunder så indflydelsesrige mediefolk som redaktørerne Knud Ree (Vestkysten) og S.P. Quist (Fyens Tidende)..."

Tom, dine garantier er sgu lidt tom...

Nah Eva, så groft håber jeg ikke folk generelt reagerer. Jeg ville i givet fald selv være mødt frem for at skændes med ham, og har hørt at han i øvrigt er en hyggelig fætter. At han så gennem sit virke har ødelagt livet for en del uskyldige mennesker, udelukker ikke dette.

Bent Jensen fortæller selv i de fleste interviews, at han slet ikke fik tilbudt en afskedsreception. Rektoren fra Syddansk Universitet har forklaret, at Jensen selv havde kappet forbindelsen da han hoppede over til sit koldkrigscenter, og derfor slet ikke var ansat ved SDU. Vist et eller andet med at han som titulær "emeritus" fortsat havde ret til kontor der, indtil han fratrådte som 70-årig og måtte forlade osse dette.

Han prøvede i øvrigt ihærdigt at lirke en millionbevilling ned i egen lomme ved at få ansat konen og andet fiksfakseri. Og var PET-stikker om sine kollegaer - han ville have opnået høje positioner i Sovjet.

Nå, emnet er netop misinformation. Den nye bog består i en opremsning af tudsegamle skrøner, uanset hvor ofte og hvor grundigt dokumenterbart, at de så er blevet pillet fra hinanden tidligere. Jensen nyder fx meget at genbruge historien om Lasse Budtz, der i 1982 erklærede: "Hvad skulle vi have gjort uden Bresjnev?" Kik selv direkte i kilden, og se hvorfor dette er endnu et eksempel på Jensens dezinformacija.

Lasse - jeg slog selv Knud Ree op, for jeg blev uddannet på Vestkysten i sin tid. Og jeg nævnte omhyggeligt Venstres Erik Eriksen og Uffe Ellemann med flere, så at overraske mig eller læserne her gør du ikke. Rigtig mange forskellige får sig en sviner i forbifarten, men prøv om du så kan bladre frem til en selvstændig artikel, eller blot en uddybende kritik, med andre end venstrefløjsere som emne.

Og jo, jeg bladrer fortsat, men er højst oppe på 25 procent. Fx bliver Venstres Ungdom strejfet som en del af en opremsning af deltagere til en reception på Sovjets ambassade, men deres udvekslingsrejser til Sovjet blir omhyggeligt fortiet, ligesom der åbenbart ikke er forsket videre i enkeltmedlemmers meget tætte KGB-kontakter. Hvis du har bogen, så hjælp mig endelig videre, hvis jeg tager fejl om dette klare eksempel.

@ Tom Paamand

"FlertalsDanmark", - er det ikke det samme som Nixon i sin tid kaldte; "det store tavse flertal"(som alligevel ikke var til at finde sidenhen)?!

Det er da glædeligt at Tom Paamand ikke havde helt ret for de
beskyldninger viser da med al tydelighed hvor meget politiker og hvor lidt historiker
Bent Jensen er .. Eller er jeg bare blevet ordblind på mine gamle dage, står der i virkeligheden 'hysteriker' ?

Lars R. Hansen

Tom, jeg vil give dig så meget, det ikke synes at være Bents ærinde, at gøre op med centrumhøjre under den kolde krig. Men det er der jo så mange andre der gør eller kan gøre.

Torsten Jacobsen

Gamle mænd der slås om hvem der var den største idiot for 30-40 år siden. Det er lige så fascinerende som at se maling tørre. Kom nu videre. Der er rigeligt med idioter st række skytset mod, både i dag og helt sikkert også i morgen.

Olav Bo Hessellund, Tino Rozzo, Hanne Ribens og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Nu er det jo ikke en typisk egenskab på venstrefløjen at erkende, at man har taget fejl. Det mærker man fortsat tydeligt i debatten. Nu er jeg så gammel, at jeg har oplevet og gennemlevet hele perioden med den kolde krig, fra tresserne, op gennem halvfjerdserne og omtrent til murens fald. I denne periode var amerikanerne fjenden, og de "fredselskende" østlige diktaturer vennerne. Man skulle kunne sin Marx, have læst massemorderen Maos Lille Røde (jeg havde selv et eksemplar), og for nogle var de "hellige skrifter" diktatoren Enver Hoxa´s værker.
Selv om gammel kærlighed som bekendt ikke ruster, står det vel klart for de fleste, at de østlige diktaturer absolut ikke var fredselskende og talrige dokumenter og udsagn fra centralt placerede personer i den gamle Warszawa-pagt viser, at man havde planer om at erobre Vesteuropa, og at Danmark som en start ville være blevet udsat for et atomangreb med anvendelse af op mod 50-60 atombomber. Ikke mindst for at sikre fri gennemsejling af de danske farvande. I heldigste fald havde man kunnet byde de "fredselskende" venner velkommen som grillkyllinger, hvis man da ikke var blevet til en dynge aske. Når det ikke kom så langt var det selvfølgelig russernes frygt for, hvordan det ville se ud i Moskva, Leningrad og andre steder, når NATO havde svaret igen. Men man talte på knapperne østpå om det kunne betale sig, og i regnestykket indgik, om Vesteuropas venstrefløj kunne bidrage til, at chancerne for et angrebs succes blev forbedret. Sådan så venstrefløjen selvfølgelig ikke selv på det. Her kæmpede man jo for freden. Men udover de helt bevidste og aktive hjælpere, som der jo var en del af især i DKP, så var alle de danske fodnoter mm. nu engang - om man vil det eller ej - små lodder på den østlige vægtskål. Og det forstår man da godt, man helst vil have glemt i dag. Det er jo i bund og grund det, debatten drejer sig om.

Hans Aagaard, Jørn Mortensen, Jørn Boye og Lars R. Hansen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Willy Johannsen:
Hvad tror du NATO havde af planer for Østeuropa ? Mon ikke fodnoterne skulle ses som et led i bevægelsen for afspænding, bremsning af våbenkapløbet. ?

Hanne Ribens, Karsten Aaen, Dana Hansen, Geert Larsen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Måske er man en smule manisk og tvangs-styret, når man har konkluderet på forhånd, og alligevel skriver 1300 sider uden nyheder.
Det bliver næppe en best-seller

Willy Johannsen

NATO havde aldrig militær kapacitet til en invasion af Østeuropa, hverken i troppestyrker, fly. panservåben mm. Der var Warzawapagten totalt overlegen i vel faktor 3 til 1. Og hvorfor prøve at erobre et socialt fallitbo med de byrder, det ville resultere i. NATO havde kun en mulighed, kendt som MAD - gensidig total ødelæggelse. Ikke nogen særlig attraktiv løsning.

Hovedparten af fredsgrupperne var hverken Sovjetstyrede eller -begejstrede. Sovjet støttede kun et globalt forbud mod atomvåben i de få første år, hvor styret ikke selv havde bomben. Resten af tiden var de pisseirriterede over vore paroler, der kronisk krævede nedrustning både i Øst og i Vest. Da sagen senere var om franske atomprøvesprængninger, malede jeg et kæmpestort "Non" omhyggeligt suppleret med det samme budskab i kinesiske skrifttegn, for Kina skumlede samtidigt med nye bombeplaner.

Jensens største problem er (ligesom det lader til at være PETs), at de ledte efter skurke de helt forkerte steder. Åbenlyst socialistisk indstillede personer var udsat for dyb offentlig mistænksomhed under Den Kolde Krig, så chancen for at disse skulle få relevante magtpositioner og nem adgang til viden var minimale. Her ville en diskret kontakt til en pengeglad kontakt uden store politiske interesser være langt mere brugbar. Dem er PET da også snublet over et par stykker af, men det er tydeligvis ikke pæne folk fra sådanne kredse, der er blevet fyldt i arkiverne. Her har PET dovent ledt direkte under den nemmeste gadelygte, i stedet for i det mørke hjørne hvor mønten blev tabt.

Jens Thaarup Nyberg, Morten Kjeldgaard, Karsten Aaen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Tom, de kampagner mod atomvåben havde jo kun effekt i lande med presse og ytringsfrihed.

Altså i vest, ikke i øst. Og havde fredsbevægelserne fået overtalt vesten til at afskaffe deres bombe, mens sovjet stadigvæk havde deres ville der jo føre til større krigsfare og større risiko for bomben ville blive brugt.

Det var i den sikkerhedspolitiske situation afgørende for freden, at den såkaldte terrorbalance bliv opretholdt og nedrustning skete uden balancen blev skæv.

Lasse, hvis jeg nu skulle tage dig alvorligt. Du skriver "havde fredsbevægelserne fået overtalt vesten til at afskaffe deres bombe, mens sovjet stadigvæk havde deres ville der jo føre til større krigsfare og større risiko for bomben ville blive brugt". Kan du uddybe den eventuelt skjulte logik i dette - for jeg fatter intet.

Min egen præmis har altid været at demonstrere mod enhver given magt. Ikke mindst mod vore såkaldte venner både nært og fjernt, da de jo i princippet burde være mere indstillet på at lytte. Og fordi det er rimeligt at forsøge at vejlede egen omgangskreds i diverse fejltagelser, før man skinhelligt vrisser ad resten af verden. Hvilket jeg så også gladeligt gør.

Jo mere besværlig en befolkning, jo mindre lyst har andre til at overtage besværet med den...

Jens Thaarup Nyberg, Karsten Aaen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Jo, Tom logikken, der nu er ret simpel, følger jo af magtbalancen. Hvis den ene part som følge af overmagt står til at vinde ved at bruge militær magt over for den anden part øges sandsynligheden for krig.

Ikke mindst risikoen for brug af bomben hvis man kan bruge den uden frygt foran selv får atombomber tilbage i hovedet.

Hvis jeg nu skulle tage dit spørgsmål alvorligt

Lars R. Hansen

Jo, Tom logikken, der nu er ret simpel, følger jo af magtbalancen. Hvis den ene part som følge af overmagt står til at vinde ved at bruge militær magt over for den anden part øges sandsynligheden for krig.

Ikke mindst risikoen for brug af bomben hvis man kan bruge den uden frygt foran selv får atombomber tilbage i hovedet.

Hvis jeg nu skulle tage dit spørgsmål alvorligt

Glemt eller fortrængt er det, at alle på den danske venstrefløj - minus DKP - vendte sig mod BÅDE den amerikanske imperialisme OG Sovjetunionens militaristiske - og vel også på sin egen måde imperialistiske - udenrigspolitik. Og kritikken gjaldt også de to supermagters samfundssystemer. Der var - indrømmet - npgle få undtagelser: Bl.a. Karen Jespersen, der åbent støttede Sovjets invasion i Afghanistan.

Denne venstrefløj deltog aktivt fredsbevægelserne. Af den grund kan de vel ikke kaldes sovjetiske 5. kolonne tropper.

Og man skal vel heller ikke glemme, at 'fodnotepolitikken' havde et klart befolkningsflertal bag sig, Bent Jensen. Skulle vi have ofret demokratiet på USA's alter?

Jens Thaarup Nyberg, Geert Larsen, Karsten Aaen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Tom

Lasse, hvis jeg nu skulle tage dig alvorligt. Du skriver "havde fredsbevægelserne fået overtalt vesten til at afskaffe deres bombe, mens sovjet stadigvæk havde deres ville der jo føre til større krigsfare og større risiko for bomben ville blive brugt". Kan du uddybe den eventuelt skjulte logik i dette - for jeg fatter intet.

WaPa's militære planer måtte i sagens natur tage hensyn til risiko'en for atomar gengældelse - og de lande der havde kapacitet til det, var derfor i mindre grad i farezonen for et konventionelt angreb. Se f.eks. den gamle angrebsplan fra 70'erne:

http://en.wikipedia.org/wiki/Seven_Days_to_the_River_Rhine

Lasse - du er vel klar over, at også dansk militær øvede sig på at "forsvare" Danmark med strategiske atombomber. At danske piloter trænede i at kaste atombomber over Danmark. Naturligvis styret af USA, der havde eneretten til at affyre bomberne. Hvilket nok kunne gøre kampen om dansk territorie fem minutter længere, men på ingen tænkelig måde var til gavn for den danske befolkning.

Hvilken glæde skulle Sovjet have ud af at forvandle andre lande til radioaktive ødemarker. Atomskyerne og de meteorologiske følger ville skvulpe tilbage i hovedet på Sovjet og dets allierede, uanset hvor på kloden bomberne blev fyret af. Logikken er simpel, atombomben er et politisk våben og ikke et militært - og hvem der skød først, er ligegyldigt for eventuelle overlevende.

Jens Thaarup Nyberg, Karsten Aaen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Henrik Larsen

"Og man skal vel heller ikke glemme, at 'fodnotepolitikken' havde et klart befolkningsflertal bag sig, Bent Jensen. Skulle vi have ofret demokratiet på USA's alter?"
Du vrøvler, der var et flertal i folketinget, der, i denne sag, ikke repræsenterede befolkningen.
Jeg selv ophørte med at være socialdemokrat efter fodnoterne, da jeg følte mig og min stemme misbrugt.
Efter disse sager begyndte socialdemokraternes nedtur, den nedtur der ikke er slut endnu.

Jørn - ligesom Bent Jensen afviser du befolkningsflertal, hvor de ikke lige passer dig. Ved det såkaldte Raketvalg i 1988 fik fodnotepartierne et par hundrede tusind stemmer mere, end de atombombeglade partier.

Til
Willy Johannsen
25. februar, 2014 - 11:51

Nemlig Willy, efter at have tabt op mod 30 millioner menneskeliv i kampen mod nazismen var den Amerikanske hær i ruiner, landet ligeså, og da så de Onde Kommunister nuked 2 byer havde de fredselskende Amerikanere naturligvis ikke andet valg end at udvikle WMD's, specielt da USA jo var omringet af fjendtligsindede magter og Stalin holdt sin berygtede jerntæppe-tale ..

Og det hele fordi Polen angreb Tyskland !

Lars R. Hansen

Jo, Tom, hvis jeg nu skal tage dig alvorligt, så er du vel klar over dansk forsvar ikke rådede eller råder over strategiske atomvåben. Men jeg vidste nu godt, at forsvaret af Danmark hvilede på atomafskrækkelsen og dets troværdighed.

Jeg vidste også, at dansk forsvar planlagde med at modtage et antal taktiske atomvåben til forsvaret af dansk område. Brugen af sådanne 10-12 taktiske atomvåben (fx mellem 2 og 20 kiloton altså hhv 10% af Fat Man og lig Fat Man) i dansk område ville ikke i sig selv udslette Danmark fuldstændigt. Jeg kan også tænke mig til, at den afskrækkende virkning forudsatte atomtruslen var troværdig, hvad krævede der blev øvet med dem og de indgik i forsvarsplanerne, ikke at man meddelte verdens at Danmark var et atomfrit område.

Og hvis Sovjet ikke behøvede at frygte atomgengældelse, ville de i en væbnet konflikt med vesten sgu uden tvivl bruge avåben, ligesom USA brugte dem i Japan, bare atommagternes atomprøvesprægninger viste de ikke tog så tungt på den atmosfæriske forurening. Men vi er enige om, du, jeg og Bent Jensen, at atomvåben primært blev et politisk våben til afskrækkelse af en storkrig, hvor atomtruslens troværdighed blev helt afgørende.

Og så mente jeg da, at atomvalget førte til en centrumhøjreregering og enden på fodnoteperioden...

Godt du husker at modsige dig selv, Lasse. Som jeg omhyggeligt skrev, var den danske brug af atomvåben under amerikansk kommando. At fx selv meget små atomvåben kan gøre København ubeboelig, er vi vel så enige om er et helt rimeligt tab. Også problemet med radioaktive gulerødder fra Midtsjælland etc. Sådanne betragtninger og strategiske overvejelser er dybt ude i hampen, og jeg gider altså ikke tage dem seriøst.

Meningsmålinger undervejs i 80erne viste løbende et flertal, der åbenbart heller ikke mente et forsvar med atomvåben var værd at abonnere på - i ret høj grad på tværs af partigrænser. Stemmetal ved danske folketingsvalg viser kun, hvad folk har stemt. Og fodnotepartierne fik som sagt et par hundrede tusind stemmer mere, end de atombombeglade partier. Et befolkningsflertal støttede altså op bag fodnotepolitikken, eller stemte ihvertfald på partierne bag. Hvad der derefter skete, må du som sædvanligt spørge Det Radikale Venstre om.

Jens Thaarup Nyberg, Claus Oreskov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Ikke for at sige noget ondt om de blinde, men det her begynder at minde om, når de blinde slås. Nu har jeg i mange år fagligt interesseret mig for adfærds- og hjerneforskning, og derfor er jeg godt klar over, at det er håbløst at argumentere i diskussioner, hvor det reelt er den "genetiske komponent", som er den afgørende for holdningen og troen i sagen. Den rokker man ikke sådan lige på. Vi er nu engang, som vi er. Ikke også?
Nå nu snakken er inde på atomvåben, kan jeg oplyse, at Danmark i en årrække i tresserne og halvfjerdserne havde fremføringsmidler (såkaldte "Honest John" raketter) til TAKTISKE atomvåben i 20 kilotons klassen. Sprænghovederne lå i depoter i Slesvig-Holsten. Raketternes rækkevidde var maksimalt ca 40 km. Jeg har et ret omfattende kendskab til brugen af disse våben, af den simple grund, at jeg som værnepligtig skulle beregne deres affyringsdata. Hensigten med våbnene var at indsætte dem i forbindelse med en Warszawapagt landgang, hvor de skulle ramme det brohoved, som Warswapagtens styrker forventedes at etablere, og som Danmark ikke havde mulighed for at nedkæmpe med konventionelle styrker.
At denne situation så aldrig ville være opstået, blev vi først klar over efter murens fald, hvor der fremkom oplysninger om Warzawapagtens angrebsplaner og hvilke våben, de ville have indsat. Blandt andet brug af såvel taktiske som mellemdistance atomvåben (blandt andet SS 20) ved et overraskelsesangreb i et omfang, som NATO overhovedet ikke var forberedt på. Dertil kom indsættelse af kemiske våben, ligeledes i et omfang, som NATO-styrkerne overhovedet ikke var udrustet til at kunne modstå. At de kemiske våben så samtidig (sammen med bakteriologiske våben) var udviklet i strid med internationale aftaler er en anden sag. Ikke uventet var Sovjetregimet indstillet på, at det også ville koste deres egne styrker meget store tab, men netop ved helt brutalt og skånselsløst at bruge disse våben, ville regnestykket ikke kunne undgå at ende i sovjetisk favør, havde man regnet ud. Danmark skulle, som nogen ville vide, nærmest brændes bort fra landkortet ved hjælp af 50-60 taktiske atomladninger, hvilket ville give fri sejlads gennem de danske farvande. Ved - i første omgang - at undlade at anvende strategiske atomvåben, har man sandsynligvis fra sovjetisk side håbet, at NATO ville tøve med selv at indsætte strategiske atomvåben, som reelt var NATOs eneste virkelige gensvar. Men som samtidig ville garantere udslettelsen af USAs storbyer. Sovjetunionen rådede som bekendt over flere atomvåben end USA, og med meget større sprængkraft. På grund af Sovjetunionens meget større areal, regnede man med også at komme bedst ud af et strategisk atomangreb. Heldigvis blev hverken det første eller det sidste regnestykke afprøvet.
Med i dette spil var Sovjetunionens helt bevidste kampagner lige fra Stockholms appellen, Østersøen som fredens Hav og you name it. Jeg rendte selv som studerende rundt med kampagnemærket mod Atomvåben, og tænkte ikke et sekund på, hvad der ville være sket, hvis jeg havde haft det mærke på i DDR, Polen eller Sovjetunionen. Jeg var vitterlig en nyttig idiot. Men godt at andre kunne gennemskue det, og ikke var det. Så selvfølgelig bliver de da sure, hvis de nu uretfærdigt bliver hængt ud i en bog...
Men det er OK med mig...

PS: Ganske svag ironi kan muligvis forrekomme i mit indlæg...

Hans Aagaard, Lars R. Hansen og Jørn Boye anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Er der nogen, der har et gæt på, hvad Tom mener er selvmodsigende i mine indlæg?

Nå, Tom, jeg kender ikke til de meningsmålinger, som angiveligt skulle vise et dansk flertal mod den sovjetiske atomtrussel og øvrige krigstrussel skulle balancers med et tilsvarende modsvar i form af vestlige atomvåben (er det noget fra Land & Folk?) Men hvis folk dengang mente, at Danmark ville være bedre tjent udenfor den vestlige atomparaply, vil jeg sige, at det var godt flertallet ikke fik sin vilje.

Lars R. Hansen

Og så er danske tropper aldrig mere under udenlandsk kommando end de altid gør, hvad den danske regering beder dem om. Og i de NATO-enheder, der have kommandoen over dansk område sad der danske chefer.

Lars R. Hansen

Hvis Tom mener poltiske våben og så det forhold at man øvede med dem og planlagde dem brugt er selvmodsigende, så har Tom ikke forstået noget helt grundlæggende ved atomafskrækkelsen.

Det er netop ikke en modsigelse, jeg skrev jo netop at atomafskrækkelsen kun kunne være troværdig, hvis man helt konkret havde dem, øvede med dem og på alle måder havde troværdige evne og vilje til at sende dem i hovedet på fjenden, hvis det blev nødvendigt. Det kan sgu da ikke være så svært at fatte?

Lad os nu sige, at Bent Jensen havde ret: At fodnotepolitikken virkelig bragte Danmark i fare.
Men så er der noget, jeg ikke forstår, og som Bent Jensen må forklare, hvis han (mod forventning) ser dette: Hvorfor hørte man så ikke om det i 1980'erne. Og hvis man hørte om det, hvorfor blev der så ikke grebet ind? USA ville da aldrig tillade Østblokken fri adgang til Nordsøen via Danmark, så hvorfor greb NATO ikke ind, når der var sådan en overhængende fare? Kunne det tænkes, at det var fordi, der slet ikke var denne fare?

Dana Hansen, Karsten Aaen, Claus Oreskov og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Erik Karlsen

Men så er der noget, jeg ikke forstår, og som Bent Jensen må forklare, hvis han (mod forventning) ser dette: Hvorfor hørte man så ikke om det i 1980'erne. Og hvis man hørte om det, hvorfor blev der så ikke grebet ind?

Grebet ind hvordan? Rulle panserdivisioner ind i København?

NATO var ikke WaPa og USA var ikke Sovjet.

Torben Kjeldsen

Thomas Krogh
Godt spørgsmål. Jeg var i 80'erne reserveofficer og var tilknyttet en enhed der hed AMF, Armed Mobile Forces. Det var en indsats styrke på mellem 7000-11000 mand (som jeg husker) der var fuldt operationel, med deltagere fra alle NATO lande og indsat alle årets dage, men med skiftende lokalisation , h.h.v. i Norge, Danmark Tyskland og Tyrkiet. Der var tale om en 'skarp' enhed (vi havde ikke kun løst krudt med). Enhedens formål var klart at vise Orange at et angreb på et hvilket som helst Natoland ville betyde krig med hele Nato. AMF styrken var dimensioneret til at holde stangen, til egentlig forsvarsindsats på landjorden ville være fuldt mobiliseret. I tilknytning til AMF deltog vores hjemlige hjemmeværn. Dertil skal nævnes at der i Tyskland (Vest)ikke langt fra den danske grænse befandt sig et temmelig stort antal amerikanske og engelske enheder, der var ret klar til 'at gå i krig'. Min påstand er, at vores såkaldte fodnotepolitik og den kritiske venstrefløj, for nogen Sovjetsympatiserende fløj næppe havde nogen som helst indflydelse på den militære magtbalance. Bent Jensen bog har således en begrænset rækkevide i forhold hertil og er vel egentligt blot et indlæg der handler om vores egne indre kampe. Havde han selv set denne begrænsning kunne man måske finde hans bog interessant. Måske var jeg blot en naiv reserveofficer og nu blot en naiv civil borger, men jeg er overbevist om at østblokken hverken havde motivationen i egne styrker, teknologien eller 'tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre en krig uden at tabe. Det er derfor der ikke kom nogen krig - såre simpelt

Thomas,
jeg kunne jo også spørge videre:
Hvis den daværende regering under Poul Schlüter var så utilfreds med fodnotepolitiken, hvorfor blev der så ikke udskrevet valg for at rense luften og samle et flertal, der var imod fodnoterne?

Lars R. Hansen

Erik, den kunne jo frygte, at et valg ville stille Danmark endnu værre sikkerhedspolitisk.
Men ellers tog den jo også atomvalget, der afsluttede fodnoteperioden.

Torben Kjeldsen

Havde han selv set denne begrænsning kunne man måske finde hans bog interessant. Måske var jeg blot en naiv reserveofficer og nu blot en naiv civil borger, men jeg er overbevist om at østblokken hverken havde motivationen i egne styrker, teknologien eller 'tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre en krig uden at tabe. Det er derfor der ikke kom nogen krig - såre simpelt.

Efter slut-70'erne ja. Efter dobbeltbeslutningen - som jo ironiske nok var een af de ting fredsbevægelserne var mest imod - var de reelle muligheder for en ren konventionel krig små, og det fjernede nok resterne af motivationen.

Erik

Hvis den daværende regering under Poul Schlüter var så utilfreds med fodnotepolitiken, hvorfor blev der så ikke udskrevet valg for at rense luften og samle et flertal, der var imod fodnoterne?

Som Lasse påpeger så tog man jo atomvalget i '88. Før den tid håbede mange i regeringen nok på at tvivlerne i S kunne være med til at holde den Lasse Budtz'sk linie i kort snor. Ihvertfald i så tilstrækkelig grad at man undgik flertals-mistillidsvotum'er. Hvilket så også lykkedes. Så en balancegang i en prækær situation.

I hele fodnoteperioden blev der kun skrevet to danske fodnoter ind i NATOs dokumenter, hhv imod opstillingen af mellemdistanceraketter og mod stjernekrigsprojektet. Resten af beslutningerne blev kun vedtaget i Folketinget, hvor fx et krav i 1987 om at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer, blev støttet af Uffe Ellemann og Venstre.

I løbet af 80erne viste gentagne meningsmålinger klar modstand til den øgede oprustning. Gallups tal viste i 1983, at selv blandt NATOs tilhængere gik kun 34 procent ind for udstationeringen af NATO-raketter, mens 50 procent af dem var direkte modstandere.

Ved atomvalget i 1988 fik Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti og støtterne i Fremskridtspartiet tilsammen 1.557.881 stemmer. På den anden side stod Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, VS og Fælles Kurs, der oven i får lidt støtte fra tilhængerne af DKP og De Grønne - samlet med 1.766.615 stemmer. Der var altså 208.734 flere stemmer til fodnotepartierne.

Det danske parlamentariske systems opbygning betød dog, at dette solide flertal kun rakte til 89 mandater i Folketinget. Det Radikale Venstre var gået til valg med fodnoterne i bagagen, men hoppede med i en borgerlig regering. Hvis de radikale blir trukket helt ud af regnskabet, er flertallet med 1.580.908 stemmer fortsat på fodnoternes side. At Det Radikale Venstre efter valget smidigt justerede deres prioriteringer ændrer ikke på, at fodnotepartierne klart vandt valget.

At nogle stik imod kendsgerningerne så siden har haft lyst til at skrive dette folkelige flertal helt ud af historien, er da forståeligt. Ikke mindst når man som Bent Jensens værk har som sin hele præmis, at "det danske samfunds status quo-kræfter" altid har sejret, og "FlertalsDanmark" derfor ikke faldt for "kommunisternes vildledninger". Det gjorde flertallet heller ikke, og i klar modsætning til Jensen har vi fakta på vores side.

Henrik Klausen, Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg, Per Jongberg og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Sider