International kommentar

Friheden er på spil i Ukraine

Manglende politiske fremskridt fører til fornyede gadekampene i Kijev. Dusinvis er dræbt. Oprørerne kæmper for frihed, sikkerhed og velstand og for deres lands nationale selvbestemmelse
20. februar 2014

Ud med bandejuntaen!« råber tusinder, der tirsdag gennembrød uropolitiets linje og kastede med fortovsfliser og molotovcocktails som svar på gummikugler, tåregas og chokgranater fra politifolk på tagene på vejen op til parlamentsbygningen i Kijev. Regeringspartiets hovedkontor blev brændt af. Politisoldater gik massivt til modangreb, og mindst 25 er dræbt og 500 såret.

Det mest kampberedte oprørerne er iført militærhjelme, skibriller og køller og ligner en krydsning mellem korsriddere og Darth Wader. Denne surrealisme støttes af store dele af befolkningen. Hvordan kan det være?

Oprøret i Ukraine handler om frihed. Helt basal frihed til selv at forme sit eget liv. I frihed fra en korruption, der kvæler næsten alt. Styret afskærer befolkningen fra at realisere drømmene om et liv i frihed, sikkerhed og velstand.

Farlig succes

I dagens Ukraine kan man ofte ikke blive optaget på uddannelse, bestå en eksamen, få selv et lavt betalt arbejde uden bestikkelse. Brandinspektører, fødevarekontrol og skattevæsenets kræver regelmæssigt bestikkelsespenge selv hos små cafeer og kiosker.

En virksomhed må endelig ikke blive for stor. Hvis det går for godt, kommer raiderne. Håndlangere for f.eks. præsidentens sønner bestikker dommere og møder op med forfalskede domstolskendelser, der sort på hvidt kundgør, at de nu ejer dit firma. Hvis du brokker dig, kan du få en mordanklage på halsen, få frataget din lejlighed eller blive kørt ud i en skov.

En snæver kreds, kaldet Familien, omkring præsidenten stjæler dusinvis af milliarder af dollar fra det fattige land hvert år.

Bag det hele står Putin, der kun yder kriselån og rimelige priser på den vigtige naturgas, så længe Ukraine deponerer sin udenrigspolitiske handlefrihed i Kreml, der også har det sidste ord, når Janukovitj udnævner regeringsledere i Ukraine. Derfor er oprøret også en kamp for national selvbestemmelse; en styrkeprøve mellem det ukrainske folk og Putin.

De russiske medier pisker en stemning op om hærgende fascister, der er trænet, bestilt og betalt af USA. Tonen er så skinger, at Wall Street Journal advarer om, at Putin gør sig klar til at invadere Ukraine militært for som værnemagt at beskytte det overvejende russisktalende Østukraine mod fascistoide horder – som reelt ikke findes. Sporerne fra invasionen i Georgien i 2008 skræmmer. Men har ukrainerne ikke ganske enkelt ret til at gøre oprør?

Nyttige idioter

Da Europarådets parlamentarikerforsamling for nylig stemte om en kritisk Ukraineresolution støtte den europæiske venstrefløj yderst beskæmmende styret i Ukraine. Ingen danske parlamentarikere var til stede. Den europæiske højrefløj støtter bedre op om oprørets krav – men bryder sig ikke om tanken om oprør … sæt nu hvis ideen bredte sig til de kriseramte lande i Sydeuropa.

Mange i EU ønsker reelt ligesom Janukovitj, at ukrainerne bare ville gå hjem og finde sig i uretten. Men juntaen i Ukraine forsøger at tage både brød og frihed fra ukrainerne. Til sammenligning gød Putin i sin første præsidentperiode oliepenge ud over russerne. Da så russeren var mæt, indskrænkede Putin de borgerlige frihedsrettigheder. Det er denne uskrevne sociale kontrakt, der på den korte bane forklarer, hvorfor demonstrationerne i Moskva for et par år siden slog fejl.

De dybe civilisatoriske skel, der ifølge historikeren Samuel Huntington, næsten skulle umuliggøre udvikling af demokrati i den østkristne kulturkreds, er ikke afgørende. Hans tese skulle også forklare, hvorfor Østukraine overvejende vender sig imod oprøret, og tesen bruges som et kærkomment påskud for at vende Ukraine ryggen. Vil man forstå østukrainerne, skal man imidlertid se på det fra en anden vinkel. Industriarbejderne i øst er efterkommere af importeret arbejdskraft fra hele det daværende Sovjet, mange af dem straffelejrfanger. De lider stadig af et udpræget poststalinistisk socialpsykologisk syndrom, der ensretter og underordner i en sådan grad, at deres verden minder om fæstebønders.

I en dansk historisk kontekst er det sværindustrielle Østukraine politisk-mentalt at finde i 1820’ernes feudalisme, i en førborgerlig og førpolitisk tid præget af en stærk paternalisme. Der går man kun på gaden, hvis herremanden befaler det. Det tror mange derfor også gælder for den vestlige halvdel af Ukraine.

Ingen fascister bag maskerne

Men i vest er man ved at fatte, hvad en fri forfatning vil sige. De er at sammenligne med 1870’ernes Danmark: En tidlig borgerlig-liberal verden, hvor nationen er vigtig og individet træffer egne valg som borger. Oprørerne kæmper en nationalsindet kamp for at fylde ’den frie forfatning’ med en mening ud over nationale symboler. De kæmper for at spole fast forward til det 20. århundrede; for den værdighed, som et retssamfund giver.

Beskyldninger om højrenationalisme er blevet en yndet undskyldning for at vende Ukraine ryggen. Men oprøret står helt for en overvejende en inkluderende, demokratiserende og nationsskabende nationalisme. Der er ingen chauvinister, ingen fascister, ingen racister, ingen etniske udrensere blandt oprørene. Det var ikke opfundet i 1870erne.

Bag maskerne er de venlige og veluddannede. Læger, it-folk og specialarbejdere, der på absurd vis er tvunget til at kæmpe for en modernisering med fordums metoder.

Janukovitj har afskaffet parlamentarismen og reelt underlagt sig anklagemyndig og domstole i Ukraine. Dette statskup gennemhuller den tredje undskyldning for at vende Ukraine ryggen – at han skulle være legitimt valgt.

EU bør se oprøret i Ukraine som en chance for at stå fast på sine fine europæiske værdier og give dem nyt folkeligt indhold efter finanskrisens katastrofer. Hvis EU ikke kender sin besøgelsestid og presser styret i Ukraine med sanktioner, kan vi blive vidne til, at et folk nedkæmpes i et blodbad med EU-fanen i hånden.

Johannes Wamberg Andersen er journalist og bosat i Kijev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Rejste for nogle år siden gennem Ukraine et par ugers tid og læste i den forbindelse lidt om landets historie. Efter 1.Verdenskrig opstod der flere velfungerende anarkistiske områder i landet. I trediverne tvangskollektiverede Stalin landet og otte mio. mennesker døde af sult.
Jeg kørte gennem kæmpeområder med kornmarker, og jorden er meget rig.
Man må undre sig over demonstranternes udholdenhed, men det har sin egen dystre baggrund.