Læserbrev

De hemmelige socialdemokrater

Debat
18. februar 2014

Det er uden tvivl ubehageligt for socialdemokraterne, at de i deres midte har en sladrehank. Det gør det vanskeligt eller endog umuligt at tale fortroligt sammen.

Det er også ubehageligt for enkeltpersoner i folketingsgruppen, der nævnes som potentielle forrædere. Der hænger altid noget ved, når sagen i øvrigt er fortrængt fra den offentlige interesse.

En del af pressen, herunder også tv og radio, har hæftet sig ved den etiske vinkel. Kan man overhovedet tillade sig at være så indiskret, at man hænger navngivne personer ud, uden at den formastelige kan afkræves beviser for sine påstande?

Det er absolut et relevant spørgsmål. Men når det ikke er så lige til at svare »ja« eller »nej«, hænger det sammen med, at denne regering selv har gjort sig endog stærke anstrengelser for at hemmeligholde vigtige spørgsmål og beslutninger.

Først var der mystikken om Henrik Sass Larsens ‘fyring’ som fremtidig finansminister. Helle Thorning-Schmidt kom med nogle utroværdige forklaringer, som ingen i offentligheden troede på, og som hun ikke ville uddybe. Henrik Sass Larsen blev endda pålagt tavshedspligt.

Så var der serien af løftebrud, som regeringen konsekvent forsøgte at sælge som god, socialdemokratisk politik, selv om det ene lovforslag efter det andet gik stik imod det grundlag, partiet gik til valg på. Altså igen benægtelse af fakta.

Regeringens dobbeltmoral

Dernæst var der den nye offentlighedslov, som daværende justitsminister Morten Bødskov med stenansigt forsøgte at sælge som et fremskridt, medens en meget stor del af offentligheden pegede på, at lovens egentlige formål var at hemmeligholde så meget som muligt.

Senest kom historien om NSA, hvor Information lagde et råt bevis på bordet, som uden tvivl viser, at USA spionerer mod den danske regering. Det var et bevis på, at landets suverænitet er blevet krænket. Offentlighedens spørgsmål til regering blev igen mødt med en massiv mur af tavshed.

En regering, der i den grad foretrækker at handle i det dulgte og binder offentligheden nogle historier på ærmet, står ikke stærkt, når den forarges over en hemmelig socialdemokrat.

Mihail Larsen, Gentofte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her