Klumme

Forældres ret eller barnets tarv?

Min mor kom i ulykke, da hun var 17 år og lige var flyttet fra Hejnsvig i Vestjylland til København for at få arbejde. Hun blev fortvivlet, spiste sære ting og hoppede ned fra borde og stole for at fordrive sit foster
18. februar 2014

Det lykkedes ikke, og hun måtte gå til bekendelse over for sine forældre. »Kom hjem og fød dit barn her hos os,« sagde de. Et flot tilbud. Mange andre piger i samme situation fik besked om at blive væk.

Men morfars ære var skrammet, enhver i den indre missionske landsby kunne jo se, at han ikke havde opdraget sin datter ordentligt. Og den 21. maj, da min mor fik veer, og ægtesengen var omdannet til barselsleje, gik morfar ude i køkkenet og bankede sine smedenæver ind i væggen af skam og frustration over, at der kom en uægte unge til verden i hans hjem. Da den lille nyfødte lå i vuggen ved siden af brændekomfuret i køkkenet, kunne han dog ikke nære sig og stak sin kæmpehånd ned og nussede den lille hånd – og så greb babyen ham om lillefingeren – »og ja, dér sad han så resten af sit liv,« fortalte min mormor med en særegen blanding af hån og fryd i stemmen.

Min mor var heldig. Hun kunne bo hos sine forældre med sit spædbarn. Mange andre unge ugifte mødre måtte bortadoptere, aflevere deres barn på børnehjem eller sætte det i pleje hos fremmede.

Og faren? Ja, ham ville min mor ikke giftes med, for »han kunne hverken danse eller bolle,« sagde hun engang med en overraskende ligefremhed. Men han var ordentlig og betalte børnepenge hver måned. Ingen forventede andet af ham. Han så aldrig sin datter. Sådan var det også med skilsmissebørnene i familien – far forsvandt, når vielsesringen blev trukket af fingeren.

Fra 1990’erne og frem har lovgiverne og almindelig snusfornuft lagt vægt på den ’menneskelige, sociale relation’ mellem far og barn og barnets ’identitet’, som begrundelse for barnets ret til at kende sin far. I tråd hermed blev loven i 2007 ændret, så fælles forældremyndighed er udgangspunktet. Og godt for det. SFI’s undersøgelser viser, at langt de fleste skilsmisseforældre har et godt samarbejde om børnene, som trives stort set lige så godt som andre børn.

Problemet er de cirka 10 procent af skilsmisserne, som ender hos Statsforvaltningen eller for en dommer, fordi forældrene ikke kan samarbejde. Til bogen Moderskab og Mødrehjælp, som udkom i forrige uge, har jeg interviewet flere kvinder, som er blevet trukket gennem den mølle. To af dem var spædbørnsmødre, da de reddede sig ud af et voldeligt forhold. Alligevel insisterede Statsforvaltningens sagsbehandlere på faderens ret til samvær med barnet. I det ene tilfælde var moderen 20 år, uden uddannelse og på bistandshjælp, da hun flygtede hjem til sine forældre i Aarhus. Statsforvaltningen forlangte, at hun to gang om måneden skulle tage toget til København og aflevere sit seks måneder gamle barn til den forhenværende partner med fast job. Det var jo hende, der havde valgt at flytte. Hendes angst for at møde ham, mente Statsforvaltningen kunne overkommes ved, at hun stillede liften på dørmåtten og gik, før han åbnede døren.

I det andet tilfælde var moderen 22 år og pædagogstuderende, da hun fik vristet sig fri af et psykisk og fysisk voldeligt forhold og flyttede i sikkerhed hos sin mor. Myndighederne har ændret samværsaftalen flere gange, men undervejs har den set således ud: En gang om ugen skulle moderen tage toget fra Ringsted til København, aflevere det 18-måneder gamle barn til faderen på stationen og hente det sammesteds 4-6 timer senere. Morens angst for sin tidligere partner, der gjorde det nødvendigt at få venner og familie til at klare afleveringen, og barnets raseri- og vredesudbrud efter samværene, har aldrig gjort indtryk på myndighederne.

Disse to triste sager og mange andre, som ligner dem, trækker ud i årevis. Antallet af skilsmisser, hvor forældre ikke kan blive enige om samværet med børnene, er steget med næsten 50 procent siden 2007, da forældreansvarsloven blev vedtaget. Både LOKK – landsorganisationen af kvindekrisecentre – og Mødrehjælpen har forsøgt at råbe myndighederne op og påpeget, at hverken statsforvaltningens eller fogedrettens ansatte har faglig indsigt i voldelige forhold.

Intentionen med forældreansvarsloven var god nok, nemlig at sætte barnets tarv i fokus. Men som loven bliver forvaltet, ser det ud til, at myndighederne ofte tager udgangspunkt i de voksnes rettigheder. Og helt ærligt – hvad er vigtigst: Forældres ret til samvær med deres børn efter en skilsmisse eller skilsmissebørns og deres mødres ret til frihed fra samvær med en voldelig forælder og partner?

Pia Fris Laneth er forfatter og foredragsholder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Koplev
Hanne Koplev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi kan næppe indrette et system der på en rimelig måde garanterer retssikkerhed og uskyld indtil det modsatte er bevist for alle parter i de svære sager om samværsdeling.

Mange mænd og kvinder har problemer med at yde ordentlig omsorg for deres barn eller bevare et sundt forhold til barnets anden forælder.
Hvorfor skal de overhovedet have lov til samvær med deres børn og hvordan kan vi byde den anden forælder en samværsordning der medfører berøring med en person de måske befinder sig i konflikt med ?
Den simple forklaring er at disse komplikationer følger med beslutningen, først om at parrer sig og senere om at gennemføre fødslen.
Hvis du er i tvivl om en persons kvaliteter så lad være med at parrer dig med ham/hende og hvis det skib er sejlet så kæmp for abort.
Såfremt du er for dum til at foretage dette valg, ja så må du leve med konsekvenserne. Det er smertefuldt at være dum - jeg taler af betydelig erfaring!

Blandt disse besværlige konsekvenser er nogle sammenhænge der fx gør at en forælder skal mishandle sit barn i ganske seriøs grad før det er hensigtsmæssigt at gribe ind i barnets ret til samvær med denne forælder.
Dertil kommer så hele problematikken omkring et begreb som barnets tarv - et begreb, der udover basal omsorg, føde, beklædning mv som ingen kan være i tvivl om, er TOTALT UMULIGT at almengøre. Vi ved ikke nær nok om børn udvikling og behov og vi har ingen ret til at beslutte "det gode liv" for andre end os selv.

Dertil tyder meget på at samværet med barnet kan være det skub den uengagerede forælder mangler for at opdage sit potentiale, til glæde for barnet.

Til sidst er der også den problematik at det kan være ekstremt svært at tillæge påstande og anklager mellem to mennesker der bryder et konfliktfyldt forhold med børn og opsparet vrede, nogen form for troværdighed.

Jeg har selv prøvet at stå med min søn i armene og være tvunget til at vende ryggen til en frådende rasende kæreste, hans mor, der truede mig på livet med en ret stor køkkenkniv under et skænderi, hvor hun i øvrigt både sparkede og slog, mens jeg aldrig gjorde andet end at forsøge at holde hende fast når det gik helt amok.
Vi fik reddet trådene ud inden det gik helt galt, men kvinden havde absolut ingen problemer(og truede ofte med netop dette) med at lyve lige i fjæset på samtlige officielle repræsentanter i forsøget på at gøre mig til den store satan.
Jeg tør slet ikke forestille mig hvad der var sket hvis samfundet, med statsforvaltning og politi som middel, var gået ind i sagen og havde afskåret mig fra samvær med knægten pga af hans mors løgnehistorier.
Krig er pludseligt et fattigt begreb.

Vivi Hemmingsen

...og så er der de kvinder, som føler sig så forsmåede når manden vil skilles, at de forhindrer ham i alle muligheder for at være far for deres fælles barn. Man kan ikke tale dem til fornuft, de vil ikke samarbejde, de udebliver fra møder i Statsforvaltningen, de kommer med falske beskyldninger om farens adfærd ift barnet og opfører sig idet hele taget så urimeligt, at jeg af og til skammer mig over mine kønsfæller. Og her taler jeg bare om helt almindelige udbrændte ægteskaber uden vold eller anden grænseoverskridende adfærd. Kvinder kan være så ondskabsfulde, hævngerrige og egoistiske at de er villige til at tage barnet som gidsel, og så beskylde manden for hvad som helst, for at straffe ham for at være holdt op med at elske dem. Eller..... det skulle jeg måske ikke have sagt højt?