Børn bør sprogtestes, men ikke for at klare sig bedre i PISA-test

Lad børnene være i fred, lød det i kronikken den 20. februar af Maria Reumert Gjerding og Helle Heckmann. Helt præcist gik opfordringen på at holde op med at teste vuggestuebørn, fordi test risikerer at forstyrre den læring, som børnene helt naturligt giver sig i kast med. I stedet for at standardisere læringen, skal vi have respekt for, at børn udvikler sig på forskellige måder og i forskewllig hastighed, fastslog kronikørerne. Gjerding og Heckmann er ikke alene med de tanker. De har de seneste måneder gennemsyret debatten om små børn og læring.

Som børnesprogforskere har vi svært ved at være uenige i den sidste del af påstanden. Børn er forskellige. Men netop derfor er vi uenige i, at test – f.eks. såkaldt sprogscreening – skal undgåes for ikke at forstyrre børnenes udvikling. Voksne må anerkende barnet ved at se det hele barn, men også være i stand til at zoome ind på udvalgte aspekter som f.eks. forskellige sproglige dimensioner. Her kan test og screeninger være til stor hjælp og være afgørende for, at den voksne kan give barnet den optimale støtte og stimulering.

Glemmer de svageste

Debatten om test i vuggestuer og børnehaver har i høj grad negligeret børn med særlige vanskeligheder, som bør identificeres så tidligt som muligt, så der kan iværksættes en tidlig forebyggende indsats, som har langt større effekt end senere undervisning. Sker det ikke, kan der være børn, som senere i livet skal kæmpe med vanskeligheder, som måske kunne have været afhjulpet allerede i førskolealderen.

Mange års forskning har vist, at der er langt større og bedre effekt af tidlig end sen indsats.

Det er veldokumenteret, at læseforberedende aktiviteter i førskolealderen kan forebygge senere læse-stavevanskeligheder, og at børn, der deltager i velstrukturerede lege med bogstaver og sproglyde i førskolealderen, har langt mindre risiko for at udvikle alvorlige læse-stavevanskeligheder end andre børn.

Indsatsen kan bl.a. igangsættes ved en sprogscreening. Det kan nemlig være svært at identificere børns sproglige vanskeligheder ved bare at se på dem eller lytte til dem. Årsagen er, at sprog er komplekst, men også at børn kan være imponerende gode til at skjule deres vanskeligheder. Faktisk så gode, at de ofte først bliver tydelige, når børnene kommer i skole og skal til at lære at læse og skrive. Da er det desværre ofte for sent, fordi barnet allerede er kommet så langt bagud i sin udvikling, at det stort set er umuligt at indhente. Det giver mange børn store udfordringer resten af livet.

Når der i debatten refereres til ’test’, er der typisk tale om det, der i fagsprog hedder en screening. At screene betyder at sigte eller sortere. De fleste kender screening fra sundhedsvæsnet, hvor alle nybagte forældre i dag tilbydes en hørescreening af deres barn, og kvinder over 50 år tilbydes screening for brystkræft.

Test kan bruges til noget

Ved en sprogscreening identificerer man børn, der er sprogligt forsinkede eller afvigende, og som dermed har risiko for at udvikle alvorlige sprogvanskeligheder og senere læsevanskeligheder. Test bruges også til at følge op på den pædagogiske praksis med henblik på at undersøge, om den indsats, man har iværksat, fungerer efter hensigten. I en sprogscreening ligger 85 procent af børnene inden for det, man betegner som normalområdet. 10 procent anbefales en fokuseret indsats, mens kun er fem procent anbefales en særlig indsats.

Sproglige vanskeligheder er (lige som mange andre typer vanskeligheder) ikke forbeholdt særlige miljøer. Der findes børn med sproglige vanskeligheder i alle miljøer, og vi er nødt til at sprogscreene børnene, før vi ved, om de har særlige behov. Der er således absolut ikke tale om, at man standardiserer ganske almindelige småbørn ved at teste eller screene dem. Man identificerer de fem til 15 procent af børnene, der kan have særlige vanskeligheder, som det er nødvendigt at lave en forebyggende indsats for at afhjælpe. Selve screeningen er vigtig for at igangsætte hjælpen til barnet, fordi den viser, hvilke områder der med fordel kan styrkes.

R for regnorm og rugbrød

Sprogscreening i Danmark finder typisk sted tre gange – én gang i tre-års-alderen, inden skolestart og i børnehaveklassen, så når røster i debatten har udtrykt frygt for, at vi er i gang med at stjæle børnenes barndom og indhegne den i test, vurderinger og målinger af frygt for at sakke bagud i den internationale konkurrence, er det skudt forbi målet. Når det er en god idé at screene flere gange, er det bl.a. for at se, om barnet udvikler sig, eller om der er behov for justering af interventionen.

Vi kan gøre børnene en kæmpetjeneste ved at bruge vores viden til at lette deres sprog- og læseudvikling og deres læring generelt. Vi ved, at børn lærer bedst i trygge omgivelser og ved aktiviteter, der er tilpasset den enkeltes udvikling og interesser – det kan fint være aktiviteter, som børnene selv har sat i gang. Det kræver et indgående kendskab til det enkelte barn, for at den voksne kan møde barnet, hvor det er, følge barnets interesse og stimulere og udfordre efter barnets behov.

Et eksempel på vellykket læring i førskolealderen kunne være pædagoger, der bemærker, at en gruppe børn udviser særlig interesse for dyr og vælger at anerkende og følge børnenes interesse. Udstyret med forstørrelsesglas går børnene på opdagelse efter dyr på legepladsen. Pædagogerne tæller sammen med børnene, hvor mange dyr de har fundet, de taler om, hvad det er for dyr, hvor de lever, og hvad de lever af.

Sammen læser de bøger, digter historier, synger sange og laver rim om dyr. De tegner dyr og skriver historier. De leger med sproglydene i dyrenes navne og finder sammen ud af, hvilke bogstaver der passer til de forskellige sproglyde. Bogstaverne former de i sandet, og bagefter hopper og klapper de bogstaver, lyde og stavelser. Børnene opdager, at det bogstav, som regnorm begynder med, er det samme, som det der står med stort på rugbrødspakken til frokost.

Læring i hverdagen

Læring i daginstitutionen bør foregå gennem de daglige rutiner, højtlæsning og historiefortælling, samtaler og legebaserede aktiviteter. Heller ikke vi er fortalere for skolelignende undervisning i danske daginstitutioner. I løbet af det seneste års tid har vi i forbindelse med vores forskning besøgt mere end 100 danske daginstitutioner, og vi kan slet ikke genkende det billede, som flere eksperter i de seneste måneder har tegnet af daginstitutioner, hvor leg skulle være afløst af undervisning.

Vi skal give vores børn den bedst mulige barndom, og vi skal klæde dem på, så de er godt rustede til den verden og de udfordringer, der venter dem i skolen og senere i livet, for deres egen skyld. Ikke for at de skal klare sig godt i næste PISA-undersøgelse.

Et velfungerende sprog er ikke kun vigtigt i forbindelse med skole og uddannelse. Forskning viser, at svage sprogkundskaber kan føre til kommunikationsvanskeligheder og dermed påvirke barnets mulighed for at indgå i sociale relationer med andre børn og voksne. Det handler om, at vi skal give alle børn de bedste forudsætninger, så de har mulighed for selv at vælge deres vej i livet.

Laila Kjærbæk er ph.d., postdoc, Sissal M. Rasmussen og Marit C. Clausen er ph.d.-stipendiater ved Center for Børnesprog, Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet