Kommentar

Fremragende kaos i Bosnien

For første gang siden borgerkrigen og den etniske udrensning demonstrerer bosniakker, kroater og serbere nu sammen imod deres nationalistiske ledere
Debat
13. februar 2014

I sidste uge blev der anstiftet brand i flere byer i Bosnien-Hercegovina. Protesterne begyndte i Tuzla, en by med muslimsk flertal, og bredte sig så til hovedstaden Sarajevo og til Zenica, men også til det kroatisk dominerede Mostar og Banja Luka, hovedbyen i den serbiske del af Bosnien. Tusindvis af rasende demonstranter besatte og satte ild til offentlige bygninger.

Man fristes til at omskrive Mao Zedongs berømte ord til: »Der er kaos i Bosnien, situationen er fremragende!«

Demonstranternes krav er helt elementære: et job, en chance for et anstændigt liv, et opgør med korruptionen. De har kunnet mobilisere brede lag i befolkningen i Bosnien – et land, vi siden 1990’erne primært har forbundet med etnisk udrensning og dens eftervirkninger.

Frem til i dag er masseprotester i Bosnien og andre post-jugoslaviske stater da også udsprunget af etniske eller religiøse lidenskaber. I sommeren ​​2013 kom det til to protestbegivenheder i Kroatien, et land i dyb økonomisk krise og høj arbejdsløshed: Fagforeninger indkaldte til en massiv demonstration til fordel for arbejdstageres rettigheder, mens højreorienterede nationalister iværksatte en protestbevægelse mod brugen af ​​kyrilliske bogstaver på offentlige bygninger i byer med serbiske mindretal. Det første initiativ samlede et par hundrede mennesker på et torv i Zagreb. Den anden mobiliserede hundredtusinder, ganske som en bevægelse mod homoseksuelle ægteskaber tidligere havde gjort.

Falsk konflikt

Kroatien er ikke en undtagelse: Fra Balkan til Skandinavien, fra USA til Israel, fra det centrale Afrika til Indien truer en dyster ny epoke, hvor neoreligiøse lidenskaber eksploderer, mens Oplysningstidens værdier viger. Disse lidenskaber lurer altid i baggrunden. Det nye er, at de i dag udstilles stadig mere skamløst.

De mainstreamliberale fortæller os, at når grundlæggende demokratiske værdier trues af etniske eller religiøse fundamentalister, må vi bakke op om den liberale demokratiske dagsorden om kulturel tolerance. Vi må reddes, hvad reddes kan, også hvis det indebærer at opgive alle drømme om mere radikal social forandring. For vi må enten vælge den liberale frihed eller den fundamentalistiske undertrykkelse, får vi at vide.

Men konflikten mellem liberal tolerance og fundamentalisme er en falsk konflikt – en ond cirkel mellem to polære modsætninger, der forudsætter hinanden.

Hvad Max Horkheimer sagde om fascisme og kapitalisme i 1930’erne – »de, som ikke ønsker at tale kritisk om kapitalismen, bør også tie om fascisme« – passer også på dagens fundamentalisme: De, som ikke ønsker at tale kritisk om liberalt demokrati, bør også tie om religiøs fundamentalisme.

Som Walter Benjamin rigtigt så, er »enhver voksende fascisme vidnesbyrd om en mislykket revolution«. Den muslimske fundamentalisme er med andre ord både venstrefløjens fiasko og beviset på, at her var der et revolutionært potentiale – en utilfredshed, som venstrefløjen ikke evnede at mobilisere.

Fællesfront mod eliten

Det er på den baggrund, vi må forstå begivenhederne i Bosnien. På ​​fotos ser vi demonstranterne vifte med tre flag ved siden af ​​hinanden: det bosniske, serbiske, kroatiske. Herved udtrykker de deres vilje til at se bort fra etniske skel. Vi har at gøre med et oprør mod den nationalistiske elite: Bosniens befolkning har forstået, at deres sande fjende ikke er de andre etniske grupper, men de ledere, som kom til magten ved at foregive at beskytte dem mod disse andre grupper. Det er, som om det gamle, misbrugte titoistiske motto om ’broderskab og enhed’ mellem de jugoslaviske folkeslag har fået ny virkelighed.

Men demonstranternes vrede var også rettet imod EU, der har sat den bosniske stat under administration, sikrer fred mellem de tre befolkningsgrupper og yder finansiel hjælp, uden hvilken staten ikke kan fungere. Protesten kan virke overraskende, da de protesterende nominelt har samme mål som Bruxelles: økonomisk fremgang og ophør af etniske spændinger og korruption. Men måden, EU styrer Bosnien på, kommer i realiteten til at befæste skillelinjerne mellem befolkningsgrupperne: For EU har gjort de nationalistiske eliter til deres priviligerede samarbejdspartnere. Det er imellem dem, EU mægler.

Det bosniske protestudbrud bekræfter, at man ikke overvinder etniske lidenskaber med en liberal dagsorden: Det, der bragte demonstranterne sammen, var en radikal efterspørgsel efter retfærdighed. Det næste svære skridt ville herefter være at samle protesterne i en ny social bevægelse, der sætter sig ud over etniske opdelinger og skærper og organiserer modstanden. Kan vi forestille os rasende bosniere og serbere demonstrere sammen i Sarajevo?

Selv om protesterne gradvist går i sig selv igen, har de vakt en lille gnist af håb. Som da fjendtlige soldater fraterniserede på tværs af skyttegravene under Første Verdenskrigs ’julefred’. Autentiske emancipatoriske begivenheder betyder altid, at de partikulære identiteter glemmes og ignoreres.

Det samme kunne have været tilfældet for de to frigivne Pussy Riot-medlemmers besøg i New York, hvor de ved et stort gallashow blev præsenteret af Madonna i overværelse af Bob Geldof, Richard Gere og hele det sædvanlige ’menneskerettighedsslæng’. Hvad de skulle have gjort var at udtrykke deres solidaritet med Edward Snowden og have forklaret, at Pussy Riot og Snowden er del af samme globale bevægelse.

For uden en sådan gestus, der kan opsamle, hvad der i almindelig ideologisk erfaring fremstår som uforenelige elementer (muslimer, serbere og kroater i Bosnien, tyrkiske sekularister og antikapitalistiske muslimer i Tyrkiet osv. ), vil de herskende magtkoncentrationer altid kunne spille den ene protestbevægelse ud mod den anden.

Slavoj Žižek er sociolog, filosof, psykoanalytiker og kulturkritiker.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

- Autentiske emancipatoriske begivenheder betyder altid, at de partikulære identiteter glemmes og ignoreres.

Sådan vinder venstrefløjen frem. Klar, umisforståelig tale og lavt lixtal ;-)

Glenn Lynge Andersen, Kurt Hansen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

"Det samme kunne have været tilfældet for de to frigivne Pussy Riot-medlemmers besøg i New York, hvor de ved et stort gallashow blev præsenteret af Madonna i overværelse af Bob Geldof, Richard Gere og hele det sædvanlige ’menneskerettighedsslæng’. Hvad de skulle have gjort var at udtrykke deres solidaritet med Edward Snowden og have forklaret, at Pussy Riot og Snowden er del af samme globale bevægelse."
Så fint kan det siges

Nic Pedersen, Eva eldrup, Poul Eriksen, Glenn Lynge Andersen, Kurt Hansen, Bill Atkins, Rasmus Kongshøj, Christian Harder og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

"Kan vi forestille os rasende bosniere og serbere demonstrere sammen i Sarajevo?"

Tja, hvorfor ikke?

Kan vi forstille os rasende grækere, danskere, italienere, englændere....osv. demonstrere sammen i Bruxelles?