Klumme

Hvor dum skal man være for at blive håndværker?

Politikerne kappes om at erklære deres kærlighed til Danmarks håndværkere. De holder skåltaler om, at erhvervsskolerne er nøglen til at fremtidssikre dansk konkurrenceevne. Men kærligheden er ubehageligt forloren
Debat
20. februar 2014

Ved et middagsselskab for nylig fik min kæreste serveret et af den slags komplimenter, man ikke behøver at takke for: »Jeg har altid troet, at håndværkere var ubegavede … altså lige til jeg mødte dig,« sagde en af mine akademikerveninder. Min kæreste fortrak ikke en mine. Han hører jævnligt den slags, når mine venner fra universitetstiden forsøger at give ham et kærligt verbalt klap.

Også jeg tilgav hende, for hvor skulle hun have fået andet indtryk. Fordommen om, at hvis man har en hammer i hånden, har man intet mellem ørerne, trives, hvor end man kigger hen.

Den seneste uges debat om erhvervsuddannelsesreformen er ingen undtagelse. De borgerlige vil indføre krav om, at man skal have mindst 4 eller 7 i dansk og matematik for at blive optaget på gymnasierne. Det vil give flere studerende på erhvervsskolerne, anfører de. Budskabet er klart: Gymnasierne er for de kloge. De knap så kloge må tage til takke med erhvervsskolerne.

Tager man de venlige læsebriller på, kunne man udlægge udspillet som en indlysende konstatering af, at mennesker er begavede på forskellig vis. I gymnasiet læser man bøger, så der skal man være bogligt begavet. Det rykker imidlertid ikke ved det håbløse i følgeslutningen, at dårlige karakterer kvalificerer til at tage en erhvervsuddannelse.

Forstå mig ret, jeg er hamrende ligeglad med, om man skal have 4 eller 7 for at komme i gymnasiet. Jeg er også ligeglad med om kravene årligt vil bortvise 18.000 unge fra tre års gymnasiefest. Men jeg er ikke ligeglad med, at man under forhandlinger af en reform, der skulle give bedre erhvervsskoler, ender med at understrege, at de er stedet for de uegnede.

Det synes ikke at falde politikerne ind, at der findes mennesker, som ikke tager en erhvervsuddannelse, fordi deres manglende intellekt henviser dem til at forvandle hårde sten til brød. At de bliver håndværkere, fordi de ikke kan lade være. Sådan en er min kæreste. Sådan en er hans far. Og sådan en var hans farfar. Min svigerfar har rundet de 70, men er stadig ikke til at drive ud af sit værksted, hvor han fremstiller håndbyggede både. Og det er næppe afhængighed af lakdampene, der holder ham til ilden. Det er glæden ved at skabe. At bygge. At forfine. At vide, hvornår træet er præcis så tørt, at man kan lave den perfekte båd.

Men man skal være ualmindelig dedikeret, hvis man som ung følger sin kærlighed til træ, bilmotorer eller svejseflammer. For stem-plet dummernik sidder i panden, så snart porten til erhvervsskolen smækker. Det er ikke for ingenting, at min kærestes lærlinge lyver, når pigerne på Crazy Daisy spørger, hvad de laver.

De røde partier melder ikke fordommene så hårdt ud, som de borgerlige. De messer i stedet paroler som: »Vi skal have prestigen tilbage til håndværksfagene« og »dygtige faglærte er afgørende for at fremtidssikre dansk erhvervsliv«.

Men den røde kærlighed til de blå mænd er forloren. Vi ved alle sammen godt, at der findes tusinder af østarbejdere, der til en billig penge er villige til at hjælpe dansk erhvervsliv ind i næste århundred. Der er ikke det, en dedikeret polak i badesandaler og frostblå tånegle ikke kan udrette for dansk konkurrenceevne.

Politikernes kærlighed bliver uendelig svær at give sig hen til, så længe de afholder sig fra at forbedre de forhold, der virkelig kunne gøre erhvervsuddannelserne attraktive. Hvorfor ikke begynde med at give unge med faglærte drømme håb om, at de kan leve af deres erhvervsuddannelse – også på et globaliseret arbejdsmarked, f.eks. ved at kræve overenskomstmæssig løn for alle ansatte på offentlige byggerier. Ordentlig løn giver prestige. Politikerne kunne også pålægge virksomheder, der arbejder for det offentlige, at uddanne lærlinge. Det ville give de unge et håb om overhovedet at kunne færdiggøre uddannelsen. Men når politikerne end ikke magter at indføre kædeansvar på danske byggerier, er der lange udsigter.

Mens jeg skriver dette, sidder min søn på 1,5 år og banker pinde i et træbræt med en legetøjshammer. Det bekymrer mig. Tænk, hvis han bliver fjerdegenerationssnedker. Som de fleste mødre vil jeg gå langt for at undgå et taberstempel på min søn … godt, at alle undersøgelser viser, at moren har størst indflydelse på unges uddannelsesvalg.

Susan Knorrenborg er debatredaktør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Da jeg flyttede til hovedstaden omkring 2000, måtte jeg ud og leje et værelse her og der. På et tidspunkt endte jeg med, at leje et værelse hos en dyrlægestuderende, som jeg fandt via en fælles bekendt. Vi klikkede med det samme og det blev også til to temmelig underholdende år inden jeg rykkede videre.
En aften hænger vi over lidt fyraftensbajere og jeg spørger hende så "hvad med mand og børn?" Hun fortæller, at hun stadig venter på den rette og så skulle hun lige være færdig med studiet. "Har du så nogle krav?" spørger jeg.
"Ja! Han SKAL være akademiker!" Javel, ja. Hvad der var galt med en håndværker, kunne hun ikke fortælle udover, der skulle være garanti for omløb i kasketten. Så var niveauet sat.

Jeg havde ikke set hende i godt 10 år, men mødte hende igen sidste sommer ved en havefest. Hun var i mellemtiden blevet gift med en akademiker. Efter 5 minutters indledende knæøvelser og palaver med manden, måtte jeg undskylde og rykke langt væk fra ham. For han var seriøst snotdum. Anyway! De havde forsøgt, at få unger i 4-5 år uden held og de havde også været hele møllen igennem på både offentlige og private hospitaler. Desværre havde hans sædceller ikke topkvalitet. Men hun fik sin akademiker! :)

Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Når håndværkere i dag har så lav en status skyldes det flere ting. Folkeskolen har i årtier kun været beregnet på at blive nummer et i Pisa-tests, de kreative og praktiske fag, der ellers kræver særlige investeringer i materialer, faglokaler osv. er derfor blevet nedprioriteret. Allerede o skolen lærer børn således at det at skabe noget ikke er særligt fint.

Erhvervsuddannelserne er også blevet stedmoderligt behandlet. Spørg blot en hvilken som helst elev eller underviser på en teknisk skole, og I vil finde ud af at jobcentre og kommuner bruger erhvervsskolerne som en varmestue for "uplacérbare" unge. Resultatet af dette er øget uro i klasserne, ressourcer der går fra de elever, der gerne vil og kan, og gentagne oplevelser af nederlag for de anbragte elever. Magthaverne sender det utvetydige signal, at man nærmest ikke kan være for dum til at blive håndværker.

Men det passer jo bare ikke. Ganske vist er det måske ikke boglige og teoretiske færdigheder, der kræves af håndværkere, men det kræver sandelig både intelligens, onhyggelighed og sans for detaljer at blive en god håndværker.

Erhvervsuddannelserne bliver også behandlet med ligegyldighed, når det kommer til praktikpladser. Masser af unge bliver forhindret i at tage en håndværksuddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads. Hvis politikerne virkeligt bekymrede sig om erhvervsskolernes vel, så havde man for mange år siden vredet armen rundt på arbejdsgiverne, og tvunget dem til at oprette praktikpladser nok til alle. Men det vil man ikke. At holde sig gode venner med sponsorerne i erhvervslivet er mere vigtigt for politikerne end at sikre unge ret til uddannelse.

Når så de unge er blevet udlært som håndværkere, skal de ud på et arbejdsmarked, hvor de presses af arbejdsgivernes uhæmmede import af billige østarbejdere. Også her har politikerne demonstreret en manglende vilje til at gøre noget ved problemerne. Man accepterer, ja ligefrem glæder sig over, et ræs mod bunden, når det kommer til løn og arbejdsvilkår for håndværkere.

I mange håndværksfag må man acceptere sæsonbestemt arbejdsløshed som et vilkår. I den tid en håndværker går arbejdsløs, skal han finde sig i udhulede dagpenge, voksenmobning fra politikere og medier samt et brutalt og kafkask kontrol- og strafferegime fra arbejdsløshedsindustrien.

Mange håndværksfag er fysisk krævende, men heller ikke her er der hjælp at hente fra vore kære ledere. De kloge hoveder på Christiansborg har afskaffet efterlønnen og hævet pensionsalderen, og de tror i ramme alvor at en murer kan blive ved med at klatre rundt på stilladset til han bliver 70.

Oven i det hele skal håndværkerne endda høre på lyriske udgydelser om leverpostejsmadder og Kansas-tøj fra de selvsamme politikere, der har svigtet dem så fælt.

Under de vilkår, så er det et under at der overhovedet er nogen, der vælger at blive håndværkere.

For at forbedre forholdene for og respekten omkring danske håndværkere, er der brug for flere ting.
- Opprioritering af de praktiske og kreative fag i folkeskolen.
- Stop for tåbelige "uddannelsespålæg" fra jobcentrene. Eleverne på erhvervsskolerne skal være der frivilligt, og de unge, der har særlige udfordringer, skal have egnede specialtilbud.
- Garanti for praktikpladser. Dels gennem sociale klausuler i det offentliges kontrakter, dels gennem en beskatning på de virksomheder, der ikke tager deres ansvar seriøst.
- Kamp mod social dumping. Der skal indføres lovbestemt ligeløn for danske og udenlandske arbejdere.
- Et arbejdsløshedsystem, der ikke chikanerer borgerne, og som kan finde ud af for eksempel at lade sæsonarbejdsløse være i fred.
- Genindførsel af efterløn, kombineret med bedre mulighed for at gå ned i tid, når man bliver ældre. Man kunne også sagtens indrette pensionssystemet sådan, at arbejdere med fysisk arbejde kunne gå på pension tidligere end arbejdere med bogligt, der ikke i samme grad bliver nedslidt.
- Og endeligt; et folketing, der var reelt repræsentativt for befolkningen, og dermed fik alle gruppers erfaringer med, i stedet for den gammel elev-fest for de samfundsvidenskabelige fakulteter, vi er plaget af i dag.

Christian Harder, Flemming Scheel Andersen, peter tind sørensen, Herdis Weins, Lone Christensen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Peter Taitto, Karsten Aaen og Nicolai De Vries anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

I Schweiz udgiver de åbenbart hvert år en bog, der opregner løn for alle fag i alle dele af landet.

Lars Bak - din historie var allerede en gammel "vittighed" for 40 år siden. Dengang var den heller ikke morsom, bare dum og nedgørende.

Frederikke Nielsen

Synes du trænger til nogle mere interessante venner.

Bortset fra dette, så et godt indlæg som netop viser hykleriet omkring politikernes udannelses-hykleri.

Mads, Kjærgaard, et almindeligt syn i californien med akademikere som er blevet tømrere. Droppede selv ud af universitet efter et par år, og blev tømrer, men jeg har haft adskillige bekendte som faktisk har afsluttet eksaaminer og det hele. For vi kan jo allesammen godt læse dansk, men når vi så har fået vores eksaminer, så bliver vi måsk alligevel nødt til at blive smed eller tømrer fordi der ikke er noget arbejde at få inden for det felt man har studeret, f.eks antropologi, så bliver man tømrer. Der er lidt af en learning curve, men det går

Ole Chemnitz Larsen

Håndværk og erkendelse/læring understøtter hinanden.

Sådan er det bare reelt i den faktiske verden

Christian Harder, Per Torbensen, Enrico Smith, Steffen Gliese og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Almindelig intelligens er at kunne "regne den ud" til egen fordel.

Rigtig intelligens, mener jeg, er at bruge sine evner til alles vel.

Hvorfor denne snak om dumhed. At folk ikke har samme IQ målt med den alen, er et faktum.
At åndshovmodet lever i bedste velgående i parløb med jantelov og mangel på medmenneskelighed er også et faktum.
Den "kloge" veluddannede ved meget om lidt. Den livskloge ved lidt om meget.
Den kloge, veluddannede, herskende klasse formår ikke at forme et godt samfund for alle.
Den har mistet overblikket.

Steffen Gliese

Leo Nygaard, den kloge veluddannede ved meget om meget. Trods alt.

Ja, den livskloge og veluddannede er den klogeste. Ikke et ord om hvad denne klogskab bruges til.

Tjah... I gamle dage lærte vi på universiteterne, at vi skulle sætte os ind i tingene. Hmmmm. "...flere studerende på erhvervsskolerne...". Snakker vi håndværksuddannelserne er der INGEN studerende på erhvervsskolerne. Der er tale om en elev-uddannelse. Ganske som på gymnasiet. Der findes heller ingen studerende. Studerende bliver man først den dag, man tilmelder sig en endnu højere uddannelse, hvor man vel at mærke selv er ansvarlig for sin læring -altså uden nogen mødeprotokol. Der var i øvrigt ikke mange af min årgang på Teknisk Skole, som havde problemer med "at score". Slet ikke, når vi senere havde været en tur i Norge som fremmedarbejdere og havde pengetasken fyldt. Men; som bekendt ændrer tiderne sig. Dog tror jeg ikke på, at det nye karakterkrav til gymnasieuddannelserne vil give nogen et stempel som uegnet. Det er nok snarere at der i "århundreder" ikke har været nogen synderlige karakterkrav for at komme ind på erhvervsuddannelserne...

Steffen Gliese

Sådan, Michael Edahl!

Sider