Kronik

Bosnierne stiller endelig det rigtige spørgsmål

Mens Bosniens befolkning kæmper for social retfærdighed, puster den korrupte elite til de etniske spændinger. Hidtil har det sikret den magten, men befolkningen er ved at få øjnene op for, at det er eliten, der spærrer for vejen til et bedre liv
Demonstranter gør klar til en protestmarch i Sarajevo mod den bosniske regering.

Elvis Barukcic

19. februar 2014

Med Berlinmurens fald blev overgangen fra socialistisk dirigeret økonomi til frimarkedskapitalisme uomgængelig i alle kommunistiske lande. I Eksjugoslavien blev konsekvensen som bekendt, at nye og opportunistiske nationalistledere fik held til at kanalisere befolkningens sociale utilfredshed over i et stærkt etnisk had – med god hjælp fra højreorienterede intellektuelle og religiøse institutioner. Men de etniske konflikter i 1990’erne blev samtidig brugt til at dække over en omfattende, korrupt privatiseringsproces. Med store vindere og større tabere.

Den bosniske krigs afslutning efterlod størstedelen af befolkningen forarmet og traumatiseret. Heroverfor stod en lille indspist magtelite bestående af politikere, tvivlsomme forretningsmænd, mediefolk og religiøse ledere – alle rigere end nogensinde før. Under efterkrigsårenes privatiseringsproces blomstrede korruptionen i det etnisk opdelte land.

Store ressourcer fra fællesgoderne flød ned i private lommer. Resultatet blev, at ganske få hundrede mennesker, deres partier og deres nationalistiske ideologi fik, hvad de ikke havde før krigen: En stærk økonomisk base, som siden blev endnu stærkere. Den økonomiske magt blev brugt til at fastholde og styrke grebet om den politiske. Udadtil anlagde partierne en proeuropæisk facade. Indadtil forblev de nationalistiske og autokratiske uden medlemsdemokrati eller vilje til at gå i dialog med borgere eller den altid svage opposition.

Den politiske elite og dens forbundsfæller ejer i dag de tidligere statsejede virksomheder, store bladhuse og ejendomme i indland og udland. Arbejdsløsheden er på 40 procent, mens krigsinvalider, pensionister og veteranernes lave og ad flere omgange beskårede ydelser bliver betalt med penge lånt i udlandet. I 20 år har den bosniske magtelite udplyndret statens værdier med den ene hånd og lånt penge til at finansiere offentlige ydelser med den anden.

Meget bedre er det ikke i de øvrige eksjugoslaviske lande. Da Jugoslavien faldt fra hinanden, var nationens samlede gæld på 11,5 milliarder euro. I dag skylder selvstændige stater, der siden opstod, tilsammen over 133 milliarder euro.

Samfundsudviklingen beskrives officielt som en proces, hvor national uafhængighed, parlamentarisk demokrati og integration i EU og NATO trækker i den rigtige retning. Virkeligheden er en anden. I flere af landene og navnlig i Bosnien er der sket en stigende højredrejning med mere korruption, desekularisering, øget arbejdsløshed, indsnævring af lønmodtagerrettigheder, kommercialisering af uddannelsessystemet og en generelt stigende ulighed.

Skuespillet er gennemskuet

I dag har kløften mellem den bosniske magtelite og befolkningen vokset sig så stort, at befolkningen endelig reagerer. Det 20 år gamle skuespil, hvor de tre nationalistiske eliter konstant har ’forsvaret’ deres respektive etniske grupper imod hinanden, imens de uforstyrret har delt samfundskagen imellem sig, er gennemskuet. I stedet for at fortsætte de forbitrede diskussioner om national identitet, religion og sprog stiller borgerne endelig det rigtige spørgsmål: Hvor blev vores penge af? Social indignation er kort sagt ved at fortrænge det etniske narrativ.

Tumulter brød ud den 5. februar i industribyen Tuzla, da omkring 1.000 utilfredse arbejdere kom i karambolage med politistyrker. Demonstranterne krævede at få løn for de seneste 16 måneder foruden de udbetalinger af sundhedsforsikring og pensioner, som staten og virksomhedernes nye ejere skyldte dem.

Dagen efter var demonstranternes antal seksdoblet, og bølgen af utilfredshed bredte sig. Ydmygede og forbitrede folk uden arbejde, unge uden fremtid og pensionister, hvis indtægt ikke rækker til mad- og medicinudgifter, har i to årtier tiet, fastlåst i en etnisk diskurs, traumatiseret af krigen og af magteliten, som konstant har spillet på de gamle traumer. Nu fik deres ophobede vrede endelig en udløsning. Regeringsbygninger, politibiler og containere blev sat i brand. Siden har protesterne været fredelige og daglige – med borgermøder og formuleringer af konkrete krav.

Spin og propaganda

Magtelitens modsvar har bestået af spin og forsøg på at gentage den sædvanlige manøvre med at gøre den sociale konflikt mellem dem og befolkningen til en konflikt mellem befolkningens tre etniske grupper. Ligesom i begyndelsen af 1990’erne.

Præsident for den serbiske republik i Bosnien, Milorad Dodik, der siden 2006 har videreført Radovan Karadzics benhårde separatistiske nationalisme, så protesterne som en bosniakisk sammensværgelse og trussel mod Republika Srpskas eksistens. Det samme gjorde de kroatiske partier fra deres magtbase i det vestlige Hercegovina, hvor man frygter reformer og mere centralisering på kroaternes bekostning.

De tre bosniakiske partier fra Sarajevo manede til besindighed og sammenlignede demonstranternes nedbrænding af bygningerne med serbernes ødelæggelser under krigen! Som prikken over nationalisternes ’i’ svarede det internationale samfunds høje repræsentant i Bosnien, Valentin Inzko, ja på et hypotetisk spørgsmål om udsendelse af EU-tropper til landet. Udtalelsen trak selvfølgelig store overskrifter.

Propagandamaskinerne kører for fuldt drøn, og magthaverne gør, hvad de kan for at forsvare deres lyssky-erhvervede kapital. For i tilfælde af et ’bosnisk forår’ truer sigtelser for korruption og svindel under privatiseringsprocessen.

Regeringerne i Serbien og Kroatien vil gøre alt for, at det sociale oprør ikke skal sprede sig til regionen. Blandt andet derfor indkaldte den kroatiske udenrigsminister til et møde i Bruxelles, hvor situationen i Bosnien var på dagsordenen. Budskaberne fra både EU og USA var for en gangs skyld ikke til at misforstå: Oprøret er socialt, og det er de politiske lederes egen skyld. Magteliten må imødekomme sin befolkning, ikke puste til den etniske ild.

Europas chance

Uhyre vigtigt for den kommende udvikling er, at dette pres fortsætter. Europa har nu muligheden for at gøre en meget bedre figur end dengang i 1990’erne, hvor antinationalistiske demonstrationer i Sarajevo blev overhørt. Dengang svigtede man civilbefolkningen med sin passivitet både inden og under konflikten og reagerede først militært, da store massakrer på civile var sket. Dernæst bistod man med at forme landets forfatning, hvis struktur og valgsystem er en væsentlig årsag til den foroven beskrevne forfejlede udvikling.

Nationalisterne har ført Bosnien igennem 23 års mørke, som de har brugt til at berige sig selv og videreudvikle deres tilbageskuende ideologi. Demonstranterne har ikke aktualiseret Titos gamle motto om broderskab og lighed, som Slavoj Žižek jugonostalgisk antydede her i avisen. Bosnien bliver ikke et etnisk blandet samfund igen foreløbig. Det har de etniske udrensninger i 1990’erne og Dayton-aftalens implicitte legitimering af dem sørget for. Men den nuværende proces kan blive et skridt mod et bedre fungerede samfund og en lysere fremtid i et land, hvor institutionerne og den karikaturagtige statskonstruktion simpelthen ikke har fungeret i to årtier.

Demonstranterne råber ikke efter en ny Tito, men kæmper for europæiske værdier som dialog, åbenhed og større social retfærdighed. Håbet er, at processen kan føre til reformer eller i det mindste fostre en socialbevidst, antinationalistisk borgerbevægelse. Men de er oppe mod en vanskelig modstander med et stærkt greb om medierne og det opdelte statsapparat.

Det internationale samfund må ikke svigte den bosniske civilbefolkning endnu en gang.

Alen Mešković er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Filo Butcher
  • Dennis G. M. Jensen
  • Carsten Hansen
  • Carsten Søndergaard
  • Jens Falkesgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • Ellen Jeppesen
Filo Butcher, Dennis G. M. Jensen, Carsten Hansen, Carsten Søndergaard, Jens Falkesgaard, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Ellen Jeppesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er jo det samme overalt - men jeg forstår det ikke! Jeg forstår ikke denne besathed af at rage til sig, fremfor at sikre alle i et samfund rimelige, gode og lige vilkår. Der er jo intet land i Europa, der ikke kunne være ganske velhavende, hvis man i stedet for at vælge en selvovervurderende elite valgte dem, der er i øjenhøjde og repræsenterer den enkelte borger som en på lige fod. Det havde vi gode erfaringer med i Danmark, og det var først, da vi valgte en diktatortype, at det gik ad - ja, Balkan til.

Filo Butcher, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar

"Demonstranterne råber ikke efter en ny Tito, men kæmper for europæiske værdier som dialog, åbenhed og større social retfærdighed."

Det burde europæerne også kæmpe for.

Per Torbensen, Filo Butcher, Dennis G. M. Jensen, Rasmus Kongshøj, peter fonnesbech, Carsten Søndergaard, Jens Falkesgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Mens Bosniens befolkning kæmper for social retfærdighed, puster den korrupte elite til de etniske spændinger.

Ovenstående burde omskrives til:

Befolkningerne kæmper for social retfærdighed, mens den korrupte elite puster til de etniske spændinger.

...og gøres til FN's slogan.

Filo Butcher, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard, Per Torbensen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar

Jeg syntes, det er fint og godt, at Alen Mešković gør opmærksom på, at BIH og i øvrigt det meste af Balkan står i problemer til halsen. Men jeg er lidt skuffet over at Alen Mešković er så upræcis i sin udlægning.

Bl.a. havde eksjugoslavien faktisk allerede frimarkedskapitalisme på ret ordinære markedsforhold fra brudet med Sovjetunionen i 1950-erne.
Og i dagens BIH kan man sagtens tale om "tre nationalistiske eliter", for det er det. Men man kan ikke tale om "de tre bosniakiske partier fra Sarajevo", for det er kun det ene, som er et reelt bosniak-parti.
Men faktisk lagde serberne allerede grunden til de seneste krige i slutningen af 1970-erne og i 80-erne, hvor de i alt stilhed første sig frem på især Kosovo-albanernes bekostning, uden at den alderssvækkede Tito opdagede det. Og Kroaterne, der var vidne til det, begyndte derefter også at organisere sig i al hemmelighed på det militære plan.

Men Alen Mešković har meget ret i, at Europa ikke må svigte BIH og Balkan, for det er sket i alt for mange år. Og man skal være helt klar over, den den fastlåste situation i BIH egentlig er skabt af svenske Carl Bild og Dayton-forhandlingerne, hvor USA og EU samtidig accepterede BIH som 2 delstater, Republika Srpska og Føderationen Bosnien og Hercegovina.

en stigende højredrejning med mere korruption, desekularisering, øget arbejdsløshed, indsnævring af lønmodtagerrettigheder, kommercialisering af uddannelsessystemet og en generelt stigende ulighed.

Den beskrivelse passer desværre til stort set hele den kapitalistiske, såkaldte frie, verden.

Og vi kan kun håbe at opvågningen ikke kun sker i et forarmet Balkanland, men breder sig til resten af den "frie" verden også.

Perestrojka og Glasnost, de befrielsesprocesser som startede i Rusland og førte til Sovjetimperiets fald og befrielsen af dets satellitstater skal endelig fuldendes, ikke kun i de oprindelige lande, men også i resten af verden hvor ulighed, udplyndring af fælleseje og undertrykkelse af de svageste sociale grupper har bredt sig siden kommunismens sammenbrud har givet kapitalismens værste emanationer blod på tanden.

Vi har set opgøret med kommunismen, men det lige så nødvendige opgør med kapitalismen har vi stadig til gode. Det er på tide at pendulet svinger tilbage og finder sin balance.