Læserbrev

Carsten Koch glemmer a-kasser

Debat
8. februar 2014

Tusindvis af arbejdsløse har i årevis måttet finde sig i, at beskæftigelsessystemet sår mistillid til deres daglige bestræbelser på at komme i arbejde. Gennem årene er der opbygget et kontrolsystem, som kunne have groet i haver bag det tidligere jerntæppe. Disse foranstaltninger er yderst kontraproduktive og urimeligt stressende for den enkelte, og de fører til unødig langtidsarbejdsløshed hos alt for mange.

Det er i min optik ikke et svar, at kontrollen kun er til for, at samfundet kan være sikker på, at dagpengene bliver brugt rigtigt. Jo, kontrollen har nok forhindret nogle få arbejdsløse i at misbruge systemet, men prisen er alt for høj, for den går ud over alle de, der har det afgørende mål: at finde et job.

Derfor er det mest glædelige budskab i Carsten Koch-udvalgets rapport, at det fremtidige beskæftigelsesarbejde skal bygge på tillid. Det sker ikke en dag for tidligt. Jeg synes, at det er bedst, at vi indretter love og regler efter de altoverskyggende mange danskere, som har tænkt sig at overholde dem.

Til gengæld er det ærgerligt, at a-kasserne ikke tildeles en mere central rolle i udspillet fra Carsten Koch-udvalget.

Kun en god begyndelse

I a-kasserne har vi en unik viden om præcis de arbejdsmarkeder, vi hver især dækker. Den viden skal vi kunne hjælpe vores medlemmer med. Derfor bør det være sådan, at alle arbejdsløse får ret valgfrihed til at vælge a-kassen som vejleder og samtalepartner i jobsøgningen. Det gælder i høj grad også dimittenderne, som har brug for branchekendskab og den ekspertise, a-kasserne leverer, så den nyuddannede får den bedste vejledning til at finde relevant arbejde.

Med en tillidsdagsorden i hånden, er rapporten fra Carsten Koch-udvalget en god begyndelse, men den skal følges til dørs af mere tillid a-kasserne og tillid til, at der findes mange løsninger i den innovative del af arbejdsmarkedet. I a-kasserne og de faglige organisationer spiller vi med i den videre udvikling af arbejdsmarkedet. Og så mangler der øvrigt fuldstændigt fokus på freelancere og i iværksættere i rapporten. Det kan undre, når iværksætteri og nye arbejdsformer er så stor en del af fremtidens arbejdsmarked.

Mogens Blicher Bjerregård, formand for DJ og AJKS

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her