Læserbrev

Den hemmelige svinesmitte

4. februar 2014

Ombudsmanden har efter 18 måneders overvejelser afgjort, at befolkningen har ret til at se de lister over smittefarlige svinefabrikker, som Fødevareministeriet insisterer på at hemmeligholde. Smitten stammer fra den særlige svinestafylokok, CC398 MRSA, der breder sig ukontrollabelt til både svin og mennesker fra de inficerede virksomheder.

Men fødevareminister Dan Jørgensen (S) er ikke indstillet på at bøje sig for ombudsmanden. Han har givet sine embedsmænd besked på at forsøge at sabotere afgørelsen. Eller har han?

Gennem Sundhedstyrelsen har Fødevareministeriets Klagecenter og Statens Serum Institut udsendt en appel den 29. januar til alle landets hospitaler om straks at finde frem til patienter, der har følt sig generet, fordi de var MRSA-smittede. Lægerne har fået en svarfrist på syv døgn til at komme op med nogle eksempler, der kan bruges til at imødegå ombudsmandens afgørelse. Til gengæld er der frit slag for fantasien, da eksemplerne skal være anonymiserede.

Tilsyneladende kører der en parallel kampagne hos Landsforeningen Danske Svineproducenter. Foreningen kræver højlydt, at det fortsat skal holdes hemmeligt, hvilke fabrikker der er MRSA-inficerede. Svineformanden Henrik Mortensen påstår, det vil være en krænkelse af privatlivets fred for »bondefamilierne og deres børn«, hvis fabrikkernes smittestatus bliver offentligt kendt.

Sabotage på ombudsmanden

For mange borgere forekommer det mere og mere betænkeligt, at sundhedsvæsenet er involveret i en sådan kampagne. De fleste mennesker tror vel stadig, at Sundhedsstyrelsens primære opgave er at beskytte borgerne mod smittefarlige sygdomme.

Hvad Fødevareministeriet angår, er dette sabotageforsøg blot en bekræftelse på den syge virksomhedskultur, der har hersket i ministeriet gennem de seneste 10-15 år. Hemmeligholdelsen af de mange MRSA-inficerede svinefabrikker blev besluttet af daværende fødevareminister Mette Gjerskov, så det eneste ubesvarede spørgsmål er, om Dan Jørgensen bare kører videre i samme spor, eller har embedsværket startet denne sabotageaktion mod ombudsmanden bag om ryggen på ministeren?

Kjeld Hansen, Klippinge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Hansen
  • Arne Thomsen
  • Erik Jensen
  • Ivan Gullev
John Hansen, Arne Thomsen, Erik Jensen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu