Nyhed

Duellen: Teori fremmer forståelsen af virkeligheden

Socialrådgiverfaget er ikke blevet for teoritungt. Det er centralt med en stærk teoretisk ballast, og det styrker samtalen med borgeren, mener socialrådgivernes formand
Debat
28. februar 2014
Majbrit Berlau

Akademiseret sprog og teoritung uddannelse begrænser ikke socialrådgiverne i kontakten til udsatte borgere. Tværtimod, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau. Den teoretiske viden giver netop socialrådgiverne viden om, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Også når det kommer til samtale og kommunikation.

»Teoretisk uddannelse og akademisk sprog gør ikke, at vi ikke kan indgå en forståelig dialog med borgerne. En del af det teoristof, vi arbejder med, handler jo netop om dialog og styrker forståelsen for kommunikationen,« siger Majbrit Berlau, som også peger på, at socialrådgiverne har fået bedre forudsætninger for at omsætte ny teori til praksis.

»I faget er der enorm fokus på samtalen og forståelsen af, hvad der er vigtigt at tale om. Derfor er det en disciplin, vi indfrier langt hen ad vejen.«

Som følge af new public management-bølgen er samtaleforløbene dog blevet meget standardiserede, og det er ifølge Majbrit Berlau problematisk, fordi det tager tid fra den individuelle samtale, hvor socialrådgiverne kan bruge sin viden og ekspertise. I stedet skal de bruge kræfter på at nå igennem nogle fastlagte punkter.

»Vi bliver tvunget til at stille alle de spørgsmål, som loven eller ledelsen kræver. Vi skal dokumentere og kontrollere i stedet for at bruge vores socialfaglighed til at vurdere, hvad det vigtigste er for netop den samtale, vi sidder i,« siger hun.

Ifølge socialrådgiverformanden er der ligeledes for stort fokus på økonomi i det sociale arbejde med udsatte borgere. Den ene rapport efter den anden beskriver, om borgerne er i job, aktivering eller løntilskudsordning – de koncentrerer sig alene om beskæftigelsesindsatser. Men for mange er der mere presserende problemer, der skal løses, før jobsøgning er aktuel.

»Det er sjældent, vi ser, rapporter beskrive, om borgeren er blevet en bedre far eller kæmper sig ud af et narkomisbrug og har fået tag over hovedet. Det er ret væsentlige elementer i menneskers liv. Derfor får man ofte et for snævert billede af borgeren«.

Problemet forplanter sig til den måde systemet vurderer socialrådgivernes indsats på, siger hun: »Vi socialrådgivere bliver også målt på, hvor mange borgere, vi har flyttet i løntilskud eller fleksjob, og ikke om vi har hjulpet borgeren med at blive en bedre far, der har løftet hele familiens livskvalitet. Det er sådan nogle ting, der sjældent bliver belyst, fordi fokus er for smalt,« siger hun. Selv om hun oplever, at socialrådgiverstanden gør sit til at tale et forståeligt sprog, medgiver hun, at systemet ofte sender breve, der er gennemvædet af juridiske termer med paragraffer og formelle udtryk, der ikke bruges i hverdagssamtaler.

»Systemet har et sprog, som er ganske uforståeligt for Johnny i campingvognen. Han forstår ikke budskabet og bliver derfor sat udenfor samtalen,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her