I den forløbne uge blev en af de mistænkte folkemordere fra Rwanda fremstillet ved en domstol i Paris. Det markerede en velfortjent sejr til franske menneskeretsgrupper, som længe har råbt på retfærdighed. Begyndelsen på den historiske retssag markerer enden på en æra, hvor Frankrig har fungeret som helle for folkemordere. Men ikke nok med det: Retssagen vil formentlig også medføre intens offentlig opmærksomhed på en af det forrige århundredes største skandaler: Frankrigs rolle i folkemordet på Rwandas tutsier i 1994. Et folkemord, som journalister og aktivister i 20 år har kæmpet for at afdække detaljerne i.
Den anklagede i den kommende retssag i Paris, Pascal Simbikangwa, har efter sigende været medlem af magtens inderkreds i Rwanda, der beordrede folkemordet som led i en nøje planlagt politisk kampagne. Den var udviklet af hutu-ideologer med det formål at forebygge et magtdelingssystem, hvor tutsi-minoriteten skulle inkluderes. Folkemordet hævdes at have kostet op mod en million mennesker livet.
Som kaptajn i Rwandas gendarmeri frem til 1986, hvor et biluheld gjorde ham lam, var Simbikangwa fanatisk optaget af at skabe en ren hutustat. Arbejdet fortsatte, da han i de efterfølgende år arbejdede for sikkerhedstjenesten i hovedstaden, Kigali.
Da han endelig blev pågrebet, skete det på den fransk- administrerede øgruppe Mayotte i Det Indiske Ocean. Sammen med ham fandt man 3.000 falske identitetspapirer, mere end nok til de hundredvis af mistænkte folkemordere fra Rwanda, der fortsat er på flugt. Han benægter alle anklager om folkemord, og hans advokat hævder, at han bliver gjort til syndebuk.
Manglende erkendelse
Indtil nu har der fra Paris’ side været en fuldstændig mangel på vilje til at retsforfølge nogen af de 27 mistænkte folkemordere, der er på flugt, men som opholder sig på fransk territorium. Frankrig var vedholdende allieret med regeringen i Rwanda, mens den planlagde og udførte folkemordet. Retssagen kan meget vel vise de franske vælgere, præcis hvor afskyvækkende landets hemmelige politik i forhold til den centralafrikanske stat var.
Politikken blev udviklet i al hemmelighed – uden ansvar over for hverken parlament eller presse. Den blev i vid udstrækning besluttet inden for en snæver kreds i præsidentens Elysée-palads. En kreds, der er kendt som Afrika-enheden. Enheden havde sit virke gennem et netværk af militære chefer, politikere, diplomater, forretningsmænd og højtstående efterretningsfolk. I hjertet af gruppen stod præsident Mitterand, som havde tætte allierede blandt Frankrigs generaler og admiraler.
Anklagerens fremlæggelse under retssagen vil bringe oplysninger om folkemordet i hidtil uhørte detaljer. De er dels fremkommet gennem undersøgelser af Simbikangwa-sagen udført af det Internationale Tribunal for Rwanda (ICTR), dels ved hjælp af oplysninger fra undersøgelser udført af myndighederne i Rwanda. Aldrig tidligere – selv ikke i ICTR’s retssale – er en så imponerende række af vidner blevet samlet. Håbet er, at deres samlede vidnesbyrd én gang for alle vil afmontere den benægtelseskampagne, som forsvarsadvokaterne fremlagde i ICTR’s retssale. Her var påstanden, at mordene i Rwanda ikke var udtryk for en sammensværgelse, men på en eller anden måde var sket »spontant«.
Simbikangwas anklagere fokuserer på hans rolle i drabene, hvor han angiveligt opmuntrede til mord på tutsierne udført af militser ved vejspærringer. Samtidig er han anklaget for at forsyne disse militser med våben. Vejspærringerne og militserne var en integreret del af den mordmaskine, som sikrede både det høje tempo og det store omfang af nedslagtningen.
Effekten af Simbikangwa-retssagen vil kunne mærkes langt uden for retssalens vægge. Håbet er, at den franske offentlighed bliver klar over folkemordets karakter, og at debatten om relationen mellem Frankrig og Rwanda langt om længe bliver taget. Med 20 års forsinkelse vil det måske omsider være muligt for Frankrig at erkende sin rolle i uhyrlighederne.
Linda Melvern er journalist og forfatter med speciale i Rwanda, og har bl.a. skrevet bøgerne ’A People Betrayed: The Role of the West in Rwanda’s Genocide’ (2000) og ’Conspiracy to Murder: The Rwanda Genocide’ (2004).
© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen
