Kronik

Den hjemløse alkoholiker hedder jo bare Smukke John

Den sociale sektor har skabt sig et magtens sprog, der med begreber som benchmark, ressourceudnyttelse, sanktioner og resultatkontrakt gør det svært for medarbejderne at forstå de mennesker, de arbejder med. I stedet for at læse management- og faglitteratur må vi ty til skønlitteraturen for at møde virkeligheden
Vi glemmer ofte, at den hjemløse og stofmisbrugeren har en historie – de bliver sprogligt reduceret til deres misbrug, væk er mennesket bagved – dem, som ’systemet’ og dets sprog ellers skulle hjælpe og sætte i centrum.

Christian Lindgren

28. februar 2014

KRONIK – I mine bestræbelser på at blive bedre til at arbejde med mennesker, har jeg dels lært af praksis – ved at møde, tale med og lytte til mennesker – dels læst masser af skønlitterære bøger af, om og med mennesker på kanten. Fortællinger og historier er på en eller anden måde altid den bedste måde at beskrive og dokumentere. Skønlitteratur er ofte at anbefale frem for fagliglitteratur, når mennesker og livet skal beskrives.

Jeg ville ikke være foruden Tom Kristensens drukture, Beate Grimsrud ekstreme beretninger om sine psykoser eller William S. Bourroghs erfaringer med stoffer. For bare at nævne enkelte af mange, som giver viden videre gennem ord og fortællinger. For slet ikke at tale om film og kunst, som beskriver mennesker og livet, som det opleves. Svært, hårdt, euforisk, surt og ekstatisk. Der er en verden til forskel på det sprog, skønlitteraturen og faglitteraturen bruger til at beskrive virkeligheden. Og faglitteraturens er ikke altid til gavn for det sociale arbejde.

Ordbog for underklassen

Kompasset i det sociale arbejde og i den offentlige sektor har slået et sving i løbet af de seneste mange år. Det er kommet væk fra virkeligheden. De sociale uddannelser er blevet mere akademiserede og har bevæget sig væk fra praktisk gerning. Det daglige arbejde præges af new public managements krav om mere dokumentation, målbare handlinger og hurtige løsninger.

Udviklingen i sproget samt vores viden om og tilgang til viften af sociale problemer afspejler den forandring. Problemet er, at hvis vi bringer det akademiske og managementsproget med os ud i praksis og alene anvender dét, står borgeren af.

For nylig fandt jeg i Oslo en bog med titlen Ordbok for underklassen. Her kunne man læse hele den moderne verdens nye ord forklaret for det, bogen kaldte underklassen. Her var ord som new public management (»styringsværktøj inspireret af forældede idealer fra 1950’ernes forretningsliv«), dialogmøder (»udbredt skinaktivitet i forvaltningen m.m.«), medarbejdertilfredshedsundersøgelser (»egnet dialogforum, hvor arbejdsmiljøproblemer kan tages op. F.eks. notoriske belastningsskader ved ubegribeligt lange ord«).

Her var ubegribeligt mange ord, som også er blevet hverdag for medarbejderne i det sociale system. Ord, som jeg må indrømme, at også jeg bruger med jævne mellemrum. Bogen er et ironisk indslag i debatten om polariseringen i samfundet. Ikke en økonomisk polarisering med rige og fattige, men en sproglig distancering mellem dem, som har ordet i deres magt og de, som ikke har. Og den rammer plet.

På Kommunernes Landsforenings årsmøde blev følgende ord brugt under debatten i plenum: standardisering, digitalisering, professionalisering, kernedrift, produktivitet, stordriftsfordele, kompetencer, kvalitet, bureaukrati, styring, ressourcer, målsætninger, omstilling, reformer, effektivisering, procesregler, benchmark, potentiale, målrettet, ressourceudnyttelse, ledelsesstruktur, sanktioner, vidensdeling, resultatkontrakt, ledelse, output, operationelt, parametre, progression, omplacering, afbureaukratisering … Jeg håber ikke, at jeg var den eneste af de tilstedeværende, som følte mig lysår væk fra en dagligdag, hvor jeg møder mange, der kæmper en hård kamp for at holde sammen på deres tilværelse.

Magtens sprog skaber distance

Den norske sociolog Niels Christie har for et par år siden i bogen Små ord om store spørgsmål kritiseret socialmedarbejdere og beslutningstagere for at bruge ordets magt til at distancere sig fra de mennesker, de skal hjælpe.

Allerede når vi tager ord, som stofmisbruger eller langtidsledig i vores mund, er vi med til at skabe stigma og sætte negative etiketter på mennesker.

Vi risikerer at glemme, at stofmisbrugeren har en historie – han eller hun bliver sprogligt reduceret til sit misbrug, væk er mennesket bagved – dem, som ’systemet’ og dets sprog ellers skulle hjælpe og sætte i centrum.

Nogle vil måske indvende, at man er nødt til at italesætte problemerne og ikke tale uden om. Det er muligt. Men afstanden i sprogbrug afspejler også en afstand mellem mennesker. I socialt arbejde er afstand mellem mennesker stort set lig med ikke at flytte noget.

Gennem et langt livs observationer har Niels Christie mødt medarbejdere og beslutningstagere, som har taget dette magtens sprog til sig, og dokumenteret, hvordan det skaber yderligere barrierer i forhold til de mennesker, der på godt og ondt udsættes for magten.

Mange steder i den sociale verden er man – og har man i mange år – været bevidst om betydning af det sprog, der bruges.

Hans Christian Kofoed, Kofoeds Skoles grundlægger, besluttede i 1946, at de mennesker, der kom på Kofoeds Skole, skulle kaldes for elever for at signalere, at de på skolen var i gang med at lære at udvikle sig. I omverdenen var de stemplet som arbejdsløse, subsistensløse, alkoholikere osv.

Dilemmaet og udfordringen er så at tale det rigtige sprog ved den rigtige lejlighed, og hvis man skal blive hørt og forstået i debatten om sociale problemer, er det svært ikke af og til at fange sig selv i at bruge stigmatiserende ord, når man forsøger at komme i kontakt med kommuner, embedsfolk og politikere.

Gert Hvidløg og Hash-Benny

Det er vigtigt at holde fast i virkeligheden, som den er uden den distance, magtens sprog giver. Derfor har jeg i bogen Mens baggårdskattene forsvandt forsøgt at videregive mine oplevelser med mennesker på Mændenes Hjem og Vesterbro på en måde, som aldrig vil kunne fanges af statistik og new public management.

Når jeg skriver om Hesten, Lalle-Leif, Hash-Ole, Taxa-Kurt, Thai, Smatten, Pesten, Hunden, Lille-Leif, Skøre Connie, Bade-Bent, Kys til Kurt, Hash-Benny, Smukke Kim, Køteren, Sanger-Kim, Lorten, Bananen, Vesterbrobladet, Liller, Storehans, Lillehans Tuborg, Søren Solskin, Store John, Lille John, Smukke John, Tuborg, Afrika, Kongesønnen, Rod, Jappe, Pølse, Sidevogn, Karbonaden, Tyson, Orange John, Jokke, Taxa-Finn, Gert Hvidløg, så håber jeg, at jeg skaber en hel del flere associationer og nuancer om mennesker og livet.

Mennesket og individet er det centrale i fortællingen. Når de frie fugle og de skæve eksistenser er så interessante, er det netop, som Stefan Zweig skrev i Verden af i går, fordi den hjemløse jo i en vis forstand er fri. For den, der ikke længere er bundet til noget, behøver heller ikke tage hensyn til noget. Derfor bliver vi både fascinerede og frastødte af deres fortælling og liv. Men at være fri, ubunden og ikke behøve at tage hensyn, er ikke det samme som at leve et lykkeligt og godt liv.

Jeg har ikke noget ønske om at romantisere livet som hjemløs, men jeg vil gerne nuancere omverdenens opfattelse af de hjemløse. Først og fremmest ved at åbne for en anskuelse af dem som individer med deres egen historie og baggrund – her finder man ofte en logisk forklaring på, at det gik, som det gik.

Nuancer er vigtige, og fortællinger fra den virkelige verden kan være med til at vise embedsmænd, politikere, sagsbehandlere og alle andre interesserede, hvorfor deres ambitioner og mål (ofte på andres vegne) om at skaffe arbejde, bolig og et langt og lykkeligt liv til de udsatte ikke altid kan opfyldes. Bag hver ’hjemløs stofmisbruger’ i statistikken findes et liv, en skæbne, en fortælling.

 

Robert Olsen er forstander for Kofoeds Skole. Hans bog ’Mens baggårdskattene forsvandt’ udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Kristensen
  • Colin Bradley
  • lars abildgaard
  • Vivi Rindom
  • Lars Jorgensen
  • Vibeke Rasmussen
  • Niels Duus Nielsen
  • Malan Helge
  • Poul Borup-Andersen
  • Steffen Gliese
  • Lise Lotte Rahbek
Anders Kristensen, Colin Bradley, lars abildgaard, Vivi Rindom, Lars Jorgensen, Vibeke Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Malan Helge, Poul Borup-Andersen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hjemløshed er en fallit for velfærdssamfundet.

Jens Jensen, Ole Hansen, arne poulsen, Sven Elming, Per Torbensen, Helene Nørgaard Knudsen, Michael Reves og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Poul Borup-Andersen

Nej Peter.
Vær nu ikke så ensporet. En vis % del vælger frivilligt, deres tilværelse.
Vores samfund gør grænseløst meget for både vore egne og gæsterne her i landet.
Eksempel:
Vi går så vidt, at vi underbudgetterer statsbudgettet med kr. 31,5 milliarder. Det vil sige ca. 100 millioner i døgnet.
Vi gældsætter os med dette beløb i døgnet, og det er næsten præcist det beløb, som vi forærer væk til Uganda, U-lande, GGGC, gæster etc. Mogens Jensen ved meget om det.

Det er da en flot indsats.

Hvad mener du med ' 'fallit for velfærdssamfundet'? Mener du vores gældsætning?
De

Steffen Gliese

Tværtimod, Poul Borup-Andersen, er det blevet dårligere og dårligere med indsatsen, og det har helt forventeligt sat vores samfund mere og mere i stå.

Niels Christies årti-lange engagement i afdækningen af socialforvaltningers selvbedrageriske italesættelser er yderst værdifuldt. Burde være tvangspensum for alle ekspedienter ved sådanne forvaltningers skranker ...
Oops nå ja, sådanne tilfældige møder med fremmødende borgere og brugere er afskaffet.
Jeg hører man har løst bibliotekar-standens identitetskrise ved at sætte den til at tage skraldet, så kan det være de glemmer deres 'videns-snobberi' ikke ?
Hvor fejt og pjosket et arrangement. En ægte ny mellemleder værdig.

Karsten Aaen, christel gruner-olesen, Torben Selch, Peter Jensen, lars abildgaard og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Medarbejdertilfredshedsundersøgelser: Egnet dialogforum, hvor arbejdsmiljøproblemer kan tages op. F.eks. notoriske belastningsskader ved ubegribeligt lange ord."
Kom så ikke og sig, at nordmænd ikke godt kan have humor. ;-)

Men … og måske er det bare mig, til gengæld forstår jeg ikke rubrikken? Alene de navne, som Robert Olsen opremser, er med til at give mig "associationer og nuancer" om de mennesker, han omtaler og om deres liv; således også "Smukke John". Og "Jappe, Pølse, Sidevogn og Karbonaden" er jo lige til at blive helt poetisk over.

Noget, der derimod er mindre vittigt og poetisk, er synet på hjemløse, som det til tider kommer til udtryk – eksempelvis for nylig, hvor en hjemløs mand døde, uden at hverken politi eller sundhedsvæsen ville rykke ud og komme ham til hjælp. Som en anden hjemløs gav af råd, til de der eventuelt fremover ville få brug for at tilkalde hjælp i en sådan situation: "Man skal bare undlade at sige, at det drejer sig om en hjemløs."

Eller som værten på P1 sagde i en debat om den udeblevne hjælp: "Nåhja, men selv om han var kommet på hospitalet, så var han vel alligevel død et par dage senere." Hvad stiller man op over for en så kynisk, "pragmatisk" holdning til hjemløse?

Janus Agerbo, Tilde Klindt, Steffen Gliese, Niels Mosbak, Karsten Aaen, arne poulsen, christel gruner-olesen, Anders Kristensen, lars abildgaard, Vivi Rindom, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek og Ditte Jensen anbefalede denne kommentar

@ Vibeke Rasmussen "Hvad stiller man op over for en så kynisk, "pragmatisk" holdning til hjemløse?"

Lad os ikke stikke os selv blår i øjnene. Der er system i det her. Et menneskeskabt system, der igennem en socialdarwinistisk politik har haft held til at manipulere en stor del af befolkningen til at tro at fattigdom og hjemløshed er selvvalgt.

Dovne-Robert og fattig-Carina. Hvorfor var regeringen og de "købte" medier så ivrige efter at udstille dem? De blev (mis)brugt til at retfærdiggøre reformer, der blot vil føre til et forøget antal hjemløse. Reformer der kendetegner de mest rabiate nedskæringer, på de svageste i samfundet i årtier.
Regeringen (og dele af medierne) har sprøjtet en langsomtvirkende gift af intolerance ind i store dele af civilsamfundets blodomløb. En forråelse så ekstrem at værter på P1 åbenbart finder hjemløses død på gaden uundgåelig og (acceptabel?).

Toke Andersen, Janus Agerbo, Niels Mosbak, Steffen Gliese, Karsten Aaen, christel gruner-olesen, Sven Elming, David Adam, Peter Jensen, lars abildgaard, Michael Reves, Colin Bradley og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

En beskrivelse af en danske nations fattige, må omfatte en både en konkret og historisk beskrivelse og den sammenhæng, som disse mennesker befinder sig i. Med mindre, at det alene er et bilede af nogle originale mennesker, som har længtes efter en frihed fra samfundets fangearme. Der står i artiklen, at mennesket i en vis forstand er fri, men det gælder ikke for Søren Solskin og Tuborg Hans. De er ikke frie, de er afhængige. Både af forskellige drugs og af de offentlige kontrolinstanser, men også af den liberalistiske forestilling, om at man kan gøre med sin tilværelse som man vil. For det er en vildfarelse og drønende forkert. Man kan ikke være 'fri' uden at man har en 'uddannelse for livet', en økonomisk vedvarende arv, og er sund og rask. Ellers er det er umuligt og disse frihedsliv tilhører alene overklassen og dens livsbetingelser. Den offentlige kontrol overfor de fattige er fuldstændig fascistisk, når det drejer sig om deres livsbetingelser. Især i modsætning til de rige og de mere velstående grupper. Og med fuld accept fra alle folketingets partigrupper.

Men statens forvaltning har brug for disse hjemløse som sammenligningsgrundlag. Både overfor dem selv og de mennesker som tror, at de har et lortearbejde og dem som må lide den tvivlsomme velsignelse som det er, at være underlagt samfundets almindelige forestillinger om friheden i et ægteskab med børn i en 2½ v. lejlighed. Eller for den sags skyld i et lille hus på landet, hvor tv og en kiosk med slik, smøger, sprut og dvd-film er 'løsningen' på et unaturlige livsbetingelser.

Jeg husker, at Robert Olsen engang i en artikel opfordrede mændene, som er langt det største antal elever på Kofoed Skole, til at være 'handymand' for kvinden. Og på denne måde opnå deres gunst. Det er efter min mening en meget forkert tankegang for nu at blive i de venlige ordrækker. Hvorfor skal mændene degraderes og hvorfor træde på en mental byld? Mange af mændene har jo haft forhold med kone og med børn, som er gået i stykker. Og lider under dette. Selvfølgelig får Kofoeds Skole tilskud fra staten m.m., men bør også være i stand til at kritisere samfundets systemer på en måde, som går ud over systemets egen socialdemokratiske selvforståelse. Nemlig som et godt system, som et velfærdssystem. Udtrykket ”velfærdssamfund” er et af de mest misbrugte ord i øjeblikket, hvor regeringen og Folketinget er ved at formindske velfærdspengene til de fattigste til et minimum. Og efterhånden lade private organisationer og kristne grupper med skattefrihed stå for dette. Lige som i det store forbillede US.

Toke Andersen, Preben Jensen, Janus Agerbo, Niels Mosbak, Karsten Aaen, arne poulsen, Colin Bradley og kaleb larsen anbefalede denne kommentar

re.-Poul Borup-Andersen
"Vær nu ikke så ensporet. En vis % del vælger frivilligt, deres tilværelse."

ok.så lader vi lige de 4.millioner "frivillige" hjemløse i eu bruge de 11.milioner tomme boliger, tror du de siger nej tak.?-

odd bjertnes, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"Når jeg skriver om Hesten, Lalle-Leif, Hash-Ole, Taxa-Kurt, Thai, Smatten, Pesten, Hunden, Lille-Leif, Skøre Connie, Bade-Bent, Kys til Kurt, Hash-Benny, Smukke Kim, Køteren, Sanger-Kim, Lorten, Bananen, Vesterbrobladet, Liller, Storehans, Lillehans Tuborg, Søren Solskin, Store John, Lille John, Smukke John, Tuborg, Afrika, Kongesønnen, Rod, Jappe, Pølse, Sidevogn, Karbonaden, Tyson, Orange John, Jokke, Taxa-Finn, Gert Hvidløg, så håber jeg, at jeg skaber en hel del flere associationer og nuancer om mennesker og livet."

Stigmatisering er et komplekst fænomen, der hører jo en dynamik med (selvstigmatisering er én af dem). Lige så fremmedgørende, det kan være for mennesker at omtale andre på en klinisk eller videnskabelig måde - lige så belastende og destruktivt fastholdende kan øgenavne fra gadelivet være. Den etiske fordring består konstant i at være sprogligt og forståelsesmæssigt nysgerrig - og at kunne anvende ord og begreber på flere måder ... herunder også være villig til at sætte sin (selv)forståelse på spil, i mødet med specielt mennesker som har brug for at blive mødt med ekstra varsomhed, givet et hårdt livs udviklet sårbarhed og slitage.

Jeg vil i øvrigt gerne supplere med særligt Charles Bukowski og John Fante, begges forfatterskaber rummer en svær social indignation og smukke, beskidte livskomplekser, som enhver (socialfagligt rettet eller ej) burde stifte bekendtskab med.

Janus Agerbo, Maria Guldager og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

(Allerede når vi tager ord, som stofmisbruger eller langtidsledig i vores mund, er vi med til at skabe stigma.................................)
Det må jeg lige slå op øjeblik:
at nogen stempler personen som generelt afvigende. OK !got it.

Det der er så morsomt, hvis det ikke var så sørgeligt er, at vi fødes ufrivilligt, vi opdrages mere eller mindre tilfældigt, skubbes ofte i forkert retning, kan have nogle voldsomme oplevelser og så indtræder på et tidspunkt en ringning med klokken, at nu er du ansvarlig for dit eget liv!.
De fleste tager det ansvar og fortsætter i den opfattelse, at det er mit eget ansvar, jeg må klare mig selv.
Ingen har selv det ultimative ansvar for noget som helst, man har en frihed til at leve sit eget liv, men kniber det med det, er det samfundtes ansvar at træde til og levere et socialt sikkerhednet og opbygning af en ny tilværelse.

Der afsættes hermed 1 mia på finansloven til hoteller for hjemløse og subsistensløse og enhver kommer i et forløb, der puster ny luft i individet. De kan tage et par uger,net par måneder, et par år. men med en positiv indstilling til alle 'ramte' ,går det også uden fremmedord.

Vibeke Rasmussen

Men hvem siger, at der er tale om øgenavne? Jeg opfatter det snarere som betegnende, og sikkert ofte kærligt mente, kælenavne. Navne som de hjemløse højst sandsynligt selv finder på og benytter indbyrdes.

Der vil være gode muligheder i de affolkede landsbyer, både hvad arbejde og bolig angår. Det er altså bare om at komme i gang med organisation af et sådant projekt.

Vibeke Rasmussen;
forestil dig at du blev kaldt 'lorten' - et kælenavn? Jeg har i en del år arbejdet med både hjemløse og narkomaner ... og mange af disse navne er bestemt ikke tildelt i kærlighed, men i frustration og vrede. Ikke specielt kælent. Og af samme årsag skal man nok være lidt varsom med at romantisere sagen.

ellen nielsen

Begreberne skal være forståelige,
har jeg det bedst med - man taler bedre (respektfuldt) sammen og om - også nuancerne og noget bagvedliggende hos personen eller gruppen!

Havde den store glæde - forleden aften - i TVprogrammet 'Store taler'(?)
at genhøre Martin Luther Kings tale: 'I have dream' i 1963,
hvor han brugte ordet 'negro'.

Hvem er det egentlig, som har bestemt og har gjort overbegreber for en gruppe til noget automatisk nedsættende og/eller nedværdigende?
En stofmisbruger, en kontanthjælpsmodtager, en psykisk syg (sårbar), en læge, en lærer, en fabrikant,
en boligløs, en studerende m. m. fl.
Behøver nogle af disse betegnelser overhovedet at være mere end fakta?

I øvrigt har jeg engang hørt et blændende foredrag - på en højskole - om den store forskel på at være boligløs og være hjemløs!