Kronik

Hvem betaler prisen for billigt østarbejde?

Fuskerfirmer, der underbyder danske løn- og arbejdsvilkår, er ikke kun et problem for det danske samfund og danske håndværkere. Østarbejderne, der systematisk udnyttes og snydes for løn, er også blandt taberne
De østeuropæriske håndværkere er også ofre for de firmaer, der benytter sig af deres arbejdskraft til at underbyde markedet, mener dagens kronikører: I stedet bør krudtet rettes mod de virksomheder, som henter østarbejderne til Danmark for at arbejde for lavere løn, dårligt arbejdsmiljø og usle indkvarteringsforhold

De østeuropæriske håndværkere er også ofre for de firmaer, der benytter sig af deres arbejdskraft til at underbyde markedet, mener dagens kronikører: I stedet bør krudtet rettes mod de virksomheder, som henter østarbejderne til Danmark for at arbejde for lavere løn, dårligt arbejdsmiljø og usle indkvarteringsforhold

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

11. februar 2014

KRONIK – Der bliver ofte skudt med skarpt, når snakken i værkstedet på teknisk skole eller i skurvognen falder på polakker og andre østeuropæere. Det er ikke uden grund. Man bliver bekymret for sin egen fremtid, når man skal konkurrere med folk, der går til 60 kroner i timen. En bekendt, der er betonarbejder, søgte for nylig job på det store byggeri på Panum på Københavns Universitet. Han fik at vide, at han godt kunne opgive, fordi han var dansker. Man må gå ud fra, at problemet ikke er, at han er dansker, men at han skal have dansk løn.

Men det er vigtigt, at det ikke er vores kolleger fra Østeuropa, der bliver skydeskive for frustrationerne over social dumping. Vi skal rette skytset mod de firmaer – både østeuropæiske og danske – der spekulerer i at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark og betale lavere løn og høste en større profit. Det er deres forretningsmodel, der presser danske lønninger, underminerer den danske model og som udnytter østarbejderne.

Fuskerfirmaerne, der lever af at snyde østarbejderne, opretter ikke lærerpladser. De bidrager heller ikke med job til alle de arbejdsløse her i landet. Derfor er det ikke så underligt, at de igen og igen hyres som underentreprenører på store opgaver. Det må være en del lettere at skrue det billigste tilbud sammen, når man budgetterer med den halve løn. I det tømrerfirma, hvor den ene af os står i lære, fortæller mester, at han ikke giver tilbud på sager, hvor et firma baseret på østarbejdere også byder. Det er simpelthen spild af tid.

Det er ikke underligt, at mange fristes til at vælge det billigste tilbud. Men i det lange løb, er det bare sjældent en god forretning. Metro-byggeriet, hvor en af os har arbejdet, er et glimrende eksempel. Konkursramte Pihl & Søn brugte underentreprenører fra Polen, der gang på gang blev taget i at snyde deres ansatte for løn. Når et firma fik en bod i arbejdsretten, lukkede det ned og løb fra regningen. Herefter hyrede Pihl & Søn et nyt firma – sjovt nok var både ejerne, mellemledere og mange af de ansatte i det nye firma de samme som i det tidligere firma. Det skete flere gange i træk på det samme byggeri, hvilket netop er blevet dokumenteret i den seneste udgave af Fagbladet 3F. Metro-byggeriet har fra begyndelsen været plaget af skandaler; påbud fra Arbejdstilsynet, mangel på lærlinge og løndumping.

Måtte sove i haven

Den virksomhedsmodel går ud over østarbejdere, som bliver snydt for løn og ofte arbejder under meget dårlige forhold. 3F gør et kæmpe arbejde for, at også de bliver dækket af overenskomsterne og får ordentlige arbejdsvilkår. Men det er en ulige kamp, som arbejdsgiverne og regeringen gør meget lidt for at støtte op om.

Der er mange kreative metoder til at snyde med betalingen. Ofte får østarbejderne på papiret den overenskomstbestemte mindsteløn, hvilket i sig selv er langt lavere, end det danske håndværkere går til.

Derudover bliver mange snydt for løn for adskillige timers overarbejde, så den reelle timeløn kommer ned under 60 kroner.

I andre tilfælde bliver der trukket store summer fra deres i forvejen ringe løn til at betale ’leje’ for en bolig, som firmaet stiller til rådighed. Der har været sager, hvor sådan en bolig var ubeboelig. Da der kom et regnskyl, som fyldte kælderen, hvor østarbejdere boede, blev de opfordret til at flytte i telt ude i haven.

Her op til overenskomstforhandlingerne forsøger Dansk Arbejdsgiverforening at skabe en fortælling om, at der ikke sker løndumping. I sidste uge lancerede de en analyse, der viser, at tre fjerdedele af de udlændinge, der arbejder i Danmark, er dækket af en overenskomst. Medierne er straks faldet på halen og har kaldt analysen for en mytedræber, som om problemet er meget mindre, end man går og tror. Men en overenskomst er ikke en garanti imod snyd. Flere af de modeller for lønsnyd, som er beskrevet ovenfor, kan sagtens foregå, hvor der er overenskomst. Deres tal udelader desuden, meget belejligt, den vigtigste gruppe, nemlig alle de udenlandske firmaer.

Selv på de arbejdspladser, hvor østarbejderne faktisk får de overenskomstbestemte mindstelønninger, er der tale om løndumping. For mange af byggefagene ligger mindstelønnen på omkring 115 kroner i timen. Men ingen danske bygningsarbejdere får så lav løn.

Derfor er det også et ekstremt vigtigt krav at indføre højere mindstelønninger ved de kommende overenskomstforhandlinger. Er det virkelig rimeligt, at nogle mennesker – udelukkende fordi de er fra Østeuropa – skal have meget mindre i løn for det samme arbejde? Det synes vi ikke. Vi ønsker ikke et samfund, hvor man importerer en underklasse, der arbejder til sulteløn.

Toppen af ulykkesstatistikken

Der er ikke kun lønnen, der bliver sparet på. Også sikkerhedsudstyret bliver sparet væk. Det er ikke sjældent at se østeuropæiske sjak klatre rundt højt oppe uden seler. Enten fordi der ikke er seler til rådighed, eller fordi de er defekte. Det skal jo gå stærkt, og det er dyrt at skaffe nye. Østeuropæerne ligger i bunden, når man sammenligner løn. Til gengæld ligger de i top, når det kommer til statistikker over arbejdsulykker.

Der bliver ellers gjort meget for at undgå at figurere i statistikkerne. Da én stod på snotten fra anden sal i forbindelse med byggeriet på Århus Havn og slog sig halvt ihjel, kom firmaet i tanke om skadesstatistikken, som jo helst skal stå på nul. Derfor blev den tilskadekomne østarbejder båret ud af pladsen og lagt på offentlig grund. Her kunne man så ringe efter en ambulance, da det ikke længere ville blive noteret som en arbejdsskade. Og det er ikke engang det værste eksempel. I en anden sag faldt en østarbejder ned og kom til skade. I stedet for at ringe efter en ambulance, blev han sat på en bus og kørt hjem til Polen.

DA løber fra ansvaret

Selvfølgelig er det usolidarisk at underbyde andres lønninger. Derfor skal vores kolleger fra Østeuropa melde sig ind i fagforeningen, når de kommer til Danmark – ligesom vi skal melde os ind i fagforeningen i Norge, hvis vi tager derop og arbejder. Men det er ikke østarbejderne, der er skurkene. Det er de virksomheder og de bagmænd, der bliver millionærer på at snyde østarbejderne i løn. Og dem, der har råd til at få bygget et luksussommerhus, men som er bedøvende ligeglade med, at dem, der bygger det, bliver underbetalt eller kommer til skade. Og det er regeringen, der ikke kan blive enig med sig selv om at indføre sociale klausuler eller kædeansvar på offentligt byggeri.

Netop kædeansvar er et meget vigtigt redskab til at begrænse social dumping og lønsnyd. Hvis ikke hovedentreprenøren kan ende med regningen, er det for let at løbe fra bøderne, som eksemplet med Pihl & Søn viser. Med de gældende regler er det utrolig svært at komme efter de firmaer, der snyder folk i løn eller er ansvarlige for arbejdsulykker.

3F’s medlemmer har i en ny undersøgelse udpeget en forstærket indsats mod løndumping som det vigtigste overenskomstskrav. Det betyder, at kædeansvar skal indføres og mindstelønningerne hæves. Ikke overraskende stritter Dansk Arbejdsgiverforening imod.

Vi indledte med at skrive, at tonen i skurvognen kan være hård, når snakken falder på østarbejdere. Hvis politikerne bliver ved med at tillade – og benytte sig af – udenlandske fuskerfirmaer, så kommer vi ikke kun til at opleve større ulighed i samfundet og flere arbejdsulykker, men også større fjendtlighed over for østarbejderne. Måske har Dansk Arbejdsgiverforening det fint med det. Men er det sådan en udvikling regeringen ønsker?

Theis Grønbech er betonarbejder og Helga Mathiassen er tømrerlærling, begge er fagligt aktive

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • morten Hansen
  • Christian Harder
  • Rasmus Kongshøj
  • Niels P Sønderskov
  • Peter Taitto
  • Dorte Sørensen
  • Per Torbensen
  • Lars Peter Simonsen
  • Ulla Jensen
  • Dennis Laursen
  • Michael Skaarup
  • Lise Lotte Rahbek
morten Hansen, Christian Harder, Rasmus Kongshøj, Niels P Sønderskov, Peter Taitto, Dorte Sørensen, Per Torbensen, Lars Peter Simonsen, Ulla Jensen, Dennis Laursen, Michael Skaarup og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dennis Laursen

Endelig giver Information i dagens kronik plads til et par ægte arbejdere, i stedet for de sædvanlige KU'ere, RUC'ere eller CBS'ere, og deres dødsyge, teoretiske og virkelighedsfjerne analyser.
Det bliver interessant at se, om den får lov til at blive fremhævet på forsiden?

Carsten Wienholtz, Hugo Pieterse, Lene Christensen, Karsten Aaen, John Liebach og Peter Taitto anbefalede denne kommentar
Dennis Laursen

Det er interessant at læse om de ting, der berettes om her. Fjernt fra den daglige, elitestyret mediepropaganda, om globalismens og liberalismens lyksalige ufejlbarlighed.
Det er ikke underligt, at disse problemer opstod, da højrefløjen og de kulturradikale (ikke at kulturradikale ikke tilhører højrefløjen - for det gør de i aller højeste grad!) i EU og Folketinget valgte at åbne grænserne. Men det er jo heller ikke dem, der bliver underbudt af udbyttet, polske proletarer. De problemer, de skaber, når jo aldrig ind i deres hvide ghettoer på Frederiksberg, Østerbro og Wiskeybæltet. De rammer kun os arbejdere. Åbne grænser gavner kun kapitalen, eliten og kriminelle - åbne grænser skader folket. Og i modsætning til mediepropagandaen, så har tyske turister ingen problemer med at vente (op til) 5 minutter ved grænsen, og vise deres pas, for at vi til gengæld kan beskytte vores land, vores folk, og effektivt bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet (bemærk, at det er lettere at lave grænseoverskridende kriminalitet, når grænserne ikke er bevogtet).

Hugo Pieterse, Lene Christensen, morten Hansen, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Troels Ingvartsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Mads Kristiansen

@ Dennis B Laursen
Hvis det er grænsebomme du gerne vil have, så har jeg lige partiet til dig.

Det er fint at kronikørerne skriver om "fuskerfirmaer" som de synes udnytter både det ene og det andet.
Men tag situationen hvor en selvstændig polsk murer kommer til DK for at udføre et stykke arbejde i eget navn, og for egen risiko. Han udnytter ingen, og sætter selv sin pris. Hans arbejde er værdsat, ikke mindst på kvalitet og overholdelse af aftaler.
Man kunne ønske sig to ting. 1 at skatten blev sat ned, så almindelige lønmodtagere fik lov til at beholde flere af deres egne penge. Det ville også reducere mængden af sort arbejde. 2 at danske håndværkere forbedrede deres indsats, og gav udenlandske lidt konkurrence, og her taler jeg ikke kun om pris.
Danske håndværkeres ry og rygte er ikke godt nok, og det er en skam.

Steffen Gliese

Nej, Mads Kristiansen, sådan er det jo netop ikke her i landet. Her i landet deler staten og lønmodtageren rovet, det lykkes at hente op af lommerne på den private entreprenør, der får lov til at husere for egen vindings skyld. Det er vores eneste fordel ved at have ham.

Undskyld, men forstår ikke, at du 1) benytter ordet social dumping, da ingen dumpes rent socialt ved at få mindre i løn eller at miste sit arbejde, og 2) at du siger, at de østeuropæiske arbejdere snydes i løn - hvis præmissen altså er, at de får den løn, de har aftalt med arbejdsgiveren.

Til det første er kun at sige, at der er tale om lønpres eller løndumping, ikke social dumping, selvom LO og 3F gerne vil kalde det det. Det vil de nemlig, fordi det er et rigtig godt spin, at give det den titel :-)

Til det andet: Hvis en lønarbejder og chef aftaler en løn og andre vilkår, så må det være lige så legitimt, som hvis lønnen følger en overenskomst - der jo ret beset også bare er en aftale om løn og vilkår. At lønnen er lavere, end danske ansatte får, er jo så bare et udtryk for, at vi har en kunstigt høj løn og ditto skatte-/afgiftsvilkår her i landet. Til gengæld så er det fantastisk "U-landsbistand" man giver østlandene, fordi vi er med til at gøre deres lande rigere - og ikke mindst de enkelte arbejdere. Samtidig er vi også med til at presse deres lønninger og arbejdsvilkår op, fordi vi betaler mere, end de kan få i deres egne lande.

Dennis Baggers Laursen

Du fik min anbefaling, fordi jeg _tildels_ er enig med dig. Og kun tildels. For der er mindst lige så mange af de førnævnte grupper, som sætter sig i arbejderens øjenhøjde herinde.

Mads Kristensen

"Danske håndværkeres ry og rygte er ikke godt nok, og det er en skam."

Ikke korrekt. Men det er en historie, som mange medier elsker, at bruge. Det kan vi nok takke DI for.

Carsten Wienholtz, Lene Christensen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er klart, at vi ikke længere har de samme fordele som tidligere af vores EU-medlemskab; som et lille, rigt land med et kraftigt ønske om flade strukturer med kort fra bund til top, ligner vi andre små lande, ikke mindst Schweiz, der jo nu aktivt gør noget for at forhindre indvandring af arbejdskraft, der sætter de høje, schweiziske lønninger under pres (og jo: hvis man ser, hvad en faglært arbejder i alpestaten tjener, må en dansker blegne).

Selvfølgelig skal østarbejderne ikke udnyttes.

Men det er ingen ting i forhold til, hvordan alle danske hver dag groft udnytter kinesiske lønslaver, når danskerne køber alt fra sokker til hvidløg, PC'er og fladskærme m.v.

Men arbejder solidariteten kan åbenbart ikke nå helt derom på den anden side af kloden. Der er ingen tale om boykot af kinesiske varer.

morten Hansen, Per Torbensen, Dennis Laursen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Mads Kristensen

Man kunne ønske sig to ting. 1 at skatten blev sat ned, så almindelige lønmodtagere fik lov til at beholde flere af deres egne penge. Det ville også reducere mængden af sort arbejde. 2 at danske håndværkere forbedrede deres indsats, og gav udenlandske lidt konkurrence, og her taler jeg ikke kun om pris.

Beklager, men det er noget vrøvl du skriver. Dels er skatten på arbejde i forvejen lav i Danmark. Den er faktisk blandt de laveste i EU og der er heller ikke nogen sammenhæng mellem skat og sort arbejde. Sort arbejde er langt mere udbredt i øst- og sydeuropæiske lande end i de nordiske.

Der er gode grunde til at sænke skatten på arbejde, men det er en stråmand når du og andre kobler det sammen med løndumping og lavere løn.

Daniel Holm Hansen

Der er jo ingen der kan leve af de 60 kroner som du skriver. Når de kan arbejde til så lave lønninger er det kombinationen af fordelagtige skatteregler der gør, at østarbejder slipper meget billigt i skat og kun arbejder i op til 180 dage i Danmark og ikke har de leveomkostninger som danskere og udlændinge der bor i Danmark. Der er utallige eksempler på hvordan den slags underbetalte lønslaver bor under kummerlige forhold for at spare.

Det egentlige problem er de ringe økonomiske vilkår der er i Polen med stor ledighed og så den korte geografiske afstand til Danmark. F.eks. ser man ikke mange tjekkere eller ungarer i Danmark.

Endvidere har flere undersøgelser vist, at de fleste fra østeuropa arbejder til overenskomstnæssig løn.

Nej, lønnen er ikke kunstig høj i Danmark. Tværtimod. Det høje overskud Danmark har på handelsbalancen er udtryk for en neutral til god konkurrenceevne. Dumpes lønningerne i servicesetoktoren eller i byggefagene ender det bare med, at en lang række danskere bliver ledige og du skal betale overførselsindkomster til dem eller de bliver working poor.

Hugo Pieterse, Lene Christensen, Søren Bro, Vivi Rindom, morten Hansen, John Liebach, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels P Sønderskov

Prisen betaler selvfølgelig de håndværkere og arbejdere, der bliver presset. Ligesom it-medarbejdere blev presset, da man outsourcede it-opgaver til Indien. Reglerne indenfor EU er på plads og det eneste der mangler, er en fagbevægelse, der er i stand til at dæmme op for fup og fidus sammen med politiet. Desværre har bevægelsen ladet sig splitte og svække ved at se igennem fingre med at folk enten ikke er medlemmer af fagforeningen eller er gået til de gule. Thomas Nielsen erklærede at vi havde 'sejret ad helvede til', men forudså ikke at lønmodtagere kunne dumme sig så meget i fremtiden.

Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Bill Atkins, morten Hansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Henrik Danstrup

Fagbevægelsen har sendt ungdomstropperne til tasterne (eller sidder der en ghostwriter i et forbundshus !?) - hvad gør man ikke for lidt imagepleje :o)

Dennis Laursen

@Peter Taitto:
Der er stor forskel på, at havde været murer eller betonarbejder i 30 år, og så at beskæftige sig med emnet på teoretisk niveau.
Personligt tror jeg det vil være meget gavnligt, at folkevalgte skulle 3-6 måneder i "virkelighedspraktik" uden for Borgen, f.eks. som SOSU-medarbejder, tømrer eller sygeplejerske.
Og det samme bør også være gældende for samfundsindflydelsesgivende uddannelser på CBS, RUC, KU osv., som statskundskab, økonomi m.m. Ud og arbejd i marken eller på byggepladsen et halvt år, før du får dit eksamensbevis!

Carsten Wienholtz, Lene Christensen, morten Hansen, Rasmus Kongshøj og John Liebach anbefalede denne kommentar
Dennis Laursen

@Ole Olsen:
Åk jo, jeg går i allerhøjeste grad udenom varer produceret i den imperialistiske stat Kina! Problemet er bare, at kapitalisterne har valgt, at rigtig mange varegrupper ikke kan fås produceret andetsteds end Kina. Og selv når det faktisk er tilfældet, er Bangladesh og Vietnam ikke særlig tiltalende alternativer.
Hvis jeg kunne få danskproduceret tøj, elektronik m.m., købte jeg hellere end gerne dette! Men takket været globalismens lyksalighed, så kan produktionen og forureningen outsources til den 3. verden, så magthaverne her kan pleje PR-propagandaapparatet, og sige, at vi er åhh så grønne her i Danmark.

Hugo Pieterse, morten Hansen, Rasmus Kongshøj, Per Torbensen og John Liebach anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

I diskussionen om import af underbetalt østeuropæisk arbejdskraft, skal man også tage højde for det tab samfundet påføres i form af øgede udgifter og tabte indtægter.

En billig polsk håndværker er jo ikke kun lig med en besparelse for bagmændene. Når man importerer en østeuropæer, betyder det jo samtidig at en dansker må gå arbejdsløs. Bagmændene påfører dermed samfundet øgede udgifter til dagpenge.

Samtidig betyder de lave lønninger at østarbejderne dels betaler mindre i skat, dels at de bruger færre penge i Danmark, hvilket igen fører til tab for samfundet.

Vi må følge Schweizernes eksempel, og lukke af for arbejdskraftens fri bevægelighed. De eneste der har gavn af den, er de skruppelløse bagmænd, der spekulerer i østlandenes sociale nød. For polske arbejdere betyder den at de må leve i eksil, langt fra venner og familie, og bliver snydt oven i købet. For danske arbejdere betyder den fri bevægelighed lavere lønninger, højere arbejdsløshed og mere utryghed.

Samtidig må der indføres regler om kædeansvar og sociale klausuler på samtlige byggerier, ligesom staten må tage opgaven med kontrol af arbejdsgiverne alvorligt, i stedet for som nu at lægge byrden på fagbevægelsen. Der er også brug for håndfaste fængselsstraffe til de bagmænd, der snyder ansatte for løn eller sløser med sikkerheden.

Et opgør med den uhæmmede import af billig arbejdskraft skal bestemt ikke forstås som et angreb på østeuropæiske migrantarbejdere. De skal være hjerteligt velkomne til at komme til Danmark og arbejde, men det skal foregå på lige vilkår med danskere.

Hvis man har viljen, kan man gøre meget for at beskytte almindelige danskere mof social dumping. Den danske kamp mod social dumping og uacceptable løn- og arbejdsvilkår er dog fra begyndelsen en kamp op ad bakke. Det offentlige Danmark er nemlig selv en af landets største sociale dumpere, og pæne ansvarlige politikere opfører sig lige så kynisk som lyssky bagmænd i tvivlsomme byggefirmaer.

Det offentlige misbruger nemlig i form af diverse aktiveringsfiduser såkaldt "arbejdsløse" danske arbejdere til at få udført opgaver for sig selv eller for sine kunder. De "arbejdsløse" arbejder for 60 kroner i timen eller mindre, der tages ofte let på sikkerhed og arbejdsmiljø og det ofentliges sociale dumping udkonkurrerer arbejdspladser på almindelige vilkår. Den eneste forskel er at det offentliges sociale dumping er fuldt lovlig.

Lad os bekæmpe social dumping, og lad os som samfund gå forrest med et godt eksempel ved selv at holde op med det.

Carsten Wienholtz, Hugo Pieterse, Steffen Gliese, Lene Christensen, Dennis Laursen, Bill Atkins, morten Hansen, Per Torbensen, Ulla Jensen, Rasmus Knus og Levi Jahnsen anbefalede denne kommentar

Indvandring fra primært muslimske lande? Nu må denne højreorienterede myte altså snart høre op! I dag, den 12. februar 2014 kan man læse i berlingske side 12(måske online?) at 2/3 af indvandringen kommer fra vestlige lande! Og der i alt i 2013 indvandrere cirka 56.000 mennesker til Danmark. (samt at der blev født cirka 55.000 personer i dette land, dette Danmark, i 2013).

De største indvandrerlande i 2012-2013 er disse:

1) Rumænien
2) Polen
3) USA
4) Tyskland
5) Norge
6) Litauen
7) Sverige
8) Indien
9) Filipinerne
10) Bulgairen
11) Syrien

For 10-12 år siden, ja der havde vi en indvandring fra især muslimske lande; idag kommer 2/3 af indvandringen fra vestlige lande! Jvf. denne tabel jeg lige har sat op her...

Og de polakker, der ikke betaler skat mm. i Danmark er altså et mindretal; grænsegængere hedder de. Og ja, de bor her i 14 dage i en campingvogn og tager hjem i 14 dage og så videre.
Og nej, en polak eller en rumæner tager nemlig netop ikke et job op for en dansker; polakkerne arbejder som rengøringsassistenter, rumænerne arbejder i gartnerierne..... Og hvis de ikke var det måtte de danske gartnerier f.eks. lukke...

Carsten Wienholtz, Thomas Aniss og Kristoffer Larsen anbefalede denne kommentar

I dagens Politiken er man kommet frem til at omkring 1000 personer i Danmark lever under forhold, der må betegnes so slaveri.
Jævnlig læsning af 3F´s fagblad er et rystende indblik i fup og svindel i et omfang man næsten ikke drømmer om.
Her er tale om vikarbureauer, der skorer kassen ved at underbetale østarbejdere. Landbrugselever/praktikanter, der arbejder 14 timer i døgnet til en ussel løn. Skibsredere der hyrer Filippinske søfolk uden opholds og arbejdstilladelse.Manglende forsikring af ansatte. Falske underskrifter, omgåelse af sikkerhedsregler, fusk med regnskaber osv. osv.
Og det er desværre ikke spin eler opdigtning. Det er dagligdagen for tusindvis af arbejdere her i Danmark.
Her trænger til at blive gevaldigt strammet op på standarderne og forbedre arbejdsforholdene.
Det er utrolig skadeligt for samfundet at alt det her finder sted.

Steffen Gliese, Dennis Laursen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Karsten Aaen

Der er stadig en indvandring fra primært muslimske lande som følge af tidligere indvandring/flygtninge.

Men ellers har du ret. Ser man bort fra de tilfælde med underbetaling og social dumping tager udlændinge ikke jobs fra danskere. Polske håndværkere arbejder f.eks. med specielle former for pudsning af mure og baltere er gode skovarbejdere. Det er jobs ledige danskere ikke tager/vil tage. Endvidere vil en arbejdsgiver til enhver tid foretrække en ansat der er vant til den slags arbejde, frem for en ledig akademiker eller metalarbejder.

Alternativet er lukning af gartnerier og landbrug sålænge disse jobs ikke er automatiseret.

Rasmus Kongshøj

@Michael Petersen:

Du har selvfølgelig ret i at der bliver udført mere arbejde, når man kun skal give arbejderne 60 kroner i timen. Jeg ville også spise flere engelske bøffer, hvis de kun kostede en tyver kiloet.

Det er dog utvivlsomt at der er forsvundet rigtigt mange gode danske arbejdspladser som følge af den uhæmmede import af billige østarbejdere. For eksempel havde man nok stadig udvidet metroen i København, selvom man skulle betale dansk løn.

I bund og grund er der tale om hvilken slags samfund vi vil have. Vil vi have en underklasse af working poor, som overklassen kan bruge til at forsøde deres egen luksustilværelse med, eller vil vi have et samfund præget af lighed og høj levestandard for alle.

Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Dennis Laursen, Søren Bro og morten Hansen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Udenlandske medarbejdere

fleksibel og økonomisk vikarløsning 24 timers døgnvagt-365 dage om året
Tlf. 70 20 52 10
JSV concept
www.js-c.dk

Reklame i den mindst ringe, ved siden af artikel om social dumping.

suk

Carsten Wienholtz og christel gruner-olesen anbefalede denne kommentar
Jonathan Smith

@Karsten Aaen

Men kan den nuværende sammensætning af indvandrere skyldes den skærpede politik, som blev gennemført af VK med støtte fra O, og som den "nye" regering kun langsomt tør afmontere?
En politik der var uudtalt målrettet mod at begrænse familiesammenføringer fra mellemøsten og visse afrikanske lande?

Kigger du f.eks. til Sverige er antallet af indvandrere fra afrika og mellemøsten jo enorm. De har ikke tilknytningskrav, 24-års regel, starthjælp (som nu er afskaffet i DK igen) etc.

Det eneste rigtige ville være at beskatte de penge, der sendes ud af landet.

Forbrugerpriserne i Polen er mellem 25% og 50% af de danske. Den unfair konkurrence ligger derfor i, at en udstationeret håndværker i Danmark kan sende pengene hjem til familien i Polen og derved op til 4-doble pengenes købekraft.

Mellem 25 og 50% af pengene skal derfor afleveres til den danske stat - ikke når de tjenes men før de føres fra et land med ekstraordinært høje dagligvarepriser - f.ex. Danmark - til et land hvor forbrugerpriserne er 2-4 gange lavere (Polen).

De indsamlede penge skal gå i en fond, der finansierer statsdrevne discount-kæder, der kan fremkalde den konkurrence, som de danske dagligvaremonopoler modsætter sig.

Det er urimeligt at kun lønmodtagerne - ikke kapitalisterne - tvinges til at konkurrere.

Jeg ser at morten Hansen bringer eksemplet med vikarbureauer oppe.

Jeg har arbejdet en del for vikarbureauer i Holland inden den slags også blev mere udbredt i Danmark. Det må have været i 70 erne.

Allerede den gang kostede det ca. det dobbelte for arbejdsgiveren at ansætte en vikar (som kunne fyres fra dag til dag). Vikarlønnen var også god, og lå altid et lille stykke over det de daglige medarbejderne fik - men der var så ingen feriepenge bagefter. Der var dengang utallige vikarbureauer, og de blev flittigt brugt.

Arbejdsgiverne foretrak den høje lønudgift frem for at skulle hænge på overflødige medarbejdere og holde styr på de diverse indbetalinger til ATP lignende og feriepengefonde osv.

Det forstemmende er for mig vanviddet i at man ser disse vikarforetagender tjene omtrent lige så meget som du selv får i løn, blot for at leje din arbejdskraft ud.

Men i dag er det vel det meste normale, også udenfor vikarbureauernes verden? Når man får besøg af en lærling og svend fra en VVS-mester, eller fra en mekaniker så får man vel også en regning hvor løndelen ca. er det dobbelte af hvad de ansatte selv får. For ikke at tale om ISS, som virkelig har sat slaveriet i system, og som derfor nærmest er en del af regeringen. Tænk sig; at have andre folk til at arbejde for dig, og score det samme beløb som de får for deres arbejde blot for at administrere dem / udleje dem.

Selvfølgelig er der også omkostninger forbundet med at udleje folk. Men det forekommer mig nu alligevel at være en ret fed fidus.

Og de store arbejdsgivere vil formentlig hellere samarbejde med en mastodont som ISS end at ansætte folk selv eller via små under-entreprenører, og således ophæves en egentlig fri konkurrence mellem fri individer til fordel for selskaber som er dygtige til systematisk at udnytte andres arbejdskraft til lavest muligt pris. Mangler man villigt arbejdskvæg træder kommunen til med tvangsudskrevne "praktikanter". Således går socialisme og kapitalisme hånd i hånd. Kommunen aftager den billige arbejdskraft, om så den er polsk, lettisk eller rumænsk, og tvangsudskriver deres danske "klienter" til at være løntrykkere! De er ikke helt dumme deroppe i det danske Kreml. Således bliver der rigeligt råd til at deltage i "internationale aktioner", og bygge modtagecentre og varmestuer til endnu flere arbejdsløse indvandrere/flygtninge og andre grænseoverløbere som nok snart skal "legaliseres" efterhånden, så der både bliver noget både til tankeløse "gutmenschen" og til røverkapitalisterne. Måske kan det endda få huspriserne til at stige lidt, så man kan påstå at "krisen er vendt".

Henrik Danstrup

@Hugo
Hvis fidusen er så åbenlys, så lav et vikarbureau eller bliv selvstændig og ansæt en masse folk - der ligger øjensynligt guld på gulvet, der skal samles op :o)